Ostwall og Tysklands Fæstningsværker

Historien om militær befæstning er lang og fascinerende, og en af de mest omfattende perioder i moderne historie er uden tvivl de massive bygningsværker, der blev opført i midten af det 20. århundrede. Blandt disse finder vi den såkaldte Ostwall, en imponerende forsvarslinje, der strakte sig øst for den tyske hovedstad, Berlin. Men Ostwall var kun en del af et meget større system af standardiserede fæstningsværker, kendt som Regelbau, der spredte sig over store dele af Europa. At forstå disse bygningsværker kræver et kig på både den specifikke linje, Ostwall, og det generelle princip bag deres konstruktion.

Ostwall, formelt kendt som Festungsfront Oder-Warthe-Bogen, eller populært som Ostwall, var en stærkt befæstet forsvarslinje. Opførelsen begyndte i midten af 1934. Dens strategiske placering var omkring 120 kilometer øst for Berlin, og den løb fra floden Warthe i nord til floden Oder i syd. Dette var en betydelig konstruktion, der strakte sig over et stort geografisk område. En af de primære grunde til, at opførelsen af denne linje kunne påbegyndes så tidligt som 1934, var, at Tyskland på dette tidspunkt ikke var underlagt nogen traktatmæssige begrænsninger i øst, i modsætning til situationen i vest, hvor Versailles-traktaten satte snævre grænser for militær aktivitet og befæstning.

Planen for Ostwall var ambitiøs. Den skulle være et 110 kilometer langt befæstet område med en dybde på to til tre kilometer. Denne udformning lignede meget den, der blev anvendt nogle år senere for Westwall i vest. På grund af denne lighed deler mange af Ostwalls bunkerkonstruktioner træk med dem, der findes i Westwall, selvom andre Ostwall-konstruktioner var betydeligt mere omfattende i deres udformning. Forsvarslinjen bestod af et stort antal bunkeranlæg og komplekse vandbygningstekniske faciliteter. Disse omfattede for eksempel opstemningsanlæg og vandgrave, der skulle fungere som yderligere forhindringer for en fremrykkende fjende. Veje, der førte gennem det område, der blev betegnet som hovedkampfeltet, var udstyret med forskellige former for spærringer, herunder pansrede slagbomme, svingbroer og kiprullebroer. Sidstnævnte var særligt interessante, da de gjorde det muligt at tippe brolegemet op og rulle det ind i et rum under vejen, hvilket effektivt blokerede passagen.

Centralafsnittet: Et Underjordisk Netværk

Et særligt vigtigt og imponerende element af Ostwall var dets centralafsnit. Dette område udgjorde linjens tyngdepunkt og begyndte i syd ved den såkaldte Burschener Schleife, nær byen Burschen (nu Boryszyn i Polen). Herfra strakte det sig omkring tolv kilometer mod nord. Det, der gjorde centralafsnittet unikt, var et omfattende system af underjordiske tunneler, kendt som Hohlgänge. Disse tunneler forbandt bunkerne med hinanden og skabte et integreret forsvarskompleks. Hovedstrækningerne i dette underjordiske system var konstrueret til at være bombesikre og var designet til at håndtere enkeltsporet feltbane-trafik samt fodgængertrafik i dobbelt række. Skinneanlæggene til feltbanen blev produceret af Bochumer Verein für Gußstahlfabrikation AG (BVG). Inden for dette underjordiske netværk fandtes ikke kun transportveje, men også stationer, værksteder, maskinrum og kaserner, der kunne understøtte de styrker, der bemandede fæstningsværkerne. Den samlede længde af dette underjordiske system var imponerende, omkring 32 kilometer.

Konstruktionen Stopper og Genaktiveres

Til trods for den tidlige start og de ambitiøse planer blev udbygningen af Festungsfront Oder-Warthe-Bogen stoppet i 1939. Årsagen var en ændring i den politiske situation, hvor beskyttelsen af rigets grænse mod vest blev anset for at være mere presserende. Dette betød, at fæstningsbyggepersonel og panserbyggede dele, der var tiltænkt Ostwall, blev omdirigeret til vest for at accelerere udbygningen af Westwall. Konsekvensen var, at kun omkring 60 af de planlagte 160 bygningsværker på Ostwall blev færdiggjort. Ydermere, med påbegyndelsen af opførelsen af Atlantvolden fra 1942, skete der en yderligere neddrosling af Ostwall, hvor våben og kommunikationsudstyr blev demonteret og flyttet.

