Borderline: Kan det helbredes?

Personlighedsforstyrrelser kan have store personlige og sociale omkostninger, men de befinder sig ofte i et grænseområde mellem normalitet og psykisk sygdom. Dette gør dem komplekse at forstå og diagnosticere. Mange mennesker, der kæmper med disse udfordringer, spekulerer på, om det er muligt at 'vokse fra' eller ligefrem 'kurere' en personlighedsforstyrrelse som borderline. Denne artikel dykker ned i de mest udbredte personlighedsforstyrrelser, deres baggrund og – vigtigst af alt – de behandlingsmuligheder, der findes, og som kan føre til positive og varige forandringer.

At stille diagnosen personlighedsforstyrrelse er ofte en vanskelig proces. Grænsen mellem det, der betragtes som 'normalt', og det, der defineres som en forstyrrelse, er flydende. Ifølge Forskningschef, professor Erik Simonsen, kræver det typisk flere samtaler mellem behandler og patient at nå frem til en sikker diagnose. Dette skyldes ikke mindst, at mange mennesker, der søger hjælp, primært henvender sig på grund af andre, mere umiddelbare problemer. Det kan være udfordringer som misbrug af alkohol eller stoffer, spiseforstyrrelser, selvmordstanker, depression, angst eller selvskadende adfærd. Disse problemer kan skygge for den underliggende personlighedsforstyrrelse, som dog ofte er medvirkende til eller forstærker de øvrige vanskeligheder.

Hvad er en personlighedsforstyrrelse?

En personlighedsforstyrrelse defineres i Danmark ud fra WHO's ICD-10 diagnosekriterier. Man taler om en personlighedsforstyrrelse, når en persons måde at føle, tænke, handle og forholde sig til andre på er vedvarende, indgroet og markant afvigende i forhold til, hvad der forventes i den pågældende kultur. Disse mønstre er rigide og fleksible. Personlighedsforstyrrelser er ikke noget, der opstår pludseligt som følge af en anden psykisk sygdom, men viser sig typisk allerede i barndommen eller teenageårene. De påvirker ens evne til at fungere i sociale sammenhænge, opbygge nære relationer og kan skabe problemer i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet, ofte manifesteret som stressrelateret sygefravær.

Man regner med, at mellem 10 og 15 procent af befolkningen lider af en personlighedsforstyrrelse. Der findes forskellige typer og grader af personlighedsforstyrrelser, og det er ikke ualmindeligt at have træk fra flere forskellige typer. Fordelingen af specifikke personlighedsforstyrrelser kan variere mellem mænd og kvinder. Blandt kvinder i behandling ses hyppigst borderline (emotionelt ustabil) og den ængstelige, undvigende type, mens mænd oftere diagnosticeres med den dyssociale og den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse. Kulturelle faktorer spiller også en rolle for, hvilke træk der betragtes som markant afvigende. Hvad der anses for en forstyrrelse i én kultur, kan være ønskværdigt i en anden, hvilket understreger den kulturelle dimension af diagnosen.

De mest almindelige personlighedsforstyrrelser

ICD-10 listen indeholder 10 forskellige personlighedsforstyrrelser. Her beskrives de 5 mest almindelige, som også er nævnt i det foreliggende materiale:

• Borderline (Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse): Dette er den mest almindelige personlighedsforstyrrelse i det danske behandlingssystem og forekommer dobbelt så hyppigt hos kvinder som mænd. Den anslås at ramme 1-2 procent af befolkningen. Kendetegn inkluderer store vanskeligheder med at styre følelser, impulsivitet, markante humørsvingninger og hyppige konflikter. Personer med borderline har en tendens til intense, men ustabile relationer. Selvmutilerende adfærd, samt misbrug af stoffer, alkohol eller mad, ses ofte hos denne gruppe.
• Den ængstelige, undvigende personlighed: Denne type er karakteriseret ved skyhed, angst, hæmning, indadvendthed og en konstant følelse af anspændthed. Personerne er følsomme, lider ofte af mindreværdsfølelse og er særligt sårbare over for afvisning og kritik. Deres livsudfoldelse begrænses af et stærkt behov for vished og sikkerhed.
• Den dyssociale (Psykopatiske) personlighed: Her ses en mangel på hensyntagen til andres følelser, uansvarlig og egocentrisk adfærd. Personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse har svært ved at lære af deres fejl, føle skyld eller bearbejde følelser. De har en lav frustrationstærskel, er aggressive og ude af stand til at fastholde varige relationer. Der ses en øget tendens til kriminalitet blandt personer med denne forstyrrelse.
• Den tvangsprægede personlighed: Kendetegnes ved besvær med at træffe beslutninger, overdreven forsigtighed, samvittighedsfuldhed og en stærk optagethed af detaljer og regler. Perfektionisme er udtalt, og de kan dominere andre med strenge krav og stædighed. Vanskeligheder med at afslutte opgaver kan føre til meget arbejde og risiko for stress.
• Den afhængige personlighed: Personer med denne forstyrrelse har svært ved at tage ansvar for vigtige områder af deres liv og overlader det til andre. De føler sig hjælpeløse, alene og har en overdreven frygt for at blive forladt. Dette fører til, at de sjældent tør stille krav til dem, de er afhængige af. De er føjelige og har lav modstandskraft over for konflikter.

