Faraos Rolle og Akhenatons Revolution

Faraoen var mere end blot en hersker i det gamle Egypten; han var statens hjerte, religionens øverste præst og folkets bindeled til den guddommelige verden. Gennem årtusinder udviklede og ændrede denne rolle sig, men den grundlæggende idé om faraoen som en guddommelig eller guddommeligt udpeget figur bestod. To fascinerende eksempler på faraoers indflydelse på religion, kunst og selvforståelse findes i perioderne under Akhenaton og Ramses II, hvis efterladte templer og inskriptioner giver os et unikt indblik i deres tidsopfattelse af kongemagten.

Akhenatons Revolutionerende Religion og Kunst

Under farao Akhenaton (oprindeligt Amenhotep IV) gennemgik Egypten en dramatisk religiøs omvæltning. Akhenaton forkastede den traditionelle polyteisme og indførte en form for monoteisme centreret omkring solguden Aton. Kernen i denne nye religion var ikke en direkte tilbedelse af Aton af menigmand, men snarere en indirekte tilbedelse gennem faraoen og hans familie. Billedprogrammet, der blev brugt til at udsmykke templer og embedsmandsgrave i den nye hovedstad Amarna, var omhyggeligt udformet for at formidle denne doktrin i en letforståelig form. Det var kongen og hans familie, der skulle være i fokus som det eneste bindeled mellem almindelige egyptere og guden Aton. Folket blev instrueret i at tilbede kongen og den kongelige familie. Det var denne familie, der efterfølgende udførte den nødvendige tilbedelse af Aton på hele menneskehedens vegne. Dette system cementerede faraoens position som den absolutte og uundværlige mellemmand til det guddommelige, en radikal ændring fra tidligere tiders mere decentrale religiøse praksis, hvor templer og præsteskaber spillede en større, uafhængig rolle. Kunstnerisk medførte Akhenatons revolution også markante ændringer. Under kongens vejledning udviklede billedkunstnerne en original tradition, især i fremstillingen af menneskefiguren. Denne nye stil udviste en realisme, der til tider grænsede til karikatur. Akhenaton selv blev ofte afbildet med træk, der afveg markant fra de traditionelle, idealiserede farao-billeder. Han ses med kvindelige former, et sandsynligt forsøg på at forene det mandlige og det kvindelige skaberprincip i hans egen person, og med et stærkt hvælvet kranium, der muligvis skulle understrege det 'barnlige nyskabte' eller den nye æras begyndelse. Denne idealbilledet påvirkede også fremstillinger af privatpersoner, der tilpassede deres egne portrætter til den nye stil, hvilket viser Akhenatons gennemgribende indflydelse på samfundet. Læren om Aton som verdensskaber og Akhenaton som gudens eneste forkynder blev udtrykt mesterligt i Den Store Solhymne. Dette betydningsfulde skrift, der menes at være forfattet af kongen selv, bærer en slående lighed med Salme 104 fra Det Gamle Testamente, hvilket antyder en mulig kulturel udveksling eller inspiration. Solhymnen er fundet indhugget i klippegraven i Amarna, der tilhørte embedsmanden Eje. Eje spillede en vigtig rolle i Akhenatons hof og overtog senere tronen, da Akhenatons søn, Tutankhamon, døde. Hymnen er et vidnesbyrd om Akhenatons dybe teologiske overbevisning og hans ønske om at proklamere Atons (og dermed sin egen) overhøjhed. Med hensyn til spørgsmålet om, hvem Akhenaton var gift med, fokuserer den angivne tekst på 'kongen og hans familie' som det centrale bindeled til Aton og 'den kongelige familie' som genstand for tilbedelse. Teksten navngiver dog ikke specifikt Akhenatons hustru, selvom dronningen, især Nefertiti (som dog ikke nævnes i den foreliggende tekst), spillede en usædvanlig prominent rolle i Amarna-periodens kunst og religion, netop som en del af dette centrale, kongelige bindeled til guddommen.

