Nøddebo Præstegård: Brødre, Bøger og Biografer

Nøddebo Præstegård står som en sand juvel i dansk litteratur og teaterhistorie, en fortælling der år efter år fanger hjerter med sin skildring af studenterliv, julehygge og spirende romancer. Fortællingen tager os tilbage til en svunden tid, specifikt København i 1860, hvor vi møder tre unge mænd, hvis liv og studier danner rammen for de begivenheder, der udspiller sig op mod jul.

I en beskeden, men utvivlsomt fornøjelig studenterhybel i København bor de tre brødre, hvis navne er tæt knyttet til historien: Christopher, Frederik og Nicolai. Hver især forfølger de forskellige akademiske veje, der afspejler tidens uddannelsesmæssige landskab. Christopher er den teologiske student, fordybet i studier af religion og åndelighed. Frederik har valgt juraens vej og forbereder sig på en karriere inden for lov og ret. Den yngste af brødrene, Nicolai, adskiller sig markant fra sine mere bogligt indstillede ældre brødre. Han studerer ikke så meget pensum som selve livet i almindelighed og har en særlig interesse for de smukke pigers øjne i særdeleshed. Nikolais hoved er fyldt med narrestreger og påfund, hvilket jævnligt indbringer ham irettesættelser og formaninger fra de mere adstadige og ansvarsfulde brødre.

Historien udspiller sig i dagene op til jul, en tid præget af forventning og længsel. De tre brødre deler alle et stort ønske om at forlade byens trængsel og tilbringe højtiden i den idylliske og hyggelige Nøddebo Præstegård. Det er dette ønske, der driver handlingen frem og fører brødrene til præstegårdens landlige omgivelser, hvor de møder præstens døtre og oplever både komiske forviklinger og ægte følelser.

Værket "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegård" har sin oprindelse i Henrik Scharlings roman af samme navn. Romanen dannede siden grundlag for Elith Reumerts succesfulde dramatisering, der for alvor cementerede historiens plads på de danske teaterscener og i den folkelige bevidsthed. Denne dramatisering er blevet opført utallige gange og er for mange indbegrebet af dansk jul og tradition.

I en moderne kontekst er klassikere som Nøddebo Præstegård stadig tilgængelige for et bredt publikum. Mens nutiden byder på fænomener som Black Friday, hvor tilbud jager hinanden, tilbyder platforme som eReolen en anden form for adgang til litterære skatte. På eReolen findes de såkaldte "blå titler", som er bøger, man altid kan låne, uden at de tæller med i ens lånekvoter. Dette betyder, at man kan dykke ned i historier som Nøddebo Præstegård og mange andre værker uden at bekymre sig om at stå i kø eller opbruge sine månedlige lån. Det er en win-win situation for læseren, der ønsker let adgang til litteraturarven.

Nøddebo Præstegård har opnået en ikonisk status i Danmark, ikke kun som litterært værk og teaterstykke, men også gennem sine filmatiseringer. Historien er blevet overført til det store lærred flere gange, hvilket vidner om dens vedvarende popularitet. Den første filmatisering, en stumfilm, så dagens lys i 1911 instrueret af Frederik Schack-Jensen. I 1934 kom den måske mest kendte og elskede version, instrueret af George Schnéevoigt. Denne version betragtes af mange som en klassiker i dansk film og har formet generationers opfattelse af historien og dens karakterer.

En senere version blev skabt af Peer Guldbrandsen, baseret på både Scharlings roman og Reumerts skuespil, men med en friere tilgang. Denne filmatisering, der dækker perioden 1968-1991 (sandsynligvis en reference til opførelser eller en tv-serie baseret på værket), indflettede flere sidehistorier og introducerede en ny pige, som Nikolaj kunne forelske sig i til sidst. Trods disse ændringer og et forsøg på at forny historien, viste Guldbrandsens version sig ifølge kilder ikke at kunne konkurrere med Schnéevoigts definitive udgave fra 1934.

Her er en simpel sammenligning af de kendte filmatiseringer:

Når man taler om klassiske danske film og teaterstykker, er det umuligt ikke at nævne de skuespillere, der har pustet liv i karaktererne. En sådan skuespillerlegende var Johannes Meyer. Han var født den 28. maj 1884 og levede et langt og produktivt liv, der sluttede den 4. november 1972, i en alder af 88 år. Meyer var søn af en brændevinsbrænder og var den yngste i en stor børneflok på 15. Han var gift tre gange i løbet af sit liv.

