Gud, Liv og Menneskets Frihed

Spørgsmålet om, hvorvidt Gud griber ind i vores liv, og hvordan vi forstår lidelse og ondskab i verden, er komplekst og har optaget teologer og troende i århundreder. Er tragedier som terrorangreb eller naturkatastrofer et udtryk for Guds straf, skæbne eller blot tilfældighed? Eller er de et resultat af menneskelige handlinger og en ufuldkommen verden?

Gud, Ondskab og Menneskeligt Ansvar

Når vi ser på tragiske begivenheder forårsaget af mennesker, er svaret ifølge teologer ofte klart: Det er konsekvensen af konkrete menneskers handlinger og beslutninger. Ondskab i verden stammer i mange tilfælde fra mennesket. Men hvad med naturkatastrofer? Her spiller naturen en rolle. Verden er ufuldkommen på to niveauer. For det første er den skabt forskellig fra Gud og kan derfor ikke være perfekt. For det andet er verden præget af menneskets frihed. Mennesker vælger nogle gange forkert, og konsekvenserne af disse dårlige valg former den verden, vi lever i. Disse valg påvirker ikke kun forholdet til Gud (synd), men fører også til konkret fysisk ondskab. For eksempel kan rovdrift på miljøet forkorte levetiden i et område. Nogle gange ligger synd bag, andre gange fejl eller uvidenhed. Men mennesket er i stand til at ødelægge verden. Vi kender ikke proportionerne mellem disse faktorer – hvad der ville ske, hvis synden ikke eksisterede. Vores forståelse af naturens love er forbundet med vores klogskab. Spørgsmålet er, hvor meget denne klogskab er forsinket af synden.

Tankegangen om, at en by 'bad om en tragedie' på grund af 'udskejelser', er en form for tænkning, som Jesus irettesætter. Jesus siger: bed for jeres fjender, velsign dem, der hader jer! Han spørger også: „Mener I, at de atten, som tårnet i Siloam faldt ned over og slog ihjel, var større syndere end alle andre indbyggere i Jerusalem? Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde.” Til dem, der siger: „en by bad om en tragedie”, skal man svare: hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde. Jesus adskiller tydeligt fysisk ondskab fra synd. Når han bliver spurgt om den blinde – hvem syndede: han eller hans forældre? – svarer Jesus: hverken han eller hans forældre. Jesu Gud er en Gud, der lader solen skinne på onde og gode. Regnen falder på retfærdige og uretfærdige.

Hvad er Guds Forsyn?

Vores religiøse tænkning svinger mellem to yderligheder i forståelsen af forsynet. Den ene yderlighed er tænkning, der udelukker forsynet – altså deistisk tænkning. Gud griber ikke ind i verden, verden bevæger sig i overensstemmelse med naturens love, der er ingen overnaturlig handling, ikke engang mirakler, inklusive opstandelsen. Og da slet ikke Helligåndens virke, der ledsager menneskelig dømmekraft ved beslutninger. Den anden yderlighed er naiv-magisk tænkning, dvs. overbevisningen om, at Gud 'manuelt' styrer alt. Hvis et æg faldt på gulvet – det gjorde Gud. Hvis det ikke knustes, var det et mirakel osv. I en sådan verden går menneskets frihed dybest set tabt, fordi spørgsmålet om, hvorvidt konsekvenserne af handlinger falder på mennesket eller ej, fremstår som en Guds handling i hvert enkelt tilfælde. Denne naiv-magiske måde at se på er naturligvis uforenelig med vores erfaring.

