Erna i krig: Sønderjysk skæbne i WW1

Erling Jepsen, en forfatter kendt for sit dybe engagement i sine sønderjyske rødder, har med sin roman 'Erna i krig' kastet lys over en ofte overset del af danmarkshistorien: de dansksindede sønderjyders skæbne under Første Verdenskrig. En skæbne, der tvang tusindvis til at kæmpe på tysk side i en krig, de ikke følte var deres egen. Men bogen er mere end blot en historisk beretning; den er også en rejse ind i forfatterens egen fortid og hans ambivalente forhold til den hjemstavn, der har formet ham.

Spørgsmålet om, hvor man kommer fra, er centralt i Erling Jepsens liv og forfatterskab. Mens det i København kan virke upassende, er det i Sønderjylland en naturlig indledning på en samtale. Dette spørgsmål har drevet Jepsen til at udforske sin opvækst i Gram og bearbejde den gennem sine mange romaner og skuespil. 'Erna i krig' markerer et skift, idet det er hans første historiske roman, men den fortsætter tråden af selvudforskning og fortidsbearbejdelse.

For Erling Jepsen, ligesom for mange af hans jævnaldrende sønderjyder, er Første Verdenskrig ikke fjern historie, men noget der har sat dybe spor i hans egen familie. Hans morfar kæmpede på østfronten, mens hans farfar var på vestfronten. De var blandt de over 30.000 dansk- og tysksindede sønderjyder, der blev indkaldt til den tyske hær. Omkring 6.000 af dem døde, og atter tusinder vendte hjem med både fysiske og psykiske ar. Erling Jepsens morfar bar ar efter et granatnedslag, mens hans farfar led resten af livet under det, man dengang kaldte granatchok – i dag kendt som posttraumatisk belastningsreaktion. Disse personlige skæbner er en drivkraft bag bogen.

Erling Jepsen giver udtryk for en frustration over, at disse sønderjyders skæbne er blevet 'visket fuldstændig ud af historien'. Han mener, at problemet ligger i, at de hverken passer ind i danmarkshistorien eller tysklandshistorien. Efter Danmarks nederlag i 1864 var Sønderjylland tysk frem til Genforeningen i 1920. Jepsen, der tidligere har fremsat det provokerende synspunkt, at Sønderjylland 'skal hjem til Tyskland' – et udsagn der skal forstås som en kommentar til landsdelens særlige, marginaliserede status i Danmark – argumenterer for, at Sønderjylland stadig føles som et 'vedhæng' til Danmark. Han påpeger, at der sjældent tales om Sønderjylland og Første Verdenskrig, selv under 100-årsmarkeringer for freden. Han ser et behov for oplysning om denne 'underfortalte' historie, og det er netop her, han håber, at 'Erna i krig' kan bidrage.

Inspirationen til 'Erna i krig' opstod i forbindelse med 100-året for Første Verdenskrigs afslutning i 2018. Erling Jepsen begyndte for to år siden at dykke ned i historiske kilder, især soldaters breve og dagbøger. Han fandt disse dokumenter dybt dramatiske. Han blev særligt grebet af, hvordan soldaterne, der kom fra små byer og lokalsamfund, slet ikke følte nogen forbindelse til krigen. Det var ikke 'deres krig', men de blev alligevel tvunget til at deltage. Denne følelse af ufrivillig deltagelse og fremmedgørelse blev kernen i hans fortælling.

Stort set alle scener i romanen er baseret på disse autentiske breve og dagbogsnotater. De bliver omsat til hovedpersonen Ernas oplevelser, fortalt i førsteperson. Erna er en jordbunden sønderjysk kvinde, der tager en drastisk beslutning: forklædt som mand snyder hun sig ind i den kejserlige tyske hær. Hendes motivation er dybt personlig og moderlig; hun vil passe på sin 17-årige søn, Kalle, der er blevet indkaldt, og som ifølge bogen 'ikke har så mange kopper i skabet'.

En betydelig del af handlingen udspiller sig under det blodige slag ved Somme i 1916, et slag der kostede over en million soldater livet. Her beskriver Erna det brutale soldaterliv ved fronten: de uhygiejniske, rottebefængte skyttegrave, den konstante granatregn, de frygtede gasangreb, den dødbringende maskingeværild og de overfyldte lazaretter. Disse beskrivelser af krigens rædsler er intenst skildret.

