12 år ago
At nærme sig Bibelen for første gang kan føles overvældende. Med dens utallige bøger, historier og læresætninger er det naturligt at spørge, hvor man skal begynde. Men forestil dig to mennesker, der aldrig har læst i Bibelen før, og som sætter sig for at læse den fra ende til anden. Den ene begynder med Det Gamle Testamente og fortsætter så til Det Nye, mens den anden gør det omvendt. Ville denne forskel i læserækkefølge have betydning for deres forståelse af Bibelens centrale budskab? Svaret er ja. Måden, vi griber Bibelen an på, og den rækkefølge, vi læser dens dele i, kan i høj grad forme vores forståelse, især når det kommer til forholdet mellem de to store testamenter.
Vi har ofte en tendens til at læse Det Gamle Testamente med en baggrundsforståelse fra Det Nye Testamente. For eksempel, når vi støder på Salme 23 ('Herren er min hyrde') eller læser profetier som Esajas’ Bog kapitel 53 om den lidende tjener, tænker vi naturligt på Jesus. Vores kendskab til Det Nye Testamente oplyser vores læsning af Det Gamle Testamente, og det er både rigtigt og vigtigt. Det Nye Testamente afslører, hvordan mange af de gammeltestamentlige forudsigelser og billeder finder deres opfyldelse i Jesus Kristus. Men hvad sker der, hvis vi prøver at gøre det modsatte – at lade Det Gamle Testamente præge vores forståelse af Det Nye?
Hvorfor rækkefølgen er afgørende
Det Nye Testamente giver os et uvurderligt perspektiv på Det Gamle Testamente. Det viser os, hvordan loven peger frem mod Kristus, hvordan profetierne om Messias går i opfyldelse, og hvordan de gamle pagter kulminerer i den nye pagt gennem Jesu blod. Men hvis vi primært læser Det Nye Testamente og kun har et begrænset kendskab til Det Gamle Testamente, risikerer vi at miste dybde og kontekst. Det er som at læse sidste kapitel i en spændende bog uden at kende begyndelsen. Man får en idé om afslutningen, men forstår måske ikke helt, hvordan og hvorfor begivenhederne udfoldede sig, som de gjorde.
Den anden læsemåde, at starte med Det Gamle Testamente, giver et fundament. Den etablerer den historiske ramme, de teologiske koncepter (som synd, lov, pagt, offer, frelse), og Guds karakter, som alt sammen er forudsætninger for at forstå Jesu person og værk fuldt ud, som det præsenteres i Det Nye Testamente. Uden dette fundament kan dele af Det Nye Testamente virke mindre meningsfulde eller endda forkerte, fordi vi mangler den nødvendige historiske, kulturelle og teologiske baggrund.
Det Gamle Testamente: Guds urokkelige ord
Da apostlen Paulus forkyndte evangeliet om Jesus i Berøa, beskrives jøderne dér som værende mere ædle end dem i Thessalonika, fordi de med stor iver tog imod ordet og »granskede de dagligt skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan« (ApG 17,10-12). Hvilke skrifter granskede de? Det var udelukkende de gammeltestamentlige skrifter, da Det Nye Testamente endnu ikke var nedskrevet. Dette er en afgørende pointe. De første kristne havde kun Det Gamle Testamente som deres autoritative Guds ord. De brugte det som sandhedsvurderingen for budskabet om Jesus.
Denne praksis afspejler en grundlæggende sandhed, som Jesus selv understregede: »Skriften kan ikke rokkes« (Joh 10,35). Det Gamle Testamente er Guds ord, og det står fast. Paulus' forkyndelse var heller ikke ny eller revolutionær i den forstand, at den stred mod fortiden. Han erklærede, at han ikke sagde andet »end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske« (ApG 26,22). Når han talte med jøderne i Rom, brugte han »ud fra Moseloven og profeterne« til at overbevise dem om Jesus (ApG 28,23). Dette viser tydeligt, at Paulus forstod og præsenterede evangeliet i lyset af Det Gamle Testamente.