Den sundeste tænkning går efter min mening midt imellem disse yderligheder. Vi undgår deisme ved at tro, at Gud kan handle i verden, især ved at samarbejde med skabninger – når Han handler inde i eller parallelt med min frihed, inspirerer mig osv. Han kan også handle inden for de love, Han selv har fastsat. Vi ved ikke, hvilken 'bagdør' til verden Gud efterlod sig ved skabelsen. Han kan have adgang til det system, vi kalder verden, og vi vil aldrig opdage den, hvis Han ikke afslører den for os. Jeg tror, at denne computer-metafor, selvom den ikke er særlig raffineret, belyser noget. Hvis programmører kan konstruere systemer, så vi som brugere af software ikke er i stand til at bemærke indgreb, der sker i realtid, så kunne Gud lige så godt have skabt verden sådan.

Det er svært for en troende at tænke, at Gud ikke tager sig af ham. Hvis forholdet til Gud skal være levende, forudsætter det omsorg. Men en sådan tænkning er også i nogen grad antropomorfisk og kulturelt betinget. Vi ville forvente noget andet, hvis vi levede for 3000 år siden, og noget andet i dag. Vores forventninger til Gud er stærkt kulturelt betingede. Sådan skal man forstå de gammeltestamentlige trusler om, at Gud vil hævne sig for vores dårlige opførsel. Billedet af Gud udvikler sig, sammen med Hans åbenbaring. Hvis vi ser kronologisk på udviklingen af Det Gamle Testamentes teologi, finder vi den mest hævngerrige Gud i de ældste lag. Åbenbaringen påvirkede Israel og førte til det, profeterne opdagede og forkyndte – at hævnen ikke vil ramme andre end synderen. Kun synderen vil omkomme. Og Jesus tilføjer, at hvis synderen omkommer, er det først efter et meget seriøst arbejde fra Guds side for at omvende ham – 'finde ham'. Allerede det gammeltestamentlige 'øje for øje, tand for tand' var en dæmning mod hævn – den skulle være proportional med skaden, ikke strække sig fra generation til generation.

Når vi i dag tænker på Guds forsyn, orienterer vi os mod følelser. Vi ønsker at føle Guds omsorg – at den er meget håndgribelig. Dette er igen en fælde af magisk tænkning. Vi ønsker, at Gud skal ordne ting for os. Når det sker, er vi i stand til at sige 'mange tak'. Og hvis det ikke går efter vores ønske, er vi i stand til at sige, at Gud har forladt os. Problemet er, at hvis Gud er Gud, vil Han ikke nødvendigvis handle efter vores ønske. Fordi vores ønske ikke nødvendigvis er det, der fører til det største gode.

Lidelse, Retfærdighed og Barmhjertighed

Man siger, at Gud tillader, at ondskab rammer os. Ondskab er tilladt i verden, ligesom synd. Gud tillader, ved at give mennesket frihed, den værste form for ondskab, nemlig moralsk ondskab – den skade, der rammer en uskyldig. Med henvisning til angrebet i Barcelona – Gud tillod, at disse mennesker fuldendte deres ondskab, og at det ramte nogen.

Vi må også overveje, om fysisk ondskab, der rammer os, er et problem fra Guds synspunkt. Naturligvis vækker en sådan tankegang harme i os: hvordan kan Gud tillade smerte og død for uskyldige? Jeg kan selvfølgelig ikke se fra Guds perspektiv, men jeg kan forsøge at få lidt afstand til det almindelige menneskelige perspektiv... Hvis jeg havde magten til at opretholde livet for den, der dør – dvs. jeg ved, at han kun mister det fysiske liv, men i dødsøjeblikket blot lægger sit hoved i mine hænder, og derudover vil jeg straks oprejse ham til live igen – så ville jeg ikke opfatte døden som et så gigantisk problem.

I kristendommen har vi en sådan intuition: takket være Guds virke i menneskers hjerter, kan Han til sidst føre godt ud af ulykke og ondskab. Dette virker umenneskeligt, for menneskeligt set ville vi for enhver pris undgå lidelse. Det forekommer mig, at Gud ikke nødvendigvis handler sådan. Det peger Kristi kors på. Gud handler efter en logik, hvor prioriteten er godt opnået gennem frit menneskeligt samarbejde, ikke undgåelse af lidelse. Jesus kunne have flygtet fra Getsemane have, men valgte alligevel at udholde lidelsen. Og vi synger nu til påske disse foruroligende ord: „O lykkelige skyld, da du blev udslettet af en så stor Frelser”. Gud håndterer menneskets synd, håndterer ondskab.

