Den Danske Modstandsbevægelse under Besættelsen

Under den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 opstod en bevægelse, der skulle komme til at spille en afgørende rolle i eftertidens mindekultur: modstandsbevægelsen. Selvom modstandsfolkene i begyndelsen ofte blev betragtet som 'terrorister' af de officielle myndigheder, der førte samarbejdspolitik, endte de med at blive hyldet som helte og martyrer. Historien om modstandsbevægelsen er dog kompleks; den var ikke en homogen størrelse, men bestod af aktører med forskellige baggrunde, interesser og bevæggrunde. Fælles for dem alle var dog den overhængende risiko for fængsling, tortur, deportation eller døden. Denne artikel udforsker modstandsbevægelsens udvikling, dens aktioner og den historiske debat om dens betydning og definition.

Modstandskampens spæde begyndelse blev båret af de politiske yderfløje. Først efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941, som medførte en aktion mod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), opstod en egentlig organiseret modstandsbevægelse. DKP gik under jorden og fortsatte arbejdet gennem illegal presse som 'Land og Folk' og flyveblade. Partiet var også med til at danne en bredere, tværpolitisk national front, der materialiserede sig i bevægelsen og bladet 'Frit Danmark' i foråret 1942. Samtidig begyndte partiet sabotageaktioner i hovedstadsområdet, hvilket senere udviklede sig til organisationen BOPA. Sideløbende opstod uafhængige smågrupper som den kendte Churchill-klubben i Aalborg, en gruppe unge drenge og mænd, der udførte mindre sabotager mod værnemagten.

I den tidlige fase af besættelsen, hvor den danske regering stadig fungerede og førte samarbejdspolitik, blev modstanden mod besættelsesmagten også set som et angreb på denne officielle linje. Dansk politi havde derfor til opgave at modarbejde de illegale aktiviteter gennem arrestationer og fængslinger. Dette skabte en paradoksal situation, hvor danske myndigheder arresterede danskere, der kæmpede mod besætteren.

Udviklingen i Odense: Et Lokalt Perspektiv

Modstandskampen i Odense afspejlede i store træk udviklingen på landsplan. Den startede med produktion og distribution af illegale blade. Herefter fulgte organiseret sabotage, først som brandsabotager og fra 1943 med brug af sprængstof. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 eskalerede situationen. De første likvideringer af danskere, der blev anset for at samarbejde med tyskerne ('stikkere'), fandt sted. Samtidig etablerede de forskellige modstandsorganisationer militærgrupper, der forberedte sig på kommende krigshandlinger.

I begyndelsen af 1944 skete en vigtig organisatorisk udvikling i Odense med etableringen af en fælles Fynsledelse, samt byledelser for Odense og kystbyerne. Under denne fælles ledelse blev militærgrupperne samlet og udbygget. Hærens folk, der var blevet afvæbnet i august 1943, indgik nu også i disse grupper. Modstandsbevægelsen udbyggedes yderligere med organiserede flugtruter og kurertjeneste. Fra sommeren 1944 blev modtagelse af våben, nedkastet fra luften over Fyn, organiseret. Mange militærgrupper blev involveret i disse våbennedkastninger. Sabotage- og likvideringsgrupperne fortsatte deres aktioner sideløbende.

Efter den 19. september 1944, hvor det danske politi blev interneret, fik modstandsbevægelsen tilgang af politifolk, der var gået under jorden. Nogle af disse bidrog til modstandsbevægelsens efterretningstjeneste. Den organiserede modstand i Odense blev altså indledt af kommunisterne, men udviklede sig over tid til at inkludere bredere politiske og sociale grupper, hvilket afspejlede en form for demokratisering af bevægelsen i besættelsens sidste fase.

