Det Lykkelige Arabien: En Skæbnesvanger Rejse

I midten af 1700-tallet, en tid præget af oplysning og en glubende tørst efter viden om fjerne lande, besluttede den danske konge at sende en ekspedition til det, der dengang var kendt som Det Lykkelige Arabien – nutidens Yemen. Formålet var ambitiøst: at udforske regionens natur, geografi, sprog, kultur og historie. Det skulle blive en rejse fyldt med videnskabelige opdagelser, men også en rejse præget af interne stridigheder, sygdom og død, hvor kun én mand vendte tilbage for at berette om eventyret.

Ekspeditionen var et prestigeprojekt for Danmark, finansieret af kongen selv. Man samlede et hold af videnskabsmænd, hver med sit speciale, for at dække så mange aspekter af Arabien som muligt. Holdet bestod af videnskabsmænd med forskellig baggrund og personligheder, hvilket fra starten lagde kimen til de udfordringer, der ventede dem.

Deltagerne: En Broget Skare af Talenter og Temperamenter

Ekspeditionens succes afhang af samarbejdet mellem dens medlemmer, men desværre var personlighederne vidt forskellige, og ambitioner stødte sammen. Lad os se nærmere på nogle af de centrale figurer.

Sprogvidenskabsmanden (Von Haven)

Født i 1727 på Sydfyn, blev han student i Odense og senere magister i sprogvidenskab. Trods sin akademiske baggrund beskrives han som passiv, herskesyg og egoistisk. Hans hovedopgave var at indsamle og afskrive gamle arabiske skrifter. Desværre fik han ikke udrettet meget på dette område under rejsen.

Hans vanskelige personlighed skabte hurtigt problemer. Han var rasende over at blive nægtet rollen som ekspeditionens leder og kassemester, en position han mente tilkom ham som dansker, finansieret af den danske konge. Til hans store fortrydelse gik ansvaret for pengekassen til den tyske bondesøn, Niebuhr, en beslutning der var et hårdt slag for hans anseelse.

Allerede inden skibet forlod Helsingør, klagede han til Bernstorff og insisterede på at rejse over land, overbevist om at sørejsen ville slå ham ihjel. Han fik sin vilje, men denne handling kostede ham yderligere respekt blandt de andre. Hans ønske om hævn kulminerede i Konstantinopel, hvor han købte arsenik med den formodede hensigt at forgifte sine rejsefæller, især hans ærkefjende, botanikeren Forsskål.

Carsten Niebuhr: Landmåleren og Overleveren

Født i 1733 i Hadeln, voksede Carsten Niebuhr op i et beskedent bondemiljø. Han viste tidligt evner inden for matematik og fysik. Efter farens død måtte han stoppe skolen, men blev senere uddannet landmåler. Han studerede ved universitetet i Göttingen, hvor han lærte arabisk og astronomi – essentielle færdigheder for ekspeditionen.

Niebuhrs officielle rolle var ekspeditionens landmåler. Hans opgave var at kortlægge de ukendte områder, de skulle rejse igennem. Ved hjælp af datidens avancerede instrumenter kunne han bestemme positioner ud fra himmellegemernes placering. Han beskrives som lidet krævende og mådeholden, især i økonomiske anliggender. Denne egenskab gjorde, at Bernstorff valgte ham som kassemester frem for den ødsle Von Haven – en beslutning, der som nævnt, vakte stor harme hos sidstnævnte.

Niebuhr blev tilbudt titler som professor og kaptajn, men afslog dem ydmygt, da han ikke mente, han levede op til dem. Han fik titlen Ingenieur Lieutenant. Niebuhr var en nøglefigur for ekspeditionen. Han hjalp villigt sine rejsefæller med deres opgaver og overtog gradvist flere og flere af ekspeditionens arbejdsbyrder, dels på grund af Von Havens uvirksomhed, dels takket være sin egen talent, energi og nysgerrighed. Han navigerede så godt som muligt i konflikterne, men da Von Havens køb af arsenik blev opdaget, var han blandt underskriverne på brevet til Bernstorff og gjorde det klart, at han ville forsvare sig og de andre, om nødvendigt med magt.