Han håndterer det takket være menneskelig frihed, for det var jo Jesu frie viljes beslutning at tage imod den kalk. Her udøves netop forsynets arbejde. Guds Ånd virker i Jesu menneskelighed fra inkarnationen. Gud handler i historien. Over for tragedien i Barcelona og alle andre tragedier handler Gud i hjerterne på mennesker, der er vidner og ofre, for at føre til tilgivelse, forsoning, for at der kan opstå et større godt deraf. Det er dog ikke sådan, at Gud provokerer sådanne begivenheder, for at mennesker kan vokse. Der er altid en konkret synder, hvis frihed Gud respekterer ligesom min.

På samme måde er det med katastrofer – de er resultatet af konkrete årsagssammenhænge, som Gud ikke stopper, og over for hvilke man derefter skal finde sig til rette.

Livets Kilde: Gud som Skaber

Livet er en handling af Guds skabende kraft. Herren Gud er livets Skaber, Han er dets Giver. Vi betragter livet, den levende celle, og beundrer dens pragt. Hver enkelt er ekstraordinær, både den vegetabilske og den animalske, men den mest ekstraordinære, vidunderlige er den menneskelige celle. Vi skal dog tale om menneskets liv, om at det er Guds skabning. Mennesket er skabt i Guds billede og lighed – det ved vi alle og taler om det. Vi må også være opmærksomme på, at når vi bøjer os over livet – kommer vi meget tæt på Gud. Bag livets væg er den levende Gud. Det er Han, der ved at vække livet, viser, at Han er, for Han definerede sig selv: „Jeg Er Den, Der Er” (jf. 2 Mos 3,14). Også når vi betragter livet, ser vi, at det er en vidunderlig Guds plan.

Det moderne menneske, der beskæftiger sig med livet, foretager visse indgreb i Guds frelsesplan, forstår livet på sin egen måde. Det foretager derfor meget risikable handlinger, der krænker dette smukke, uforklarlige liv i hele dets udtryk. Og så kan man sige, at livet græder. Dette minder os om et barns gråd. Det er den, barnet har til sit forsvar. Barnet fødes grædende og træder med denne gråd ind i verdens virkelighed. Barnets gråd peger forældre på dets konkrete livsbehov. Denne gråd fra det lille liv er noget meget væsentligt og talende, fordi den viser som det menneskelige væsens ekstraordinære svaghed, der forsvarer værdien af livet, forsvarer dets hellighed.

Gud brugte svaghed til at vise sin magt... Herren Gud vil fortælle os, at vi som mennesker må føle stor frygt og stor angst over for et barns gråd. Han befaler os at besinde os, for der er grænser for menneskets indgreb i disse yderst sarte områder af væsentlige anliggender forbundet med Ham. Det er så let at brutaliserer virkeligheden, udsætte den for eksperimenter og trampe på hellige love vedrørende de vigtigste anliggender. Vi har altså på den ene side Skabergudens enorme delikatesse, og på den anden side menneskets så hensynsløse handlinger, som jo kun er et tilfældigt væsen. Netop her lyder ateismens synd særligt højt, altså synden at afvise Gud – himlens og jordens Skaber. Vi har egentlig allerede accepteret, at ateismens synd kun er holdningen hos nogle mennesker, og at det ikke er noget særligt, når nogen siger: „Jeg er ikke-troende”. Desværre er denne holdning forbundet med overbevisningen om, at mennesket også har lov til at træde ind i en verden, der er Skaberens domæne. Kan man gøre det uden nogen konsekvenser?...

