Mysteriet Om Regnmordet 1286

Året er 1286. Danmark kastes ud i chok og usikkerhed. Kong Erik V Klipping, rigets hersker, findes brutalt myrdet i sin seng. En handling så grusom og uventet, at den straks afføder anklager, mistanke og et dybt mysterie, der stadig den dag i dag fascinerer og splitter historikere. Hvem stod bag dette voldsomme opgør, og hvad var motivet? De historiske kilder giver os et indblik, men også modstridende svar, der blot gør gåden endnu mere kompleks.

De umiddelbare efterspil efter kongens død er præget af en officiel version, der peger på en gruppe af rigets mest magtfulde mænd. Denne version, som vi kender fra de anklager, der rettes mod de formodede gerningsmænd, tegner et billede af et dybt forræderi begået af personer, som kongen havde vist stor tillid og gavmildhed.

Den Officielle Anklage: Forræderi Fra Nærmeste Kreds

Ifølge den officielle anklage havde Kong Erik V Klipping i høj grad begunstiget visse mænd fra ærkebispens og biskoppens slægt. Blandt disse navne finder vi fremtrædende skikkelser som grev Jakob, marsk Stig, Peder Jakobsen og Rane Jonsen. Disse mænd var ikke blot kongens gunstlinge; kongen havde angiveligt opfostret og opdraget nogle af dem som sine egne børn. Han havde overøst dem med rigdom, sat dem over rigets loyale mænd, og givet dem en næsten uhørt magtposition ved at indsætte dem som 'fædre over riget' og give dem kontrol over 'alle rigets indtægter og indkomster'. Anklagen maler et billede af en konge, der i sin generøsitet og tillid reelt havde afgivet al magt, kun med undtagelse af selve kongenavnet. Dette niveau af begunstigelse og magtoverdragelse er centralt i anklagens argumentation. Tanken var, at kongen havde skabt sine egne bødler ved at give dem alt, hvad de kunne ønske sig, undtagen kronen selv.

Men ifølge anklagen var denne enorme gavmildhed ikke nok. De begunstigede mænd, beskrevet som 'utaknemmelige over for denne store velgører', skulle angiveligt have følt, at selvom de havde 'riget med hud og hår' og beriget sig på 'hele fædrelandets fedme', manglede de stadig det ultimative symbol på magt: kronen. Dette angiveligt umættelige begær efter kongemagten skulle have ført til den fatale sammensværgelse. Anklagen beskriver, hvordan 'mørkets sønner' – et stærkt fordømmende udtryk for de sammensvorne – rejste sig 'midt om natten med vildskab' mod kong Erik, 'Herrens salvede'. Mordet beskrives som 'det allergrusomste', udført mens kongen lå forsvarsløs i sin seng, og han modtog 'utallige og gruopvækkende sår'. Denne voldsomme og personlige natur af drabet, begået om natten mod en sovende konge, understreger forræderiets dybde i anklagens øjne.

Ærkebispens Forsvar: Benægtelse og Alibi

Kontrasten til den officielle anklage kunne næppe være større, når vi vender blikket mod ærkebispens svar. Ærkebispen repræsenterer de anklagede mænds position, og hans forsvar er en direkte benægtelse af de fremsatte påstande. Til den alvorlige anklage om mordet svarer ærkebispen kortfattet, at han 'ikke mener, det er sandt, hvad artiklen indeholder'. Dette er en total afvisning af anklagens kerne – at disse mænd begik regnmordet.

Ærkebispen går også imod påstanden om, at kongen gjorde dem rige. Han 'ikke umiddelbart tror på det, som det fremstilles'. Han indrømmer, at kongen sommetider gav dem noget for deres tjenester, men han argumenterer, at de 'dog mistede mere af deres egne ejendomme på grund af denne konge, eller fordi de hørte til rigets bedste og rigeste mænd'. Dette argument er interessant. Det antyder, at de anklagede allerede var velhavende og magtfulde i kraft af deres slægt og position, og at kongens 'gaver' måske mere var kompensation for tab eller blot en del af tidens politiske spil, snarere end at de blev gjort rige fra bunden af kongen. Det undergraver motivet om grådighed efter rigdom som drivkraft for et mord.

