H.C. Andersens Grantræet: Mere end Pynt

H.C. Andersens eventyr 'Grantræet' udkom første gang den 21. december 1844, og i modsætning til mange andre julefortællinger og de fleste af Andersens øvrige eventyr, er grundstemningen her melankolsk. Det er måske netop derfor, at 'Grantræet', sammen med 'Den lille pige med svovlstikkerne', stadig bliver fundet frem mange år senere som et supplement til de ofte sukkersøde glansbilleder, højtiden nemt flyder over med. Eventyret handler om et ungt grantræ, der er så utålmodigt med at vokse op og nå det 'næste', at det knap bemærker, hvad nu'et har at byde på, og da det først fortryder sin evige stræben, er det for sent. Det er en dybt rørende og tankevækkende historie om at værdsætte det, man har, mens man har det – et budskab, der er lige så relevant i dag som for snart 180 år siden.

Eventyret begynder i skoven, hvor et nydeligt grantræ står. Det har en god plads med masser af sol og frisk luft, omgivet af større, ældre træer. Man skulle tro, det lille træ ville være tilfreds med sin tilværelse. Men det er det ikke. Det er utroligt iltert med at vokse og tænker slet ikke på de gode forhold, det lever under. Den varme sol og den friske luft tager det for givet. Bønderbørnene, der samler jordbær og hindbær i skoven og sætter sig ved træet og siger 'nej! hvor det er nydeligt lille!', bemærker træet knap nok. Det ønsker slet ikke at høre den slags. Dets eneste ønske er at blive stort, ligesom de andre træer.

Livet i Skoven – En Utålmodig Ungdom

År efter år vokser træet. Man kan se dets alder på de mange led, det har vokset. Men træets suk fortsætter: 'O, var jeg dog saadant et stort Træ, som de Andre! saa kunde jeg brede mine Grene saa langt omkring og med Toppen see ud i den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene, og naar det blæste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom de Andre der!' Det har slet ingen fornøjelse af de simple glæder: solskinnet, fuglenes sang, de røde skyer ved morgen og aften. Selv når haren springer hen over det om vinteren – en lille begivenhed – er det bare irriterende. Træet tænker kun: 'O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden'. Denne konstante længsel efter fremtiden overskygger fuldstændig oplevelsen af nutiden.

I efteråret kommer brændehuggerne hvert år og fælder nogle af de største træer. Det unge grantræ, som nu er blevet ganske godt voksent, skælver ved synet, for de store træer falder med et brag. Deres grene hugges af, og de ser nøgne og smalle ud, næsten ukendelige, før de lægges på vogne og trækkes ud af skoven. Træet undrer sig: 'Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem?'

Drømme om Storhed – Havet eller Stuen?

Om foråret, når svalerne og storkene vender tilbage, spørger træet dem, om de ved, hvor de fældede træer blev ført hen. Svalerne ved ingenting, men storken, der er mere berejst, fortæller, at den mødte mange nye skibe på sin rejse fra Egypten, og på skibene var der prægtige mastetræer, der lugtede af gran. 'Jeg tør sige, at det var dem... jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!' fortæller storken. Træet får en ny drøm: 'O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?' Storken afviser spørgsmålet som for vidtløftigt at forklare og flyver videre.

Solstrålerne siger til træet: 'Glæd Dig ved din Ungdom! glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!' Vinden kysser træet, og duggen græder tårer over det. Men træet forstår det ikke. Det kan ikke glæde sig over sin nuværende tilstand. Dets blik er fast rettet mod fremtiden, mod den næste store ting, der skal ske.

Ved juletid sker der noget, der fanger træets opmærksomhed endnu mere end historien om mastetræerne. Helt unge træer, endda mindre end træet selv, bliver fældet. Men disse træer beholder alle deres grene. De lægges på vogne og trækkes ud af skoven. Træet spørger igen: 'Hvorhen skulle de?... hvorfor beholde de alle deres Grene? Hvor kjøre de hen?'

Gråspurvene, der har kigget ind ad vinduerne i byen, ved besked. 'Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes!' De fortæller, at træerne bliver plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting: forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys. Træet bæver i alle grene af spænding. 'Og saa — ?' spørger det. 'Og saa? Hvad skeer saa?' Gråspurvene ved ikke mere, men de forsikrer, at det var 'mageløst!'.

