Historien om KZ-lejren Neuengamme

Neuengamme står som et mørkt kapitel i historien, en nazistisk kz-lejr beliggende i delstaten Hamborg, omkring 15 kilometer sydøst for centrum i bydelen Neuengamme. I dag fungerer stedet som et museum, der vidner om de grusomheder, der fandt sted bag lejrens mure.

Lejren blev oprindeligt etableret i 1938. Den opstod ved et teglværk og fungerede i begyndelsen som en underlejr til den allerede eksisterende kz-lejr Sachsenhausen. Denne forbindelse viser, hvordan nazisternes lejr-system voksede og udviklede sig over tid, hvor nye faciliteter blev oprettet for at understøtte regimets behov for tvangsarbejde og kontrol.

Fra Underlejr til Selvstændigt KZ

I 1940 skete en betydelig ændring i Neuengammes status. Fra at være en underordnet enhed under Sachsenhausen blev lejren ophøjet til en selvstændig kz-lejr. Denne nye status betød en udvidelse af dens funktioner og ansvar inden for det nazistiske undertrykkelsessystem. Med tiden fik Neuengamme selv en stor struktur under sig, bestående af hele 96 mindre arbejdslejre og såkaldte "udekommandoer".

Disse underlejre var spredt ud over et større geografisk område og tjente forskellige formål, primært relateret til tvangsarbejde for den tyske krigsindustri eller andre projekter. Et eksempel på en sådan underlejr var Banterweg, hvor en dansker ved navn Gustav Alfred Jepsen beklædeligvis sad som stedfortrædende lejrkommandant. Jepsen blev efter krigen stillet for en britisk domstol og dømt til døden for krigsforbrydelser begået netop i Banterweg, hvilket understreger den brutalitet, der gennemsyrede selv underlejrene.

Det Brutale Arbejde i Hovedlejren

Hovedformålet med arbejdet i selve Neuengamme lejren var centreret omkring teglværket. Fangerne blev tvunget til at producere mursten i stor skala. Dette var et fysisk udmattende og farligt arbejde. Ud over murstensproduktionen skulle fangerne også bygge en kanal. Formålet med kanalen var at transportere de producerede mursten væk fra lejren, sandsynligvis til brug i byggeprojekter rundt om i Tyskland.

Arbejdet med at grave kanalen var særligt opslidende. Fangerne måtte grave den tunge jord ud ved brug af primitive redskaber. Dette foregik uden nogen form for hensyntagen til deres helbredstilstand eller vejret. Uanset om det var bidende kulde, bagende varme eller silende regn, blev fangerne tvunget til at fortsætte det hårde manuelle arbejde, hvilket yderligere nedbrød deres i forvejen svækkede kroppe.

Fangerne: Nationaliteter og Grupper

I løbet af lejrens eksistens, fra den 13. december 1938 til den 4. maj 1945, passerede et enormt antal mennesker igennem Neuengamme og dens underlejre. I alt var der omkring 106.000 fanger indsat i lejrsystemet. Disse fanger kom fra hele 28 forskellige lande, hvilket vidner om naziregimets brede forfølgelse og undertrykkelse på tværs af Europa.

De største grupper af fanger var russere, der udgjorde den absolut største nationalitet med 34.350 indsatte. Dernæst kom polakker med 16.900, franskmænd med 11.500, og tyskere med 9.200. Andre betydelige nationaliteter omfattede nederlændere (hollændere) med 6.950, belgiere med 4.800, og danskere, som også udgjorde en stor gruppe med 4.800 indsatte. Dog var fangerne ikke kun opdelt efter nationalitet.

Naziregimet forfulgte og arresterede også specifikke grupper af mennesker baseret på race, politisk overbevisning, seksualitet eller religion. Blandt fangerne i Neuengamme var således også tyske jøder, kommunister (som var politiske modstandere af regimet), homoseksuelle, prostituerede, sigøjnere (romaer og sintier), Jehovas Vidner (for deres nægtelse af at anerkende statens autoritet over deres tro) og andre grupper, der af nazisterne blev anset for uønskede eller farlige for samfundet.

