Slaget på Reden 1801: En kamp for neutralitet

I begyndelsen af 1800-tallet befandt Danmark-Norge sig i en yderst prekær situation på den storpolitiske scene i Europa. De rige handelsmænd, der var hårdt ramt af den nedadgående handel på grund af de igangværende krige mellem stormagterne, pressede kongen og regeringen til handling. Dette førte til en beslutning om at udsende væbnede konvojer med krigsskibe for at beskytte danske handelsskibe. Ordren var klar: Brug magt for at forhindre fremmede magter i at visitere skibe under dansk flag. Denne politik, en form for væbnet neutralitetshandel, vakte stor utilfredshed hos både England og Frankrig, der hver især ønskede at forhindre Danmark i at handle med deres modpart. Mens Frankrig manglede den nødvendige flådestyrke til at gribe ind på havet, var England anderledes stærk og villig til at handle.

En afgørende hændelse, der optrappede situationen, fandt sted den 24. december 1799. Den danske fregat 'Havfruen', der eskorterede en konvoj på 12 handelsskibe, blev angrebet af tre engelske fregatter. Da englænderne søsatte både for at visitere de danske skibe, fulgte 'Havfruen' sine ordrer og åbnede ild. Englænderne trak sig herefter tilbage uden yderligere kamp. Danmark fortsatte sin politik ufortrødent og ignorerede de højlydte protester fra England og Frankrig.

Samtidig så Rusland, der af politiske årsager ønskede at se England svækket af Frankrig, en mulighed for at støtte Danmark. Rusland foreslog at optage Danmark i et væbnet neutralitetsforbund. Danmark foretrak egentlig at forblive helt ude af konflikterne og fortsætte sin handel som hidtil. En afvisning af Ruslands tilbud kunne dog opfattes som svaghed, hvilket Sverige potentielt kunne udnytte til et angreb på Norge. Omvendt ville et ja til Rusland med sikkerhed udløse en krig med det mægtige England. Danmark var fanget mellem stormagternes interesser, og landets fremtid blev i stigende grad bestemt af kræfter uden for dets egen kontrol.

Baggrunden for konflikten

Slaget på Reden i 1801 var ikke en isoleret begivenhed, men kulminationen på en lang række mislykkede diplomatiske forsøg i slutningen af 1700-tallet. Dannelsen af det væbnede neutralitetsforbund, der ud over Danmark-Norge inkluderede Sverige, Preussen og Rusland, blev af Storbritannien opfattet som en alvorlig trussel. Især var briterne bekymrede for sikkerheden af deres forsyningsruter fra Sverige og de baltiske lande. For Danmark-Norge var truslen fra Rusland og Frankrig dog mindst lige så stor.

I begyndelsen af 1801 samlede en stor britisk flåde sig i Yarmouth med det formål at tvinge Danmark-Norge til at forlade det væbnede neutralitetsforbund. Tidspunktet for angrebet var strategisk valgt. En stor del af den dansk-norske flåde lå oplagt for vinteren, hvilket gjorde forsvaret af København vanskeligt. Samtidig var den russiske flåde forhindret i at komme til undsætning på grund af is. Den britiske flåde stævnede ud fra Yarmouth den 12. marts 1801 og passerede Skagen allerede den 17. marts.

Danmark-Norge havde dog forberedt sig så godt som muligt. En forsvarslinje af skibe blev placeret langs Københavns Red, strækkende sig fra Prøvestenshavnen og nordpå langs sejlrenden Kongedybet, som fører ud for Trekronerfortet. Denne forsvarslinje bestod primært af blokskibe, da hovedparten af flåden ikke var fuldt udrustet på dette tidspunkt. En deling af fuldt udrustede skibe under Steen Bille lå dog klar, men kom af forskellige årsager ikke i kamp. Målet var at bevare de nye krigsskibe intakte, da de var nødvendige for at ledsage og beskytte handelskibene for at opretholde Danmarks væbnede neutralitet.

