Morten Pape og 'Planen': Ærlighedens vej

Morten Papes roman ”Planen” har rørt mange læsere med sin hudløse ærlighed og skildring af en opvækst i Urbanplanen på Amager. Men hvad drev Morten Pape til at skrive denne dybt personlige historie, der afslørede sårbare detaljer om hans eget liv og hans omgangskreds? For at forstå motivationen bag ”Planen”, må vi dykke ned i Morten Papes baggrund og hans vej ind i litteraturens verden.

Opvæksten i Urbanplanen var præget af et miljø, hvor det handlede om at passe ind og overleve i skolens hierarkier. Kreative eller boglige talenter blev ikke opmuntret; det vigtigste var at navigere i et hårdkogt socialt landskab. Morten Pape fandt et fristed på den lokale fodboldbane, kaldet ”Tvillingebanen”, hvor talent gerne måtte dyrkes – i dette tilfælde talent for fodbold. Men som barn havde han også et talent for at tegne og male, noget der blev sværere at dyrke, jo ældre han blev og jo mere han forsøgte at assimilere sig med områdets rå miljø for at undgå at skille sig ud.

Religionens rolle og søgen efter mening

I ”Planen” berører Morten Pape også sin beslutning om at blive døbt og konfirmeret i Solvang Kirke, som et forsøg på at følge kvarterets uskrevne regler, da alle de andre hvide drenge gjorde det. Selvom motivationen i starten var at passe ind, blev kirken under konfirmationsforberedelserne et uventet frirum. Her mødte han venlige mennesker, og religionen tilbød nogle svar og en form for mening, der tiltrak ham. Urbanplanen var et område med en broget befolkningssammensætning, hvor religion generelt spillede en stor rolle for mange beboere, uanset baggrund.

Morten Pape forstår og værdsætter den dag i dag, at religion kan tilbyde mening for mange. Dog beskriver han sig selv som for retningsløs og tvivlende til at kunne tro på en bestemt ting. Han trives godt i usikkerheden om, hvad der er op og ned i tilværelsen. Denne usikkerhed ser han som en kilde til sit forfatterskab. Hvis han var helt sikker på sig selv og verden, ville han ikke have noget at skrive om. At færdes i det rodløse, tvivlende univers er nødvendigt for ham som kunstner.

Den lange vej til litteraturen

Vejen til at blive forfatter var ikke ligetil. I barndomshjemmet var litteraturen sparsom, begrænset til et par Stephen King-romaner og serien ”Jordens børn” af Jean M. Auel. Det primære møde med litteratur skete på skolebiblioteket på Dyvekeskolen. Det var hans dansklærer, der stod for de ugentlige biblioteksbesøg, og det var også hende, der gennem folkeskoleårene anerkendte hans potentiale og fortalte ham, at han havde evnerne til at blive mere end blot en ”rod”, selvom han fra 4. klasse i stigende grad forsøgte at tilpasse sig det rå miljø.

Efter folkeskolen fortsatte Morten Pape på handelsgymnasiet. Her blev han introduceret til klassikere. Henrik Ibsens ”En folkefjende” gjorde et særligt stort indtryk på ham med sit budskab om, at den, der står alene, står stærkest, fordi vedkommende ikke er tvunget til at tænke på en bestemt måde af en gruppe. Denne indsigt resonerede dybt, men var svær at dele i et miljø, hvor skolelektier og dansklæsning blev anset for noget, der helst skulle undgås.

Uddannelse og litterære opdagelser

Efter handelsgymnasiet tog Morten Pape en bachelor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Derefter uddannede han sig til manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Det var her, han mødte mennesker med et langt større kendskab til litteratur end ham selv. En bofælle i kollektivet introducerede ham for Jens Blendstrups ”Gud taler ud”, en bog der med humor og alvor skildrer et kompliceret forhold mellem en søn og hans far. Denne faderopgørelse vakte genkendelse hos Morten Pape, og han blev fascineret af måden, bogen var skrevet på.

Samtidig følte han sig frustreret over sit lavere litterære lixtal sammenlignet med mange andre. I dag ser han denne baggrund både som en styrke og en svaghed. Han har ikke en stor ”værktøjskasse” af litterære referencer at trække på, men han spørger også sig selv, om han ville have kunnet skrive ”Planen” så hudløst ærligt, hvis han først havde skullet forholde sig til traditionelle opfattelser af ”god litteratur”.

Han værdsætter sin naive, blåøjede og intuitive tilgang til kunsten. Han føler, den er mere uspoleret. Han værner om sin egen fornemmelse og intuition, netop fordi hans baggrund har lært ham, hvor udsat man er for gruppepres. Denne uafhængighed fra forventninger og traditioner har muligvis været afgørende for den rå ærlighed, der kendetegner ”Planen”.

Fra kronik til bestseller: Skrivningen af ”Planen”

Uanset andres meninger begyndte Morten Pape i august 2014 at skrive. Han skrev en kort tekst om en scene fra sin barndom: at hente cigaretter til sin depressive mor og på vejen hjem se sin far med hans nye familie i blokken overfor. Denne tekst blev bragt som en kronik i Dagbladet Politiken, og tingene tog hurtigt fart. Politikens Forlag så et talent, og lidt over et år senere, i november 2015, udkom ”Planen”. Bogen blev hurtigt en bestseller og er siden udkommet i adskillige oplag.