Modstandsfolkets Skæbne

Mange modstandsfolk betalte den højeste pris for deres engagement. De, der blev arresteret af dansk politi før den 29. august 1943, befandt sig i en særlig udsat position. Tre modstandsfolk fra Odense, arresteret af dansk politi før denne dato – Jens Albert Andersen, Hans Jørgen Andersen og Orla Henriksen – døde senere i tysk fangenskab. Også Ivan Adriansen, arresteret af dansk politi så sent som den 10. oktober 1943, blev udleveret til Gestapo og forsvandt i tyske kz-lejre. Andre odenseanske modstandsfolk mistede livet i direkte kamp med tyske eller danske nazister, under aktioner, eller i tyske kz-lejre efter at være blevet arresteret af Gestapo, som ofte modtog information fra danske hjælpere, de såkaldte 'stikkere'.

Hvad Var Meningen Med Modstandsbevægelsen?

Formålet med modstandsbevægelsen kan ses fra flere vinkler og udviklede sig over tid. Indledningsvis var det for de kommunistiske pionerer en kamp mod nazismen og fascismen, ofte med et politisk sigte. For andre handlede det om at bekæmpe besættelsesmagten og genoprette Danmarks suverænitet. Efter samarbejdspolitikkens fald blev målet også at sikre, at Danmark blev anerkendt som en allieret nation og ikke en passiv, samarbejdende stat. Selvom aktørerne havde forskellige bevæggrunde, var det overordnede mål at underminere den tyske kontrol og bidrage til Danmarks befrielse.

Definitionen af Modstand: En Historisk Debat

Historikere har forskellige bud på, hvad der kan defineres som modstand under besættelsen. Nogle ser modstand som kollektive, væbnede aktioner, der direkte modarbejder fjendens militære, politiske eller ideologiske mål. Andre inkluderer alle handlinger, der kommer på tværs af fjendens planer, selv hvis motivet ikke var primært politisk. Atter andre lægger vægt på motivet: hvis intentionen var at krydse fjendens planer, er der tale om modstand, selv uden aktive handlinger, eksempelvis ved at fastholde en identitet eller holdning, fjenden søger at undertrykke. Dette brede spektrum strækker sig fra guerillakamp til 'indre eksil'.

Konsensus vs. Konflikt

Synet på besættelsestiden og modstanden har udviklet sig blandt historikere. Tidlige historikere som Jørgen Hæstrup og Henrik S. Nissen repræsenterede et konsensussynspunkt. De understregede, at den danske befolkning, politikerne og embedsværket i bund og grund havde samme mål: Danmarks befrielse og suverænitet. De så samarbejdspolitikken og den illegale kamp som komplementære midler til at opnå dette mål. Ifølge dette synspunkt var næsten alle danskere 'gode danske mænd og kvinder', der kæmpede for samme sag med forskellige midler, afhængigt af deres position i samfundet. Dette synspunkt, udbredt fra 1945 til slutningen af 1970'erne, nedtonede de interne konflikter og det faktum, at mange tjente penge på samarbejdet.

Over for dette står konfliktsynspunktet, tydeligt formuleret af historikeren Hans Kirchhoff. Han argumenterede for, at samarbejde og modstand var fundamentalt forskellige og ofte modstridende reaktioner på besættelsen. Modstandsbevægelsen bekrigede både besættelsesmagten og tilhængerne af samarbejdspolitikken, da de ønskede et brud for at placere Danmark på de allieredes side. Kirchhoff placerede Danmark i en international kontekst og understregede kampen og den eksistentielle udfordring, besættelsen udgjorde. Hans konfliktsyn blev dominerende fra slutningen af 1970'erne.

I 2013 genintroducerede historikeren Bo Lidegaard konsensussynet i debatten med sin bog om redningen af de danske jøder i oktober 1943 ('Landsmænd'). Han tillagde æren for redningen de mange almindelige danskere fra forskellige samfundslag, der tog ansvar for deres jødiske medborgere. Lidegaard argumenterede for, at en national solidaritetskultur, formet i 1930'erne af fremsynede politikere, fik de fleste danskere til at anse et angreb på jøderne som et angreb på alle. Han så dette som et resultat af klog politisk lederskab, der også stod bag samarbejdspolitikken, med det formål at forhindre nazister og kommunister i at opnå magt.

Den israelske historiker Leni Yahil, der skrev et toneangivende værk om Oktober '43, pegede også på befolkningens holdning som årsag til redningens succes, men mente, at kilderne lå dybere i dansk historie: 1800-tallets demokratisering, andels- og højskolebevægelsen samt Grundtvigs tolerante protestantisme – altså mere folkets selvopdragelse end politisk lederskab.

