Afvigernes Ø: Hvorfor Lukkede Anstalten?

Danmark har gennem historien haft institutioner dedikeret til pleje og isolation af mennesker, der blev anset for at være anderledes end flertallet. En af de mest kendte og omdiskuterede var De Kellerske Anstalter, et stort system for det, der dengang blev kaldt det danske åndssvagevæsenet. Dette system inkluderede særlige afdelinger på isolerede øer som Livø og Sprogø, der skulle huse dem, der ikke passede ind andre steder. Men hvorfor endte dette system, især anstalten på Livø, med at lukke?

Øens Rolle i Åndssvagevæsenet

I begyndelsen af 1900-tallet voksede De Kellerske Anstalter, grundlagt af lægen Christian Keller, til at blive Nordeuropas største institution for 'åndssvage' og 'udviklingshæmmede'. Hovedkvarteret lå i Brejning, men systemet inkluderede også filialer. I 1911 blev Livø købt med det specifikke formål at fungere som en filial for de anbragte mænd, der angiveligt ikke kunne begå sig på de mere 'åbne' anstalter på fastlandet. Senere oprettedes en lignende institution på Sprogø for kvinder.

Filosofien bag ø-anstalterne var klar: at fjerne disse individer fra offentlighedens nysgerrige blikke. På Livø kunne de anbragte mænd bevæge sig relativt frit omkring på øen, men det omgivende vand fungerede som en naturlig barriere, der beskyttede 'samfundet' mod deres 'afvigende adfærd'. Øen blev således et fængsel uden mure, hvor isolationen var primær.

Livet under Streng Struktur

Lægerne bag anstalten var overbeviste om, at hårdt fysisk arbejde og frisk luft var gavnligt for de anbragte mænd. Det var en form for terapi, men også en måde at holde dem beskæftiget og udmattet. Dagene var præget af en meget streng struktur. Fra mandag til lørdag arbejdede mændene fra kl. 08:00 til 17:00, typisk på marken, i skoven eller på værkstedet. Dette hårde, rutineprægede arbejde skulle angiveligt distrahere dem fra tanker om deres tidligere liv på land.

Strukturen stoppede ikke med arbejdsdagen. Om aftenen var der sengetid kl. 21:00. En særlig ydmygende del af rutinen var, at de anbragte skulle tage tøjet af og lægge det pænt sammen på en taburet uden for værelset, før de blev låst inde for natten. Denne praksis understreger den totale kontrol og mangel på privatliv, som prægede livet på anstalten.

Hvem Blev Sendt til Livø?

Kriterierne for at blive stemplet som 'afviger' eller 'moralsk åndssvag' og sendt til Livø var bemærkelsesværdigt brede og ud fra nutidens synspunkt, ofte meget løse. Gennem tiden blev i alt 743 mænd tvangsanbragt på øen. Denne gruppe var meget heterogen og inkluderede vagabonder, småkriminelle, seksualforbrydere, asociale individer, homoseksuelle mænd og dem, der simpelthen blev vurderet som 'moralsk åndssvage'.

Titlen 'moralsk åndssvag' kunne tildeles personer, der blev anset for at være ustabile, havde svært ved at beholde et arbejde eller et hjem, eller som havde en IQ under 75. Grænsen mellem 'åndssvaghed' og 'normalitet' blev dengang fastsat ved en IQ på 75, baseret på 'forstandsprøver'. Disse prøver kunne bestå af simple regnestykker, men også opgaver som at opremse samtlige jyske byer på østkysten eller forklare forskellen på en præsident og en konge. Det er heldigvis svært at forestille sig, at nutidens læger ville erklære nogen for 'moralsk åndssvag' blot fordi de ikke kunne geografien på Jyllands østkyst.

Frygten for Arv og Tvangssterilisation

Et centralt mål for De Kellerske Anstalter, især på Livø, var ikke kun at 'rette op' på de anbragte, men også at forhindre dem i at formere sig. Man var stærkt overbevist om, at 'moralsk åndssvaghed' var arveligt, og at dette for enhver pris skulle undgås for at bevare samfundets 'kvalitet'. Ideen var, at afvigere producerer afvigere.

