Træl vs. Slave: Historien om Ufrihed

Begreberne 'træl' og 'slave' beskriver begge en dybt tragisk tilstand af ufrihed, hvor et menneske er ejet af et andet og tvunget til at arbejde. Selvom den grundlæggende virkelighed – at være andres ejendom uden rettigheder – er den samme, knytter termerne sig ofte til forskellige historiske perioder og geografiske områder. 'Træl' er den specifikke betegnelse for ufrie mennesker i det nordiske samfund i vikingetiden og den tidlige middelalder, mens 'slave' er et bredere begreb, der anvendes om ufrihed i mange andre kulturer og tidsaldre, herunder antikken og den transatlantiske slavehandel. For at forstå forskellen må vi dykke ned i de specifikke historiske kontekster og vilkår, der definerede disse former for ufrihed.

Trældom i Norden: Fra Vikingetid til Middelalder

Ordet træl stammer fra oldnordisk þræll, og dets urgermanske rødder peger mod betydningen 'en løber'. Dette antyder måske noget om trællenes funktion eller oprindelse, men uanset etymologien var trældom en udbredt institution i Norden i 1000- og 1100-tallet. Man kunne ende som træl af flere årsager. Den mest almindelige var måske krigsfangenskab, hvor besejrede fjender blev ført bort som bytte. Ubetalt gæld kunne også føre til trældom – en form for gældsslaveri, hvor man bogstaveligt talt blev sin kreditors ejendom. Straffen for tyveri kunne ligeledes være at blive gjort til træl, og børn født af en trælkvinde arvede automatisk hendes status. Trælle var en vigtig handelsvare, især i vikingetiden, og de blev solgt og købt på markeder over hele Østersøområdet.

I det nordiske samfund var trællen undergivet sin herre. Herren havde stor magt over trællens liv og levned, men var omvendt også ansvarlig for de lovbrud, trællen måtte begå. Trællenes juridiske status var ekstremt lav; de blev opfattet som løsøre – altså ting – og havde ingen retsstatus i de ældste landskabslove. En træl kunne hverken eje jord, føre sag, vidne eller aflægge ed. De tilhørte deres husbond, som frit kunne købe og sælge både trællen og dennes familie. Trællehold var en kilde til arbejdskraft, men hævede også en families sociale anseelse. I 1000-tallet må trællehold have været en betydelig faktor i samfundsøkonomien, hvilket afspejles i de mange lovbestemmelser om trælle og frigivne ('løsinge').

Vejen til Frihed og Trældommens Ophør

Selvom trællen var andres ejendom, var vejen til frihed ikke nødvendigvis helt lukket. Nogle herrer tillod deres trælle at arbejde ud over det påkrævede dagsværk og beholde fortjenesten. Med disse opsparede midler, kaldet peculium i den romerske kontekst, men princippet var lignende, kunne trællen potentielt købe sig fri. Erling Skjalgsson er et kendt eksempel på en herre, der satte en værdi og løsesum for sine trælle, så de driftige kunne købe sig fri, ofte inden for få år. Når en træl blev frigivet, var det en vigtig ceremoni. Halsringen, et metalbånd der markerede trællens status, blev fjernet. Denne handling gav ophav til begrebet frjáls – fri-hals – som er roden til det danske ord 'frelse'. Den frigivne træl afholdt et 'frelsesøl' og betalte en 'halsløsning' (halslausn) til sin tidligere herre. Frigivelsen medførte dog ikke fuld lighed; den frigivne havde stadig visse forpligtelser over for sin tidligere herre, et forhold kaldet tyrmsel, der også gjaldt for den frigivnes børn.

Trældommen i Norden ophørte langsomt i løbet af middelalderen. I Danmark skete det formentlig i 1200-tallet, påvirket af både kirkelige og økonomiske faktorer. Biskop Absalon gav for eksempel sine trælle friheden i sit testamente fra 1201. Valdemars Sjællandske Lov fra 1240'erne beskrev trællenes vilkår, hvilket indikerer, at institutionen stadig eksisterede, men måske var under forandring. Økonomiske ændringer spillede en stor rolle i afviklingen. Udbuddet af krigsfanger faldt efter vikingetiden, og det blev dyrt og ineffektivt at opretholde et stort trællehold ved at opfostre trældebørn. Samtidig førte befolkningsvækst i middelalderen til knaphed på jord. Herremændene behøvede ikke længere tvang for at skaffe arbejdskraft; det blev mere profitabelt at leje jorden ud til fæstebønder. Fæsteinstitutionen bredte sig, og trældommen mistede sin økonomiske relevans. I Sverige blev trældommen først officielt afskaffet i 1335 af kong Magnus Eriksson.