Anmelderen Klaus Rothstein har i Weekendavisen påpeget, at disse krigsbeskrivelser i 'Erna i krig' ikke tilføjer 'absolut nichts Neues' sammenlignet med klassikere som Hemingways 'Farvel til våbnene' eller Remarques 'Intet nyt fra Vestfronten'. Erling Jepsen er dog uenig i denne kritik. Han understreger, at hans inspiration ikke kom fra disse værker, men fra de sønderjyske soldaters egne beretninger. Han argumenterer for, at det nye og væsentlige i hans bog netop er historien om Sønderjylland og sønderjyderne, som han ønsker at fortælle. Desuden tilføjer han, at Erna er en kvinde – et perspektiv der heller ikke tidligere er set i denne sammenhæng, selvom der findes historiske kilder, der antyder kvindelige soldater ved fronten. Jepsen tilføjer med et glimt i øjet, at eventuelle historiske unøjagtigheder kan tilskrives Ernas hukommelse, da hun jo blot er et menneske, men han mener ikke, at der er noget at udsætte på hendes beretning.

Som handlingen skrider frem, bliver Ernas dække som mandlig soldat afsløret. For at blive ved fronten og fortsat kunne hjælpe Kalle og de andre sønderjyske soldater, hun har mødt, må hun igen tage kvindetøj på. Nu, forvist fra skyttegravene, vokser hendes ambition til at ville hjælpe hele Sønderjylland. Hun udtænker en plan, der er mildest talt usædvanlig og grotesk. Ernas mål er at få Sønderjylland tilbage til Danmark, hvilket kræver, at Tyskland taber krigen. For at opnå dette, beslutter hun, at de tyske soldater skal gøres ukampdygtige – men for at spare menneskeliv skal det ske via kønssygdomme. Hendes logik er, at hvis tilstrækkeligt mange soldater pådrager sig syfilis eller gonorré, vil den tyske hær svækkes afgørende. Med en fransk prostitueret som allieret opretter Erna et mobilt bordel, en skurvogn trukket af en krigsskadet hest, og følger hæren til fronten. Ironisk nok nægtes de sønderjyske soldater adgang til bordellet. Dette plot er, som de fleste læsere vil indse, på grænsen til det sandsynlige.

Erling Jepsen anerkender selv, at plottet er 'på grænsen til det sandsynlige', og han indrømmer, at han godt kan lide det. Han understreger dog, at konceptet med mobile bordeller, kendt som Mobile Feld-Freudenhäuser, er historisk dokumenteret. Et billede af et sådant bordel pryder endda bogens omslag og var med til at inspirere ham til handlingen. Jepsen forklarer, at selvom han gerne ville, kan han ikke skrive en strengt historisk roman. Hans styrke ligger i humoren – en humor, han beskriver som sønderjysk. Denne form for humor tillader at tale om forfærdelige ting med en vis distance, hvilket forhindrer, at man kommer for tæt på følelsesmæssigt. Det er en måde at håndtere det tragiske på.

Hvad kan man så lære om en tragedie som sønderjydernes skæbne i Første Verdenskrig ud fra en bog, der blander oplysning med humor frem for historisk akkuratesse? Erling Jepsen mener, at bogen handler om, hvordan man tackler livets tragedier og kaos. Hans svar er, at man holder fast i hverdagen – en form for terapi, der repræsenterer det normale. Dette mønster har han også set i soldaternes breve; de skrev sjældent om rædslerne i skyttegravene, men udviste stor interesse for hverdagen derhjemme – små ting som naboens kastrerede kat eller bedstemorens forkølelse. Det er det banale, der holder dem i live.

I bogen er Erna også optaget af hverdagsting. Hun syr uniformer, holder Kalles fødselsdag i skyttegraven, og når hun tænker på sit hjem i den fiktive landsby Bramstrup, bekymrer hun sig om sine stueplanters ve og antallet af døde fluer i vindueskarmene. Erna normaliserer situationen så meget som muligt, hvilket Erling Jepsen ser som dybt klogt og noget, vi alle kan lære af. Der er en logik i det: Krigen er ond, men verden er ikke ond i sig selv. Selv når forfærdelige ting sker personligt, betyder det ikke, at hele verden er ond. Jepsen citerer H.V. Kaalunds sang 'Jeg elsker den brogede verden' fra Højskolesangbogen: 'Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last.' Han konkluderer, at kålpølser og andre hverdagsting kan bidrage væsentligt til at bære en igennem. Det lyder måske naivt, men ifølge Jepsen er det det ikke.