Ud over disse fem nævner ICD-10 også den skizoide personlighedsforstyrrelse, som ofte forveksles med skizofreni. Skizoide personer er følelsesmæssigt tilbagetrukne, søger ensomhed og har svært ved nære relationer. De er mere sårbare over for at udvikle skizofreni, en sygdom karakteriseret ved hallucinationer og vrangforestillinger.

Årsager til personlighedsforstyrrelser

Der er ikke én enkelt, entydig årsag til personlighedsforstyrrelser. De viser sig typisk i barndommen eller ungdommen og kan vare hele livet, hvis de ikke behandles. Forskningen har kun begrænset kendskab til det komplekse samspil mellem arv og miljø, men man antager, at 30-40 procent af vores personlighed er genetisk bestemt.

Ifølge Erik Simonsen spiller mange faktorer ind på personlighedens udvikling, og der er ingen simple forklaringer. Dog ved man, at visse faktorer i opvæksten kan øge sårbarheden for at udvikle en personlighedsforstyrrelse. Eksempler inkluderer følelsesmæssig forsømmelse eller forskellige former for overgreb i barndommen. For eksempel har 50-60 procent af de patienter med borderline, der mødes i behandlingssystemet, været udsat for seksuelle overgreb. Personer med dyssociale personlighedsforstyrrelser har ofte oplevet forældrenes skilsmisse, druk, fysisk vold og hyppige boligskift.

Det moderne samfundsliv menes også at spille en rolle, især for udbredelsen af borderline i den vestlige verden. Øget usikkerhed omkring identitetsudvikling hos unge, flere skilsmisser og brudte familieforhold, samt manglen på faste holdepunkter som tidligere autoriteter, kirke, fagforening eller livslang ansættelse, bidrager til en verden med langt flere valgmuligheder, men også mere usikkerhed. Tidligere tider med strengere opvækst og flere krav medførte hyppigere såkaldte karakterneuroser (som den ængstelige/undvigende og tvangsprægede type), hvor børn var mere tilbageholdende af frygt for afvisning. Dette understreger, at personlighedsforstyrrelser ikke kun varierer kulturelt, men også historisk over tid.

Psykopati er en af de mest undersøgte lidelser med hensyn til arv og miljø. Omkring en tredjedel af personer med psykopati har haft opmærksomheds- og hyperaktivitetsproblemer som børn og er vokset op i negative familieatmosfærer præget af misbrug, vold og mangel på omsorg. Dårlige boligforhold og lav økonomisk/social status ses også hyppigt.

Med den nuværende viden om årsagerne, peger Erik Simonsen på, at forebyggelse bør fokusere på at bekæmpe incest, vold og konsekvenserne af alkoholmisbrug, som børn udsættes for i hjemmet. Disse faktorer går igen ved de fleste personlighedsforstyrrelser og påvirker udviklingen af et naturligt følelsesliv og empati. Forskning i spædbørns udvikling og tilknytning har vist, at afvigelser i tilknytning kan føre til udvikling af personlighedsforstyrrelser.

Kan personlighedsforstyrrelser helbredes? Behandling og prognose

Ja, personlighedsforstyrrelser kan helbredes. Den vigtigste og mest effektive behandlingsform er psykoterapi. Forskning har vist, at psykoterapi kan føre til helbredelse, og effekten er ikke afhængig af den specifikke psykoterapeutiske metode. Dette gælder også for borderline, hvor selv svære tilfælde er blevet helbredt gennem behandling.

Behandling for en personlighedsforstyrrelse foregår typisk ambulant. Indlæggelse sker kun, hvis patienten har alvorlige følgetilstande som svær depression, et aktivt misbrug eller er selvmordstruet. I hver region findes specialiserede klinikker for behandling af personlighedsforstyrrelser. Behandlingens intensitet tilpasses sværhedsgraden; det kan starte som dagbehandling flere gange om ugen og senere overgå til ambulant opfølgning. Gruppeterapi er også en mulighed, hvor fokus blandt andet er på at øge selvforståelsen og forbedre samspillet med andre.

