12 år ago
Peter Høeg er en forfatter, hvis værker ofte har udfordret læserens forventninger og grænserne mellem fiktion og virkelighed. En roman, der særligt illustrerer dette, er 'De måske egnede', som udkom i 1993. Denne bog skabte ikke kun litterær debat, men også personlig forargelse hos mange, da forfatteren tilsyneladende legede med sin egen historie og læsernes tillid.
Da 'De måske egnede' udkom i 1993, var Peter Høeg allerede en anerkendt forfatter, især efter det internationale gennembrud med 'Frøken Smillas fornemmelse for sne'. Med den nye roman tog han imidlertid et overraskende skridt. Han udtalte til pressen, at 'De måske egnede' var hans hidtil mest selvbiografiske roman. Hovedpersonen bar hans eget navn, Peter Høeg, og delte endda fødselstidspunkt med ham. Romanen skildrede en barsk opvækst for en forældreløs dreng, der tav i årevis og blev flyttet fra institution til institution, udsat for ydmygelser og straffe. Denne skildring chokerede mange læsere, der opfattede bogen som et autentisk vidnesbyrd om en grusom barndom.
Opstandelse og afsløring
Opstandelsen var stor. Folk læste bogen som en tragisk, selvbiografisk beretning. Peter Høegs egne udtalelser forstærkede denne opfattelse. Han takkede angiveligt sine forældre for at have adopteret ham, da han blev smidt ud af skolen. Offentligheden hungrede efter mere information om hans baggrund.
Men kun få måneder senere, på en bogmesse, vendte Peter Høeg pludselig på en tallerken. Da han blev spurgt ind til sin 'bitre baggrund', svarede han, at der slet ikke havde været en bitter baggrund. Han forklarede, at han var vokset op i en god borgerlig familie, at han ikke var adopteret, og at begge hans forældre levede og endda var til stede ved messen. Han pegede op mod balkonen, hvor to ældre mennesker vinkede fornøjet. Dette øjeblik tog fuldstændig luften ud af den fremherskende selvbiografiske læsning af bogen. Læserne følte, at forudsætningen for at læse bogen var forsvundet, og de måtte begynde forfra med at forstå værket.
Dobbeltkontrakten forklaret
Denne manøvre, hvor en forfatter først lader som om, et værk er baseret på virkelighed eller egne oplevelser, for derefter at erklære det for ren fiktion, kalder litteraten Poul Behrendt for en dobbeltkontrakt. I sin bog af samme navn ('Dobbeltkontrakten') analyserer Behrendt dette fænomen, som han ser som en ny kunstform, der vinder frem i moderne litteratur.
Dobbeltkontrakten indebærer to modstridende 'aftaler' med læseren: den ene lover autenticitet og virkelighed, den anden insisterer på fiktionens frihed. Disse to kontrakter udelukker hinanden, hvilket skaber en bevidst forvirring hos læseren. Ifølge Behrendt er flere og flere forfattere begyndt at bruge dette greb. De skaber interesse ved at antyde virkelighedsrelationer, men trækker sig tilbage, når de bliver konfronteret, og erklærer forfatteren selv for irrelevant i forhold til værket.
Hvorfor indgår forfattere dobbeltkontrakter?
Poul Behrendt ser dobbeltkontrakten som en reaktion på den moderne medievirkelighed. Selvom litteraturteorien måske har erklæret 'forfatteren for død', altså at forfatterens intention eller liv er irrelevant for fortolkningen af værket, er forfatteren i praksis en uundgåelig del af en bogs tilblivelse og reception i medielandskabet. Forfatteren skal optræde, tale om bogen og dens baggrund. Ved at indgå en dobbeltkontrakt kan forfattere deltage i dette spil, men samtidig undslippe at blive fastholdt på bestemte præmisser. De kan skabe opmærksomhed og debat ved at lege med autenticitet, men bevarer friheden til at dementere og dermed trække tæppet væk under læserens forventninger.