Slaveri gennem Tiderne: Et Globalt Fænomen

Slaveri som fænomen har eksisteret i utallige kulturer over hele verden og gennem det meste af historien. At være slave betød at være andres ejendom og tvunget til at udføre arbejde uden løn. Omfanget af slaveri varierede dog markant. I nogle 'samfund med slaver' udgjorde slaverne en mindre del af befolkningen, mens de i 'slavesamfund' kunne udgøre 30-35% eller mere og var helt afgørende for samfundsøkonomien, juridiske strukturer og kultur. Eksempler på sidstnævnte inkluderer antikkens Grækenland og Romerriget samt Caribien og dele af USA i 1700- og 1800-tallet.

Slaveri i Antikken

Antikken bød på forskellige former for slaveri. I Babylon betragtede Hammurabis lov slaven som en genstand, der kunne sælges, pantsættes og mærkes. Der var strenge straffe for at stjæle eller huse en bortløben slave, men også erstatningsansvar for skade på en slave. Gældsslaveri eksisterede, men var tidsbegrænset (tre år). En slavinde, der fik børn med sin ejer, kunne ikke sælges eller piskes af ejerens kone, men kunne behandles strengt. En slave kunne opspare penge og købe sig fri, men opsparingen tilfaldt ejeren ved slavens død.

Hos hebræerne, ifølge 2. Mosebog, var loven om slaveri præget af paradokser. Mens en herre kunne straffes for at slå sin træl ihjel på stedet, var der ingen straf, hvis trællen døde en dag eller to senere, da trællen jo var 'hans egne penge'. Omvendt skulle en træl gives fri som erstatning, hvis herren slog en tand ud eller ødelagde et øje. Gældsslaveri varede syv år. Hvis en herre gav sin slave en kone, og de fik børn, tilhørte konen og børnene herren, og slaven blev frigivet alene. Hvis slaven ønskede at blive hos sin familie, kunne han give afkald på sin frihed, få sit øre gennemboret ved døren og tjene sin herre 'al sin tid'. Det gennemborede øre fungerede som slavens mærke.

Grækerne holdt også slaver, ikke baseret på hudfarve, men på skellet mellem grækere og ikke-grækere ('barbarer'). Græske slaver fandtes dog også. Slavernes liv varierede meget; fra håndværkere og handelsfolk med rimelige vilkår til minearbejdere og prostituerede under forfærdelige forhold. Slaver kunne være krigsfanger, røverbytte eller handelsvarer. En særligt betroet slave, paidagogos, fulgte drenge til og fra skole. Filosoffer som Aristoteles retfærdiggjorde slaveri ved at hævde, at nogle mennesker var 'født til at blive regeret', og karakteriserede slaver som 'talende redskaber'. Dog argumenterede andre, især stoikerne, for at slaveri var imod naturen og blot et påfund af loven.

Romerriget institutionaliserede slavehandelen i stor stil. Krige tilførte en konstant strøm af fanger, men romerne opkøbte og importerede også slaver. En romersk slave var sin herres ejendom (res – en ting) og havde ingen juridiske rettigheder; kunne ikke vidne, oprette testamente eller anmelde noget. Paradoksalt nok kunne slaver dog straffes for forbrydelser, hvilket antyder, at romerne inderst inde anerkendte dem som mere end blot genstande. Slaveriet var ikke baseret på hudfarve eller religion, og alle kunne potentielt ende som slave. Behandlingen varierede, men slaverne i landbrug og minedrift led ofte hårdt. Dog var der også hus-slaver og specialiserede slaver (vernae), der kunne opnå bedre vilkår. Vejen til frihed (manumission eller emancipatio) eksisterede. Ofte kunne slaven købe sig fri med opsparede penge (peculium). Frigivne slaver opnåede deres tidligere herres status; hvis herren var romersk borger, blev den frigivne det også, hvilket var en langt hurtigere vej til borgerskab end for frie udlændinge. Frigivne beholdt ofte et forhold til deres tidligere herre og kunne opnå respektable positioner, og deres sønner kunne endda blive magistrater. Store slaveoprør som Spartacus' vidner om slaveriets brutalitet, selvom oprør blandt hus-slaver var sjældne. Lovgivningen blev gradvist mere human under kejserne, men herrens magt over slaven forblev i princippet uantastet.