Efter Første Verdenskrig, hvor millioner af unge, sunde mænd døde, opstod en forstærket frygt for, at samfundet ville blive domineret af de 'svage' og 'afvigende', hvilket ville resultere i et ringe og svækket samfund. Denne frygt bidrog til et ønske om at kontrollere reproduktionen hos anstaltens beboere.

Denne tankegang kulminerede i 1929, da den daværende socialdemokratiske regering vedtog en lov om tvangssterilisation. Loven tillod, at anbragte mænd (og kvinder på Sprogø) kunne kræves steriliseret eller kastreret som en betingelse for deres løsladelse. Alternativet var at tilbringe resten af deres liv på anstalten. Dette var et drastisk indgreb i individets rettigheder, begrundet i datidens syn på arvelighed og socialhygiejne.

Fanget på Ubestemt Tid

En af de mest barske realiteter for mændene på Livø var, at de var anbragt på ubestemt tid. Selvom den gennemsnitlige anbringelsesperiode var 3-4 år, vidste de færreste, hvornår eller om de nogensinde ville komme hjem. Denne uvished og den intense længsel efter frihed drev mange til at forsøge at flygte fra øen. Mellem 1911 og 1961 blev der registreret over 400 flugtforsøg fra Livø.

Flugtforsøgene var ofte desperate og fantasifulde. Mændene forsøgte at krydse fjorden på hjemmelavede tømmerflåder, ved at svømme, eller endda i utraditionelle fartøjer som et badekar. Desværre overlevede ikke alle deres forsøg på at genvinde friheden. Fra 1911 til 1961 mistede 10 mænd livet under flugtforsøg.

Selv for dem, der nåede fastlandet, var friheden ofte kortvarig. Øen havde telefonforbindelse til fastlandet, og politiet blev hurtigt alarmeret. Ordensmagten stod klar til at tage imod de udmattede flygtninge og sende dem tilbage til anstalten. Tilbage på Livø blev mislykkede flugtforsøg straffet hårdt, typisk med ophold i isolationscelle, tvungen sengelægning eller en ensidig kost bestående af havresuppe.

Historien om tyven Micha, der forsøgte at flygte utallige gange, men endte med at tilbringe 47 år på øen, er et stærkt eksempel på den vedholdende drøm om frihed trods systemets fastholdelse. Han blev kendt som Livøs ukronede flugtkonge og var en af de sidste, der forlod øen, da anstalten lukkede.

Slutningen: Menneskerettigheder og Ligeværd

Begyndelsen på enden for De Kellerske Anstalter og især ø-anstalterne kom efter Anden Verdenskrig. Krigen og dens grusomheder medførte en generel genovervejelse af grundlæggende menneskelige værdier og rettigheder i samfundet. Der opstod en stærkere fokus på basale menneskerettigheder og en ny filosofi, der anerkendte, at mennesker er forskellige, men ligeværdige.

Dette skiftende syn på individet og samfundet betød, at det gamle system med isolation, tvangsarbejde og tvangssterilisation baseret på brede og subjektive kriterier for 'afvigelse' ikke længere var acceptabelt. Man begyndte at anerkende, at mennesker med udviklingshæmning eller andre forskelligheder havde ret til et værdigt liv og i højere grad skulle integreres i samfundet frem for at blive isoleret.

Efter Anstalten Lukkede

De Kellerske Anstalter på Livø blev officielt nedlagt i 1961, præcis 50 år efter øen blev en del af systemet. Lukningen markerede et vigtigt skridt væk fra fortidens praksis i det danske åndssvagevæsen.

De resterende anbragte mænd blev ikke blot sat fri. Der blev gjort forsøg på at integrere dem tilbage i samfundet, hvor det var muligt, eller de blev overført til andre, mere moderne institutioner, herunder lukkede afdelinger på Lolland. Overgangen var ikke nødvendigvis let for alle, da mange havde tilbragt en stor del af deres liv i isolation og under streng kontrol.

