Danmark mod Sverige: Krige i 1600-tallet

I det 17. århundrede og de første årtier af det 18. århundrede var Danmark gentagne gange involveret i krig, oftest med sin nordiske nabo, Sverige. Disse konflikter var dybt skæbnesvangre og havde enorme omkostninger for det danske rige og dets befolkning. Perioden indledtes i en tid med velstand og økonomisk fremgang under Christian den Fjerdes styre (1588-1648), hvor Danmark herskede over et stort og mægtigt rige. Kongens primære opgave var at opretholde Danmarks førerposition i Norden i lyset af Sveriges voksende magt. Selvom flåden blev oprustet, blev en slagkraftig landhær aldrig etableret, en beslutning der senere skulle vise sig at være fatal. Christian den Fjerde levede længe nok til at se sit rige svinde ind og miste sin tidligere magtfulde status.

En Æra Præget af Konflikt og Skiftende Held

Konflikten mellem Danmark og Sverige var en langvarig magtkamp om herredømmet i Norden og kontrollen over Østersøen. Denne kamp kan opdeles i flere faser, hvor heldet skiftede mellem de to nationer.

Tidlige Opgør: Kalmarkrigen og Kejserkrigen

Den første markante konflikt i denne periode var Kalmarkrigen (1611-13). Under denne krig lykkedes det danskerne at erobre Kalmar by og slot. Krigen endte med, at svenskerne måtte betale en enorm krigserstatning til Danmark. Selvom det var en militær sejr, blev udgifterne til krigen dækket gennem tyngende skatter, der belastede den danske befolkning. Efter Kalmarkrigen flyttede arenaen for magtkampen mellem Danmark og Sverige sig mod Nordtyskland og tættere på det nuværende Sønderjylland.

Danmark blev herefter involveret i den større europæiske konflikt, Trediveårskrigen (1625-29), kendt i Danmark som Kejserkrigen. Christian den Fjerde valgte at erklære den tyske kejser krig og stillede sig i spidsen for en protestantisk hær i 1625. Dette træk resulterede i et svidende nederlag for Danmark. Landet stod i en yderst kritisk situation og blev paradoksalt nok reddet af svenskerne, der kæmpede på samme, protestantiske side mod den katolske kejser. Deltagelsen i Kejserkrigen ruinerede næsten Danmark økonomisk. Trods de store omkostninger og nederlaget opnåede Danmark dog en fredsaftale uden at skulle afstå landområder. Krigen havde dog store konsekvenser for landsdele som Sønderjylland, der blev hårdt ramt af plyndringer fra både egne og fjendtlige tropper.

Venden Vender: Torstenssonkrigen

En afgørende vending i magtbalancen indtraf med Torstenssonkrigen (1643-1645). I 1643 indledte svenskerne et overraskelsesangreb. De erobrede hurtigt hertugdømmerne Slesvig og Holsten og besatte hele Jylland. Samtidig rykkede svenske tropper ind i Skåne. Danmark led et knusende nederlag i denne krig, og ved fredsslutningen i 1645 måtte Danmark-Norge afstå betydelige landområder til Sverige. Dette omfattede Jämtland, Härjedalen, Gotland og Øsel permanent, samt Halland for en periode på tredive år. Desuden blev Øresundstolden og den norske told nedsat, hvilket yderligere svækkede Danmarks økonomi og strategiske position. Med tabet af disse områder og den nedsatte kontrol over Øresund var den danske dominans i Norden definitivt forbi.

Den Mest Kritiske Tid: Karl Gustav Krigene

Efter Christian den Fjerdes død overtog hans søn, Frederik den Tredje, tronen. Også han kom i krig med svenskerne i de konflikter, der er kendt som Karl Gustav krigene (1657-60). I 1657 erklærede Frederik den Tredje krig mod Sverige i forventning om, at den svenske konge, Karl Gustav, var fuldt optaget af krigsførelse i Polen. Den svenske konge afbrød dog sit polske felttog og overraskede danskerne totalt. I den strenge isvinter i starten af 1658 marcherede Karl Gustav med hele sin krigsvante hær over de tilfrosne danske bælter – først Lillebælt og derefter Storebælt. Denne dristige og uventede manøvre bragte svenskerne helt tæt på det uforberedte København. Situationen var så kritisk, at danskerne blev tvunget til at indgå den sønderlemmende Roskilde-fred den 26. februar 1658. Ved denne fredsaftale måtte Danmark afstå alle sine landsdele øst for Øresund – Skåne, Halland (nu permanent), Blekinge og Bornholm – samt Bohuslen og Trondheim Len i Norge. Danmark var aldrig før eller siden været så tæt på udslettelse som nation.

