Platons Staten og Statens Væsen

Når man dykker ned i filosofiens verden, støder man uundgåeligt på Platons monumentale værk, Staten. Dette er ikke blot en bog, men en dybdegående dialog, der har formet vestlig tænkning i årtusinder. Mange nysgerrige læsere spørger: Hvornår blev denne indflydelsesrige tekst egentlig skrevet? Baseret på historiske analyser forelå værket sandsynligvis som en helhed mellem 377 og 370 f.Kr., selvom den første bog af værket dateres af mange til et tidligere tidspunkt. Staten, kendt på græsk som Πολιτεία (Politeia) og på latin som Res Publica, er Platons længste og måske mest indflydelsesrige dialog og er formuleret som en sokratisk dialog, hvor Sokrates og hans samtalepartnere udforsker en bred vifte af filosofiske emner.

I værket diskuterer Sokrates og hans samtalepartnere om en række filosofiske områder, bl.a. etik, metafysik (ontologi), epistemologi og politisk filosofi. Værkets primære formål er at afdække betydningen af begrebet Retfærdighed. Sokrates udvikler sin forståelse af retfærdighed ved først at fokusere på retfærdigheden i en "polis", altså en bystat. Han argumenterer for, at retfærdighed i en polis ligner retfærdighed i det enkelte menneske. Da det er nemmere at identificere retfærdigheden på et større, samfundsmæssigt plan, begynder han med at beskrive den retfærdige polis' indretning for derefter at overføre denne model til det enkelte menneske.

Værkets Struktur: En Dialog i Ti Bøger

Platons Staten er delt op i 10 bøger. Den første bog fungerer som en slags indledning, hvor Sokrates møder og afviser tre forskellige syn på retfærdighed. Den egentlige, dybdegående filosofiske udredning udfolder sig i de efterfølgende ni bøger. Her udvikler Sokrates sit eget retfærdighedsbegreb, ansporet af Glaukon og Adeimantos, som var to af Platons brødre og deltagere i dialogen.

Sokrates' Retfærdighedsbegreb for Mennesket og Polis

Sokrates' retfærdighedsbegreb bygger på en opdeling. For mennesket opdeler han sjælen eller tankelivet i tre dele: maven, brystet og hovedet. Hver del tilskrives visse følelser eller tanker og en specifik dyd, der ideelt set bør styre disse:

• Til maven hører de lave følelser som sult, begær og dovenskab. Sokrates sammenligner denne del med et mangehovedet uhyre. Dens dyd er Sofrosyne, som bedst kan oversættes med mådehold.
• Til brystet hører "de høje følelser", herunder harme og aggressivitet. Dens dyd er Andreia, hvilket betyder mandshjerte eller mod.
• Til hovedet hører fornuften. Dens dyd er Sofia, altså visdommen.

Et menneske anses for at være retfærdigt, når hver enkelt del af sjælen styres af sin respektive dyd, og når maven holdes i skak af brystet, der igen vejledes af hovedet. På tilsvarende vis opdeler Sokrates også Polis, altså bystaten, i tre grupper af mennesker, der hver især svarer til en af menneskets sjæledel.

Ud over at være titlen på Platons berømte bog, henviser ordet "stat" også til en helt central enhed inden for politisk videnskab og folkeret – den politiske enhed, der udgør rammen for samfundet, hvor bøger som Platons Staten opbevares i biblioteker, og hvor tanker og ideer spredes.

Hvad Betyder Staten som Politisk Enhed?

I sin politiske betydning er en stat et geografisk omgrænset område, der udgør en selvstændig politisk enhed og har et fælles overhoved for områdets befolkning. Folkeretten definerer staten juridisk som en abstrakt størrelse med territorial magt og de nødvendige institutioner til at udøve denne magt. Staten er ofte et udtryk for hele regeringsapparatet, men den kan også adskilles herfra, idet regeringer og embedsmænd skiftes ud, mens staten som enhed består. Ifølge sociologen Max Weber kan staten defineres som dén organisation, der i et menneskeligt samfund succesfuldt gør krav på at have monopol på udøvelsen af legitim vold.

For at en enhed udadtil kan betegnes som en stat, skal fire punkter typisk være opfyldt:

• Den har et (i det mindste delvist landbaseret) territorium.
• Den har en fastboende befolkning.
• Den har en anerkendt regering, som...
• ...kan have officielle forbindelser til andre stater.

Indadtil defineres en stat ved et system af politiske institutioner, der har eneret på magten til at fastsætte og opretholde en given retsorden inden for sit territorium og over for sin befolkning.