De første kristnes grundlag
Forestil dig at være en kristen i de første årtier efter Jesu opstandelse. Du har måske hørt mundtlige beretninger om Jesus og hans lære. Men hvordan ved du, om disse beretninger er sande? Dit eneste skriftlige grundlag for at vurdere sandheden er Det Gamle Testamente. Dets profetier, dets lov, dets historie og dets åbenbaring af Guds karakter var den standard, som budskabet om Jesus skulle måles imod. Hvis evangeliet stred mod det, der stod skrevet i de hellige skrifter, ville det have været forkastet.
Paulus gik endda så vidt som til at sige, at »de hellige skrifter [altså Det Gamle Testamente] kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.« Han tilføjer, at »ethvert skrift [i Det Gamle Testamente] er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning« (2 Tim 3,14-17). Dette er en bemærkelsesværdig udtalelse! Paulus antyder her, at et menneske kunne blive frelst og leve et fuldt og retfærdigt liv for Gud, udelukkende baseret på Det Gamle Testamente og troen på den Messias, som det pegede frem mod.
Dette understreger Det Gamle Testamentes essentielle rolle som fundament. De første kristne måtte vurdere evangeliet om Jesus ud fra Guds ord, og på det tidspunkt var Guds ord kun Det Gamle Testamente. Tanken om at vurdere Det Gamle Testamente ud fra Det Nye ville have været absurd for dem; det var nødvendigvis omvendt. Selvom vi i dag har både Det Gamle og Det Nye Testamente, må vi fastholde dette princip: Det Nye Testamente skal læses og forstås i lyset af Det Gamle Testamente. Det Nye Testamente kaster lys over gammeltestamentlige sandheder, men det introducerer ikke sandheder, der strider mod Det Gamle Testamente.
Fortsættelse, ikke erstatning
Det Nye Testamente er ikke en erstatning for Det Gamle Testamente, men en fortsættelse af Guds åbenbaring til menneskeheden. Det er den samme Gud, der taler i begge testamenter. Den Gud, som Jesus kalder sin Fader, er den samme barmhjertige og nådige Gud, der åbenbarede sig for Moses på Sinaj (2 Mos 34,6).
Vejen til frelse er også den samme i begge testamenter. Paulus citerer Det Gamle Testamente, når han siger, at »den retfærdige skal leve af tro« (Rom 1,17; Gal 3,11, citerer Habakkuk 2,4). Mennesker før Jesu komme blev frelst på samme måde som efter: gennem tro og tillid til Gud. Livet, som et Guds barn kaldes til at leve, er ligeledes det samme. Da Jesus blev spurgt om det vigtigste bud, citerede han Moseloven: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22,39; Mark 12,31, citerer 3 Mos 19,18). Dette var ikke en ny lære, men en bekræftelse af en central sandhed fra Det Gamle Testamente.
Dybere indsigt gennem det Gamle Testamente
Ved at ignorere eller nedprioritere læsningen af Det Gamle Testamente går vi glip af enorme velsignelser og en dybere forståelse af Det Nye Testamente. Lad os se på et eksempel: forståelsen af Jesus som hyrde.
Når vi læser Salme 23 ('Herren er min hyrde'), tænker vi, som nævnt, naturligt på Jesus, fordi han i Det Nye Testamente kalder sig selv den gode hyrde. Dette perspektiv fra Det Nye Testamente hjælper os til at se, hvordan Jesus opfylder billedet af den omsorgsfulde hyrde i Salme 23. Det er berigende og sandt.
Men hvis vi også har en god baggrundsforståelse fra Det Gamle Testamente, får vi en endnu dybere indsigt, når Jesus kalder sig den gode hyrde i Johannesevangeliet kapitel 10. I Ezekiels Bog kapitel 34 kritiserer Gud Israels ledere (hyrderne) for at mishandle folket og kun tænke på sig selv, hvilket førte til folkets spredning. Som svar på dette lover Gud selv at søge efter sine får og være deres hyrde, vogte dem på rette vis. Dette er et stærkt billede af Guds egen omsorg.
Men det stopper ikke der. I samme kapitel lover Gud også, at han vil sætte én hyrde over sit folk, nemlig sin tjener David. Denne David-skikkelse skal vogte dem og være deres hyrde. Gud siger: »Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem« (Ez 34,24). Her knyttes Gud selv og hans tjener David sammen i rollen som folkets hyrde og leder.