Denne beretning tænder en vild jubel i træet. Det ser dette som sin sande skæbne, noget endnu bedre end at fare over havet. 'Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?' jubler det. 'Det er endnu bedre, end at gaae over Havet! Hvor jeg lider af længsel! Var det dog Juul!' Det tænker på, at det nu er højt og udstrakt som de træer, der blev ført afsted året før. Det længes efter at komme på vognen, ind i den varme stue med al pragt og herlighed. Og det tænker, at der må komme noget endnu bedre, endnu skønnere *efter* dette. 'der maa komme noget endnu større, endnu herligere –! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!' Igen opfordrer luft og sollys det til at glæde sig ved sin ungdom og friskhed, men træet lytter ikke.

Julenat – Højdepunktet og Faldet

Træet vokser og vokser, står mørkegrønt vinter og sommer. Folk, der ser det, siger: 'det er et deiligt Træ!'. Og ved juletid bliver det fældet – først af alle. Øksen hugger dybt gennem marven, og træet falder med et suk til jorden. Det føler smerte, en afmagt. For første gang tænker det ikke på lykke, men er bedrøvet over at skilles fra sit hjem, fra den plet, hvor det skød frem. Det ved, at det aldrig mere vil se sine gamle kammerater, de små buske, blomster eller fuglene. Afrejsen er slet ikke behagelig, som det havde forestillet sig.

Træet kommer først til sig selv i gården, hvor det ligger udpakket med andre træer. En mand siger: 'Det der er prægtigt! vi bruge ikke uden det!' To tjenere bærer det ind i en stor, dejlig sal, rigt dekoreret med portrætter, kinesiske vaser, gyngestole, silkesofaer og borde fulde af billedbøger og legetøj. Grantræet rejses op i en fjerding fyldt med sand, skjult af grønt tøj, og placeres på et broget tæppe. Træet bæver. Hvad skal der ske? Tjenere og frøkener pynter det. Små net med sukkergodt, forgyldte æbler og valnødder, over hundrede små røde, blå og hvide lys. Dukker, der ligner mennesker, svæver i det grønne, og øverst i toppen sættes en stor stjerne af flitterguld. Det er prægtigt, ganske mageløst prægtigt.

'Iaften,' siger de allesammen, 'iaften skal det straale!' Træet tænker: 'O! var det dog Aften! var bare Lysene snart tændte! og hvad mon da skeer?' Det forestiller sig, at andre træer fra skoven eller gråspurvene vil komme og se på det. Det håber måske, at det her skal vokse fast og stå pyntet vinter og sommer. Dets længsel giver det 'barkepine', lige så slem som hovedpine for mennesker.

Lysene bliver tændt. Træet bæver af glans og pragt, så et af lysene stikker ild i det grønne – det svider. Frøkenerne slukker det hurtigt. Nu tør træet ikke engang bæve af fryd, kun af frygt for at tabe sin pynt. Det er helt omtumlet i al den glans. Dørene åbnes, og en mængde børn styrter ind, fulgt af ældre folk. Børnene jubler, danser rundt om træet, og plukker den ene gave efter den anden af. Træet forstår ikke, hvad der sker. 'Hvad er det, de gjør? Hvad skal der skee?' Lysene brænder ned, slukkes, og børnene får lov til at plyndre træet. De styrter ind på det, så det knager. Hvis ikke det var bundet fast til loftet, var det styrtet om.

Børnene danser rundt med deres legetøj. Ingen ser på træet, undtagen den gamle barnepige, der kigger efter glemte figner eller æbler. Børnene vil høre en historie. En lille tyk mand sætter sig under træet for at fortælle. Han fortæller historien om 'Klumpe-Dumpe, som faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen!'. Børnene klapper og vil høre mere, men får kun den ene historie. Grantræet står helt stille og tankefuldt. Aldrig havde fuglene i skoven fortalt noget lignende. Det tænker: 'Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!' og tror, at historien er virkelig. Det tænker: 'Ja, ja! hvem kan vide! maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!' Det glæder sig til næste dag, hvor det forventer at blive pyntet igen, høre historien igen og 'fornøie mig i al min Herlighed'. Hele natten står det stille og tankefuldt.

Glemsel på Loftet – Reflektion og Fortælling

Om morgenen kommer Karl og Pige ind. Træet tænker: 'Nu begynder Stadsen igjen!', men de slæber det ud af stuen, op ad trappen, ind på loftet, og stiller det i en mørk krog, hvor ingen dag skinner. 'Hvad skal det betyde!' tænker træet. 'Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at høre?' Det læner sig op ad muren og tænker. Dagene og nætterne går. Ingen kommer op. Da der endelig kommer nogen, er det bare for at stille kasser hen i kroge, og træet bliver helt skjult, som om det er glemt.