Peter Forsskål: Botanikeren med det Stærke Temperament

Født i 1732 i Helsingfors, var Peter Forsskål et videnskabeligt talent fra en ung alder. Han studerede ved universitetet i Uppsala og viste tidligt evner inden for sprog, filosofi og teologi. Han fik stipendium til videre studier, hvor han fordybede sig i botanik under den berømte Carl von Linné. Hans hovedopgave på ekspeditionen var at udforske og klassificere planter, dyr og andre organismer i Arabien.

Forsskål var kendt for at være dygtig og stærk i sine holdninger, som han forsvarede til det yderste. Dette havde tidligere skabt problemer for ham, blandt andet med hans doktorafhandlinger om ytringsfrihed. Han havde også et voldsomt temperament, der sammen med Von Havens stædighed førte til store uenigheder mellem dem allerede inden rejsen begyndte. Da han mødte Niebuhr første gang, var han angiveligt nedladende og kortfattet.

Christian Carl Cramer: Lægen

Født i 1732 i København, studerede Christian Carl Cramer medicin og blev uddannet læge syv år efter at være blevet student. Han blev oprindeligt ansat som assistent for Professor Forsskål, men endte med primært at udøve sin lægegerning under rejsen. Hans arbejde beskrives som beskedent og uden stor opsigt eller betydning for ekspeditionens videnskabelige resultater. Han var den sidste af Niebuhrs rejsefæller, udover Niebuhr selv, der døde.

Georg Wilhelm Baurenfeind: Tegneren

Født i 1728 i Nürnberg, var Georg Wilhelm Baurenfeind en dygtig kobberstikker og maler, kaldet til Danmark for sit talent. Han modtog anerkendelse i form af guldmedaljer fra Akademiet. Hans rolle på ekspeditionen var at dokumentere opdagelserne visuelt. Han tegnede mange af sine rejsefællers fund – planter, dyr, landskaber og mennesker – men malede også egne motiver. Han beskrives som samvittighedsfuld, fredsommelig og godmodig. Han holdt sig ude af de direkte stridigheder, men var alligevel medunderskriver på brevet til Bernstorff angående Von Havens mistænkelige adfærd.

Rejsen Går: Konflikter og Videnskabeligt Arbejde Undervejs

Ekspeditionen påbegyndte sin rejse, men de interne spændinger var tydelige fra starten. Von Havens beslutning om at rejse over land for at møde de andre i Marseilles, en omvej drevet af frygt for sørejsen og et ønske om at genvinde noget tabt anseelse, understregede hans vanskelige natur. Hans køb af arsenik i Konstantinopel afslørede en mørkere side og skabte dyb mistillid blandt de andre, især Forsskål og Niebuhr, der truede med at forsvare sig, hvis det blev nødvendigt.

Trods konflikterne fortsatte det videnskabelige arbejde. Niebuhr kortlagde kystlinjer og landskaber, Forsskål indsamlede og beskrev utallige arter af planter og dyr, Baurenfeind tegnede flittigt for at dokumentere opdagelserne, og Cramer ydede medicinsk assistance efter bedste evne. Von Haven derimod fik, som nævnt, ikke udrettet meget med sin opgave at indsamle arabiske skrifter.

En Dødelig Destination: Det Lykkelige Arabiens Tragedie

Rejsen til og opholdet i Det Lykkelige Arabien viste sig at være ekstremt farefuld. Klimaet, sygdomme og de lange, strabadserende etaper tærede hårdt på ekspeditionens medlemmer. En efter en bukkede de under.

• Sprogvidenskabsmanden (Von Haven) døde den 26. maj 1763 i byen Mokka i Yemen.
• Tegneren Georg Wilhelm Baurenfeind døde kort efter, den 29. august 1763, under overrejsen mellem Mokka og Bombay.
• Botanikeren Peter Forsskål døde også i Yemen, før ekspeditionen nåede Bombay (datoen er ikke angivet i den foreliggende tekst, men hans død skete før Cramer og Niebuhr nåede Indien).
• Lægen Christian Carl Cramer døde den 10. februar 1764 i Bombay.

Af de oprindelige seks europæiske deltagere var Carsten Niebuhr den eneste, der overlevede den farefulde rejse og vendte hjem til Danmark.

