Rejsen til Amerika: Fiktion og Virkelighed

Filmen "Rejsen til Amerika" introducerede mange for historien om den lille, russisk-jødiske mus Fievel Mousekewitz, der med sin familie flygter fra forfølgelse for at søge lykken i det forjættede land, Amerika. En verden, hvor rygterne fortalte, at der ingen katte var, og gaderne var brolagt med ost. Filmen følger Fievels dramatiske overfart, hvor han bliver væk fra sin familie, og hans kamp for at finde dem igen i et nyt og udfordrende land. En senere film fortsatte historien, hvor Fievel og hans familie søgte vestpå for at undslippe den usle baggård i Bronx, blot for at møde nye farer i form af onde katte.

Men bag den animerede fortælling om musenes drømme og strabadser ligger en dybt alvorlig virkelighed. Tusindvis af mennesker, herunder mange danskere, foretog i århundreder den lange og ofte livsfarlige rejse over Atlanten. Deres motiver var mange – flugt fra fattigdom, forfølgelse, mangel på muligheder, eller blot drømmen om et nyt og bedre liv, et land hvor mulighederne var større end i hjemlandet.

Den Lange Overfart – En Verden til Forskel

I dag tænker vi på rejsen til Amerika som en relativt hurtig og bekvem tur med fly eller et luksuriøst krydstogt. Men for 150 år siden eller mere var det en helt anden sag. Dengang syntes Amerika at ligge lige så langt væk som månen for mange danskere. At tænke på den lange rejse indgød frygt. Fortællinger fra dengang vidner om denne ærefrygt for "det store Vand".

Man sang i Danmark: "Skade, at Amerika ligge skal saa langt herfra," og med rette. Afstanden var ikke kun fysisk, men også psykologisk og tidsmæssig. En rejse, der i dag måles i timer, blev dengang målt i uger eller endda måneder. Peter, der emigrerede i 1879, husker sin bedstemors tårer og hendes ord: "Aa, Herre Gud, Peter, a' vild' endda heller' ha' fulgt Dig til Kirkegaarden, for saa vidst a da, hvor du var." Tanken om at forsvinde ud på "de stu'er Vand" var skrækindjagende.

Fra Sejlskibe til Dampere – Rejsens Udvikling

I de tidligste tider foregik overfarten udelukkende med sejlskibe. Dampskibe var en nyere opfindelse, og det tog tid, før de blev almindelige i udvandringens tjeneste. Med sejlskibene var rejsetiden yderst varierende og afhængig af vind og vejr. Der var få skibe, der sejlede direkte til amerikanske havne, og slet ingen, der udelukkende transporterede udvandrere. Man måtte søge og vente på skibslejlighed, ofte i lang tid.

Hvor lang tid tog en Amerikarejse i ældre tider? Vidnesbyrd giver et klart billede:

• I 1777 blev rejsen fra København til St. Thomas (Dansk Vestindien) beregnet til sædvanligvis at vare henved 10 uger, men man skulle forberede sig på, at den varede mindst så længe.
• De første Hernnhutter-Missionærer rejste i 1732 fra København til St. Thomas på knap 9 uger.
• I 1733 tog en rejse med skibet "Enigheden" fra København til St. Thomas over 27 uger!
• En rejse fra London til Pennsylvania i 1753 varede 13 uger, hvoraf de sidste 6 uger var besværlige på grund af proviantmangel.
• "Sluppefolket", et norsk selskab, rejste i 1825 fra Stavanger til New York på 14 uger.
• I 1848 tog rejsen fra Hamborg til New York med skonnertbriggen "Perseverance" 47 dage (ca. 6-7 uger). Et andet skib, der sejlede tidligere, ankom dog senere.
• Rasmus Sørensens egen rejse i 1852 fra Hamborg til New York med den tremastede bark "Washington" tog lige 8 uger. Han bemærkede, at den almindelige overfarts tid dengang sædvanligvis var "kun" 6-7 a 8 uger.
• Sidst i 1850'erne var et selskab fra Møen på havet i over 8 måneder på vej fra Danmark til New Orleans med sejlskib. De sejlede vildt og led megen nød.
• I 1866 tog sejlskibet "Erin" rejsen fra Liverpool til New York på 20 dage.
• Samme år, 1866, var dampskibet "Peruvian" (vistnok en damper) på overfart.

Som man ser, var rejsetiden enormt variabel med sejlskibe, men selv med de senere dampere kunne den stadig strække sig over uger.

Rejseomkostningerne var også betydelige. I 1852 kostede en voksen billet på 1. kahyt 80 prøjssiske Thaler, 2. kahyt 57 Thaler og på mellemdækket 44 Thaler.

