Barndommens spor: Minder og glemsel

Barndommen er fundamentet for vores liv. Det er en tid fyldt med første oplevelser, læring og dannelse. Men hvad sker der med de tidligste minder, dem fra før vi rigtigt kunne tale eller bevidst huske? Hvorfor er det så svært at genkalde sig noget fra de allerførste år, og hvordan påvirker disse 'glemte' oplevelser os som voksne? Disse spørgsmål berører både personlige erfaringer, som de barske skildringer i erindringslitteraturen, og dybdegående videnskabelig forskning i menneskets hukommelse.

Nogle barndomserindringer er smertefuldt tydelige, mens andre synes fuldstændig slettet. For Lisbeth Zornig Andersen var barndommen præget af svigt, vold og seksuelle krænkelser. Disse oplevelser var ikke gemt væk; de var en barsk hverdag. I sin bog 'Min barndom i helvede' konfronterer hun denne fortid. Hendes historie er et vidnesbyrd om, hvordan ekstreme barndomserfaringer kan forme en person, og hvorfor det kan være nødvendigt at dykke ned i det mørke for at forstå nutiden og bryde negative mønstre. Lisbeth Zornig Andersen har, trods sin svære baggrund, opnået en position som formand for Børnerådet, hvilket understreger en imponerende styrke og evne til at bruge sine erfaringer konstruktivt. Men rejsen tilbage til fortiden og konfrontationen med dem, der svigtede, var alt andet end let. Det var en proces, der krævede mod og tvang hende til at se selv de nærmeste i øjnene. Hendes beretning viser med al tydelighed, at barndommens oplevelser, især de traumatiske, sætter dybe spor, som ikke bare forsvinder, selv hvis man forsøger at fortrænge dem.

Barndomsamnesi: Hvorfor glemmer vi de første år?

Fænomenet, at vi typisk ikke kan huske begivenheder fra før vi var omkring tre til fire år gamle, kaldes barndomsamnesi. Det er et velkendt mysterium inden for psykologien: Hvordan kan de år, hvor vi lærer så utroligt meget – at gå, tale, interagere med verden – være så tomme for bevidste, genkaldelige minder? Selv om vi ikke har bevidst adgang til disse minder, betyder det ikke, at oplevelserne fra den tidlige barndom ikke har betydning. Tværtimod. Forskning tyder på, at disse tidlige oplevelser lagrer sig i vores ubevidste hukommelse og påvirker vores adfærd, følelser og personlighed på måder, vi ikke nødvendigvis er opmærksomme på.

Ny videnskab afslører: Minderne er ikke helt væk

Forskere fra Psykologisk Institut og Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning ved Aarhus Universitet har kastet nyt lys over dette område. Deres forskning dokumenterer, at oplevelser fra den allertidligste barndom faktisk er lagret og kan påvirke os, selvom vi ikke bevidst kan huske dem eller sætte ord på dem. Dette er et vigtigt resultat, fordi det udfordrer den traditionelle forståelse af barndomsamnesi som en fuldstændig sletning af minder fra før en vis alder.

Studiet involverede en gruppe børn, som blev undersøgt ad to omgange. Første gang, da børnene var blot 12 måneder gamle, deltog de i en undersøgelse om deres fornemmelse for geometriske former. Denne undersøgelse blev udført af én af to mulige mandlige forskere i et bestemt rum. Anden gang, omkring to og et halvt år senere, da børnene var tre et halvt år gamle, blev de samme børn undersøgt igen, denne gang med fokus på deres hukommelse. Undersøgelsen foregik igen i det samme rum, men blev nu udført af en kvindelig kollega til de to første forskere. Børnene blev vist en videofilm fra den første undersøgelse, hvor de kunne se optagelser af den forsker, de havde interageret med, samt optagelser af den anden forsker, de ikke havde mødt.

Spørgsmålet var, om børnene på tre et halvt år kunne genkende den person, de havde leget med, da de var 12 måneder gamle. Bevidst og verbalt kunne børnene ikke give et svar, der indikerede genkendelse. Det er netop kernen i barndomsamnesi – den manglende bevidste erindring. Men forskerne brugte en anden metode til at måle hukommelse: en eyetracker. En eyetracker er et apparat, der meget præcist kan registrere, hvor en person kigger hen. Tidligere forskning har vist, at folks blikretning kan afsløre ubevidst genkendelse; man kigger enten meget tydeligt væk fra noget, man kender, eller meget tydeligt på det, man kender.

Et tydeligt videnskabeligt resultat

Resultaterne fra eyetrackeren var slående og tydelige. Børnene på tre et halvt år kiggede klart mest på den person på videoen, som de ikke havde set før. Der var en meget markant forskel i deres blikretning mellem den ukendte forsker og den forsker, de havde mødt, da de var 12 måneder gamle. Ifølge videnskabelig forståelse er dette mønster et klart udtryk for en ubevidst erindring. Børnene var ikke bevidst klar over, at de genkendte den ene forsker, og de kunne ikke verbalt fortælle om det. Men deres øjenbevægelser afslørede, at deres hjerne havde gemt information om den tidligere interaktion. Deres opmærksomhed og adfærd (hvor de kiggede hen) blev påvirket af den tidligere oplevelse, selvom de ikke bevidst kunne genkalde den.