Desværre for Danmark-Norge udeblev den forventede støtte. En planlagt støtteflåde fra Karlskrona i Sverige nåede aldrig frem på grund af ugunstige vindforhold. Den russiske flåde var fortsat spærret inde af is. Preussen, der kun havde minimale flådestyrker, ydede heller ingen assistance. Dermed stod slaget udelukkende mellem Storbritannien og Danmark-Norge.

Selve Slaget på Reden

Inden kampen foreslog den britiske admiral Nelson, der anførte angrebet under den øverstkommanderende admiral Sir Hyde Parker, et forebyggende angreb for at true Danmark-Norge til overgivelse uden kamp. Parker var imidlertid imod dette, og de britiske krav blev i stedet fremsat af en enkelt fregat. Danmark-Norge nægtede at forhandle, og dermed var vejen banet for slaget den 2. april 1801.

Københavns Red var et meget kompliceret område at navigere i, og det var tæt forsvaret af de dansk-norske styrker. Nelson tog dog initiativet ved at føre tolv af de britiske linjeskibe, dem med de mindst dybe skrog, gennem de ukendte lavvandede områder. Slaget begyndte, men ikke uden problemer for briterne. Fire af de største britiske skibe, herunder Nelsons eget 'Elephant', 'Defiance', 'Russell' og 'Bellona', løb på grund under indsejlingen.

Foran den forreste britiske deling lå en række bombeskibe, der uforstyrret kunne beskyde selve København. Efter fire timers intens kamp var situationen stadig uafklaret. De britiske skibe lå forankret kun omkring 200 meter fra den danske forsvarslinje, der bestod af både skibe og det tilsyneladende uovervindelige Trekroner-batteri. Trekroner fortsatte sin beskydning mod briterne uophørligt. Bombardementet fra begge sider var voldsomt og ødelæggende.

Under disse voldsomme kampe signalerede admiral Parker til Nelson, at han skulle trække flåden tilbage. Men Nelson, der var fast besluttet på at sejre, valgte at ignorere signalet. Det er i forbindelse med denne episode, at den berømte anekdote om, at Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og sagde, at han ikke kunne se signalet, stammer fra. Nogle historikere hævder dog, at Parker aldrig gav en direkte ordre til retræte, men blot gav Nelson tilladelse til at trække sig ud, hvis han følte sig truet.

Samtidig med den intense kamp sendte Nelson kurerer af sted med et hvidt flag mod land. Kurererne overbragte en besked til Kronprins Frederik, der overværede slaget fra Citadellets volde. I beskeden truede Nelson med at afbrænde alle tilfangetagne batterier, stykpramme og blokskibe uden at kunne redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem. Beskeden ankom på et tidspunkt, hvor flere danske skibe var slået ud af kampen. Nelson forklarede senere, at brevet var motiveret af medfølelse for de danske, men mange danske historikere ser det som en krigslist – et desperat forsøg fra Nelsons side på at standse slaget, da han rent faktisk ikke havde erobret eller tilfangetaget et eneste dansk-norsk skib på det tidspunkt. De peger også på, at tre engelske linjeskibe havde mistet deres manøvredygtighed og var inden for rækkevidde af Trekroner-batteriet.

Da Kronprins Frederik modtog Nelsons brev, accepterede han straks en våbenhvile uden at konsultere de dansk-norske kommandører, Olfert Fischer og Steen Bille. Denne beslutning satte en stopper for kampene.

Tabstallene

På grund af den hastige organisering af den dansk-norske flåde, som inkluderede mange frivillige med begrænset eller ingen flådeerfaring, har det været vanskeligt at fastlægge de præcise tabstal. Estimatet for de dansk-norske tab varierer betydeligt, fra 1.135 til 2.215 døde og sårede. Den officielle rapport fra den danske kommandør, Olfert Fischer, anslår, at mellem 1.600 og 1.800 danskere og nordmænd mistede livet eller blev sårede under slaget. På britisk side, ifølge de logbøger og rapporter, som Nelson og Parker sendte til det britiske admiralitet, var tabene 264 dræbte og 689 sårede.