Redningsaktionen i Oktober 1943 som Modstand?

Skal redningsaktionen i oktober 1943 betragtes som modstand? Svaret afhænger af definitionen. Hvis modstand defineres som at krydse fjendens planer, er redningen utvivlsomt modstand, da den modvirkede tyskernes mål om total udryddelse af jøderne. I så fald var alle, der medvirkede til evakueringen, modstandsfolk, uanset motiv. Dette inkluderer endda fiskere, der tog ublu priser for overfarten, og danskere, der hjalp for at gøre en indsats mod nazisterne, ikke nødvendigvis af altruisme. Hvis denne brede definition bruges, kunne selv tyske funktionærer, der advarede danskere eller undlod at gribe ind, betragtes som modstandsfolk. Werner Best selv hævdede efter krigen, at han ved at afsvække 'jødeaktionen' og holde en bagdør åben for jøderne, handlede som en modstandsmand og ven af Danmark, fordi det sikrede fortsat samarbejde og leverancer til Tyskland.

Her er en sammenligning af de to hovedsynspunkter på besættelsestiden:

Antal Deltagere og Faldne

Det er vanskeligt præcist at angive, hvor mange danskere der deltog i modstandsbevægelsen. Ifølge Frihedsmuseets registreringer deltog cirka 85.000 personer i større eller mindre grad i modstandskampen. Dette tal dækker over et bredt spektrum af aktiviteter, fra distribution af illegale blade til væbnet sabotage. Hvad angår tabstal, blev ifølge natmus.dk 102 danske frihedskæmpere henrettet efter tysk krigsretsdom under krigen. Hertil kommer de mange, der faldt i kamp, døde i fangenskab eller blev likvideret af nazister eller deres hjælpere. Det præcise samlede antal faldne modstandsfolk er højere, men det er disse 102, der specifikt blev dømt og henrettet af tyskerne.

Udvalgte Aktioner

Modstandsbevægelsen udførte tusindvis af aktioner. Under besættelsen blev der registreret 2.801 industrisabotager og 1.526 jernbanesabotager. Nogle aktioner står dog skarpere i erindringen end andre:

• 24. august 1943: Sprængningen af Forum. Modstandsfolk fra gruppen Holger Danske sprængte udstillingshallen Forum på Frederiksberg i København i luften. Aktionen forpurrede tyskernes planer om at indkvartere soldater i bygningen.
• 22. juni 1944: BOPA angriber Riffelsyndikatet. Organisationen BOPA angreb våbenfabrikken Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) i Københavns Nordhavn. Fabrikken producerede materiel til den tyske krigsmaskine.
• 5. maj 1945: Angreb på sommerhus med hjemmebygget tank. En gruppe frihedskæmpere brugte en hjemmelavet panservogn, kaldet V3, i et angreb på et sommerhus for at arrestere den berygtede Lorentzen-gruppe, der havde samarbejdet med Gestapo.

Modstandsbevægelsen Efter Krigen

Den 5. maj 1945 kapitulerede de tyske tropper i Danmark, og Befrielsen kunne fejres. Modstandsbevægelsen, der havde opereret i skjul, blev nu synlig i gadebilledet, ofte genkendelig på deres frihedskæmperarmbind. De havde forberedt sig på at støtte de allierede i en eventuel slutkamp, men kapitulationen forløb relativt fredeligt, trods enkelte blodige episoder.

Efter Befrielsen fik modstandsfolkenes opgave et nyt fokus: at sikre ro og orden samt at foretage arrestationer af personer, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, herunder stikkere og medlemmer af danske nazistiske grupper. Modstandsbevægelsen spillede en central rolle i den umiddelbare efterkrigstid, inden det normale politi og retsvæsen var fuldt genoprettet.