'Nu er det Vinter derude!' tænker træet og rationaliserer sin placering: Jorden er hård af sne, så det skal nok stå her i læ til foråret. 'hvor det er velbetænkt! hvor dog Menneskene ere gode!' Men det finder hurtigt mørket og ensomheden skrækkelige. Det savner selv haren, der sprang over det i skoven, noget det ellers ikke brød sig om dengang. 'Her oppe er dog skrækkeligt eensomt!'

Små mus kommer frem. De snuser til træet og smutter mellem grenene. De synes, her er velsignet at være, bortset fra kulden. De kalder træet 'gamle Grantræ', hvilket det afviser – det er slet ikke gammelt, det er kun kommet fra skoven denne vinter, det er i sin bedste alder! Musene er nysgerrige: 'Hvor kommer Du fra? og hvad veed du?' De spørger, om det har været det dejligste sted på jorden, spisekammeret med ost og skinker. Træet kender ikke til spisekammeret, men det kender skoven, hvor solen skinner og fuglene synger. Og så fortæller det om sin ungdom i skoven. Musene har aldrig hørt noget lignende, lytter spændt og siger: 'nei, hvor Du har seet meget! hvor Du har været lykkelig!'

Træet tænker over, hvad det selv fortæller, og indser: 'ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!' Men så fortæller det om juleaften, da det var pyntet. Musene udbryder igen: 'O! hvor Du har været lykkelig, du gamle Grantræ!' Træet retter dem igen: 'Jeg er slet ikke gammel! det er jo i denne Vinter, jeg er kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg er bare sat i Væxten!'

Musene finder træets fortællinger dejlige. Næste nat kommer flere mus for at høre det fortælle. Jo mere det fortæller, desto tydeligere husker det alt, og desto mere synes det: 'det var dog ganske morsomme Tider!' Men det holder stadig fast i håbet om fremtiden: 'men de kan komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsesse, maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse'. Det tænker på et lille birketræ i skoven, som for det var en dejlig prinsesse.

Musene vil høre om Klumpe-Dumpe. Træet fortæller hele eventyret, ord for ord. Musene er begejstrede. Næste nat kommer endnu flere mus, og om søndagen kommer endda to rotter. Men rotterne finder historien dårlig. Dette bedrøver musene, som nu også synes mindre om den. Rotterne spørger, om træet kun kan den ene historie. 'Kun den ene!' svarer træet. 'den hørte jeg min lykkeligste Aften, men den Gang tænkte jeg ikke paa, hvor lykkelig jeg var!' Rotterne, der kun er interesserede i historier om mad, afviser træet og går. De små mus forsvinder også til sidst. Træet sukker: 'Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre Smaa-Muus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! — men jeg skal huske at fornøie mig, naar jeg nu tages frem igjen!' Håbet om en fremtidig glæde lever stadig i træet.

Enden – Forbi, Forbi

Men hvornår sker det? En morgenstund kommer folk og rumsterer på loftet. Kasserne flyttes, og træet trækkes frem. Det kastes lidt hårdt mod gulvet, men en karl slæber det straks hen mod trappen, hvor dagen skinner. Træet tænker: 'Nu begynder Livet igjen!' Det føler den friske luft og den første solstråle og er ude i gården. Alt går så hurtigt, at træet glemmer at se på sig selv. Der er så meget at se på: gården støder op til en have, hvor alt blomstrer. Roserne dufter, lindetræerne blomstrer, svalerne flyver om. Træet jubler: 'Nu skal jeg leve!' og breder sine grene ud.

Ak, dets grene er alle visne og gule. Det ligger i en krog mellem ukrudt og nælder. Kun guldstjernen sidder endnu i toppen og glimter i solskinnet. I gården leger et par af de børn, der dansede om træet juleaften. En af de mindste river guldstjernen af. 'See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!' siger han og tramper på grenene, så de knager under hans støvler.

Træet ser på al blomsterpragten og friskheden i haven. Det ser på sig selv, visnet og glemt. Og det ønsker, at det var blevet i sin mørke krog på loftet. Det tænker på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften, og på de små mus, der så glade lyttede til historien om Klumpe-Dumpe. Den knusende erkendelse rammer det: 'Forbi! forbi!' siger det stakkels træ. Den mulighed, det altid stræbte efter, er overstået og har ikke ført til varig lykke. Og de øjeblikke, det tog for givet, er nu tabt for altid. 'Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!'