I 1944 gjorde krigssituationen det imidlertid nødvendigt at genoprette Ostwalls forsvarskapacitet. En fremrykning af sovjetiske tropper i regionen var forventet, og fæstningsfronten skulle igen tjene sit formål. Derfor blev der frem til januar 1945 iværksat tiltag for at forbedre forsvaret. Dette skete blandt andet inden for rammerne af Operation Barthold og ved hjælp af Reichsarbeitsdienst (RAD). Der blev udgravet feltstillinger, opsat trådhindringer og bygget adskillige Ringstände (små, runde bunkere). Disse foranstaltninger lykkedes med at etablere en sammenhængende ildfront for maskingeværer langs linjen.

Ostwall i Kamp i 1945

Oprindeligt var det planlagt at bemande Ostwall med 25 bataljoner fra Volkssturm (hjemmeværnslignende styrker), men på grund af krigens hurtige udvikling blev dette ikke realiseret. Fæstningsanlæggene blev dog taget i brug i slutningen af januar 1945 i et forsøg på at stoppe den Røde Hærs og tilknyttede polske troppers Weichsel-Oder-operation. Anlæggene blev besat af enheder fra den tyske Heeresgruppe Weichsel, som trak sig tilbage efter mislykkede forsvarsforsøg længere mod øst. Specifikt benyttede V. SS-Freiwilligen-Gebirgskorps og enheder fra Ersatzheer (erstatningshæren) i det vestligt tilstødende Wehrkreis III denne forsvarslinje. Den 28. januar 1945 indledtes det første angreb på centralafsnittet. Den Røde Hær formåede at bryde igennem i området ved Tirschtiegelstellung efter tre dages kampe. Også i andre afsnit, som for eksempel Werkgruppe Ludendorff og i de sydlige områder omkring Möstchen, ydede de tyske styrker betydelig modstand. Nyere forskning indikerer, at fronten også her holdt stand i tre dage. Først ved en omgående bevægelse nord for vejen mellem Meseritz og Wandern og nord for Schwiebus lykkedes det at overvinde fronten. Nogle panserværker blev simpelthen omgået af den Røde Hær. Volkssturm-mænd, der havde forskanset sig der, blev først opfordret til at overgive sig mellem april og maj. Fordi ikke alle fulgte disse instrukser, førte det til ødelæggelse af panserværkerne, uden at de dog blev ryddet for besætning.

Det Tyske Bunkersystem: Regelbau

Ud over de specifikke forsvarslinjer som Ostwall og Westwall, var tysk befæstningsbyggeri karakteriseret ved et omfattende system af standardisering, kendt som Regelbau. Formålet med denne standardisering var mangeartet og havde flere klare fordele. For det første muliggjorde det fastholdelse af gennemprøvede designfunktioner, når nye bunkere skulle bygges. Dette sikrede, at man ikke gentog fejl, og at man byggede på erfaringer. For det andet forenklede det fremstillingen af store mængder af komponenter, såsom pansrede dele (Panzerungsteilen eller P-Teile) og ventilationsdele (Lüftungsteilen eller ML-Teile). Dette gjorde bestillingen fra de involverede industrivirksomheder langt nemmere. For det tredje lettede standardiseringen opmålingen af byggepladser i forhold til den taktiske situation. Endelig forenklede det selve byggeprocessen og forsyningen af materialer til byggepladsen, da man vidste præcis, hvilke materialer og komponenter der skulle bruges til de forskellige standardtyper.

Standardiseringens omfang var betydeligt. Allerede i 1933 begyndte hærens kommando arbejdet med at standardisere defensive værker med publikationen af 'Vorschrift zum Bau ständiger Befestigungsanlagen' (B. st. B.) – Forskrifter for Bygning af Permanente Befæstningsanlæg. Ud over generelle retningslinjer indeholdt denne forskrift også meget specifikke regler for de pansrede dele og ventilationsdele, der skulle anvendes. Det vigtigste aspekt af standardiseringen var dog byggetykkelsen (Ausbaustärke). Dette refererede til tykkelsen af bunkernes vægge og lofter. I de fire år, det tog at bygge Siegfriedlinjen (Westwall), blev der gentagne gange foretaget ændringer i listen over komponenter, der skulle anvendes. Årsagerne til dette var både den stadige udvikling inden for våbenteknologi og tilgængeligheden af pansrede komponenter og råmaterialer (stål) generelt. De forskellige byggetykkelser, der blev anvendt, er listet her:

Byggetykkelser (væg- og lofttykkelser):

Ud over byggetykkelserne blev bunkerdesign også organiseret i 'serier'. Design fra 1939 med A- og B-tykkelse faldt ind under 100-serien. Senere blev 400-, 500- og 600-serierne oprettet. De nye serier var mere designet til at gøre kasematten i stand til at anvende erobrede våben end til at være stærkere. For eksempel var 400-serien designet til tjekkoslovakiske våben. Kanaløerne modtog primært konstruktioner fra 600-serien.