Livø i Dag

I dag vidner Livøs fysiske omgivelser stadig om dens fortid som anstalt. De karakteristiske hvide bygninger med røde tagsten, der stammer fra Kellers tid, står der endnu. Men formålet er radikalt ændret. Øen er nu et populært ferie- og udflugtsmål, og de gamle anstaltsbygninger fungerer i dag som et overnatningssted med plads til 270 gæster. Et besøg på Livø i dag giver mulighed for at reflektere over denne mørke, men vigtige del af dansk historie og den lange vej mod anerkendelse af menneskers ligeværd.

Læs Mere om Livøs Historie

Livøs historie er kompleks og fuld af skæbner. Hvis du er blevet grebet af beretningen om 'afvigernes ø', er der mulighed for at dykke endnu dybere ned i emnet. Bogen 'Afvigernes Ø' af historikeren Poul Duedahl og museumsinspektør Maria Clement Hagstrup (hvis oldefar arbejdede på anstalten) fortæller mange af de personlige historier.

Bogen beretter blandt andet om flugtkongen Micha og den veltalende vagabond Henry Rudolf, der senere blev nazist og dømt for landsforræderi. Bogen indeholder også et efterskrift af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis egen far, Oluf, blev anbragt på Livø som 14-årig og tilbragte 7 år der på grund af 'svag skikkelse' og 'voldsomt temperament'. Disse personlige beretninger giver et vigtigt indblik i de menneskelige omkostninger ved datidens politikker og understreger vigtigheden af at forstå fortiden for at værdsætte nutidens fremskridt inden for menneskerettigheder og social omsorg.

Ofte Stillede Spørgsmål om Livø Anstalten

Hvad var formålet med De Kellerske Anstalter på Livø?

Formålet var at isolere og kontrollere mænd, der blev anset for at være 'afvigere' eller 'moralsk åndssvage', ved at placere dem væk fra samfundet på en isoleret ø. Man mente, at hårdt arbejde og struktur ville være gavnligt, og et centralt mål var at forhindre dem i at formere sig.

Hvilke kriterier førte til anbringelse på Livø?

Kriterierne var brede og subjektive og inkluderede vagabonder, småkriminelle, seksualforbrydere, asociale, homoseksuelle mænd, personer med en IQ under 75 eller dem, der havde svært ved at fastholde arbejde eller bolig. De blev samlet under betegnelsen 'afvigere' eller 'moralsk åndssvage'.

Blev de anbragte tvunget til at arbejde?

Ja, hårdt fysisk arbejde på marken, i skoven eller på værkstedet var en central del af dagligdagen på anstalten. Det blev anset for at være gavnligt og udmattende for de anbragte.

Hvad betød tvangssterilisation i denne sammenhæng?

Efter en lov fra 1929 kunne anbragte mænd (og kvinder på Sprogø) kræves steriliseret eller kastreret som en betingelse for at blive løsladt fra anstalten. Dette skete ud fra en frygt for, at 'åndssvaghed' var arveligt.

Hvor længe var folk typisk anbragt?

De anbragte var på ubestemt tid, men den gennemsnitlige anbringelsesperiode var 3-4 år. Nogle, som Micha, tilbragte dog årtier på øen.

Hvorfor lukkede anstalten på Livø?

Anstalten lukkede primært som følge af ændrede samfundsopfattelser efter Anden Verdenskrig. Der kom et stærkere fokus på basale menneskerettigheder og anerkendelsen af, at mennesker er forskellige, men ligeværdige. Det gamle system med isolation og tvang blev anset for uacceptabelt.

Hvornår lukkede anstalten på Livø officielt?

Anstalten på Livø lukkede officielt i 1961.

Hvad skete der med de anbragte efter lukningen?

De resterende anbragte blev forsøgt integreret i samfundet eller overført til andre institutioner, der afspejlede et mere moderne syn på omsorg for mennesker med udviklingshæmning.

Kan man besøge Livø i dag?

Ja, Livø er i dag åben for besøgende. De gamle anstaltsbygninger er bevaret og fungerer nu som overnatningssted.

Kunne du lide 'Afvigernes Ø: Hvorfor Lukkede Anstalten?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.