Umenneskelige Forhold og Dødens Omfang

Livet i Neuengamme var præget af umenneskelige forhold. Fangerne levede under konstant trussel og lidelse. Mishandling var udbredt, ofte som straf for de mindste forseelser eller simpelthen som et middel til at nedbryde fangerne. Det hårde arbejde, især i teglværket og med kanalbyggeriet, krævede enorm fysisk styrke, som fangerne sjældent havde på grund af den ekstremt ringe kost.

De fik meget lidt mad, knap nok nok til at opretholde livet, endsige udføre tungt fysisk arbejde. Hertil kom de uhygiejniske forhold i lejren. Overfyldte barakker, mangel på sanitet og utilstrækkelig adgang til rent vand skabte grobund for sygdomme, der hurtigt spredte sig blandt de svækkede fanger. Kombinationen af mishandling, hårdt arbejde, sult og sygdomme førte til en katastrofal dødelighed.

Det anslås, at omkring 55.000 af de 106.000 fanger, der passerede gennem Neuengamme-systemet, døde som følge af disse forfærdelige forhold. Dette massive tab af menneskeliv vidner om den systematiske brutalitet og ligegyldighed over for menneskeliv, der definerede nazisternes koncentrationslejre.

Underlejrenes Tragedier

Som nævnt havde Neuengamme et stort netværk af underlejre. Tre af disse er i dag bevaret som mindesteder, hver med sin egen tragiske historie, der belyser forskellige aspekter af nazisternes forbrydelser. Det drejer sig om mindestederne ved Bullenhuser Damm, Kritenbarg 8 og Suhrenkamp 98.

Mindestedet ved Bullenhuser Damm er dedikeret til mindet om 20 børn, der blev transporteret fra Auschwitz. Disse børn blev udsat for grusomme medicinske eksperimenter af SS-lægen Kurt Heissmeyer. Han injicerede levende tuberkelbakterier i deres blod og lunger, efter at have fjernet deres lymfekirtler, i et forsøg på at finde en kur mod tuberkulose – et forsøg der var fuldkommen uetisk og dødeligt for børnene.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, og de allierede styrker rykkede frem, besluttede Heissmeyer den 20. april 1945 at få børnene dræbt for at slette sporene efter sine forsøg. Børnene fik først en indsprøjtning med morfin og blev derefter hængt i kroge på væggen. En af de SS-mænd, der deltog i drabene, erindrede senere rystende, at børnene hang "som malerier på væggen". Denne hændelse står som et særligt uhyggeligt eksempel på nazisternes totale foragt for menneskeliv, især for uskyldige børn.

Underlejren ved Kritenbarg 8 husede primært kvindelige fanger. Mange af disse kvinder kom fra Łódź i Polen, en by der led voldsomt under den tyske besættelse. Forholdene i denne underlejr var lige så barske som i hovedlejren og de øvrige underlejre.

Den tredje bevarede underlejr, Suhrenkamp 98, lå ved Fuhlsbüttels fængsel. Dele af denne lejr blev brugt til at fængsle og myrde specifikke grupper, herunder kommunister, modstandere af naziregimet og andre fanger, der blev anset for særligt farlige eller uønskede. Omkring 450 fanger mistede livet i denne underlejr.

Den Tragiske Afslutning: Cap Arcona

Krigen sluttede, men ikke uden en sidste, forfærdelig tragedie for mange af Neuengammes fanger. Den 3. maj 1945, blot få dage før Tysklands kapitulation, blev en stor gruppe fanger presset ombord på fire skibe: Cap Arcona, Thielbek, Athen og Deutschland IV. Disse skibe blev slæbt ud fra kajen i Lübeck-bugten og efterladt drivende. Formålet med denne evakuering var sandsynligvis at fjerne fangerne og dermed slette sporene efter lejren, inden de allierede styrker nåede frem.

Skæbnen ville dog, at allierede fly spottede skibene i bugten. I den tro, at der var tale om tyske troppetransportskibe, bombede og sænkede de skibene. Resultatet var katastrofalt. Omkring 8.000 fanger druknede i det kolde vand. Dem, der overlevede bombningen og forsøgte at svømme ind til kysten, blev brutalt skudt på stranden af ventende SS-soldater. Kun et mindre antal fanger overlevede denne massakre, der markerede en grusom afslutning på deres fangenskab.