Tjenestekarlen kommer og hugger træet i små stykker. Et helt bundt ligger der. Det blusser dejligt op under den store bryggerkedel. Og det sukker så dybt, hvert suk er som et lille skud. Børnene, der leger, løber ind og sætter sig foran ilden, ser ind i den og råber 'pif! paf!'. Men ved hvert knald, der er et dybt suk, tænker træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne skinnede; det tænker på juleaften og Klumpe-Dumpe, det eneste eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle. Og så var træet brændt ud. Drengene leger i gården. Den mindste har guldstjernen på brystet, den stjerne træet bar sin lykkeligste aften. Nu er den aften forbi, og træet er forbi, og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier!

Dybere Mening – Eventyrets Budskab

'Grantræet' er mere end bare en trist historie om et træs endeligt. Det er en allegori over den menneskelige tilbøjelighed til at jage efter fremtidig lykke og glemme at værdsætte den nuværende. Træets konstante utålmodighed og længsel efter 'noget mere' forhindrer det i at finde glæde i de simple, men værdifulde øjeblikke, det oplever – solskinnet, luften, fuglene, selv børnenes anerkendelse i skoven eller musenes beundring på loftet. Da det endelig opnår sin drøm om at blive juletræ, er denne herlighed kortvarig og leder kun til forfald og tilintetgørelse. Ironisk nok indser træet først værdien af de 'kedelige' tider, da de er tabt for altid. Budskabet er klart: Lykken findes ikke nødvendigvis i fremtiden eller i storhed, men i at anerkende og glæde sig over nu'et.

Hvorfor 'Grantræet' Stadig Griber Os?

Eventyrets melankolske tone er en del af dets styrke. Det er en modvægt til de ofte idealiserede skildringer af jul og lykke. Det minder os om livets flygtighed og om, at selv opnåede drømme kan ende i skuffelse. Historien taler til vores egen tendens til at leve i fremtiden ('bare jeg får det job', 'bare jeg flytter', 'bare det bliver weekend') og overse skønheden og mulighederne i det, vi har lige nu. Træets endelige erkendelse, 'Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!', er hjerteskærende netop fordi den er så relaterbar. Det er en påmindelse om at gribe øjeblikket, før det er forbi.

Ofte Stillede Spørgsmål om Grantræet

Hvad er hovedbudskabet i Grantræet?

Hovedbudskabet er vigtigheden af at værdsætte og glæde sig over det nu'et har at byde på, i stedet for konstant at længes efter fremtiden eller det, man ikke har. Træet fortryder til sidst, at det ikke nød sin ungdom og sine simple tider, da det havde chancen.

Er Grantræet et juleeventyr?

Ja, eventyret kulminerer omkring jul, hvor træet bliver pyntet og lever sin kortvarige drøm som juletræ. Men selve historien og dens temaer strækker sig ud over den traditionelle julefortælling og er dybt melankolske og filosofiske.

Hvorfor er eventyret trist?

Eventyret er trist, fordi grantræet aldrig finder ægte tilfredshed. Det er konstant utålmodigt, opnår sin drøm om 'storhed' for en kort stund, men ender glemt og til sidst ødelagt, idet det indser sine fejl for sent. Træets skæbne er en barsk lektion om tabte muligheder og livets flygtighed.

Hvornår blev Grantræet skrevet?

'Grantræet' blev udgivet første gang den 21. december 1844 som en del af 'Nye Eventyr. Første Bind. Anden Samling'.

Hvilke andre H.C. Andersen eventyr ligner Grantræet?

Det sammenlignes ofte med 'Den lille pige med svovlstikkerne' på grund af den delte melankolske tone og et fokus på figurer, der lider og ikke opnår varig lykke i deres levetid. Begge eventyr står i kontrast til Andersens mere optimistiske eller eventyrlige fortællinger.

'Grantræet' forbliver en uundværlig del af H.C. Andersens forfatterskab og en juleklassiker, der hvert år minder os om at stoppe op, trække vejret og værdsætte de øjeblikke, vi har, før de – ligesom grantræet og dets historie – er forbi.

Kunne du lide 'H.C. Andersens Grantræet: Mere end Pynt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.