„Jeg Er Den, Der Er”. Sådan definerede Gud sin eksistens i verden, og det er som den simpleste definition, men samtidig den mest fulde udtryk for Guds væsen. Gud er. Til Hans væsen hører det, at Han er. Han er livets Skaber, og dette liv er det mest magtfulde vidnesbyrd om Hans eksistens. Levende væsener, men også det mindste spor af liv – den levende celle er det største vidne om Gud, det er et lys, der oplyser veje til Gud. Derfor er det så vigtigt, at vi er bevidste om, at hvert liv er helligt, for det er skabt af Gud, der er Hellig, Mægtig og Udødelig. Det betyder, at livet fortjener den største respekt, at livet skal behandles med den største ærbødighed. Verden og menneskets eksistens afhænger af menneskets holdning til livet. Måske skal man råbe til det moderne menneske, at det ikke må vove at udslette liv, der er helligt...

Mennesket kan trampe på Guds frelsesplan, kan afvise troen på Gud Skaberen, sige til Gud: „Jeg anerkender Dig ikke. Jeg mener, at alt, hvad der opstod, også den levende celle, skete af sig selv, ved et tilfælde.” Men fornuften viser os jo, at der alligevel eksisterer en enorm, evig orden, at der er en verden af gensidige afhængigheder, at princippet om årsagssammenhæng fungerer, som siger, at alt i vores verdensbillede har en årsag. Måske vil de, der har afvist Gud i deres liv, le af principper, som Sankt Thomas Aquinas så rationelt mindede om. Ikke desto mindre er de ekstraordinære fakta, vi observerer i naturens liv, og frem for alt i menneskets liv, først og fremmest selve livets faktum, den levende celles, det levende menneskes, allerede tilstrækkeligt bevis for Guds eksistens. Sankt Irenæus sagde: „Gloria Dei vivens homo” – Guds herlighed er det levende menneske. Lad os tage disse ord dybt til hjerte.

Om Guds Køn

I den lutherske kirke i Sverige har det været tumult i flere uger. Kirkens primas, biskop Antje Jackelén, opfordrede de troende til ikke at omtale Gud med substantivet 'Herre' eller pronomenet 'han'. Disse ord antyder, at Skaberen er en mand. Og dog, som lederen af de svenske lutheranere argumenterer: „Gud overskrider kønskonceptet, for Gud er ikke et menneske.” Vi bør derfor ikke bruge såkaldte 'mandscentriske' udtryk i beskrivelsen af Gud. Dette er nemlig en arv fra århundreders patriarkat, som kristne mænd og kvinder nu må være meget opmærksomme på. Ellers ville det være svært for dem at bekæmpe diskrimination af kvinder både i deres egen kirke og i samfundet som helhed.

Det viste sig dog, at forslaget fra primasen for den svenske kirke ikke mødte entydig opbakning fra teologerne der. Nogle udtalte tydeligt, at 'mandscentriske udtryk' ikke kun er patriarkatets arv, men også en bibelsk arv (og Bibelen er jo for lutheranere den eneste kilde til Guds åbenbaring). Er det værd at gå imod en tradition, der slet ikke er så entydig, som Antje Jackelén gerne ville se det, med et skarpt 'antypatriarkalsk' snit?

Sagen, hun rejste, skal ikke kun ses som bevis på endnu en doktrinær excentricitet i den svenske kirke. Striden om 'mandscentriske udtryk' for Gud har varet i teologiske kredse (forbundet med forskellige kristne trosretninger) i flere årtier. I 1973 udgav Mary Daly (1928-2010), en amerikansk katolsk teolog og filosof, bogen „Beyond God the Father”. I den stillede hun et spørgsmål, der måske er et af de vigtigste spørgsmål i kristendommen i vores tid: kan en mandlig Frelser være Frelser for kvinder? Daly svarede, at eftersom kristnes Gud åbenbarede sig som en mand (ordet man betyder på engelsk – og analogier findes på forskellige europæiske sprog – både menneske og mand), er det ikke overraskende, at mænd i århundreder i Kirken har indtaget Guds holdning over for kvinder, en Gud, der ifølge mange moderne feminister havde træk af en 'mandlig chauvinist'. Netop af denne grund kan kristne kvinder den dag i dag tilsyneladende opleve diskrimination fra kristne mænd.