Stat vs. Nation: En Vigtig Sondring

Begrebet "stat" forveksles ofte med "nation". Hvor "nationen" betegner den gruppe mennesker, der lever i et område og deler en fælles national bevidsthed, er staten den enhed, der udøver den særlige magt, den har monopol på. Magtudøvelser, der udføres af andre end staten, betragtes som forbrydelser eller vold. Kun staten kan ekspropriere, arrestere, frihedsberøve eller henrette. Statens magtmonopol udøves af politi og militær. Staten omfatter også de organisationer, der vedtager de regler, som bestemmer, hvornår den må anvende sin særlige magt, og de organisationer, der kan sætte disse regler ud af kraft, f.eks. ved militær undtagelsestilstand. Filosoffen Carl Schmitt definerede suverænitet som evnen til at beherske undtagelsestilstanden.

I moderne demokratiske samfund er statens udfoldelsesmuligheder normalt underlagt retsstatslige principper. Retsstater fungerer i henhold til en forfatning og procedurer, der sikrer borgernes beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra myndighederne, ofte baseret på Montesquieus princip om magtens tredeling.

Forskellige Typer af Statsdannelser

I den løbende debat er der en del forvirring om begreber som stat, delstat, nationalstat, forbundsstat, helstat, statsforbund, rige, land og nation. Det er nyttigt at klargøre disse:

• Bystaten (Polis/Fristad): Den mindste selvstændige stat, der kun omfatter en enkelt by og eventuelt et mindre opland.
• Forbundsstaten (Føderation): En sammenslutning af delstater med adskillige fælles funktioner (forsvar, udenrigspolitik). Kræver en central regering, til hvilken delstaterne har afgivet suverænitet. USA's "States" er i denne sammenhæng delstater.
• Personalunion: Flere stater med hver deres forfatning, love og myndigheder, men med et fælles formelt overhoved.
• Helstaten: Hvor praktisk talt al suverænitet er koncentreret i en central regering. Mere et historisk begreb, f.eks. fra enevældens tid.
• Statsforbundet (Konføderation): Stater indgår i tæt samarbejde med fælles regler (økonomi, politik), men afgiver ikke en væsentlig grad af suverænitet. Har fælles organer til samarbejde, men ingen fælles regering.
• Nationalstaten: I princippet en stat, der kun bebos af ét folk (nation), bortset fra ubetydelige mindretal. I praksis bruges begrebet også om stater med en dominerende nationalitet.

Hvor "nationen" betegner et folk med egen national bevidsthed (f.eks. kurderne, der endnu ikke har en stat), betegner Nationalstaten en politisk enhed, hvor stats- og nationsgrænserne ideelt set falder sammen. Begreberne "rige" og "land" bruges af og til synonymt med stat eller nation. Et "rige" kan dække både territorium og befolkning (som kan bestå af flere nationer), mens "land" kan betegne staten og dens territorium.

Eksempler på Statsdannelser Gennem Tiden

For at illustrere disse begreber kan vi se på forskellige historiske og nutidige eksempler, som teksten beskriver:

Den Dansk-Norsk-Slesvig-Holstenske Personalunion

Indtil 1814 var der en personalunion mellem Danmark, Norge, Slesvig og Holsten. Den omfattede det danske, norske og en del af det tyske folk samt folkene i de norske bilande. Den regeredes af én fyrste, der var konge i Danmark og Norge og hertug i Slesvig og Holsten. Slesvig var et dansk len, Holsten et tysk len. Regeringen skete via Danske Kancelli (dansk sprog) og Tyske Kancelli (tysk sprog) i København.

Danmarks Overgang fra Helstat til Nationalstat

Efter afståelsen af Norge i 1814 og nederlaget i 1864, hvor Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev landet en nationalstat, der primært omfattede det danske folk. Efter genforeningen i 1920 indgik et lille tysk mindretal i Sønderjylland. I dag omfatter Det Danske Rige Danmark, Færøerne (hjemmestyre fra 1948) og Grønland (hjemmestyre fra 1979). Dette rigsfællesskab, der omfatter det danske, færøske og grønlandske folk (med et tysk mindretal i Danmark), kan ses som en slags forbundsstat, men betragtes stadig primært som en nationalstat på grund af mindretallenes størrelse.

Det Tyske Forbund og Det Tysk-romerske Rige

Det Tyske Forbund (1815-1871) var et statsforbund af tyske stater. Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 blev Østrig udelukket, og forbundet blev domineret af Preussen. Nogle medlemmer var helstater med andre folk, hvor kun den tyske del var medlem. Holsten og Lauenborg var medlemmer, Slesvig ikke. Böhmen og Mähren var medlemmer af både det østrigske kejserrige og Det Tyske Forbund.