Mens konstruktionerne blev udført og planlagt af Organisation Todt (OT) for hæren (Heer), skulle marine (Kriegsmarine) og flyvevåben (Luftwaffe) også bemande nogle af befæstningerne. De havde deres egne design og betegnelser for fæstningsværker. Marinen anvendte M (Mittlere eller Mellemstor) for normale søforsvarsbatterier med S (Schwere eller Tung) for de større kaliberkanoner, samt FL (Flak eller antiluftskyts) og V (Versorgung eller forsyning) for andre installationer, med tykkelser varierende fra 1,2m til 2,2m. Luftwaffe tilføjede simpelthen et 'L' til alle deres design, kopierede 1938-design, før de skabte deres egne serier. Standardiseringen forenklede i høj grad fremstillingen af udstyr, forsyningen af materialer og den budgetmæssige og finansielle kontrol af konstruktionen samt planlægningshastigheden for byggeprojekter.

Udvikling af Regelbau-design

Efter besættelsen af tyske områder vest for Rhinen i 1936 begyndte fæstningsingeniører opførelsen af Siegfriedlinjen. Derved kunne de drage fordel af deres tidligere erfaringer med bunkerbyggeri. I overensstemmelse med Versailles-traktaten havde de allerede bygget Wetterau-Main-Tauber-stillingen og Neckar-Enz-stillingen før 1936. Da byggeriet af selve Siegfriedlinjen startede i 1936, kunne de fra starten anvende design fra de to tidligere befæstninger. Fra disse eksisterende planer udviklede fæstningspionerer hurtigt forbedrede bunkere, der blev bygget fra 1937. Denne byggeperiode blev navngivet Ingeniørbyggeprogrammet og var karakteriseret ved bunkere bygget til B1 standardtykkelser (1,0 meter). Da tykkelsen af disse strukturer snart blev anset for at være for svag, og fordi der var et stort antal Regelbau-design (og dermed forvirring), blev nye typer udviklet og implementeret fra 1938. Disse nye design blev i høj grad opnået ved at forenkle og reducere antallet af Regelbau-typer. Denne nye byggeperiode blev kaldt Limes-programmet. Fæstningsingeniørerne havde ikke længere ansvaret for byggeriet; i stedet overtog Organisation Todt (OT), der lovede Hitler at levere det antal strukturer, han ønskede. Planerne for Limes-programmet forudså ikke inklusionen af byerne Aachen og Saarbrücken, og de endte derfor foran den planlagte linje af befæstninger. Dette ændrede sig i 1939 med Aachen-Saar-programmet. Fra 1939 blev endnu flere nye Regelbau-bunkere designet til byggeprogrammet, som så stigninger i byggetykkelserne. Fra da af skulle kun bunkere, der opfyldte 'B neu' (2,0m) og 'A' (3,5m) standarderne, bygges. Med udbruddet af Anden Verdenskrig den 1. september 1939 ændrede prioriteterne for opførelsen af Siegfriedlinjen sig. Den fornyede mangel på råmaterialer førte til udviklingen af en ny serie af Regelbau-design, de såkaldte krigstidsstandarddesign eller Kriegsregelbauten. Efter de 'overdådige' Regelbauten fra Aachen-Saar-programmet var den sidste byggeperiode domineret af massive økonomiske begrænsninger. For eksempel blev observationskupler og flankerende skydestillinger ikke længere leveret, og rummene blev mindre.

Udvidelse af Byggeprojekter og Arbejdskraft

Fra 1941 til 1944 blev arbejdet beordret på en række byggeprojekter i Vesteuropa. Blandt de første var kanonerne ved Doverstrædet, der blev påbegyndt i juli 1940 og omfattede Todt-batteriet. Byggeriet af ubådsbasen i Saint-Nazaire begyndte i februar 1941. Efter det første effektive kommandoangreb i marts 1941 (Operation Claymore) og med planlægningen af Operation Barbarossa besluttede Hitler i juni 1941 at styrke vesten mod mulige angreb. Kanaløerne blev valgt til at blive store befæstninger, efterfulgt i 1942 af ordren om at bygge Atlantvolden. En enorm mængde udstyr var nødvendig: cement, sand, grus og stål til at konstruere betonbefæstningerne, våben og panserplader til forsvar og hundredtusinder af arbejdere. For at afhjælpe mangel blev udstyr fra franske og andre besatte hære indarbejdet i forsvaret. Kasematter blev designet til ikke-tysk artilleri, panserværnsvåben og maskingeværer, og tårne fra forældede kampvogne blev brugt i Tobrukstand-pillekasser (Tobruk-gruber).