Den svenske konge var dog ikke tilfreds med kun at have taget halvdelen af Danmark. Allerede i august 1658 gik svenskerne igen i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden, København. Denne gang indså Frederik den Tredje, at det var et spørgsmål om liv eller død for riget. Han afslog at flygte til Norge med de berømte ord: “Jeg vil dø i min rede”. Byen mobiliserede og rustede sig energisk til et forsvar. Snart lå svenske hære i en jernring om byens dengang lave volde. Til Danmarks held modtog man hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. Den hollandske flåde kæmpede sig forbi de svenske skibe i Sundet og medbragte en tiltrængt forstærkning til byens forsvarere. Svenskerne fortsatte dog belejringen, men flyttede deres hovedlejr lidt væk til bakkerne ved Brønshøj, hvor der opstod en regulær befæstet by, kaldet Carlstad.

Stormen på København 1659

I februar 1659 var Karl Gustav utålmodig. En storm på København havde længe været under forberedelse. Svenske spioner havde udpeget fæstningens svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Et af disse punkter var den nye Østervold, som næppe var færdigbygget. Men hovedangrebet skulle, ligesom året før, sættes ind over isen. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne kaste sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Dette område var kun beskyttet af en muret hjørnebastion (det nuværende Bryghus), ret lave volde og en 180 meter lang, lukket stenbro, Løngangen, der førte skråt ind mod byen fra Slotsholmen. Svenskerne afprøvede flere gange byens forsvar med mindre angreb. Under et af disse mistede de en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt til at krydse de brede våger, som danskerne dagligt holdt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. Danskerne lærte hurtigt og sørgede herefter for at gøre vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå over. Danske spioner havde desuden opdaget, at hovedangrebet skulle finde sted natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Derfor mødte svenskerne ikke en uforberedt by, da de i mørke og snefog, iført hvidt camouflagetøj, tavst rykkede frem over det tilfrosne hav. Som den danske kommandant på Christianshavn bemærkede, havde de hvidklædte svenskere “meget hensynsfuldt selv iført sig deres ligtøj”.

Da angrebet begyndte, brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå foran våger, de ikke kunne krydse, og kæmpede sig kun med stor møje frem til forsvarsværkerne. Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele. Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede, et tal der i al fald ikke var sat for højt. Snart efter blev dødstallet justeret til 580. De danske tab var yderst beskedne, kun 12 døde.

Det var den krigsvante danske officer Claus von Ahlefeldt (1614-1674), der havde kommandoen over den del af befæstningen, hvor hovedangrebet satte ind. Efter tidens skik gik officererne i spidsen for deres mænd. Ahlefeldt stod selv klar på volden ved den hjørnebastion, hvor svenskerne nåede længst frem under hele stormen. Her lykkedes det enkelte svenskere at komme op ad de isglatte voldskråninger og sætte foden på brystværnet. Den forreste svenske officer nåede netop at komme med et sejrsråb, da han blev stukket ned af Claus von Ahlefeldt. Ahlefeldt bar, som andre officerer, et spydlignende stagevåben kaldet en partisan, der tjente som et værdighedstegn, men som var dødbringende i kamp. Svenskeren styrtede om, og de følgende svenskere fik lige så kortvarig glæde af at have besteget Københavns Volde. Efter sejren nød Claus Ahlefeldt godt af kongens taknemmelighed. Han havde ledet forsvaret dygtigt, og hans personlige nedkæmpelse af den svenske angriber blev næsten et symbol på selve sejren. Hans våben, Ahlefeldts partisan, blev gemt som et klenodie og er i dag udstillet på Nationalmuseet, en håndgribelig påmindelse om et afgørende øjeblik i dansk historie.

Senere Forsøg og Endeligt Udfald

I årene 1675-79 var der igen krig i form af Den Skånske Krig. I denne konflikt klarede Danmark sig bedst til søs, mens svenskerne igen var stærkest til lands. Trods visse succeser til søs, herunder Niels Juels sejr i Slaget i Køge Bugt i 1677, måtte Danmark ved freden opgive håbet om at genvinde Skåne. Heller ikke under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) lykkedes det Danmark at vinde Skåne tilbage. Dog kom hele Slesvig igen fuldt ud under den danske krone efter flere mindre træfninger om suveræniteten, hvilket var en vigtig territorial gevinst i en ellers tabsrække.