Livet ombord – Håb, Venskaber og Farer

Skibet blev en lille verden for sig, en mellemstation mellem den gamle verden, man forlod, og den nye, man stilede imod. Her mødtes mennesker med fælles håb og fælles farer. Der blev knyttet venskaber, der varede livet ud, og indgået forlovelser. Men livet ombord var langt fra altid idyllisk.

Ud over storme og mangel på proviant var sygdom en konstant trussel. Kolera, sorte kopper og gul feber hærgede ombord på mange skibe. Fortællingen om dampskibet "Peruvian" i 1866 er et skræmmende eksempel. Med 700 passagerer, mange af dem danske, brød kolera ud. Femten døde under overfarten og blev sænket i havet. De overlevende måtte i karantæne i New York i hele 7 uger. Kilder varierer i antallet af døde, men det var over 100 passagerer. Mange børn blev forældreløse, og forældre mistede deres børn. Heldigvis var der også lyspunkter; General Christensen og Konsul Beck i New York besøgte de syge og sørgede for proviant, og en dansk mand ved navn Prætorius bragte vin til sine landsmænd, selvom den "røg Svenskerne til og tog," som en hjemmelsmand fortalte – en påmindelse om, at selv midt i elendigheden var der plads til små, menneskelige observationer.

Også sorte kopper var en frygtet sygdom. "Den gamle Smed"s familie slap helskindet fra skibet i New York i 1862, men blev syge af sorte kopper, da de kom til Oshkosh, Wisconsin. De oplevede en sand roman, der endte med, at landsmænd smuglede dem ud om natten for at bringe dem i sikkerhed et andet sted.

Selvom sejlskibsrejser tog længere tid, var faren måske i nogle tilfælde mindre end med de hurtigere dampere, der kunne være udsat for katastrofer. Historien mindes forlis som dampskibet "Austria" i 1858, hvor H. C. Andersens veninde mistede livet, og de danske udvanderskibe "Danmark" (1890) og "Norge" (nogle år senere), for ikke at tale om "Titanic" (1912), der også havde danske passagerer ombord. Atlanterhavet blev ikke kun vejen til Amerika, men også graven for mange.

Ankomst og Nye Begyndelser – Drømme og Virkelighed

New York var den mest almindelige ankomsthavn for udvandrere. Men andre havne blev også brugt, som for eksempel Charleston, South Carolina. En historie om familien Ole Hansen fra Lolland, der ankom til Charleston i 1855, vidner om, hvordan skæbnen kunne gribe ind. Familien skulle egentlig til Wisconsin, men måtte tøve i Charleston i ni måneder, fordi konen fik gul feber og døde. Ole Hansen rejste derefter videre med sin ældste søn, Christian, til Wisconsin, mens den yngste søn, Hans, blev i Charleston med en søster. Familien blev splittet; Christian voksede op og talte godt dansk, men levede i et hjem, hvor tysk var sproget. Hans og Hanna blev i Syden. Dette var et eksempel på, hvordan fattige familier kunne blive skilt ad på den lange rejse og i det nye land.

Selvom filmen om Fievel ender lykkeligt med familien samlet og på vej mod et nyt kapitel i Vesten, var virkeligheden for mange emigranter langt hårdere. Rejsen var en prøvelse, der krævede mod, udholdenhed og held. Den formede skæbner, skabte nye fællesskaber og rev gamle bånd over. Hver enkelt rejse rummede en historie om håb, farer og den uvisse fremtid i det forjattede land på den anden side af "det store Vand".

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem er musen i Rejsen til Amerika?
Musen i filmen "Rejsen til Amerika" hedder Fievel Mousekewitz. Han er en ung, russisk-jødisk mus, der er hovedpersonen i historien.

Hvad handler Rejsen til Amerika om?
Filmen handler om en russisk musefamilie, familien Mousekewitz, der i 1885 flygter fra forfølgelse i deres hjemland for at rejse til Amerika. Ifølge rygterne er Amerika et land uden katte, hvor gaderne er brolagt med ost. Under overfarten bliver den unge søn, Fievel, væk fra sin familie og må forsøge at finde dem og overleve i det nye land, der viser sig at have sine egne farer og udfordringer.

Hvor lang tid tog rejsen til Amerika dengang?
Rejsens varighed varierede meget afhængigt af perioden, skibstypen (sejlskib eller damper) og vejrforholdene. I de tidligste tider med sejlskibe kunne rejsen tage fra omkring 9 uger til over 8 måneder. Senere, med forbedrede sejlskibe og dampere, blev rejsetiden kortere, typisk fra 6-8 uger ned til omkring 20 dage eller lidt mere i slutningen af 1800-tallet. Den præcise varighed var dog altid usikker.

Kunne du lide 'Rejsen til Amerika: Fiktion og Virkelighed'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.