Påstanden om, at kongen 'satte dem som fædre over riget' og gav dem kontrol over indtægter, afvises ligeledes. Ærkebispen 'ikke tror på det', og han tilføjer, at 'der heller ikke findes noget rygte om, at de nogensinde skulle have stræbt efter rigets krone'. Dette er en direkte imødegåelse af anklagens centrale motiv om, at de anklagede ønskede at overtage tronen. Ærkebispen argumenterer, at der ingen indikationer var på sådanne ambitioner.

Mest afgørende er ærkebispens benægtelse af, at nogen af de anklagede dræbte kongen. Han fremsætter flere argumenter til støtte for dette. For det første påpeger han deres tætte bånd til kongen: de var 'forbundet med ham i det tætteste blodslægtskabs bånd'. Dette tætte slægtskab ville gøre et sådant forræderi utænkeligt i datidens æressamfund. For det andet gentager han, at de 'modtog mange velgerninger fra ham', hvilket igen taler imod motivet. Desuden fremhæver ærkebispen, at 'flere tøvede ikke med at udsætte deres egen krop og rigdom for fare for at bevare den samme konge og hans ære'. Dette maler et helt andet billede af de anklagede – ikke som forrædere, men som loyale tjenere, der var villige til at ofre sig for kongen.

Ærkebispen præsenterer også et Alibi for de fleste af de anklagede. Han hævder, at de 'på drabstidspunktet var så langt fra ham, nogle af dem tre dagsrejser, andre to'. En rejse på to eller tre dage var en betydelig distance i 1200-tallet og ville gøre det umuligt for disse mænd at være til stede ved mordet. Undtagelsen er Rane Jonsen, som var kongens kammermester og dermed tæt på kongen. Men selv for Rane Jonsen giver ærkebispen en forklaring, der frikender ham. Ifølge ærkebispen 'modsatte han sig drabsmændene, så godt han kunne, selvom han var blevet overrasket, og selvom han var nøgen og ubevæbnet, efter hvad det almindelige rygte i riget fortæller'. Dette rygte, som ærkebispen refererer til, fremstiller Rane Jonsen som en helt, der trods sin sårbarhed forsøgte at forsvare kongen.

Som yderligere bevis for de anklagedes uskyld fremhæver ærkebispen handlingerne fra den nye konge (Erik VI Menved, søn af den myrdede konge). Han hævder, at den nye konge 'også synes at have anerkendt' de anklagedes uskyld 'ved at lade dem opholde sig indenfor rigets grænser og tilbagegive dem alle deres ejendomme'. Dette er en meget stærk påstand. Hvis den nye konge virkelig troede på de anklagedes skyld i mordet på hans far, ville det være utænkeligt, at han ville tillade dem at blive i landet og beholde deres rigdom og status. Denne handling, ifølge ærkebispen, validerer de anklagedes uskyld.

Endelig tilbyder ærkebispen en alternativ antydning om, hvordan kongen døde. Han nævner, at en 'vis person, som er hævet over enhver indsigelse og er troværdig', fortalte ærkebispen 'hvordan og af hvilken ulykkelig grund denne konge døde på et mistænkeligt og øde sted'. Navnet på denne person kan oplyses til paven, når det måtte ønskes. Dette er en slet skjult hentydning til, at ærkebispen kender en anden version af begivenhedsforløbet, en version der involverer en ukendt person og et 'mistænkeligt og øde sted', hvilket står i kontrast til anklagens billede af et mord begået i kongens seng af hans nærmeste mænd. Denne udtalelse åbner for muligheden for en helt anden gerningsmand og et helt andet scenarie for Regnmordet.

Mysteriet Om Sandheden: To Modstridende Billeder

De to beretninger – den officielle anklage og ærkebispens forsvar – står i diametral modsætning til hinanden. Anklagen fremstiller de begunstigede stormænd som grådige, utro og brutale mordere. Forsvaret fremstiller dem som loyale, slægtsmæssigt forbundne mænd, der var villige til at forsvare kongen, havde alibi for deres opholdssted, og hvis uskyld angiveligt blev anerkendt af den nye konge. Denne skarpe kontrast udgør kernen i Mysteriet om mordet i 1286.