Gud har træk fra begge køn. Det er ubestrideligt, at man på Bibelens sider finder en del 'mandscentriske udtryk' for Gud. Han fremstilles både i Det Gamle og Det Nye Testamente ikke kun som 'han' eller 'Herre'. Bibelens forfattere ser jo også i Gud en 'konge', en 'kriger' eller også en 'fader' eller en 'ægtefælle'. På den anden side, som bibelforskere understreger, er det allerede i beskrivelsen af skabelsen i Første Mosebog tydeligt skrevet, at „Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27).

Det lader altså til, at Gud ifølge den bibelske åbenbaring bærer træk fra begge køn i sig. Men betyder det (hvis man skulle tage denne sætning fra Første Mosebog som biologisk bogstavelighed), at det guddommelige har en 'tvekønnet' natur? De fleste teologer ville blot trække på skuldrene af en sådan, efter deres mening, absurd påstand. Ifølge den nuværende konsensus inden for bibelforskning skal alle udtryk for Gud i Skriften nemlig behandles som betydningsmæssigt begrænsede (og samtidig kulturelt betingede) metaforer, som kun tilnærmer os mysteriet om det guddommelige, men aldrig fuldt ud udtømmer det. Alligevel kunne vi uden disse bibelske udtryk intet sandt sige om Gud. Man må dog ikke absolutisere udtryk, der beskriver Gud som en mand (eller en kvinde, som nedenfor). Af denne grund er der i den nuværende Katolske Kirkes Katekismus foretaget en vigtig forbehold:

Gud er på ingen måde et billede af mennesket. Han er hverken mand eller kvinde. Gud er ren ånd, hvori der ikke er plads til kønsforskel. Mandens og kvindens „fuldkommenhed” afspejler noget af Guds uendelige fuldkommenhed: moderens fuldkommenhed samt faderens og ægtefællens fuldkommenhed (KKK, 370).

Bibelen indeholder også billeder af Gud som mor. I Esajas' Bog kan man f.eks. finde følgende interessante udsagn fra Gud rettet til hans folk: „Jeg har tiet længe, jeg har været stille og holdt mig tilbage; nu vil jeg råbe som en fødende kvinde, jeg vil stønne og gispe af vrede, luften vil slippe op for mig.” (Es 42,14). „Kan en kvinde glemme sit spædbarn, den, der elsker sin livs søn? Og selv om hun glemte, vil Jeg [dvs. Gud] ikke glemme dig” (Es 49,15). „Som en, hans egen mor trøster, således vil Jeg [dvs. Gud] trøste jer; i Jerusalem skal I finde trøst” (Es 66,13). I et smukt digt fra Hoseas Bog kapitel 11 fremstiller Gud sin handling over for Israel som moderlig ømhed: „Jeg elskede Israel, da han endnu var barn, og kaldte min søn ud af Egypten. Jo mere jeg kaldte dem, jo mere fjernede de sig fra mig, og bragte ofre til Ba’alerne og brændte røgelse til afguderne. Men dog lærte jeg Efraim at gå, jeg tog dem på mine arme; men de forstod ikke, at jeg tog mig af dem. Jeg trak dem med menneskelige bånd, og det var kærlighedens bånd. Jeg var for dem som en, der løfter et spædbarn op til sin kind – jeg bøjede mig ned til ham og gav ham mad” (Hos 11,1-4). Det er karakteristisk, at der i oversættelsen af disse vers ofte anvendes maskulint grammatisk køn (selvom det oprindelige ikke har så entydig specifikation). Konteksten peger tydeligt på, at vi her har at gøre med en fremstilling af Gud som en mor, der ammer og opdrager sit afkom. Kan man så undre sig over, at moderne teologer (og flere og flere teologer følger efter) forsøger at 'genvinde' for den almindelige bevidsthed disse kvindelige træk ved det guddommelige, som Bibelen vidner om?