Arbejdskraften kom fra en udvidelse af Organisation Todt, der indgik kontrakter med bygge- og anlægsvirksomheder fra Tyskland og besatte lande om at udføre arbejdet. OT forsynede dem med udstyr, tilsynsførende og arbejdskraft. Arbejdskraften bestod af dygtige frivillige, ingeniører, designere og tilsynsførende, som blev betalt og behandlet godt. Dernæst kom frivillige arbejdere, ofte dygtige teknikere, såsom tømrere, blikkenslagere, elektrikere og metalarbejdere. Disse arbejdere blev også betalt, holdt ferie og blev behandlet godt. Derefter kom ufaglært tvangsarbejde, der blev betalt meget lidt og behandlet ret hårdt. Sidst kom egentlig slavearbejde, der blev betalt så lidt, fik dårlig mad og blev behandlet meget hårdt. Nye design blev tilføjet til Regelbau-systemet. Nogle var varianter af eksisterende design, modificeret til at passe til lokale forhold, andre blev skabt for at omfatte nye våben, såsom forbedrede radarenheder, V-våben og våben erobret fra besatte lande. Hvor hær- eller marineingeniører var ansvarlige for en større konstruktion, snarere end OT, fulgte konstruktionen ofte ikke Regelbau-systemet.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var Ostwall?
Ostwall, eller Festungsfront Oder-Warthe-Bogen, var en stærkt befæstet tysk forsvarslinje opført fra 1934 øst for Berlin, strækkende sig fra Warthe til Oder-floden. Den var designet til at være et omfattende befæstet område med bunkere, vandhindringer og befæstede veje.

Hvorfor blev Ostwall bygget så tidligt?
Opførelsen kunne begynde allerede i 1934, fordi Tyskland ikke var underlagt de samme traktatmæssige begrænsninger i øst, som Versailles-traktaten pålagde landet i vest.

Hvorfor blev byggeriet af Ostwall stoppet i 1939?
Byggeriet blev stoppet, fordi den politiske situation ændrede sig, og beskyttelsen af grænsen mod vest (udbygningen af Westwall) blev anset for mere presserende. Personel og materialer blev omdirigeret dertil.

Hvad er det underjordiske system (Hohlgänge) på Ostwall?
Det er et netværk af bombesikre tunneler i Ostwalls centralafsnit, der forbinder bunkerne. Systemet omfattede feltbanespor til transport samt stationer, værksteder, maskinrum og kaserner.

Hvad er Regelbau?
Regelbau var et standardiseret system for design og konstruktion af tyske militære befæstninger. Det havde til formål at strømline byggeprocessen, materialeforsyningen og brugen af komponenter samt at drage fordel af gennemprøvede design.

Hvad betød byggetykkelse (Ausbaustärke) i Regelbau-systemet?
Byggetykkelsen var et centralt standardiseringsaspekt, der angav tykkelsen af bunkernes vægge og lofter. Forskellige standarder som A, B neu, B1 etc. angav forskellige tykkelser, der afspejlede beskyttelsesniveauet.

Hvordan udviklede Regelbau-designene sig over tid?
De udviklede sig gennem forskellige programmer (Ingeniørprogrammet, Limes-programmet, Aachen-Saar-programmet, Kriegsregelbauten), der justerede design, tykkelser og standardisering baseret på erfaringer, teknologisk udvikling, materialemangel og økonomiske begrænsninger.

Hvem byggede Regelbau-værkerne?
Oprindeligt fæstningsingeniører, men senere blev hovedansvaret overtaget af Organisation Todt (OT), der anvendte forskellige typer arbejdskraft, herunder frivillige, tvangsarbejdere og slavearbejdere.

Blev Ostwall brugt i kamp?
Ja, Ostwall blev brugt i kamp i januar 1945 af retirerende tyske styrker i et forsøg på at standse den sovjetiske fremrykning under Weichsel-Oder-operationen.

Kunne du lide 'Ostwall og Tysklands Fæstningsværker'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.