Efter at have modtaget undervisning af Peter Jerndorff debuterede Johannes Meyer på Dagmarteatret i 1905. Dette markerede starten på en omfattende scenekarriere, der førte ham til engagementer ved en række af Danmarks førende teatre gennem årtier: Folketeatret (1907-16, 1936-41), Det ny Teater (1916-18, 1923-26), Dagmarteatret (1918-23), diverse revyer, Nørrebros Teater og Betty Nansen teatret (1926-36), og Det kgl. Teater (1941-53, 1960-63). Hans alsidighed og dedikation gjorde ham til en efterspurgt performer på scenen.

Udover sin teaterkarriere kastede Johannes Meyer sig også over filmens verden og endda biografdrift. I 1953 fik han bevillingen til Regina-biografen i Århus, som han syv år senere, i 1960, byttede ud med bevillingen til Metropol-biografen i København. Dette viser en side af hans karriere, der rakte ud over selve skuespillet.

Morten Piils værk "Danske filmskuespillere" (2003) placerer Johannes Meyer side om side med den jævnaldrende Poul Reumert som det 20. århundredes mest betydningsfulde mandlige teaterskuespiller. Dog fremhæver Piil, at Meyer på film var Reumert "klart overlegen i alsidighed, dybde og ægthed". Meyer skabte sine roller "indefra, med 'hjerte og følelse'", som han selv beskrev sin tilgang. Selvom han relativt sjældent havde hovedroller (han var 49, da han tonefilmsdebuterede), rummer hans samlede filmindsats en "nærmest utrolig spændvidde". Han mestrede både tragik og humor, dæmpet komedie og grotesk farce, hverdagsdrama og noir-stiliseret krimi med lige stor styrke.

Johannes Meyer var ikke kræsen i sit rollevalg, hverken på film eller teater, og selvom han ikke kunne forvandle alt til guld, sikrede hans naturlige pondus, hans berømte "sprukne rivejernsstemme" (der ofte bar et ekko af noget længselsfuldt og sørgmodigt), hans "umiddelbare virile følelsesfuldhed" og hans "frodige karakteriseringsevne" ham en position som dansk films centrale birolleskuespiller ved siden af Ib Schønberg.

Han var en meget anvendt skuespiller i stumfilmens æra, hvor han debuterede omkring 1908-09. En af hans store præstationer fra denne periode var rollen som hustyrannen i Carl Th. Dreyers mesterværk "Du skal ære din hustru" (1925), et hverdagsdrama der stadig står stærkt i dag.

Tonefilmkarrieren indledtes med flittig medvirken i tidens lettere infantile farcer. En folkelig linje han allerede havde afstukket på teatret med den langvarige succes "Styrmand Karlsens Flammer", hvor rollen som Kaptajn Hammer blev en af hans mest populære nogensinde. Han kom endda til at genfortolke rollen på film omkring 30 år senere.

Hans første film-hovedrolle fik han i "Rasmines Bryllup" (1935), hvor han brillerede som den hidsige blikkenslager Mikkelsen. En "forrygende morsom bravourpræstation af næsten absurdistisk vælde". Hans skildring af blikkenslageren beskrives som en af de "groteske fabelskikkelser i dansk film", der skifter mellem at være en "orkan af snerrende arrigskab" og et "vrag af krybende paranoisk mistænksomhed". Meyers bevidst teatralske stil i denne rolle fremstod "meget moderne i sine barokke, lidenskabelige excesser". Det er tankevækkende, at hans teaterpræstation som Cyrano de Bergerac i 1917, som samtiden kritiserede, siden er blevet revurderet som forud for sin tid.

En anden hovedrolle fulgte i et af 1930'ernes sjældne realistiske voksendramaer, Benjamin Christensens "Skilsmissens Børn" (1939), hvor han overbevisende spillede faren, en kunstmaler med et lidt for varmt forhold til sin teenage-datter. Samme år medvirkede han i Johan Jacobsens debutfilm "Under Byens Tage" (1939) som Liva Weels medspiller i en rørende scene mellem gamle kærester – en rolle der fik ekstra dybde af, at Meyer og Liva Weel faktisk havde haft et forhold i virkeligheden.

1940'erne bød på en række markante roller. Han startede årtiet som den syrlige skoleinspektør i Herman Bang-filmen "Sommerglæder" (1940), leverede en utrolig grinagtig præstation som befippet godsejer i "Tag det som en mand" (1941), og mestrede rollen som lurvede plattenslager i "Gå med mig hjem" (1941), en hovedrolle over for Bodil Ipsen, dog med en anelse "tungt udtværende" stil. En langt bedre hovedrolle havde han i folkekomedien "Tag til Rønneby Kro" (1941) som den lune kroejer, der skriver sine erindringer.