Som lektor Osman Skjold Kingo udtalte, var resultatet så tydeligt og overraskende, at han måtte tjekke det utallige gange for at være sikker. At børnene kiggede væk fra den kendte person, kan tolkes som, at vedkommende var mindre interessant, netop fordi de ubevidst genkendte ham, og derfor var den ukendte person mere spændende at observere. Dette studie er unikt, fordi det dokumenterer hukommelse for en specifik begivenhed over så lang en periode (fra 12 måneder til 3.5 år) i denne meget unge alder. Det understreger, at hjernen gemmer informationer fra en meget tidlig alder, selv før den bevidste, selvbiografiske hukommelse er fuldt udviklet.

Betydningen af tidlige oplevelser

Denne forskning, støttet af Dansk Grundforskningsfond og publiceret i tidsskriftet Consciousness and Cognition, bekræfter, hvad mange psykologer og terapeuter længe har haft mistanke om: at de allerførste år i et menneskes liv er afgørende, selvom minderne fra den tid kan virke utilgængelige. Oplevelserne, positive som negative, danner spor i den ubevidste hukommelse, der kan påvirke vores adfærd, vores relationer og vores syn på verden langt ind i voksenlivet. Lisbeth Zornig Andersens historie er et ekstremt, men stærkt eksempel på, hvordan traumatiske oplevelser i barndommen kan have en dybtgående og vedvarende indvirkning. Forskningen fra Aarhus Universitet giver en videnskabelig forklaring på hvordan selv ikke-traumatiske oplevelser lagres og påvirker os på et ubevidst niveau, selv når vi ikke kan genkalde dem bevidst på grund af barndomsamnesi.

Det er fascinerende at tænke på, at den lille baby, der oplever verden, allerede er i gang med at lagre information, der vil forme den voksne person, den en dag bliver. Selvom vi ikke kan spørge en treårig om detaljer fra deres første leveår, kan deres adfærd og reaktioner bære præg af disse tidlige, ubevidste minder. Studiet, ledet af forskerne Osman Skjold Kingo, Peter Krøjgaard og Søren Risløv Staugaard, viser, at selv simple interaktioner gemmes og kan påvirke os senere. Dette har vidtrækkende implikationer for vores forståelse af udviklingspsykologi, hukommelse og endda terapeutisk arbejde, hvor man ofte forsøger at forstå rødderne til nutidige vanskeligheder i fortiden.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad er barndomsamnesi?
Barndomsamnesi er fænomenet, hvor voksne typisk ikke kan huske personlige begivenheder eller oplevelser fra før de var omkring tre til fire år gamle.

Kan jeg huske noget fra før jeg var 3 år?
Bevidst, selvbiografisk hukommelse fra før tre-års alderen er meget sjælden. Men ny forskning tyder på, at oplevelser fra den tid lagres i den ubevidste hukommelse og påvirker os, selvom vi ikke kan genkalde dem bevidst.

Hvordan påvirker tidlige barndomsoplevelser mig, hvis jeg ikke kan huske dem?
Selvom minderne er ubevidste, kan de påvirke din adfærd, dine følelser og dine reaktioner på forskellige situationer. De danner en form for 'grundlag' for din personlighed og dit syn på verden.

Hvad handlede forskningen fra Aarhus Universitet om?
Forskningen undersøgte, om børn kunne huske en person, de havde mødt som 12 måneder gamle, da de var 3.5 år. Ved hjælp af en eyetracker fandt forskerne, at børnene ubevidst genkendte personen, selvom de ikke bevidst kunne huske mødet. Dette dokumenterer, at minder gemmes fra en meget tidlig alder, selvom de ikke er bevidst tilgængelige.

Hænger Lisbeth Zornig Andersens bog sammen med denne forskning?
Ja, på den måde at bogen illustrerer den dybtgående og vedvarende indvirkning, barndomsoplevelser – i dette tilfælde ekstremt traumatiske – kan have på et menneske. Forskningen tilbyder en videnskabelig forklaring på hvordan tidlige oplevelser, selv dem vi ikke bevidst husker, lagres og fortsat kan påvirke os på et ubevidst niveau.

Barndommens land er mere komplekst, end vi måske umiddelbart tror. Vores tidligste oplevelser, både dem vi husker og dem der ligger gemt i det ubevidste, er en integreret del af den, vi er. At forstå dette kan give os større indsigt i os selv og i betydningen af de tidlige år i et menneskes liv.

Kunne du lide 'Barndommens spor: Minder og glemsel'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.