Gud Fader og Guds Søn. Det er sandt, at Gud ikke har et biologisk køn. Noget andet er, at Skaberen i Bibelen og kristen tradition ofte beskrives ved hjælp af udtryk, der – under konkrete historisk-kulturelle forhold – tjente til stereotyp fremstilling af manden og (dog må det erkendes, at det skete meget sjældnere i kristendommens historie) kvinden. 'Kønsrelaterede' metaforer (jeg tror, det er fuldt ud passende at bruge dette adjektiv i denne sammenhæng) har derfor og har stadig anvendelse i teologien. Spørgsmålet er kun, om alle 'mandscentriske udtryk' for Gud er doktrinært uforpligtende metaforik.

Som svar på primas Antje Jackeléns opfordring udtalte teologiprofessor ved Lunds Universitet Christer Pahlmblad, at primasens appel undergraver „doktrinen om Treenigheden og følelsen af fællesskab med andre kristne kirker”. Denne doktrin bygger nemlig på anerkendelsen af forholdet mellem tre personer, hvoraf den første med rette (efter Jesus fra Nazaret) kaldes 'fader' af kristne, og den anden – 'søn'. Ifølge Pahlmblad ville en afvigelse fra disse udtryk de facto være et tegn på „manglende respekt for den fælles teologiske arv”. For ikke at nævne, at i kristendommens historie holdt de, der ikke ville anerkende Treenigheden, op med at blive anset for kristne af troende i Kristus.

Det er klart, at treenighedslæren ikke i dag bør være årsag til diskrimination af kvinder. Hvordan skal den dog fremstilles, så kristne kvinder ikke føler, at de er kristne af anden, men ikke første, kategori? Der er vist stadig ingen fuldt overbevisende løsning på dette dilemma.

Tro, Forsyn og Ansvar

En række tilfældigheder gjorde, at jeg engang mødte min nuværende hustru. Er det naivt at se tegn på Guds forsyn i sådanne tilfældige begivenheder? Jeg tror, det er mere et udtryk for tro end naivitet. Et tegn har altid sin første 'neutrale' betydning: f.eks. er en begivenhed et krydsfelt af årsagssammenhænge. Men i forhold til et konkret menneske kan denne begivenhed blive et tegn. Den taler til os, måske netop fordi Gud bruger den til kontakt med os. Jeg ville ikke undervurdere dette, for det er et troende syn på verden. Men naturligvis skal sådanne tegn underkastes vurdering. Hvis Gud er verdens store 'organisator', så er Han efter min mening i stand til at antyde mening med begivenheder, når de er sket. Det er ikke nødvendigvis selve begivenheden, der bærer mening; det er troen, der genkender den. Hvis jeg har tæt kontakt med Gud, hvis jeg gennem bøn får erfaring af Ham, så begynder også meningen med de ting, Han har skabt, at vise sig for mig. Dette er en klassisk overbevisning i den mystiske tradition.

Præsten Adam Boniecki indrømmede, at han nogle gange beder sin afdøde mor om hjælp, og moren hjælper ham i forskellige livssituationer, f.eks. med at finde en parkeringsplads, når han har travlt med at møde folk. Ved tidernes ende vil vi kontrollere, hvor mange gange det var et spørgsmål om, at der simpelthen var en ledig plads, og hvor mange gange det var noget mere. Men en sådan tilgang må ikke smides ud af fromheden, for den siger, at vi tror på, at Gud tager sig af os. Og ved at tro, tillader vi samtidig Gud at tage sig af os. Dette er netop troens paradoks: ved at tro, tillader jeg Gud at virke i mig. Jeg åbner rum for Hans virke ved at aktivere min frihed. Min beslutning om tro betyder også: Gud, virk, jeg stoler på dig! I sidste ende kan det også føre til Getsemane: jeg stoler på dig til det sidste, uanset prisen!