Den Danske Slavehandel: En Del af Kolonitiden

Danmark trådte ind på den globale scene som kolonimagt i 1600-tallet og blev dermed også en del af den transatlantiske slavehandel. Den danske stat anlagde handelskolonier i Trankebar (Indien), på Guldkysten (Ghana) og i Vestindien. Driften blev i starten varetaget af handelskompagnier med monopol, som for eksempel Vestindisk-guinesisk Kompagni. Dette kompagni var centralt for Danmarks deltagelse i trekanthandlen.

Trekanthandlen var et handelssystem mellem Europa, Afrika og Amerika. Danske skibe sejlede varer som våben, brændevin og jern fra Danmark til Guldkysten. Her købte de afrikanske slaver, der ofte var krigsfanger solgt af afrikanske herskere. Slaverne blev derefter fragtet under forfærdelige forhold over Atlanterhavet til de danske kolonier i Vestindien, primært Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. I Vestindien blev slaverne solgt til plantageejere, der tvang dem til at arbejde i sukkerproduktionen. Fra Vestindien fragtede de danske skibe råsukker tilbage til Danmark, hvor det blev forarbejdet. Hele rejsen tog typisk to år. Fra slutningen af 1600-tallet til 1802 handlede Danmark med cirka 100.000 slaver, et beskedent tal sammenlignet med stormagter som Portugal (anslået 4,5 millioner), Storbritannien og Frankrig, men stadig betydeligt for et land af Danmarks størrelse.

Slavernes vilkår i Vestindien var brutale. Selvom slavehandlerne forsøgte at holde slaverne raske under overfarten af økonomiske årsager (sunde slaver indbragte mere), var arbejdet i sukkerplantagerne ekstremt hårdt, og dødeligheden var høj. Dette nødvendiggjorde en konstant tilførsel af nye slaver. Danskernes holdning til slavehandlen var i vid udstrækning præget af stolthed i den kulturelle og politiske elite, der så det som et tegn på Danmarks styrke som kolonimagt. Tanker fra Oplysningstiden om frihed og lighed fandtes, men udgjorde ikke hovedårsagen til slavehandelens ophør.

Afskaffelsen af Slavehandel og Slaveri

Danmark blev det første land i verden til at forbyde slavehandel ved en kongelig forordning i 1792. Forbuddet trådte dog først i kraft fra 1803. Baggrunden var primært økonomisk: slavetransporten var for dyr i drift, den danske regering forventede et snarligt forbud fra Storbritannien, som ville presse mindre nationer, og dødeligheden blandt besætningsmedlemmer var uacceptabelt høj. Forordningen forbød slavehandlen, men ikke selve slaveriet. Det var stadig tilladt at holde slaver i Dansk Vestindien helt frem til 1848.

Slaveriet i Dansk Vestindien blev endeligt afskaffet i 1850. Den umiddelbare årsag var et slaveoprør i Frederiksted på Sankt Croix i 1848. Som reaktion på oprøret og i lyset af de revolutionære strømninger i Europa (1848 var et stort revolutionsår), valgte guvernør Peter von Scholten på egen hånd at ophæve slaveriet i de danske besiddelser. Von Scholten måtte efterfølgende stå til regnskab for sin beslutning, men blev frikendt af Højesteret, og den danske stat stadfæstede ophævelsen i 1850. Slaveriet i de danske kolonier, der havde drevet sukkerøkonomien, var dermed officielt slut.

Træl vs. Slave: En Sammenfatning

Baseret på de historiske beskrivelser kan vi konkludere, at den primære forskel mellem en træl og en slave ligger i den specifikke historiske og kulturelle kontekst, de tilhører. Begge termer dækker over en tilstand af ufrihed og ejerskab, hvor individet fratages grundlæggende rettigheder og tvinges til arbejde. 'Træl' er den nordiske betegnelse for denne status i vikingetiden og den tidlige middelalder, med dens egne særlige love, skikke omkring frigivelse (som halsløsning og frelsesøl) og rolle i samfundsøkonomien. 'Slave' er et bredere, internationalt begreb, der anvendes om lignende tilstande i antikke civilisationer som Rom og Grækenland, hvor slaveri var dybt integreret i samfundet og økonomien, og i den senere transatlantiske handel, hvor millioner af afrikanere blev tvunget til ufrihed i kolonierne.

