Rote Armee Fraktion: Historien om RAF

Rote Armee Fraktion, bedre kendt under akronymet RAF, var en venstreekstremistisk terrororganisation, der satte et dybt præg på Vesttyskland fra 1970 og frem til begyndelsen af 1990'erne. Gruppen, der i konservativ tysk presse også blev omtalt som Baader-Meinhof-banden efter to af dens mest fremtrædende medlemmer, Andreas Baader og Ulrike Meinhof, var ansvarlig for en række voldelige handlinger, der rystede det tyske samfund og kulminerede i en national krise kendt som det tyske efterår i efteråret 1977.

RAF's motivation og mål var dybt forankret i en radikal venstreorienteret ideologi. De så sig selv som en del af en større marxistisk bevægelse og lod sig inspirere af sydamerikanske venstreekstremistiske grupper som Tupamaros i Uruguay. Deres erklærede mål var at føre væbnet kamp som en "byguerilla" mod "systemet", den herskende kapitalistiske stat, som de anså for at være styret af fascister, især i NATO-landene som (Vest-)Tyskland, og mod den "amerikanske imperialisme". Navnet Rote Armee Fraktion var delvist inspireret af den sovjetiske Røde Hær, mens "Fraktion" skulle understrege tilknytningen til den bredere marxistiske bevægelse.

Oprindelsen til RAF

Rødderne til RAF kan spores tilbage til det tumultariske studenteroprør i slutningen af 1960'erne. Mange af de første medlemmer kom fra den militante fløj af forskellige venstregrupperinger, kommunistiske udbryderpartier (kaldet "K-grupper") og den opløste udenoms-parlamentariske studenterbevægelse, SDS. Studenteroprøret i Tyskland førte til voldsomme uroligheder, som da shahen af Iran besøgte Vest-Berlin i 1967. En dag med voldelige protester, hvor eksiliranere og tyske studerende deltog, endte tragisk, da studenten Benno Ohnesorg, der deltog i sin første demonstration, blev skudt og dræbt af vesttysk politi efter shahens besøg ved Deutsche Oper. Det viste sig senere, at drabsmanden var agent for DDR's Stasi og medlem af det østtyske kommunistparti.

Politiets reaktion mod studenterdemonstrationerne blev af mange opfattet som brutale. Denne opfattelse af statslig brutalitet, sammen med stærk modstand mod Vietnamkrigen og USA, var medvirkende til, at Andreas Baader og Gudrun Ensslin, sammen med Thorwald Proll og Horst Söhnlein, den 2. april 1968 satte ild til to varehuse i Frankfurt. Denne handling skete efter strategidiskussioner inden for studenterbevægelsen om legitimiteten af "vold mod ting". Brandstifterne blev arresteret kort efter og dømt til mange års fængsel i oktober 1968. Under retssagen mødte Ensslin for første gang journalisten Ulrike Meinhof.

Sagen blev anket, og de fire blev løsladt med meldepligt. Da højesteret stadfæstede dommen, gik de under jorden. Sammen med deres forsvarer, Horst Mahler, planlagde de at grundlægge en byguerilla-trop inspireret af latinamerikanske forbilleder, som beskrevet i værker af Carlos Marighella, Che Guevara og Régis Debray. Denne plan blev dog forpurret, da Andreas Baader blev arresteret igen. Den handling, der oftest regnes som den egentlige grundlæggelse af RAF, var derfor den efterfølgende befrielse af Baader.

Befrielsen fandt sted den 14. maj 1970. Andreas Baader var blevet ført til Berlins Institut for sociale spørgsmål under påskud af, at Ulrike Meinhof ville skrive en bog om børnehjemsbørn sammen med ham. Denne lejlighed blev udnyttet til at befri Baader ved hjælp af skydevåben. En ansat ved instituttet, Georg Linke, blev alvorligt såret af et skud under aktionen. I den indledende fase tiltrak gruppen sig opmærksomhed gennem bankrøverier og tyverier. RAF trådte for alvor frem i offentligheden i april 1971 med strategiskriftet "Byguerillakonceptet" ("Das Konzept Stadtguerilla"), hvilket udløste en landsomfattende jagt på de omkring halvtreds medlemmer. Selvom brandstiftelserne i Frankfurt diskuteres som en mulig grundlæggelse, betragtes Baaders befrielse oftest som den faktiske start, hvilket også stemte overens med gruppens egen opfattelse.

RAF's Generationer

I RAF's historie skelnes typisk mellem tre forskellige generationer. Det bemærkelsesværdige er, at der var minimal eller ingen personlig forbindelse mellem disse generationer, hvilket indikerer en løbende rekruttering og fornyelse af gruppen over tid.