Da han begyndte på bogen, indgik Morten Pape en kontrakt med sig selv: Alt skulle pakkes ud, intet skulle pakkes ind. Der var intet hævnmotiv bag romanen; det var et ønske om for en gangs skyld at være ærlig over for sig selv. For første gang i sit liv var han fuldkommen ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Men blot fem minutter inden receptionen for bogen gik det op for ham, den fulde konsekvens af det, han havde gjort. På 568 sider havde han ikke kun frigjort sig fra sin barndom, men også delt de mest sårbare og intime detaljer om sig selv, sin familie og sin omgangskreds med hele verden.

Ved at skrive ”Planen” tog han litterært til genmæle over for fortiden og det miljø, han tidligere havde forsøgt at passe ind i. Dette blev modtaget forskelligt. Nogle bød det velkomment, mens andre reagerede negativt. For i nogles øjne havde han begået den største ”ghettosynd”: Han havde ”stukket folk” og fortalt om det, de havde gjort. Morten Pape understreger, at romanen er en subjektiv fremstilling af hans liv – det er ærlighed mere end objektiv sandhed. Han er nødt til at trække på skuldrene og bevare en kølig side af sig selv for ikke at lade andres vrede fylde for meget.

Reaktioner og fremtiden

Reaktionerne på ”Planen” var mange og overvældende. En af dem, der gav ham den største kompliment, var hans mor. Selvom det var barsk læsning, og hun ikke brød sig om at blive udstillet, ville hun aldrig forhindre sin søn i at skrive, fordi hun anerkendte hans talent. Bogen åbnede for samtaler om fortiden mellem Morten Pape, hans mor, søster og lillebror, men ændrede i det store og hele ikke deres indbyrdes relationer markant. Dette ser Morten Pape som et udtryk for den stærke kærlighed, der er imellem dem, trods de mange skænderier og kontroverser, der opstod, da de boede sammen. At kunne udlevere så meget sårbarhed og stadig bevare de tætte bånd vidner om et unikt familieforhold.

Efter næsten to år med at tale om sig selv og sin opvækst i Urbanplanen, står Morten Pape nu over for den såkaldt ”svære toer”. Hans næste bog, der begyndte i februar, er ren fiktion, men baseret på et omdiskuteret drab på et avisbud på Amager i 2008. Han erkender, at han er nervøs for, om ”Planen” var en heldig engangsforestilling, og om han kan finde den samme nerve og relevans i sine kommende bøger. Men samtidig føler han sig ikke ”skrevet tom”. Tværtimod føler han sig ”skrevet ren”, som om han startede med det mest nødvendige indefra og nu kan bevæge sig længere væk fra sig selv i sit forfatterskab.

Ofte Stillede Spørgsmål om Morten Pape og ”Planen”

Hvorfor valgte Morten Pape at skrive ”Planen”?

Han valgte at skrive ”Planen” ud fra et ønske om at være fuldkommen ærlig over for sig selv for første gang i sit liv. Han indgik en kontrakt med sig selv om at pakke alt ud i stedet for at pakke noget ind, uden et hævnmotiv, men for at bearbejde sin fortid og tage litterært til genmæle mod det miljø, han kom fra.

Er ”Planen” en selvbiografi?

Morten Pape beskriver ”Planen” som en subjektiv fremstilling af sit liv. Han kalder det ”ærlighed” mere end ”sandhed”, hvilket indikerer, at den er baseret på hans egne oplevelser og perspektiver, men er en roman og ikke nødvendigvis en objektiv gengivelse af alle fakta.

Hvordan reagerede Morten Papes familie på bogen?

Reaktionerne var blandede og overvældende. Hans mor fandt det barsk læsning og brød sig ikke om at blive udstillet, men støttede ham i at skrive på grund af hans talent. Bogen åbnede op for samtaler om fortiden i familien, men ændrede ifølge Morten Pape ikke fundamentalt på de stærke bånd, der er mellem dem.

Hvad betyder det for Morten Pape at udlevere så personlige detaljer?

Det betød, at han i nogles øjne begik en ”ghettosynd” ved at afsløre intime detaljer om miljøet og dets beboere. Han er nødt til at håndtere negative reaktioner ved at bevare en vis følelsesmæssig distance og trække på skuldrene for ikke at lade andres vrede fylde for meget i hans liv.

Hvad skriver Morten Pape om nu?

Hans næste bog er ren fiktion, baseret på et drab på Amager i 2008. Han bevæger sig dermed væk fra den direkte selvbiografiske form, som ”Planen” repræsenterer, og udforsker fiktionen baseret på virkelige begivenheder.

Morten Papes rejse fra Urbanplanen til forfatterlivet, beskrevet i ”Planen” og interviews, er en historie om at finde sin stemme i et miljø, der ikke altid værdsatte den, og om modet til at udlevere sig selv i kunstens navn. Hans næste skridt i forfatterskabet bliver spændende at følge, nu hvor han bevæger sig fra det dybt personlige til fiktionen.

Kunne du lide 'Morten Pape og 'Planen': Ærlighedens vej'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.