Reaktioner på Høegs dobbeltkontrakt
Peter Høegs dobbeltkontrakt med 'De måske egnede' skabte stærke reaktioner. Mange læsere følte sig bedraget og forargede. Poul Behrendt fortæller om gymnasielærere, der var så vrede over at have grædt over en historie, de troede var sand, at de simpelthen ikke ville tilgive Peter Høeg og anså ham for 'færdig som forfatter'. Bedraget om at være adoptivbarn blev opfattet som utilgiveligt.
Behrendt selv har tilgivet Høeg, men finder stadig dobbeltkontrakten problematisk. Han påpeger dog, at selvom 'De måske egnede' ikke var selvbiografisk på de punkter, folk troede, så *var* der elementer, der passede med Høegs baggrund. Han nævner for eksempel referencer til Bordings Friskole, hvor Høeg selv blev bortvist. Behrendt argumenterer for, at disse selvbiografiske elementer ikke er bogens slutpunkt, men snarere starten på dens dybere mening. Bogen bruger den fiktionaliserede barndomsskildring som udgangspunkt for en kulturkritik, der handler om vores forhold til tid, autoriteter og sprog, og om samfundets evne og vilje til at integrere alle mennesker.
Vidnesbyrdlitteratur og forargelse
Behrendt kobler 'De måske egnede' til genren vidnesbyrdlitteratur, som opstod i kølvandet på det 20. århundredes folkemord og er de overlevendes beretninger. Han ser Høegs og andre forfatteres værker som vidnesbyrdlitteratur, der udsættes for en fiktionalisering. Det er her, han mener, forfatterne rører ved 'højspændingsledningerne'. Vidnesbyrdlitteratur forudsætter, at tingene er sket, og at forfatteren ikke bedrager læseren. Når en forfatter som Høeg (eller en tysk forfatter, der fabrikerede en KZ-lejr-barndom) bruger fiktion inden for en ramme, der ligner vidnesbyrd, skaber det vrede, fordi det bryder den underliggende kontrakt om autenticitet, der er afgørende for genren.
Andre eksempler på dobbeltkontrakter
Poul Behrendt ser dobbeltkontrakten hos flere andre forfattere. Han nævner Suzanne Brøgger med 'Jadekatten', hvor hun legede med relationen til sin egen familiehistorie (Heniusfamilien), selvom hun på TV-avisen både antydede og benægtede forbindelsen til virkeligheden. Han nævner også Thorkild Hansen, der 'fabrikerede' autentiske udseende ungdomsdagbøger, som anmeldere læste som ægte, men som viste sig at være skrevet langt senere i hans liv. Disse eksempler viser, at spillet med fiktion og virkelighed ikke er unikt for Høeg.
Kritikerens dobbeltkontrakt
Interessant nok påpeger Behrendt, at ikke kun forfattere, men også kritikere kan indgå dobbeltkontrakter. Han bruger Erik Skyum-Nielsen fra Information som eksempel. I 1993 angreb Skyum-Nielsen 'De måske egnede' frontalt og kaldte den sæsonens mest overvurderede bog. Han psykoanalyserede Peter Høeg og forsvarede Bordings Friskole. Skyum-Nielsen skrev blandt andet, at han ville blive ked af det, hvis et af hans børn udnævnte ham til adoptivfar i et digterværk, da han ville se det som en anklage for omsorgssvigt. Han undlod dog at nævne for sine læsere, at han selv havde været medlem af Bordings Friskoles bestyrelse i flere år. Denne information kom først frem halvandet år senere. Ifølge Behrendt er det den tilbageholdte information, der udgør et moralsk problem og en form for bedrag, når læserne tror, kritikeren har et fuldt, neutralt overblik.
Litteraturlæsningen afsporet?
Poul Behrendt mener, at dobbeltkontrakten og den debat, den skaber, afslører en afsporing i den akademiske litteraturlæsning. På universiteterne har dogmet længe været, at 'intet findes uden for teksten', og at forfatterens biografi er irrelevant. Behrendt kritiserer, at man på studierne kan skrive afhandlinger uden at forholde sig til åbenlyse sammenfald mellem hovedperson og forfatter. Han mener, at denne 'skriftklogskab' på universiteterne har mistet forbindelsen til den faktiske, daglige virkelighed, hvor læsere og medier i høj grad interesserer sig for forfatteren og værkets relation til virkeligheden.