At Håndtere Lidelse og Tvivl

Nogle gange er lidelsen så smertefuld, at menneskets verden bryder sammen sammen med Gud. Hvad så? Man må ærligt skændes med Gud. Ofte bebrejder vi mere eller mindre bevidst Gud for noget, Han gjorde eller ikke gjorde. Klager skal rettes mod den, vi bebrejder. Dette er yderst vanskeligt, for det er ikke let at tale med Gud på grund af Hans... tavshed? ...eller usynlighed. Men et større problem er, at vi ofte er bange for at sige vores mening til Gud, fordi vi ikke ved, hvordan Han vil reagere. For en sikkerheds skyld er det bedre ikke at tale hårdt til Gud, for Han kan hævne sig – det er let for os at tænke sådan, især når vi allerede har bebrejdet Ham for noget. Men hvis vi ikke ærligt diskuterer vores klager med Gud, risikerer vi at forstene i en tilstand af bitterhed. Så kan intet blive klart i lang tid. Men hvis et menneske skændes med Gud til ende – ærligt, til den sidste klage og vrede, opdager det meget ofte, at der stadig kan udledes noget godt af denne erfaring. Gud kan antyde det og kan hjælpe med at komme igennem det. Dette er vist en af de vanskeligste ting, der kan ske i livet, men denne vej er mulig. Der er mennesker, der har gået den, er kommet igennem den og er i stand til at ledsage andre på vejen.

Guds Retfærdighed og Barmhjertighed

Vi har ofte svært ved at forene tænkningen om Guds forsyn med tænkningen om Guds retfærdighed. Gud er så retfærdig, og jeg er så syndig, at jeg ikke kan regne med Hans hjælp... Vores mentalitet er blevet betinget af en fortolkning, hvor retfærdighed bliver Guds første egenskab. Han bliver nærmest slave af sin egen retfærdighed: Han må straffe. Det er lidt en specificitet ved polsk sjælesorg, som i årevis har indprentet 'hovedsandhederne i troen', der er ukendte for den universelle Kirke (og blandt dem: „Gud er en retfærdig dommer, der belønner godt og straffer ondt”). I modsætning hertil forbinder Det Nye Testamente Guds retfærdighed med Guds barmhjertighed. „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Naturligvis vil Gud i sidste ende dømme retfærdigt. Men denne idé om retfærdighed er som i lignelsen om arbejderne i vingården: de første, der arbejdede fra morgen, tror, de får mere end dem, der kom til sidst på dagen og arbejdede en sølle time. Guds retfærdighed ser anderledes ud end menneskelig, og af mennesket opfattes den som uretfærdighed. For barmhjertighed er uretfærdigt. Hvis Guds retfærdighed bestod i at give os, hvad vi fortjener, ville der ikke være håb for os. Derimod tilgiver Gud netop som trofast og retfærdig synder. Leon den Store (5. århundrede) siger i et brev til Flavius, at Satan glædede sig over menneskets synd, fordi han var overbevist om, at Gud på grund af retfærdighed nu måtte ændre sit forhold til mennesket. Men Gud foretog i sin handling simpelthen en korrektion bestående i Kristi død og opstandelse.