Faraoen som Helt og Guddommeligt Bindeled - Ramses II's Eksempel

Faraoens rolle som statens beskytter og militære overhoved blev ofte fremhævet i monumentale byggerier, og Ramses II, en af Egyptens mest berømte herskere, mestrede kunsten at bruge arkitektur og kunst til at forherlige sin magt og sine bedrifter. Hans pragtfulde tempel i Karnak er et strålende eksempel på dette. Her lod han opføre en vældig søjlehal, hvis vægge var udsmykket med drabelige krigsscener, der skildrer hans militære kampagner. Over templets vægge strækker sig en lang, overdådig hyldestberetning, indhugget i de tykke mure. Disse prægtige tableauer viser Ramses II i farlige og heroiske situationer, der var designet til at imponere enhver beskuer. Den mest berømte af disse skildringer omhandler slaget ved Kadesh mod hittitterne, Egyptens ærkemfjende i Anatolien, der havde besat den strategisk vigtige by i Syrien. Ifølge inskriptionerne, der fungerede som en form for royal propaganda, besejrede Ramses II på det nærmeste hittitterne ene mand. Teksten og billederne beskriver, hvordan han frygtløst kastede sig frem mod fjenderne, kun hjulpet af solguden Amon-Re. Han bragede alene i sin stridsvogn gennem et stort antal hittitiske vogne, der væltede skramlende om på siden, mens de slagne fjender flygtede panisk i alle retninger. Kadesh blev således, ifølge denne fremstilling, befriet takket være faraoens personlige mod og guddommelige assistance. Denne skildring i Karnak understreger faraoens traditionelle rolle som den guddommeligt udvalgte krigerkonge, der opretholder orden (Ma'at) ved at besejre kaos repræsenteret ved Egyptens fjender. Selvom virkeligheden af slaget ved Kadesh sandsynligvis var mere kompleks, viser templets udsmykning, hvordan faraoen blev portrætteret: som en uovervindelig helt, der handler i pagt med guderne for at sikre Egyptens sikkerhed og velstand. Ramses II's monumenter over hele Egypten vidner om en farao, der i høj grad brugte sin magt og ressourcer på at fremstille sig selv som den ideelle, traditionelle egyptiske hersker – en stærk militærleder, en stor bygherre og en favorit af guderne.

Faraoens Mange Facetter - En Sammenligning

Akhenatons revolutionære tilgang og Ramses II's mere traditionelle, men monumentale, selvforherligelse illustrerer forskellige aspekter af faraoens komplekse rolle. Begge faraoer brugte kunst og religion aktivt til at forme deres image og cementere deres magt, men med forskellige fokus. Akhenaton forsøgte at omdefinere selve relationen mellem folket, faraoen og guden, hvilket placerede ham og hans familie i en unik position som de eneste mediatorer. Ramses II derimod forstærkede den traditionelle opfattelse af faraoen som den heroiske, guddommeligt støttede beskytter af Egypten, der sikrede sejr på slagmarken og opretholdt kosmos.

Begge eksempler viser tydeligt, at faraoens rolle var dybt sammenflettet med Egyptens religiøse overbevisninger og statens behov for en stærk, central autoritet. Uanset om fokus var på en ny, monoteistisk tilbedelse af solguden gennem den kongelige familie, eller på den traditionelle skildring af faraoen som den uovervindelige kriger, der sikrede landets sikkerhed med gudernes hjælp, var faraoen altid den centrale figur – bindeleddet mellem den jordiske og den guddommelige verden.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem var gift med faraoen Akhenaton ifølge teksten?

Teksten nævner "kongen og hans familie" samt "den kongelige familie" som centrale i Akhenatons religion og som bindeled til guden Aton, men den navngiver ikke specifikt Akhenatons hustru.

Hvad var kernen i Akhenatons nye religion?

Kernen var, at kongen og hans familie var det eneste bindeled mellem folket og guden Aton. Folket skulle tilbede kongen og familien, som så tilbad Aton på deres vegne.

Hvordan blev Akhenaton afbildet i kunsten, og hvorfor?

Han blev afbildet med kvindelige former og stærkt hvælvet kranium. Dette var sandsynligvis for at forene det mandlige og kvindelige skaberprincip i hans person og for at understrege det "barnlige nyskabte". Kunsten udviste realisme grænsende til karikatur.

Hvad viser Ramses II's tempel i Karnak om faraoens rolle?

Afbildningerne i templet, især krigsscenerne og hyldestberetningerne, viser faraoen som en heroisk og næsten overmenneskelig figur, der egenhændigt besejrer fjender (som hittitterne ved Kadesh), ofte med hjælp fra guderne (som Amon-Re).

Hvad er Den Store Solhymne, og hvor blev den fundet?

Den Store Solhymne er et skrift, der udtrykker læren om Aton som verdensskaber og Akhenaton som gudens forkynder. Den blev fundet indhugget i embedsmanden Ejes klippegrav i Amarna.

Faraoens rolle i det gamle Egypten var altså mangefacetteret: religiøs leder, militær øverstkommanderende, lovgiver og den ultimative garant for landets orden og velstand. Gennem kunst, arkitektur og religiøs doktrin formåede faraoerne som Akhenaton og Ramses II at mejsle deres billede ind i historien og i egypternes bevidsthed som de uundværlige figurer, der bandt himmel og jord sammen.

Kunne du lide 'Faraos Rolle og Akhenatons Revolution'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.