For pårørende tilbydes ofte psykoeducation. Gennem information om sygdommen lærer de at forstå og håndtere vanskelige situationer i relationen til personen med personlighedsforstyrrelsen. Dette er en vigtig del af den samlede indsats, da personlighedsforstyrrelser også påvirker omgivelserne.

Selvom psykoterapi kan føre til helbredelse, er den sociale prognose desværre stadig dårligere for personer med personlighedsforstyrrelser sammenlignet med mange andre psykiske lidelser. Erik Simonsen forklarer, at dette blandt andet skyldes, at personer med personlighedsforstyrrelser kan være mere sårbare og lettere giver op, når de møder modgang, selv efter vellykket behandling. Behandlingen omfatter derfor ofte også sociale aspekter og involverer de sociale myndigheder for at hjælpe patienten med at genoptage uddannelse eller finde skånejob.

Der findes i øjeblikket ingen medicin, der direkte behandler selve personlighedsforstyrrelsen. Dog får mange patienter medicinsk behandling for de følgetilstande, der ofte ledsager forstyrrelsen, såsom depression og angst. SSRI-præparater (antidepressiv medicin) er et eksempel på medicin, der kan anvendes til at håndtere disse symptomer.

Stigmatisering og manglende viden

En væsentlig årsag til den dårlige sociale prognose er manglen på viden i befolkningen om, hvad det vil sige at have en personlighedsforstyrrelse. Denne uvidenhed fører til stigmatisering. Ifølge Erik Simonsen betyder den manglende forståelse, at personer med personlighedsforstyrrelser ofte prioriteres lavere i det offentlige system sammenlignet med andre psykiske lidelser. Der er en dybt rodfæstet opfattelse i befolkningen af, at man 'bare skal tage sig sammen', eller at det er ens egen skyld, når man lider af en personlighedsforstyrrelse. Dette står i kontrast til den større forståelse, der ofte er for eksempelvis depression.

Inden for lægeverdenen overvejes det derfor at ændre betegnelsen 'personlighedsforstyrrelse' for at mindske stigmatisering og forbedre behandlingsmulighederne. Dog mener Erik Simonsen, at det er mere effektivt at arbejde for at ændre folks opfattelse gennem oplysning frem for blot at ændre på selve betegnelsen.

Ofte Stillede Spørgsmål om Personlighedsforstyrrelser og Borderline

Kan man vokse fra borderline?
Nej, personlighedsforstyrrelser, herunder borderline, forsvinder ikke typisk af sig selv med alderen. De mønstre, der karakteriserer forstyrrelsen, er indgroede og vedvarende, hvis de ikke behandles. De viser sig ofte allerede i barndommen eller teenageårene og kan vare livet ud uden intervention.

Kan personlighedsforstyrrelser kureres?
Ja, forskning viser, at personlighedsforstyrrelser kan helbredes, primært gennem psykoterapi. Selv svære tilfælde af borderline er blevet helbredt med den rette behandling.

Hvad er årsagen til personlighedsforstyrrelser?
Årsagerne er komplekse og ikke fuldt ud forstået. Det er en kombination af genetisk sårbarhed (arv) og miljømæssige faktorer, især negative oplevelser i barndommen som følelsesmæssig forsømmelse, misbrug eller vold. Også faktorer i det moderne samfund menes at spille en rolle.

Hvordan behandles borderline?
Den primære behandling for borderline er psykoterapi. Behandlingen kan foregå individuelt, i grupper eller som dagbehandling afhængig af sværhedsgraden. Målet er at lære at håndtere følelser, impulser og relationer på sundere måder. Medicin bruges kun til at behandle ledsagende symptomer som depression eller angst, ikke selve forstyrrelsen.

Er der forskel på, hvordan personlighedsforstyrrelser rammer mænd og kvinder?
Ja, statistikker fra behandlingssystemet viser, at nogle personlighedsforstyrrelser er hyppigere hos det ene køn end det andet. Borderline og den ængstelige/undvigende type ses oftere hos kvinder, mens den dyssociale og den tvangsprægede type er hyppigere hos mænd.

Hvorfor er den sociale prognose for personlighedsforstyrrelser stadig udfordrende?
Selvom selve forstyrrelsen kan helbredes, kan det være svært at genoprette fuld social funktion. Dette skyldes dels en fortsat sårbarhed hos personen, dels en udbredt mangel på viden og stigmatisering i samfundet, som gør det sværere at vende tilbage til uddannelse, arbejde og sociale relationer uden modgang.

At leve med en personlighedsforstyrrelse er en stor udfordring, men budskabet er klart: Med den rette hjælp og psykoterapi er det muligt at opnå betydelig bedring og i mange tilfælde helbredes. Vejen dertil kræver indsats og støtte, men den er bestemt mulig.

Kunne du lide 'Borderline: Kan det helbredes?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.