Efterspillet og vurderingen af sejr

Efter våbenhvilen indledtes formelle fredsforhandlinger, der varede over en uge. Forhandlingerne centrerede sig om det britiske krav om, at Danmark-Norge skulle trække sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Møderne var intense, og flere gange var parterne tæt på at genoptage kampene. Imidlertid skete en pludselig udvikling: Nyheden om den russiske Zar Pauls død nåede frem. Da zar Paul var drivkraften bag det væbnede neutralitetsforbund, blev de britiske krav med ét mindre relevante. Den 9. april 1801 indgik de to parter en våbenstilstand, som senere blev efterfulgt af en decideret fredsaftale den 23. oktober 1801.

Britisk side betragtede slaget som en betydelig militær og politisk sejr. Danske historikere er dog uenige om, hvem der reelt var sejrherre. Politisk set opnåede briterne deres primære mål: Danmark-Norge trak sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Men forbundet var reelt allerede opløst på grund af zar Pauls død, inden Kronprins Frederik accepterede de britiske krav. Desuden formåede Danmark-Norge at fastholde sin neutralitet i krigen mellem Storbritannien og Frankrig, i hvert fald for en tid.

Militært set påførte den britiske flåde stor skade på den dansk-norske forsvarslinje. Men den dansk-norske modstandskraft, især fra Trekroner-batteriet, var langt stærkere end forventet. Søslaget blev længere og hårdere, end Nelson og Parker havde antaget. Danmark-Norge lykkedes med at forsvare København og store dele af flåden. Det er dog usikkert, hvad der ville være sket, hvis fredsforhandlingerne var brudt sammen, og Nelson havde indsat sine ubeskadigede bombeskibe i et nyt angreb på selve byen. Nelsons oprindelige plan var faktisk at ødelægge hele den dansk-norske flåde for derefter at kunne bombe København. Han angreb dog kun skibene syd for det stærkt befæstede Trekroner.

Skibene nord for Trekroner havde ikke deltaget i kampen og var stadig kampdygtige. Da Nelsons eget skib var medtaget, da våbenhvilen trådte i kraft, er det tvivlsomt, om han reelt kunne have vundet et slag mod Trekroner og den uskadte del af den dansk-norske flåde. Selvom danske og britiske historikere fortsat diskuterer, hvem der vandt selve søslaget, er der bred enighed om, at Nelson vandt den politiske sejr. Det var Slaget på Reden, der den 19. maj 1801 førte til, at Nelson blev udnævnt til "Viscount Nelson af Nilen". Slaget på Reden var dog ikke det sidste opgør mellem Danmark-Norge og Storbritannien. Lignende omstændigheder førte i 1807 til endnu et britisk angreb på København, kendt som Københavns bombardement, hvilket markerede starten på Kanonbådskrigen.

Skibe der deltog i slaget

Slaget på Reden involverede en betydelig antal skibe fra både den dansk-norske og den britiske flåde. Den danske forsvarslinje bestod primært af blokskibe og flådebatterier, mens briterne indsatte en række linjeskibe, fregatter, bombeskibe og mindre fartøjer.

Udover de nævnte skibe i Nelsons deling havde briterne også en række andre skibe med i flåden, herunder brig-kanonbåde som Cruizer, Harpy, Jamaica, bombeskibe som Discovery, Explosion, Hecla, Sulphur, Terror, Volcano, Zebra samt brandskibe som Otter og Zephyr. Det samlede antal skibe involveret var betydeligt og understreger slagets omfang.