Kendte og Mindre Kendte Modstandsfolk

Mange mænd og kvinder bidrog til modstandskampen. Nogle blev nationalt kendte symboler, mens andres indsats forblev mindre belyst. Blandt de mest berømte er makkerparret Jørgen Haagen Schmith, kendt som 'Citronen', og Bent Faurschou-Hviid, kendt som 'Flammen'. Begge var involveret i sabotage og likvideringer og faldt i kamp. Andre modstandsmænd som Erik Lauritzen overlevede krigen og kunne senere fortælle deres historie. Det er vigtigt at huske, at modstandsbevægelsen ikke kun bestod af mænd. Mange kvinder spillede afgørende roller, eksempelvis med kurertjeneste, illegal bladproduktion, indkvartering, og også i mere direkte aktioner. Eksempler på modstandskvinder inkluderer Ebba Hjortshøj Rasmussen, Tove Manswell og Rita Lauridsen, hvis vidnesbyrd er vigtige kilder til forståelse af kvindernes bidrag.

Danskere i Modstand i Udlandet

Kampen mod nazismen blev også ført uden for Danmarks grænser af danskere. William S. Knudsen, en dansker emigreret til USA, fik en stor betydning for USA's krigsproduktion. Henrik Kauffmann, den danske gesandt i USA, trodsede den danske regering og samarbejdede med amerikanerne, blandt andet ved at tillade militærbaser på Grønland. Også danske krigssejlere og danskere i allieret krigstjeneste bidrog til kampen, selvom de ikke var en del af den organiserede modstandsbevægelse i selve Danmark.

Efterkrigstidens Mindekultur

Efter krigen fik modstandsbevægelsen og dens ofre en fremtrædende plads i den danske mindekultur om besættelsen. De blev symboler på national modstand og heltemod. Et eksempel på denne anerkendelse er regeringens beslutning i 1965 om at frede faldne modstandsfolks grave på landets kirkegårde. Museer og mindesteder landet over, såsom Frihedsmuseet, Besættelsesmuseet i Aarhus, Mindelunden i Ryvangen og Frøslevlejrens Museum, vidner om ønsket om at bevare mindet om besættelsestiden og modstandskampen for eftertiden.

Ofte Stillede Spørgsmål om Modstandskampen

Her besvares nogle almindelige spørgsmål om den danske modstandsbevægelse baseret på den tilgængelige information.

Hvad var modstandsbevægelsens mål?

Modstandsbevægelsens mål var at bekæmpe den tyske besættelsesmagt og bidrage til Danmarks befrielse og genoprettelse af landets suverænitet. Målene varierede dog mellem forskellige grupper og over tid, fra politisk kamp mod nazismen til militær sabotage og forberedelse på krigshandlinger. Efter samarbejdspolitikkens fald blev et centralt mål også at sikre Danmarks anerkendelse som en allieret nation.

Hvad kan defineres som modstand i Danmark under besættelsen?

Historikere har forskellige definitioner. Nogle ser modstand som væbnede, kollektive aktioner, der direkte modarbejder fjendens mål. Andre inkluderer alle handlinger, der i praksis krydser fjendens planer. Atter andre lægger vægt på motivet: intentionen om at modarbejde fjenden, selv uden aktive handlinger, f.eks. ved at fastholde en holdning. Debatten står mellem et snævert fokus på organiseret, aktiv kamp og et bredere syn, der inkluderer civil ulydighed, humanitær hjælp og endda passiv afstandtagen.

Redningsaktionen i oktober 1943 som modstand?

Ja, hvis modstand defineres som at modarbejde fjendens mål. Tyskernes mål var total udryddelse af jøderne. Enhver handling, der forhindrede dette, kan betragtes som modstand, uanset om motivet var altruistisk, egoistisk eller politisk. Dette inkluderer de mange almindelige danskere, der spontant hjalp jøderne med at flygte.

Modstandsbevægelsens historie er en central del af Danmarks fortælling om Anden Verdenskrig. Den viser, hvordan enkeltpersoner og grupper under ekstremt pres traf vanskelige valg og risikerede alt i kampen for frihed. Selvom der er historisk debat om definitioner og motiver, står det klart, at modstandsfolkene ydede en indsats, der formede efterkrigstidens Danmark og fortsat mindes i dag.

Kunne du lide 'Den Danske Modstandsbevægelse under Besættelsen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.