Den Første Generation (1970-1972)

Den første generation af RAF var aktiv fra 1970 til 1972. De ledende medlemmer inkluderede Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Holger Meins, Ulrike Meinhof og Jan-Carl Raspe. Denne periode var præget af intens aktivitet, der kulminerede med arrestationen af størstedelen af de ledende medlemmer i juni 1972. De blev senere tiltalt i maj 1975 og efter en lang retssag på 192 dage dømt til livsvarigt fængsel for blandt andet mord.

I fængslet klagede de fængslede RAF-medlemmer over de skærpede fængslingsvilkår, som de udsattes for. De omtalte disse forhold som "isolationstortur" og krævede at blive behandlet som krigsfanger. For at understrege deres krav gennemførte de flere sultestrejker. En af disse sultestrejker førte til Holger Meins' død i Wittlich-fængslet den 9. november 1974. Disse aktioner fik, med hjælp fra deres forsvarere – heriblandt de senere retsforfulgte advokater Horst Mahler og Klaus Croissant, samt senere politikere som Hans-Christian Ströbele og Otto Schily – stor opmærksomhed i offentligheden. Den franske filosof Jean-Paul Sartre involverede sig også i diskussionen om fængslingsvilkårene og forsøgte at mægle.

Et dramatisk forsøg på at tvinge myndighederne til at løslade de fængslede RAF-ledere fandt sted den 25. april 1975. Seks tyske terrorister under navnet "Kommando Holger Meins" besatte dele af den tyske ambassade i Stockholm. Da regeringen nægtede at efterkomme kravet om løsladelse, myrdede terroristerne militærattachéen, oberstløjtnant Andreas von Mirbach, og handelsattachéen, Heinz Hillegart. Under aktionen udløste en af terroristerne ved et uheld en eksplosion, der satte bygningen i brand. Branden kostede terroristen Ulrich Wessel livet, og Siegfried Hausner pådrog sig skader, som han senere døde af. De fire overlevende medlemmer af kommandoen blev senere dømt for forbrydelsen.

De ledende medlemmer af den første generation, der sad fængslet, døde mellem 1976 og 1977. Efter Ulrike Meinhofs død, som myndighederne erklærede skyldtes selvmord, fulgte selvmordene af Baader, Ensslin og Raspe i fængslet i Stammheim. Disse dødsfald skete efter, at både kidnapningen af arbejdsgiverpræsident Hanns-Martin Schleyer og kapringen af Lufthansa-flyet "Landshut" var slået fejl i forsøget på at tvinge myndighederne til at løslade fangerne. Irmgard Möller var den eneste af de fængslede, der overlevede, og hun afviser fortsat den officielle forklaring om et planlagt, kollektivt selvmord. Omstændighederne omkring dødsfaldene har givet anledning til mange konspirationsteorier, og nogle hævder, at myndighederne dræbte RAF-medlemmerne. Selvom der ikke findes beviser for indblanding fra sikkerhedstjenesterne, har detaljer som deaktiverede alarmsensorer ved nødudgangstrappen på grund af byggearbejde, som ugemagasinet Stern rapporterede, næret mistanken. Konspirationsteoretikere peger også på måden, mordvåbnene angiveligt blev brugt på, som grundlag for at betvivle selvmordene.

Den Anden Generation (slut 1970'erne - 1980'erne)

Den anden generation af RAF opstod efter arrestationerne af den første generation. Deres mest kendte aktion var forsøget på at tvinge staten til at løslade den fængslede første generation gennem kidnapningen af arbejdsgiverpræsident Hanns-Martin Schleyer i efteråret 1977. Denne periode er kendt som det tyske efterår.

For yderligere at øge presset på den føderale regering kaprede en gruppe arabiske terrorister fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) Lufthansa-passagerflyet "Landshut". Flyet blev ført til Mogadishu i Somalia, hvor passagererne blev taget som gidsler. Gidselaktionen sluttede, da tyske kommandosoldater fra GSG-9-gruppen stormede og befriede flyet i Somalia uden at en eneste passager kom til skade. Tre af de fire terrorister blev dræbt, mens den overlevende, Souhaila Andrawes, i dag lever i Norge. Få timer efter befrielsesaktionen begik Baader, Ensslin og Raspe selvmord i deres celler i Stammheim-fængslet i den begivenhed, der kaldes Stammheim-dødsnatten. Derefter fuldbyrdede den nye RAF-generation deres trusler og dræbte Hanns-Martin Schleyer.