Peter Høeg fortsatte sin forfatterkarriere efter 'De måske egnede'. Hans værker spænder bredt, fra den magiske realisme i 'Frøken Smilla' og 'Kvinden og aben' til mere introspektive eller samfundskritiske bøger som 'Den stille pige' og 'Elefantpassernes børn'. I 2018 udgav han romanen 'Gennem dine øjne', hvor han igen valgte at kalde jeg-fortælleren Peter Høeg.
Denne gang forklarede han, at valget af eget navn skyldtes et ønske om at bevare en bestemt inderlighed i forhold til sig selv, da dele af bogen lå meget tæt på hans eget hjerte. Han understregede dog, at de traumatiske oplevelser, der skildres i bogen, er baseret på autentiske historier fortalt af andre mennesker, som han har mødt, blandt andet gennem sit arbejde med meditation og kreativitet på Vækstcentret og sit engagement i foreningen Børns Livskundskab. Disse historier er anonymiseret i bogen, men er ikke hans egne traumer. Han beskriver bogen som en udforskning af menneskelig kontakt, traumer og potentialet for dybde i relationer, flyttet fra ydre handling til indre processer, delvist inspireret af hans deltagelse i forskningsprojekter om bevidsthed og scanningsteknologi. Selvom han igen bruger sit navn, er formålet og den kontekst, han præsenterer, anderledes end den provokation, der lå i 'De måske egnede'.
Ofte stillede spørgsmål
Her besvarer vi nogle af de mest almindelige spørgsmål om Peter Høegs 'De måske egnede'.
Hvad hedder Peter Høegs roman fra 1993?
Peter Høegs roman fra 1993 hedder 'De måske egnede'.
Hvad handler 'De måske egnede' om?
Officielt handler 'De måske egnede' om en ung dreng ved navn Peter, der vokser op på forskellige institutioner i København og oplever svigt, vold og mangel på forståelse fra voksne. Romanen skildrer hans forsøg på at overleve og navigere i et system, der synes ude af stand til at rumme ham. På et dybere plan handler bogen, ifølge Poul Behrendts analyse, om samfundets forhold til tid, autoriteter, sprog og spørgsmålet om, hvorvidt alle mennesker 'er egnede' til at blive integreret på samfundets præmisser. Den bruger den fiktionaliserede barndomsskildring som afsæt for en bredere kulturkritik. Bogen er kendt for at lege med grænsen mellem fiktion og virkelighed, især da forfatteren bar samme navn som hovedpersonen og indledningsvis antydede, at bogen var selvbiografisk.
Er Peter Høeg adopteret?
Nej, Peter Høeg er ikke adopteret. Selvom hovedpersonen i hans roman 'De måske egnede' (1993) er forældreløs og romanen indledningsvis blev præsenteret som selvbiografisk, har Peter Høeg senere og gentagne gange understreget, at han er vokset op i en god borgerlig familie med sine biologiske forældre. Forvirringen opstod på grund af hans bevidste leg med grænsen mellem fiktion og virkelighed, et fænomen der er blevet kaldt 'dobbeltkontrakten'.
Hvad er 'dobbeltkontrakten' i litterær sammenhæng?
Dobbeltkontrakten er et begreb, der beskriver en situation, hvor en forfatter indledningsvis præsenterer et litterært værk på en måde, der antyder, at det er baseret på virkelige begivenheder eller forfatterens eget liv, men senere trækker denne påstand tilbage og erklærer værket for ren fiktion. Dette skaber en bevidst usikkerhed hos læseren om værkets status og kan bruges af forfatteren som en kunstnerisk strategi eller som en måde at navigere i medielandskabet på. Peter Høegs håndtering af 'De måske egnede' er et klassisk eksempel på dette fænomen.
Kunne du lide 'Høegs 'De måske egnede': Fiktion eller fakta?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.