Konsekvenser for Land og Folk

Svenskekrigene, og også Kejserkrigen, var ekstremt hårde for befolkningen, især for bønderne i det sydlige Jylland. De oplevede omfattende plyndringer og grusomheder. De måtte finde sig i at brødføde både egne og fjendtlige tropper, hvilket tærede hårdt på ressourcerne. Sult, fattigdom og voldelige overgreb blev en del af hverdagen, og mange gårde i landsdelen kom til at stå øde hen. Den udsultede og svækkede befolkning var desuden et let bytte for pesten, der hærgede i 1659, og som bidrog yderligere til dødeligheden og elendigheden.

Som en direkte konsekvens af krig og pest, der havde affolket store områder, måtte de mange ødegårde overtages af folk, der flyttede til fra andre steder i landet, især fra Nørrejylland. Befolkningen i det nuværende Sønderjylland blev derfor i vid udstrækning udskiftet i den sidste halvdel af det 17. århundrede, hvilket vidner om krigenes dybe og langvarige sociale og demografiske påvirkning.

Kampen om Østersøen: Søkrigen

En central del af Svenskekrigene var den permanente konflikt om søherredømmet i Østersøen. Siden slutningen af 1500-tallet havde Sverige opbygget en slagkraftig flåde, der udfordrede Danmarks traditionelle dominans på havet. Konflikten udspillede sig i flere søslag. Under Den Skånske Krig i 1677 besejrede den danske admiral Niels Juel en overlegen svensk styrke i Slaget i Køge Bugt. Under Den Store Nordiske Krig fandt et andet slag sted i og ved Køge Bugt i oktober 1710, hvor Ulrik Chr. Gyldenløve kæmpede mod en svensk flåde. Dette slag havde ikke nogen klar afgørelse, men det danske linjeskib “Dannebroge” sprang i luften med hele sin besætning, en tragisk begivenhed der understreger søkrigens brutalitet.

Oversigt over de Vigtigste Krige

Ofte Stillede Spørgsmål om Svenskekrigene

Hvem vandt svenskekrigen?
Den samlede betegnelse “svenskekrigene” dækker over flere konflikter. Overordnet set var perioden præget af skiftende held, men med en klar tendens til svensk fremgang og dansk tilbagegang. Sverige vandt de afgørende krige i midten af 1600-tallet (Torstenssonkrigen og Karl Gustav krigene), hvilket førte til store danske territorialtab og afsluttede Danmarks dominans i Norden. Danmark opnåede sejre i Kalmarkrigen og visse succeser til søs (f.eks. dele af Skånske Krig), men formåede ikke at genvinde de tabte landområder permanent. Sverige kan derfor siges at have vundet den langvarige magtkamp i denne periode, hvilket resulterede i en ny magtbalance i Norden.

Hvorfor startede svenskekrigen?
Svenskekrigene startede af flere årsager, primært centreret om en magtkamp om herredømmet i Norden og kontrollen over Østersøen. I de tidlige faser, som Den Nordiske Syvårskrig (1563-70) og Kalmarkrigen, blev krigene indledt af Danmark i et forsøg på at tvinge Sverige tilbage i Kalmarunionen, som var endegyldigt opløst i 1523. Senere i perioden blev den permanente konflikt om søherredømmet i Østersøen en central del af krigenes årsager. Krigene var generelt drevet af begge rigers ambitioner om regional dominans og strategisk kontrol over vigtige handelsruter og territorier.

Hvor mange døde under svenskekrigen?
Det er vanskeligt at give et præcist samlet dødstal for alle svenskekrigene. Krigene strakte sig over mange årtier og omfattede adskillige slag, belejringer og felttog. Dog giver de tilgængelige kilder specifikke tal for enkeltstående begivenheder. For eksempel, under det svenske stormangreb på København i februar 1659, opgjorde den svenske konge selv tabene til mellem 532 og 580 døde og 894 sårede svenskere. De danske tab under dette specifikke angreb var meget lavere, kun 12 døde. Udover de direkte krigshandlinger bidrog følgerne af krigene, såsom plyndringer, sult, fattigdom og pest (f.eks. pesten i 1659), også til en betydelig dødelighed blandt civilbefolkningen. Dette førte i nogle områder, som Sønderjylland, til, at mange gårde stod øde, og befolkningen blev delvist udskiftet.

Arven fra Krigene

Perioden med svenskekrigene formede dybt Danmarks og Sveriges historie og grænser. Fra at være den dominerende magt i Norden måtte Danmark sande, at en ny æra var indledt, hvor Sverige indtog en førerposition for en tid. Krigenes brutalitet og konsekvenser, især for landsdele som Sønderjylland, vidner om de enorme menneskelige og økonomiske omkostninger ved disse langvarige konflikter. Historien om disse krige, herunder dramatiske begivenheder som Stormen på København, står som centrale begivenheder i Danmarks nationale fortælling.

Kunne du lide 'Danmark mod Sverige: Krige i 1600-tallet'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.