Kulturel påvirkning

Slaget på Reden havde en umiddelbar og mærkbar indflydelse på datidens danske kunst- og kulturliv. Det intense forsvar af København og flåden, trods det omstridte udfald, inspirerede mange. Slaget gav anledning til utallige patriotiske sange, der hyldede de danske sømænds mod og offer. Skuespilleren H. C. Knudsen var en af dem, der arrangerede højtideligheder rundt omkring i Danmark med det formål at styrke og opbygge et nationalt patriotisk fællesskab. Disse arrangementer bidrog til at forankre slaget i den danske folkesjæl som et symbol på modstandsvilje.

I forbindelse med 200-året for Slaget på Reden i 2001 blev slagets minde igen levende. Søværnets Operative Kommando bestilte i samarbejde med Reformert Kirke i København, hvor kommandør Olfert Fischer ligger begravet, et musikværk af komponisten Frederik Magle. Værket fik titlen "Håbet" og blev uropført den 1. april 2001 af Søværnets Tamburkorps, Reformert Kirkes kor og Frederik Magle selv. Dette viser, hvordan slaget stadig har relevans og inspirerer til minde og refleksion mange år efter.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad var årsagen til Slaget på Reden?
Slaget opstod som en konsekvens af Danmarks politik om væbnet neutralitetshandel under Napoleonskrigene. Danmark ønskede at handle frit med alle parter, hvilket stred mod Englands og Frankrigs interesser. Dannelsen af et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen blev af Storbritannien opfattet som en trussel mod deres søherredømme og forsyningsruter, hvilket udløste det britiske angreb på København.

Hvem var de øverstkommanderende under slaget?
Den britiske flåde var under overordnet kommando af admiral Sir Hyde Parker, men selve angrebet på den danske forsvarslinje blev anført af admiral Horatio Nelson. Den dansk-norske flåde og forsvarslinje var under kommando af kommandør Olfert Fischer, mens en anden deling var under kommando af Steen Bille.

Hvor mange døde i slaget?
De præcise tabstal for den dansk-norske side er vanskelige at fastslå på grund af den hastige mobilisering. Estimatet varierer mellem 1.135 og 2.215 døde og sårede. Den officielle rapport fra Olfert Fischer angiver mellem 1.600 og 1.800 dansk-norske tab. Briterne havde 264 dræbte og 689 sårede ifølge deres egne rapporter.

Hvem vandt Slaget på Reden?
Der er uenighed mellem danske og britiske historikere om, hvem der vandt selve søslaget. Militært set led den danske forsvarslinje store tab, men Trekroner-batteriet og en del af flåden var stadig kampdygtige, da våbenhvilen blev indgået. Politisk set opnåede briterne deres mål om at få Danmark-Norge ud af det væbnede neutralitetsforbund, men dette skete reelt først efter, at zar Pauls død havde svækket forbundet betydeligt. Nelson opnåede personlig anerkendelse for sin rolle i slaget.

Hvem var konge i Danmark under slaget i 1801?
Under Slaget på Reden i 1801 var kongen Christian VII, men han var mentalt syg, og landet blev reelt styret af Kronprins Frederik (den senere Frederik VI) som regent. Det var Kronprins Frederik, der modtog Nelsons brev og accepterede våbenhvilen.

Førte slaget til fred?
Slaget førte til en våbenhvile og efterfølgende en fredsaftale i oktober 1801. Danmark trak sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Konflikten med Storbritannien blussede dog op igen få år senere, hvilket førte til Københavns bombardement i 1807 og Kanonbådskrigen.

Hvilken admiral er kendt for "at vende det blinde øje til" under slaget?
Det er den britiske admiral Horatio Nelson, der er berømt for anekdoten om at sætte kikkerten for sit blinde øje for at ignorere admiral Parkers signal om at trække sig tilbage. Selvom anekdotens historiske korrekthed diskuteres, er den blevet et stærkt symbol på Nelsons beslutsomhed.

Kunne du lide 'Slaget på Reden 1801: En kamp for neutralitet'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.