Den Hellige Ånd og Engle

I vores polske fromhed er andagten til Skytsenglen ret udbredt. Kan den forsvares? Dette er en praksis forbundet med idéen om Guds forsyn, og det er en del af den – efter min mening – teologisk sunde del. Gud realiserer sit forsyn ikke så meget 'manuelt' eller direkte, men gennem frie skabninger. Herunder også åndelige, altså engle. Vi har naturligvis ikke klarhed over, hvad engle kan gøre, og hvad de faktisk gør. Åbenbaringsdataene er meget sparsomme i denne henseende...

Og hvornår begynder tilliden til forsynet at grænse til formastelse, altså synden mod Helligånden? Jeg tror, det er, når vi holder op med at tage ansvar for vores handlinger. Hvis forsynet primært virker gennem skabninger, så realiserer Gud sin omsorg for mig først og fremmest gennem mine egne handlinger: jeg står op om morgenen, går på arbejde, tjener til livets ophold. Vi opfatter det normalt ikke som Guds forsyn, men hvor kom det, jeg har på niveau med anlæg, evner osv., fra? Og i moralsk forstand sker grænseoverskridelsen, når jeg anerkender, at uanset hvad jeg gør, skal Gud klare konsekvenserne. Jeg vil køre med en ødelagt katalysator og forurene miljøet, det gør ikke noget – lad Gud klare det. Det er formastelse.

Ofte stillede spørgsmål

Griber Gud ind i vores liv?
Ifølge teksten er Guds indgreb ikke som en 'manuel' styring af alt. Gud handler ofte gennem sin skabning og respekterer menneskets frihed. Han kan virke inde i eller parallelt med vores handlinger og inspirere os.

Hvad er Guds forsyn?
Guds forsyn er troen på, at Gud tager sig af verden og mennesket. Det er en middelvej mellem deisme (Gud griber slet ikke ind) og naiv-magisk tænkning (Gud styrer hver eneste lille detalje). Det indebærer, at Gud kan handle i verden, ofte i samarbejde med skabninger, og kan have skjulte måder at virke på.

Hvorfor tillader Gud lidelse og ondskab?
Ondskab er tilladt i verden, dels på grund af verdenens ufuldkommenhed, dels på grund af menneskets frihed og evne til at vælge ondt. Gud tillader, at mennesker fuldender deres onde gerninger, selvom det rammer uskyldige. Fra et guddommeligt perspektiv er fysisk død og smerte måske ikke det ultimative problem, da Gud kan føre godt ud af det onde, som vist ved Kristi kors.

Er Gud mand eller kvinde?
Bibelen bruger både mandlige (Fader, Herre, Konge) og kvindelige (Mor, fødende kvinde) metaforer for Gud. Teologisk set er Gud ren ånd og har ikke biologisk køn. De bibelske udtryk er billeder, der hjælper os at nærme os mysteriet, men ikke fuldt ud beskriver Guds væsen.

Hvordan skal man håndtere tvivl eller vrede mod Gud i lidelse?
Det anbefales at være ærlig og 'skændes' med Gud om sine følelser og klager. At udtrykke vrede og bitterhed over for Gud kan være en vej til forsoning og til at opdage, hvordan Gud kan føre noget godt ud af den smertefulde erfaring.

Er det forkert at se Guds forsyn i tilfældigheder?
Nej, det er mere et udtryk for tro. En begivenhed kan være et resultat af årsagssammenhænge, men for en troende kan den også blive et tegn, som Gud bruger til at kommunikere. Det er vigtigt at vurdere sådanne 'tegn', men troen kan genkende mening i begivenheder.

Hvad er forholdet mellem Guds retfærdighed og barmhjertighed?
Det Nye Testamente forbinder Guds retfærdighed med barmhjertighed. Guds retfærdighed er ikke en ren juridisk straf, men handler også om at tilgive og rense fra synd, som det ses i 1 Johannes 1,9. Hans barmhjertighed, som i lignelsen om arbejderne i vingården, kan virke 'uretfærdig' fra et menneskeligt perspektiv, men er kilden til håb.

Kunne du lide 'Gud, Liv og Menneskets Frihed'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.