Medlemmer af den anden generation modtog organisatorisk og finansiel hjælp fra DDR. Enkelte RAF-medlemmer lykkedes med hjælp fra Stasi at gå under jorden i DDR. Efter DDR's sammenbrud i 1989 blev disse medlemmers nye identiteter afsløret. Susanne Albrecht, Inge Viett, Werner Lotze, Ekkehard Freiherr von Seckendorff-Gudent, Christine Dümlein, Monika Helbing, Silke Maier-Witt, Henning Beer, Sigrid Sternebeck og Ralf-Baptist Friedrich blev efterfølgende dømt for deres aktioner.

Den Tredje Generation (slut 1980'erne - 1990'erne)

Den tredje generation af RAF, som ifølge den tyske overvågningstjeneste (BfV) omfattede op til 250 personer, hvoraf en "hård kerne" udgjorde ca. 15-20 personer, var ansvarlig for sabotageaktioner og flere mordanslag. De myrdede kendte personer fra tysk politik og erhvervsliv.

Af den tredje generations aktioner er attentaterne på Siemens-direktør Karl Heinz Beckurts, chefen for Deutsche Bank Alfred Herrhausen og chefen for Treuhandanstalt (ansvarlig for privatisering af DDR-regimets ejendomme) Detlev Karsten Rohwedder mest kendte. Efterforskningen af disse drab er fortsat ikke afsluttet. Især omkring attentatet mod Herrhausen er der rejst tvivl, selvom de tyske myndigheder udelukker, at andre kan stå bag.

Den 4. juli 1993 fandt en skudveksling sted i Bad Kleinen ved Schwerin under arrestationen af RAF-medlemmerne Wolfgang Grams og Birgit Hogefeld. Den 26-årige GSG-9-tjenestemand Michael Newrzella og Wolfgang Grams døde. Ifølge den officielle efterforskning skød Grams sig selv for at undslippe arrestation, efter at han havde dræbt Newrzella med en pistol. Specielt i RAF-sympatiserende kredse spredtes mistanken om, at Grams blev skudt af en GSG-9-mand, især da flere uafhængige vidner angiveligt hævdede dette. En gennemgang af operationen afslørede væsentlige mangler i efterforskningsrapporterne, hvilket førte til indenrigsminister Rudolf Seiters' og rigsadvokat Alexander von Stahls afgang. Wolfgang Grams var anklaget for mordet på Detlev Karsten Rohwedder, og rigsadvokaten offentliggjorde, at DNA-analyse af spor fra gerningsstedet beviste Grams' medskyldighed.

Den 15. september 1999 blev Andrea Klump og Horst Ludwig Meyer arresteret af østrigsk politi. Under en skudveksling døde Meyer. Sagen mod Klump er endnu ikke afgjort i retsvæsenet på grund af Meyers dødsfald. Anklagen om, at Klump var RAF-medlem, er ikke klarlagt og blev senere trukket tilbage i en retsproces.

RAF's Opløsning

Historien om RAF sluttede den 20. april 1998, da en erklæring på otte sider blev offentliggjort. I erklæringen stod der: "For snart 28 år siden, den 14. maj 1970, opstod ved en befrielsesaktion RAF. I dag afslutter vi dette projekt. Byguerrillaen i form af RAF er nu historie." Erklæringen markerede den formelle opløsning af organisationen, der i næsten tre årtier havde udført voldelige aktioner i Vesttyskland.

Ofte Stillede Spørgsmål om RAF

Hvad står RAF for?

RAF står for Rote Armee Fraktion.

Hvornår var RAF aktiv?

RAF var aktiv i Vesttyskland fra 1970 frem til begyndelsen af 1990'erne.

Hvad var RAF's primære mål?

RAF's primære mål var at føre væbnet kamp som "byguerilla" mod den kapitalistiske stat og den "amerikanske imperialisme", som de anså for at være styret af fascister.

Hvor mange generationer af RAF var der?

Man skelner typisk mellem tre forskellige generationer af RAF.

Hvad var det tyske efterår?

Det tyske efterår var en periode i efteråret 1977 præget af en national krise udløst af RAF's aktioner, herunder kidnapningen af Hanns-Martin Schleyer og kapringen af Lufthansa-flyet "Landshut".

Hvordan endte RAF?

RAF erklærede sig selv opløst i en erklæring den 20. april 1998.

Hvem var kendt som Baader-Meinhof-banden?

Rote Armee Fraktion var i konservativ tysk presse også kendt som Baader-Meinhof-banden efter medlemmerne Andreas Baader og Ulrike Meinhof.

Kunne du lide 'Rote Armee Fraktion: Historien om RAF'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.