Danske Fanger i Neuengamme

For Danmark har Neuengamme en særlig betydning. Ud af de omkring 6.000 danskere, der blev sendt i koncentrationslejr under krigen, endte langt de fleste netop i Neuengamme eller en af dens mange underlejre. De danske fanger oplevede de samme umenneskelige forhold som de øvrige fanger – sult, sygdom, hårdt arbejde og mishandling. Mange danske fanger mistede livet i lejren eller som følge af opholdet. De overlevende bar arrene, både fysisk og psykisk, resten af deres liv.

Neuengamme i Koncentrationslejrenes Historie

Historien om koncentrationslejre er desværre ikke begrænset til Nazityskland, som det også kort er nævnt i den bredere kontekst. De første lejre af denne type opstod i slutningen af 1800-tallet. Men siden Anden Verdenskrig er betegnelsen "koncentrationslejr" først og fremmest blevet uløseligt forbundet med de tyske Konzentrationslager, eller kz-lejre, under det nazistiske regime fra 1933 til 1945.

Selvom andre regimer og stater også har oprettet lejre med elementer af tvangsarbejde og internering, som for eksempel GULag i Sovjetunionen, lejre i Kina, Latinamerika eller under krigen i Eksjugoslavien, var de tyske kz-lejre enestående på flere afgørende punkter. Dette gælder især den systematiske grusomhed, der blev udøvet. Neuengamme, med sine dødstal og brutale metoder som dem i Bullenhuser Damm, passer desværre ind i dette billede af systematisk vold.

Myrderiernes omfang i det nazistiske lejrsystem som helhed var uhyrligt, kulminerende i udryddelseslejrene. Selvom Neuengamme primært var en arbejds- og fangelejr snarere end en ren udryddelseslejr, var dødeligheden alligevel ekstremt høj på grund af de bevidst dødelige forhold. De 55.000 døde i Neuengamme-systemet vidner om dette. Den bureaukratiske og industrielt organiserede menneskeudryddelse, som især ses i udryddelseslejrene, havde sine paralleller i Neuengammes organiserede system af tvangsarbejde og underlejre, styret af SS.

Endelig var lejrenes racepolitiske formål centralt for nazisterne. Dette ses tydeligt i sammensætningen af fanger i Neuengamme, hvor jøder, sigøjnere og andre grupper blev forfulgt og indsat på baggrund af nazistisk raceideologi. Kommunister og andre politiske modstandere blev også forfulgt, hvilket understreger regimets totalitære karakter. Neuengamme var således et produkt af og et redskab for naziregimets ideologi om racehygiejne, politisk ensretning og brutal undertrykkelse.

Ofte Stillede Spørgsmål om Neuengamme

Herunder besvares nogle af de mest almindelige spørgsmål baseret på den tilgængelige information.

Hvem sad i Neuengamme?

I Neuengamme sad i alt 106.000 fanger fra 28 lande i perioden 1938-1945. De største nationaliteter var russere (34.350), polakker (16.900), franskmænd (11.500), tyskere (9.200), nederlændere (6.950), belgiere (4.800) og danskere (4.800). Derudover sad der også tyske jøder, kommunister, homoseksuelle, prostituerede, sigøjnere, Jehovas Vidner og andre grupper, der blev forfulgt af naziregimet.

Hvor lå Neuengamme?

Neuengamme lå i delstaten Hamborg, 15 kilometer sydøst for centrum i bydelen Neuengamme. I dag er stedet et museum.

Hvilket arbejde blev mange fanger sat til i kz-lejren Neuengamme?

Hovedarbejdet i Neuengamme bestod primært i produktion af mursten ved et teglværk. Fangerne blev også tvunget til at bygge en kanal til transport af murstenene. Arbejdet involverede at grave tung jord ud med primitive redskaber under hårde forhold uden hensyn til fangerne helbred eller vejret.

Kunne du lide 'Historien om KZ-lejren Neuengamme'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.