Når Jesus så i Johannes 10 kalder sig selv den gode hyrde, betyder det mere end blot, at han ligner en god hyrde. Det betyder, at han er DEN gode hyrde – den specifikke hyrde, som Gud gennem Ezekiel havde lovet at sende. Ligesom Ezekiel knyttede Gud og hans tjener David sammen, knytter Jesus efterfølgende Faderen og sig selv sammen. Ved at kalde sig den gode hyrde, identificerer Jesus sig ikke kun med den omsorgsfulde skikkelse i Salme 23, men også med den lovede Messias, Guds tjener David, der skulle regere som hyrde over Guds folk. Dette er en direkte proklamation af hans identitet som Guds Søn og Messias.
For de jødiske tilhørere, der kendte Ezekiels profeti, var Jesu udtalelse om at være den gode hyrde ikke bare en hyggelig beskrivelse; det var en messiansk påstand, der vakte stærke reaktioner. Dette forklarer, hvorfor nogle straks reagerede med vrede og anklager som »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig!« (Joh 10,20). De forstod, hvem han påstod at være, fordi de kendte baggrunden fra Det Gamle Testamente.
Det er vigtigt at vide, hvordan Jesus er – at han er en god, omsorgsfuld hyrde. Det giver os frimodighed til at komme til ham. Men det er endnu vigtigere at forstå, hvem Jesus er – Guds Søn, den lovede Messias-hyrde. Det Gamle Testamente giver os den nødvendige baggrund for at gribe denne dybere sandhed.
En udfordring til læseren
Overvej, hvordan din læsning af Bibelen foregår. Har du et solidt kendskab til Det Gamle Testamente? Lader du det informere din forståelse af Det Nye Testamente? Eller læser du primært Det Nye Testamente og lader det forme din forståelse af det Gamle? Rækkefølgen og vægtningen af de to testamenter vil sandsynligvis præge din forståelse af mange centrale bibelske temaer, herunder løfterne til Israel, lovens rolle, og ikke mindst, Jesu person og værk. En grundig læsning af Det Gamle Testamente er ikke bare en akademisk øvelse; det er essentielt for en fuld, rig og bibelsk funderet forståelse af hele Guds åbenbaring i Jesus Kristus.
Ofte stillede spørgsmål
Baseret på almindelige spørgsmål og de emner, der berøres i vores kilder, har vi samlet svar på nogle hyppige forespørgsler:
Er Bibelen den mest solgte bog nogensinde?
Ja, Bibelen betragtes bredt som verdens mest solgte og mest udbredte bog. Selvom det er svært at give et præcist tal på grund af de mange århundreders produktion og distribution, anslås det, at der er trykt og distribueret milliarder af eksemplarer. Ingen anden bog kommer tæt på disse tal.
Hvad hedder de første fem bøger i Bibelen?
De første fem bøger i Bibelen, som udgør Toraen eller Pentateuken, er: Første Mosebog (Genesis), Anden Mosebog (Exodus), Tredje Mosebog (Leviticus), Fjerde Mosebog (Numeri) og Femte Mosebog (Deuteronomium).
Betyder rækkefølgen, man læser Bibelen i, virkelig noget?
Ja, som diskuteret i artiklen, kan rækkefølgen have stor betydning for din forståelse af Bibelens budskaber, især forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. At læse Det Gamle Testamente først giver et afgørende historisk og teologisk fundament for at forstå Det Nye Testamente.
Er Det Gamle Testamente stadig relevant for kristne i dag?
Absolut. Artiklen argumenterer stærkt for, at Det Gamle Testamente er Guds urokkelige ord og fundamentet for at forstå Det Nye Testamente. Det åbenbarer Guds karakter, frelsesplanen (gennem tro) og etiske principper, som stadig er gældende og nødvendige for et fuldt og rigt kristent liv.
Hvordan vidste de første kristne, at budskabet om Jesus var sandt?
De første kristne, som dem i Berøa, vurderede budskabet om Jesus ved at sammenligne det med de gammeltestamentlige skrifter. Da Det Nye Testamente endnu ikke var nedskrevet, var Det Gamle Testamente deres autoritative kilde til at afgøre, om budskabet om Messias var i overensstemmelse med Guds tidligere åbenbaring.
Kunne du lide 'Bibelen: Rækkefølgen Der Ændrer Alt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.