Forgængeren, Det Tysk-romerske Rige (962-1806), var også et statsforbund, hvor fyrster kårede en fællestysk konge, der blev kronet til kejser. Det omfattede Østrig og var et "stortysk" rige. Det var kendt for at være et løst forbund, hvor medlemmerne endda kunne føre krig mod hinanden.

Det Tyske Kejserrige og Weimarrepublikken

Efterfølgeren til Det Tyske Forbund var Det Tyske Rige (1871-1918), et "lilletysk" rige, der ikke omfattede Østrig. Det var en forbundsstat med en central regering og delstater med vist selvstyre. Det var ikke en nationalstat, da det omfattede betydelige nationale mindretal, herunder dansktalende i Slesvig (som var en preussisk provins), polakker og befolkningen i Elsass-Lothringen.

Efter Første Verdenskrig blev riget en republik (Weimarrepublikken, 1918-1933) og mistede territorier. Naziriget (1933-1945) var frem til 1939 en nationalstat med kun ubetydelige mindretal, men en central enhedsstat uden delstaternes selvstyre. Med indlemmelsen af Østrig i 1938 blev det igen et "stortysk" rige. Det brød sammen i 1945.

Tyskland efter 2. Verdenskrig og Nutidens Forbundsstater

Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) blev grundlagt i 1949 som en forbundsstat. Den blev udvidet i 1990, da Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), som var en central enhedsstat, blev optaget som nye delstater. BRD er i dag en nationalstat med få nationale mindretal (sorber, frisere, danskere). Østrig er ligeledes en forbundsstat og nationalstat med få minoriteter.

Andre eksempler på forbundsstater er USA, Canada og Australien. Selvom medlemmerne af USA kalder sig "States", er de reelt delstater eller provinser. Disse lande er udprægede indvandrerlande, og det er diskutabelt, om de kan kaldes nationalstater i europæisk forstand, selvom man for USA's vedkommende godt kan tale om et amerikansk folk/nation i dag. Indvandringsmønstre kan dog ændre dette.

Det Forenede Kongerige (UK), Spanien og Italien er også forbundsstater med visse udfordringer, herunder selvstændighedsbevægelser. UK og Spanien er ikke nationalstater, da de bebos af flere folk. Italien betragtes derimod som en nationalstat med et østrigsk mindretal i Sydtyrol. Frankrig ønsker at opfatte sig selv som en nationalstat, men har mange mindretal, som historisk er blevet søgt forfransket.

Den Europæiske Union

EU er et unikt tilfælde, der beskrives som en blanding af et statsforbund og en forbundsstat. Begrebet "forfatningstraktat" afspejler denne hybridnatur.

Statsteori og Legitimitet

Ud over den folkeretslige afgrænsning omhandler statsteori også idealer for statens indretning, f.eks. betingelser for demokrati. I moderne demokratiske stater anses staten kun for legitim, hvis den udøver sin magt på vegne af kollektivet, typisk gennem frie valg. Dette er dog ikke et universelt krav for alle stater; historisk har legitimitet bygget på "Guds nåde" eller en herskers suverænitet ("Staten – det er mig", sagde Ludvig XIV). I 2013 var der stadig mange stater i verden baseret på ikke-demokratiske styreformer.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvornår blev Platons Staten skrevet?

Værket forelå sandsynligvis som en helhed mellem 377 og 370 f.Kr.

Hvad handler Platons Staten om?

Det er en filosofisk dialog, der primært undersøger begrebet retfærdighed, både i bystaten (polis) og i det enkelte menneske, samt emner som etik, metafysik, epistemologi og politisk filosofi.

Hvad er forskellen på en stat og en nation?

En stat er en politisk enhed med territorium, befolkning, regering og magtmonopol. En nation er en gruppe mennesker, der deler en fælles national bevidsthed.

Hvad er en nationalstat?

En politisk enhed, hvor statsgrænserne ideelt set falder sammen med grænserne for et bestemt folk (nation), eller som har en klart dominerende nationalitet.

Hvilke forskellige typer af stater nævnes i teksten?

Teksten beskriver bystater, forbundsstater, personalunioner, helstater og statsforbund.

Platons Staten er et klassisk eksempel på en bog, der udforsker grundlæggende spørgsmål om samfundets indretning – spørgsmål der stadig er relevante, når vi i dag diskuterer de mange forskellige former og definitioner af den politiske enhed, vi kalder en stat. Begge betydninger af ordet er dybt indlejret i vores forståelse af historien, filosofien og den verden, vi lever i.

Kunne du lide 'Platons Staten og Statens Væsen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.