For dem, der kender Erling Jepsens øvrige forfatterskab, er det tydeligt, at Ernas tilgang til at overleve ved at fokusere på det normale afspejler forfatterens egen måde at gribe tilværelsen an på. Hans værker har ofte bearbejdet hans opvækst i det indremissionske miljø i Gram, præget af psykisk sygdom, incest og trusler om vold og selvmord. Hans gennembrudsroman, 'Kunsten at græde i kor' fra 2002, betegner han som meget selvbiografisk.

Han bekræfter, at skrivning fungerer som en form for terapi for ham, en måde at finde ind til sig selv og sine rødder. I sit voksenliv har han først forsøgt at lægge afstand til sine sønderjyske rødder. Men da han selv blev far, indså han vigtigheden af rødderne, hvilket førte til 'Kunsten at græde i kor'. Nu forsøger han aktivt at genfinde og forstå sine rødder for bedre at forstå, hvem han er. 'Erna i krig' er et skridt i denne proces, hvor han leder efter den 'røde tråd' i sin historie. Han nævner specifikt sin farfars 'bombefeber', som man troede ville gå over, men som aldrig gjorde. Dette skabte skam i familien og påvirkede hans far og dermed resten af familien.

Mens Jepsens far var en dominerende patriark, var hans mor, hvis tyske familie stammede fra Altona, mere tilbagetrukken. Hun tav om sin psykisk syge mands overgreb, mens hun forsøgte at normalisere familielivet for sig selv og deres fem børn. På denne måde er Erna i romanen delvist inspireret af hans mor. Jepsen forklarer, at de ikke måtte høre om hans mors historie og hendes familie i Altona, da de blev associeret med nazisterne. De måtte heller ikke se tysk tv. Som voksen erkender han, at han dumt fulgte disse restriktioner. Derfor føler han, at en del af ham ligger gemt væk, hvilket bidrager til hans optagethed af at finde sine rødder og forstå sin identitet: Er han halvt tysk eller halvt dansk? Hvordan skal han forstå sig selv i lyset af denne splittelse?

I denne søgen kan han blive misundelig på Erna. Hun har solidt fat i sine rødder; hendes mor hed Erna, hendes mormor hed Erna, og begge boede i det samme hus i Bramstrup som hun selv. Erna ved, hvem hun er, og hvor hun kommer fra gennem flere generationer. Dette føler Erling Jepsen må være 'vidunderligt'.

Historien om Erna i krig er dermed en kompleks blanding af historisk inspiration, dybt personlige refleksioner og en unik litterær stil. Det er en Gavtyveroman, som forfatteren selv kalder den, der med humor og groteske elementer formidler en alvorlig og glemt historie.

Ofte Stillede Spørgsmål om Erna i krig

Her besvares nogle typiske spørgsmål relateret til Erling Jepsens roman:

• Er Erna i krig en sand historie?
  Nej, 'Erna i krig' er en roman, altså en fiktiv historie. Den er dog stærkt inspireret af virkelige historiske begivenheder – nemlig de dansksindede sønderjyders deltagelse i Første Verdenskrig på tysk side – og baseret på studier af autentiske soldaterbreve og dagbøger. Forfatteren, Erling Jepsen, har også indvævet elementer fra sin egen familiehistorie og sit personlige forhold til Sønderjylland. Romanen bruger humor, groteske elementer og en fiktiv hovedperson, Erna, til at belyse de historiske omstændigheder og menneskelige skæbner. Det er altså ikke en dokumentarisk, sand beretning, men en litterær fortolkning af en historisk periode og dens konsekvenser.
• Hvem spiller Kalle i Erna i krig?
  Kalle er en fiktiv karakter i Erling Jepsens roman 'Erna i krig'. Han er hovedpersonen Ernas 17-årige, naive søn, der bliver indkaldt til den tyske hær under Første Verdenskrig. Ernas beslutning om at forklæde sig som soldat og følge ham til fronten er bogens centrale drivkraft. Da 'Erna i krig' er en roman, er der ingen skuespillere, der 'spiller' Kalle, medmindre bogen eventuelt er blevet eller bliver filmatiseret eller opsat som teaterstykke, hvilket den foreliggende tekst dog ikke nævner. I romanen eksisterer Kalle som en litterær figur.

Kunne du lide 'Erna i krig: Sønderjysk skæbne i WW1'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.