Carsten Niebuhrs Hjemkomst og Ekspeditionens Arv

Efter sine rejsefællers død stod Carsten Niebuhr alene tilbage med ansvaret for at bringe ekspeditionens resultater hjem. I stedet for at tage den hurtigste vej tilbage med et engelsk skib fra Bombay, valgte han at følge den oprindeligt planlagte rute for at fuldføre den geografiske dokumentation. Denne beslutning vidner om hans dedikation til opgaven.

Da han endelig vendte hjem til København i 1767, blev han forfremmet til kaptajn. Hans vigtigste arbejde begyndte dog først nu: at udgive ekspeditionens videnskabelige resultater. Dette var en monumental opgave, der tog ham omkring ti år og delvist måtte finansieres af hans egne midler. Niebuhrs udgivelser – omfattende kort, beskrivelser af flora og fauna (baseret på Forsskåls noter og egne observationer), samt detaljerede observationer af kultur, samfund og geografi i de besøgte områder – blev en uvurderlig kilde til viden om Arabien for den europæiske verden.

Carsten Niebuhr bosatte sig senere i Ditmarsken, sin hjemegn, hvor han arbejdede som landsskriver. Han døde fredeligt i en høj alder af 82 år den 26. april 1815, som den sidste levende forbindelse til den ambitiøse, men tragiske ekspedition til Det Lykkelige Arabien.

Sammenligning af Deltagerne

Her er en kort oversigt over de primære europæiske deltagere og deres skæbner:

Spørgsmål og Svar om Ekspeditionen

Mange undrer sig over detaljerne ved denne bemærkelsesværdige, men tragiske rejse. Her er svar på nogle ofte stillede spørgsmål:

Hvad var det primære mål med ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien?
Hovedformålet var at udføre videnskabelig forskning og dokumentation af Arabien Felix (Yemen) inden for områder som geografi, botanik, zoologi, sprog, kultur og etnografi. Det var et produkt af oplysningstidens ønske om at kortlægge og forstå verden.

Hvorfor døde næsten alle deltagerne?
Den præcise årsag til dødsfaldene er ikke detaljeret i den foreliggende tekst, men det var en lang og yderst strabadserende rejse i et klima og miljø, som europæerne ikke var vant til. Sygdomme, underernæring og de generelle farer ved rejser i 1700-tallet i fjerne egne var sandsynligvis de primære årsager. Kun Carsten Niebuhrs robusthed og måske held gjorde, at han overlevede.

Hvilken rolle spillede Carsten Niebuhr under og efter ekspeditionen?
Niebuhr var ekspeditionens landmåler og kassemester. Han var en dygtig og udholdende videnskabsmand, der hjalp sine kolleger og overtog flere opgaver, efterhånden som de bukkede under. Efter sin hjemkomst var hans mest betydningsfulde bidrag udgivelsen af ekspeditionens omfattende videnskabelige resultater, hvilket gav Europa den første pålidelige viden om regionen.

Var der konflikter blandt deltagerne?
Ja, der var betydelige konflikter, især drevet af sprogvidenskabsmandens (Von Havens) vanskelige personlighed, hans utilfredshed med sin rolle og mistanken om, at han planlagde at forgifte de andre. Disse interne stridigheder bidrog til de i forvejen svære forhold.

Hvad er ekspeditionens varige betydning?
Trods det tragiske tab af menneskeliv var ekspeditionen en stor videnskabelig succes takket være Carsten Niebuhrs overlevelse og hans efterfølgende udgivelse af materialet. Ekspeditionen leverede banebrydende viden om Arabien, der havde stor indflydelse på fremtidig forskning og Europas forståelse af Mellemøsten.

Ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien står som et vidnesbyrd om 1700-tallets videnskabelige ambitioner og de enorme personlige omkostninger, der kunne være forbundet med at udvide Europas viden om verden. Carsten Niebuhrs navn vil for altid være knyttet til denne rejse som den mand, der sikrede, at dens videnskabelige udbytte ikke gik tabt.

Kunne du lide 'Det Lykkelige Arabien: En Skæbnesvanger Rejse'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.