Mad til mor: Omsorg gennem måltider

Bogen 'Mad til mor', skrevet af Nanna Simonsen, er langt mere end blot en kogebog. Den er en dybt personlig og praktisk selvhjælpsguide henvendt til de mange pårørende, der pludselig står over for opgaven at skulle drage omsorg for deres aldrende forældre. Nanna Simonsen deler sine egne erfaringer fra den tid, hvor hun lavede mad til sin syge mor, for at give andre redskaber til at håndtere denne ofte overvældende situation. Bogen understreger, hvor central maden er som en form for omsorg, og hvordan man kan organisere sit bidrag på en måde, der er holdbar for den pårørende.

Forfatterens motivation for at skrive bogen udsprang af en bekymrende observation: hendes egen mor tabte sig og mistede kræfter, fordi hun simpelthen ikke spiste den mad, hun fik serveret af det offentlige system. Nanna Simonsen oplevede maden som præget af 'en sjælden fornemmelse for at vælge middelmådige råvarer sammen med et absolut gehør for sønderkogning, underkrydring og smagsudvanding'. Denne erfaring førte til en bredere kritik af den offentlige mad til ældre, som Simonsen mener er for ringe til at vække appetit hos de ofte usultne ældre.

Kritikken af den offentlige madkvalitet

Nanna Simonsens kritik af maden til ældre i offentligt regi er skarp. Hun peger på fundamentale problemer lige fra indkøb af råvarer til selve tilberedningen. Ifølge Simonsen mangler der sans for sæson, fornemmelse for råvarernes potentiale og en grundlæggende kulinarisk forståelse i mange offentlige køkkener. Resultatet er mad, der ikke alene er kedelig og smagløs, men som også kan bidrage til fejlernæring og tab af livskvalitet for de ældre.

Hun argumenterer for, at den madulyst, der ses hos mange ældre, i høj grad skyldes den ringe kvalitet af den serverede mad. Når maden ikke appellerer til sanserne – hverken syn, duft eller smag – forsvinder lysten til at spise, selvom kroppen har brug for næringen. Dette står i stærk kontrast til de basale forudsætninger for at lave god mad til andre, som Simonsen beskriver som en sans for modtageren, fornemmelse for råvarer og sæson, og at kokken selv tror på sin madlavning.

En dialog om rammer og virkelighed

Nanna Simonsens kritik har naturligvis skabt debat. Fagbladet inviterede hende til en 'dialogkaffe' med forbundsformand Ghita Parry, der repræsenterer medarbejderne i de offentlige køkkener. De to er grundlæggende enige om målet: velsmagende, nærende og kulturelt passende mad til ældre, serveret med omsorg. Men de ser forskelligt på status quo og årsagerne til problemerne.

Ghita Parry anerkender Nanna Simonsens bog som fin, men kritiserer generaliseringen af kritikken. Hun mener, at Simonsens erfaringer kan være baseret på oplevelser, der ligger 'mange år tilbage i tiden', og at hun er 'fordomsfuld'. Parry understreger, at medarbejderne i offentlige køkkener er veluddannede madhåndværkere, der brænder for deres arbejde, men som arbejder inden for stramme økonomiske og politiske rammer sat af kommunerne i form af budgetter og indkøbsaftaler. Hun argumenterer for, at man ikke kan klandre medarbejderne for de systemiske begrænsninger, de opererer under.

Parry peger også på positive udviklinger, såsom en stigning i andelen af køkkener, der har omlagt til økologi, hvilket har bidraget til at bringe bedre råvarer og håndværket tilbage i køkkenerne. Hun opfordrer Simonsen til at orientere sig i den 'professionelle køkkenverden i dag' og rette kritikken mod de 'rådne æbler' frem for at kasserer hele 'kassen'.

Ansvar og løsninger: Hvem skal handle?

Et centralt spørgsmål i debatten er, hvem der har ansvaret for at sikre god mad til ældre, og hvem der skal påpege problemerne. Nanna Simonsen mener ikke, at det skal være de pårørendes opgave at 'gå i clinch med de kommunale køkkener endsige politikere'. Hun peger i stedet på behovet for, at fagpersoner tæt på de ældre, som f.eks. hjemmehjælpere, holder øje med madspild og reagerer, hvis maden ikke bliver spist.

Ghita Parry er enig i, at ansvaret ikke udelukkende ligger hos køkkenet, når maden er leveret. Hun fremhæver behovet for 'måltidsværter' – personale der sidder med de ældre under måltidet, yder nærvær, opmuntrer til at spise og sikrer en god oplevelse. Desværre er måltidsværter ikke udbredte, da det kræver en ledelse, der prioriterer maden som en del af omsorgen.

Begge parter er enige om, at ansvaret for systemiske forbedringer ligger højere oppe – hos politikere og embedsmænd, der sætter rammerne og bevilger midlerne. Simonsen beskriver dem, der bevilger pengene, som 'gør det med hovedet under armen', hvor det billigste er det vigtigste. Parry anerkender, at kommunerne i mange år har centraliseret køkkener for at opnå stordrift, hvilket har fjernet madlavningen fra de ældre. Dog nævner hun, at midler fra den tidligere ældreminister Thyra Frank har gjort det muligt for flere kommuner at rykke køkkener tættere på plejecentrene og ansætte flere ernæringsprofessionelle.

Vigtigheden af duft, valg og nærhed

Nanna Simonsen fremhæver, hvor afgørende duften fra et køkken er for appetitten. Duften af mad under tilberedning vækker sanserne og skaber forventning. Den står i skarp kontrast til 'duften fra madvognen', som Simonsen beskriver som 'dampkogt kedsommelighed'. At have et køkken tæt på borgerne er derfor ikke kun et praktisk spørgsmål, men også en sansemæssig og psykologisk faktor, der kan påvirke lysten til at spise.

Valgmuligheder er en anden vigtig faktor. Simonsen argumenterer for, at ældre skal have mulighed for at vælge mad, der passer til deres individuelle præferencer, madkultur og livslange traditioner. Hun bruger eksemplet med et blødkogt æg og nyristet brød til morgenmad som noget, mange ældre måske ville foretrække frem for et ekstra bad, og som kun er muligt med et køkken tæt på.

Konklusion og fremtidsperspektiver

Selvom Nanna Simonsen og Ghita Parry er uenige om omfanget af problemerne i det nuværende system, deler de en vision om bedre mad til ældre. De er enige om, at små, lokale køkkener tæt på de ældre kan skabe en tydeligere arbejds- og ansvarsfordeling og appellere til en højere madkvalitet og bedre værtskab. Og begge ser potentialet for, at beboere og pårørende i sådanne rammer nemmere kan adressere kritik og kræve forbedringer.

Debatten understreger, at mad til ældre ikke bare handler om ernæring, men i høj grad om værdighed, livskvalitet og omsorg. 'Mad til mor' sætter fokus på dette vigtige emne og opfordrer pårørende til at handle, samtidig med at den rejser en nødvendig diskussion om de politiske og systemiske rammer for maden i ældreplejen.

Ofte Stillede Spørgsmål om 'Mad til mor' og ældremad

Kunne du lide 'Mad til mor: Omsorg gennem måltider'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Bøger.