Han spillede med ynde andenviolin i "Frk. Kirkemus" (1941) og leverede sit første portræt af en forsumpet eksistens i "Afsporet" (1942) som den fordums grandiose organist, kaldet Bessefar. Tilbage i komediegenren viste han stor følelse som far til Bodil Kjers karakter i "Hans Onsdags-Veninde" (1943).

I Bodil Ipsens noir-krimi "Besættelse" (1944) fik den nu 60-årige Meyer en elskerrolle, der førte til hans undergang, en "fin, dæmpet intens præstation". Samme år kæmpede han med et svagt manuskript i "Det kære København", men nåede et højdepunkt i Johan Jacobsens "Soldaten og Jenny" (1948) som Jennys småborgerlige far, hvis "dybt og veltalende forbitrelse over sit spildte liv" gav hans klagesange et "isnende tragikomisk skær".

Med alderen blev rollerne ofte mindre, men stadig mindeværdige. Han var stout sømand i "Støt står den danske sømand" (1948), spritter i "Café Paradis" (1950), en imponerende Zeus i "Mød mig på Cassiopeia" (1951), livsklog pastor i "Det sande ansigt" (1951), pletfri prokurist i "Fodboldpræsten" (1951) med en "særlig underfundigt underspillet præstation", og en "menneskekærlig værkbruden gårdejer" i "Ta' Pelle med" (1952).

En af hans mest overraskende og helstøbte hovedroller var i "Vejrhanen" (1952) som den fredelige lektor Nielsen, der vækkes til oprør – et portræt fuld af "lagret ironi og lune". I "Den gamle mølle på Mols" (1953) demonstrerede han evnen til at gøre bittesmå roller store, især i den "uforglemmelige scene" med madpakken, et "mesterstykke af højkoncentreret galgenhumoristisk karakteriseringkunst".

Han leverede "overdådigt hysteriske, eksplosive raserianfald" i "Vi som går køkkenvejen" (1953), var en "rare, diskret beundrende vicevært" i "Hendes store aften" (1954) og gjorde en "højst effektfuld entré" som Christian 4. i "Kongeligt besøg" (1954).

Selvom interessante opgaver blev færre i hans sidste år, viste han stadig "slebet stilfornemmelse" og elegance i roller som bandeleder og tjener. Et overblik over Johannes Meyers filmkarriere viser en "svimlende" mangfoldighed; det var svært at forestille sig en rolle, han *ikke* kunne spille, med undtagelse af måske de "udpræget gemene, visne personligheder". Hans "enestående generøsitet og professionalisme" gjorde, at han kunne fremstille "alle sider af det menneskelige væsen". Selvom den specifikke rolle, han måtte have haft i en af Nøddebo Præstegård-filmatiseringerne, ikke er beskrevet i detalje, illustrerer hans imponerende karriere den kaliber af skuespillere, der har bidraget til at gøre danske filmklassikere så mindeværdige.

Ofte Stillede Spørgsmål om Nøddebo Præstegård:

Hvad hedder de tre brødre i Nøddebo præstegård?
De tre brødre, der bor i studenterhyblen i København og ønsker at fejre jul i Nøddebo Præstegård, hedder Christopher, Frederik og Nikolaj.

Hvem skrev "Ved nytårstid i Nøddebo præstegård"?
Værket stammer oprindeligt fra en roman af Henrik Scharling. Senere blev den dramatiseret af Elith Reumert, hvilket er grundlaget for de mange teateropsætninger og filmatiseringer.

Hvilken rolle havde Johannes Meyer i Nøddebo præstegård?
Den givne information beskriver Johannes Meyers omfattende og alsidige karriere som en af Danmarks mest betydningsfulde skuespillere, både på teater og film. Teksten nævner ikke specifikt, hvilken rolle han måtte have spillet i en af filmatiseringerne af Nøddebo Præstegård, men hans biografi viser, at han var en central figur i dansk film i den periode, hvor værket blev filmatiseret flere gange.

Hvem er Nikolaj i Nøddebo præstegård?
Nikolaj er den yngste af de tre brødre i historien. Han er kendt for ikke at tage studierne lige så alvorligt som sine brødre, idet han hellere studerer livet og de smukke piger. Han er kilden til mange af historiens narrestreger og modtager ofte formaninger fra Christopher og Frederik.

Kunne du lide 'Nøddebo Præstegård: Brødre, Bøger og Biografer'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.