Hvordan kan man forene disse to beretninger? Det kan man reelt ikke baseret udelukkende på de her præsenterede tekster. Den officielle Anklagen har et klart formål: at identificere og fordømme de skyldige. Ærkebispens Forsvaret har ligeledes et klart formål: at rense de anklagede for enhver skyld og så tvivl om anklagens validitet, muligvis endda pege på en anden gerningsmand uden direkte at navngive vedkommende i dette dokument. Begge parter har stærke incitamenter til at forme fortællingen på en bestemt måde.

Spørgsmål der Melder Sig

De modstridende beretninger rejser en række uafklarede spørgsmål:

Hvorfor skulle kongen begunstige disse mænd så meget, hvis de var illoyale?
Anklagen hævder, at kongen gjorde dem rige og magtfulde, men dette virker kontraproduktivt, hvis de samtidig planlagde hans fald. Ærkebispen modargumenterer, at de allerede var velhavende og måske endda tabte på forbindelsen til kongen, hvilket svækker motivet.

Var anklagen mod de specifikke mænd politisk motiveret?
De anklagede var magtfulde skikkelser. At fjerne dem ville have haft store konsekvenser for magtbalancen i riget. Hvis de var uskyldige, som ærkebispen hævder, kunne anklagen være et middel til at neutralisere politiske rivaler eller konfiskere deres ejendomme. Dog modsiger ærkebispens påstand om, at den nye konge lod dem beholde deres ejendomme, dette motiv.

Hvem var den troværdige kilde, ærkebispen refererer til?
Denne kilde er central for ærkebispens alternative forklaring. Vedkommende hævder at vide, hvordan og hvorfor kongen døde på et 'mistænkeligt og øde sted'. Identiteten af denne person, og den historie vedkommende fortalte, kunne potentielt kaste et helt andet lys over begivenheden. At ærkebispen er villig til at afsløre navnet over for paven understreger kildens formodede troværdighed og betydning.

Hvad med Alibierne?
Ærkebispens påstand om, at de fleste anklagede var langt væk fra mordstedet, er et stærkt forsvar. Hvis dette er sandt, kan de umuligt have deltaget direkte i mordet. Rane Jonsens rolle som kammermester og hans angivelige forsøg på at forsvare kongen er også en vigtig detalje, der stiller spørgsmål ved hans skyld, i hvert fald i rollen som medskyldig morder.

Hvorfor lod den nye konge dem blive og beholde deres ejendomme?
Hvis ærkebispens påstand om den nye konges handlinger er sand, er det et meget stærkt indicium på de anklagedes uskyld set fra den nye konges perspektiv. Det ville være yderst usædvanligt at behandle morderne på sin far på denne måde. Dette aspekt af ærkebispens forsvar er vanskeligt at forene med anklagens påstand om, at de var de skyldige.

Perspektiver på Mysteriet

Baseret på disse to kilder alene står vi tilbage med en uløst gåde. Den officielle version, der førte til, at visse mænd senere blev dømt fredløse (en detalje der dog ikke fremgår af det citerede tekst, men er den historiske eftertid, og som derfor kun nævnes som perspektiv, men ikke som faktum baseret på kilden), præsenterer et motiv og en handling. Ærkebispens version sår dyb tvivl om både motiv, mulighed (Alibi) og den nye konges opfattelse af situationen, samtidig med at den antyder en alternativ, ukendt gerningsmand og et andet mordsted.

Disse tekster viser, hvordan historiske begivenheder kan være genstand for vidt forskellige fortolkninger og fremstillinger, selv kort tid efter de fandt sted. Spørgsmålet om, hvem der reelt dræbte Kong Erik V Klipping i 1286, forbliver et af Danmarks store historiske mysterier, en fortælling om magt, forræderi og en sandhed, der blev begravet i de stridende parters versioner af begivenheden.

Kunne du lide 'Mysteriet Om Regnmordet 1286'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.