Forskellene findes i de specifikke juridiske rammer, måder at blive slave/træl på, muligheder for frigivelse og den sociale placering inden for de respektive samfund. En romersk slave kunne f.eks. opnå romersk borgerskab ved frigivelse, en mulighed der ikke direkte havde en parallel i den nordiske trældom. Den transatlantiske slavehandel var i høj grad baseret på race (selvom antikkens slaveri ikke var), og slaveri i Vestindien var tæt knyttet til plantagedrift. Trældommen i Norden var mere varieret i oprindelse og omfang og afvikledes gradvist uden de store, voldsomme oprør, der kendetegnede Romerriget eller den pludselige afskaffelse efter oprør i Vestindien.

I dagens sprogbrug diskuteres sommetider brugen af 'slave' over for 'slavegjort'. Nogle argumenterer for 'slavegjort' for at understrege, at det er en tilstand, der påføres individet udefra, og for at undgå at reificere selve begrebet. Andre mener, at 'slave' er et veletableret historisk begreb, der præcist beskriver den mangel på frihed og ejerskab, der var realiteten for de mennesker, det omhandlede, uanset hvordan de endte i den situation. Denne diskussion ændrer dog ikke ved den historiske realitet, at både trælle og slaver levede under barske vilkår som andres ejendom.

Ofte Stillede Spørgsmål om Trælle og Slaver

Var trælle og slaver det samme?
Grundlæggende var både trælle og slaver ufrie mennesker, der var ejet af andre. Forskellen ligger primært i de specifikke historiske og kulturelle kontekster, de tilhørte. 'Træl' er den nordiske betegnelse, mens 'slave' er et bredere begreb for ufrihed i andre kulturer og tidsperioder, herunder antikken og kolonitiden.

Hvordan blev man træl i Norden?
Man kunne blive træl ved krigsfangenskab, som straf for tyveri, på grund af ubetalt gæld (gældsslaveri) eller ved at blive født af en trælkvinde.

Hvordan kunne en træl opnå frihed?
En træl kunne i nogle tilfælde købe sig fri ved at opspare penge fra arbejde ud over det påkrævede. Frigivelsen var en ceremoni, hvor halsringen blev fjernet, og trællen betalte en 'halsløsning'.

Hvornår ophørte trældommen i Norden?
Trældommen ophørte gradvist i løbet af middelalderen, formentlig i 1200-tallet i Danmark og i 1335 i Sverige. Årsagerne var en kombination af kirkelig påvirkning og økonomiske ændringer, herunder faldende udbud af krigsfanger og fremkomsten af fæsteinstitutionen.

Hvordan blev man slave i Romerriget?
De fleste romerske slaver var krigsfanger. Man kunne også blive slave ved gæld (tidligt i Romerrigets historie), som straf for visse forbrydelser, eller ved at blive født af en slavekvinde (vernae). Romerne opkøbte også slaver fra områder omkring riget.

Kunne en romersk slave blive frigivet?
Ja, frigivelse (manumission/emancipatio) var mulig. Ofte købte slaven sig fri med opsparede midler (peculium). Frigivne slaver opnåede deres tidligere herres juridiske status, hvilket ofte betød romersk borgerskab.

Hvad var den danske trekanthandel?
Den danske trekanthandel var et handelssystem i 1700-tallet mellem Danmark, Guldkysten i Afrika og Dansk Vestindien. Danmark eksporterede varer til Afrika, købte slaver der, fragtede dem til Vestindien for at arbejde i sukkerplantagerne, og sejlede sukker tilbage til Danmark.

Hvornår og hvorfor forbød Danmark slavehandlen?
Danmark forbød slavehandlen ved forordning i 1792, med virkning fra 1803. Årsagerne var primært økonomiske: høje transportomkostninger, forventning om engelsk forbud og høj dødelighed blandt besætningerne.

Hvornår blev slaveriet afskaffet i Dansk Vestindien?
Slaveriet i Dansk Vestindien blev afskaffet i 1848 af guvernør Peter von Scholten, efter et slaveoprør. Beslutningen blev stadfæstet af den danske stat i 1850.

Kunne du lide 'Træl vs. Slave: Historien om Ufrihed'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.