Hvor Bor Bier? Dyk Ned i Biernes Verden

Bier er fascinerende små insekter, der spiller en vigtig rolle i vores natur. I Danmark alene findes der omkring 288 forskellige arter af vilde bier, hver med deres unikke særpræg og levevis. Fra den farverige pragtbuksebi til den diskrete vårsilkebi lever disse bier en flittig tilværelse, ofte ubemærket, hvor de sammen med sommerfugle og andre insekter lever af nektar og pollen fra blomster. Men hvor lever disse mange forskellige bier egentlig, og hvad laver de udover at samle føde? Denne artikel dykker ned i biernes verden for at afsløre, hvor de bygger deres bo, hvordan de skaber den velkendte honning, og hvorfor netop honningen er så vital for dem.

Hvor finder bierne deres hjem i naturen?

For at trives har bierne grundlæggende behov: tilstrækkelige mængder føde i form af nektar og pollen samt egnede steder at bygge rede og overvintre. Disse behov er tæt forbundne. Føden skal være inden for en overkommelig flyveafstand fra boet. Dette betyder, at bierne primært søger levesteder i områder med en stor variation af blomster gennem sæsonen. Sådanne blomsterrige arealer findes traditionelt i landskabet i form af græssede enge, hvor den løbende græsning forhindrer, at høje planter udkonkurrerer de lavere blomster. Overdrev, som er tørre, ofte kalkholdige græsarealer, og heder med lyng og andre nøjsomme planter er også vigtige levesteder, ligesom lysninger i skoven kan tilbyde en rig blomsterflora.

Udover disse større naturtyper kan selv mindre arealer fungere som værdifulde levesteder for bierne. Småbiotoper som markveje, grøftekanter og markskel, der får lov at ligge urørt og blomstre, kan udgøre livsvigtige fødekilder og potentielle redesteder. Problemet i dag er, at den mængde af blomsterrige naturarealer, der tidligere prægede landskabet, er blevet kraftigt reduceret. Dette skyldes i høj grad ændret arealanvendelse, hvor udbygning med veje og byområder samt et stadigt mere intensivt landbrug har mindsket pladsen til vild natur. Markerne pløjes ofte helt ud til kanten, og brugen af gødning og sprøjtemidler kan yderligere forringe levestederne. Hvis man ønsker at støtte den artsrige bestøverfauna, herunder de mange vilde bier, er det derfor afgørende at afsætte plads til og aktivt beskytte de eksisterende naturlige levesteder.

Hvordan bygger bierne deres bo? Solitære vs. Sociale bier

Når vi tænker på biernes bo, forestiller mange sig et stort bistade fyldt med tusindvis af summende insekter. Dette billede passer dog kun på en meget lille del af bierne. Faktisk lever langt de fleste vilde bier en tilværelse som solitære bier, også kaldet enlige bier. Disse bier lever alene og bygger deres reder uden hjælp fra artsfæller. De er diskrete og ofte svære at få øje på.

Udover de tamme honningbier, som holdes i bistader af biavlere, er det stort set kun humlebierne, der udviser social adfærd og lever i et fælles bo med en dronning, arbejdere og hanner. Humlebiens bo er dog langt mindre end honningbiens store samfund.

De solitære bier har meget forskellige præferencer for, hvor de anlægger deres reder. Størstedelen af arterne foretrækker at bo tæt på jordoverfladen. De graver typisk en underjordisk gang på en varm, solbeskinnet plet. Disse steder har ofte et sparsomt plantedække, så jorden er bar og let at grave i. Sandet jord er særligt populært. Hvis man kigger godt efter på en solrig, åben plet, kan man tit opdage de små, runde huller i jorden, som afslører en solitærbis indgang til sit underjordiske bo. Hvert hul fører ned til en lille tunnel, hvor bien indretter celler til sit afkom.

Andre arter af solitære bier er mere kreative i deres valg af redested. Nogle genbruger forladte musegange i jorden, mens andre udnytter naturlige hulrum over jorden. Dette kan være sprækker i stenbunker, mellem mospuder, i en uforstyrret bunke nedfaldne blade eller i hule træstammer og grene. Visse arter kan endda finde på at bygge rede i murværket på et hus eller i stænglerne af visne planter. For at sikre gode redesteder for disse bier er det vigtigt at bevare områder, der får lov at ligge urørte. Undgå at pløje, gødske eller sprøjte i områder, hvor bierne potentielt kan bygge rede.

For at opsummere forskellen på de to hovedtyper af bier og deres bo:

Hvorfor laver bierne honning?

Honning er et produkt, vi mennesker har nydt i årtusinder, men for bierne er det meget mere end bare en sød spise. Honning er biernes livsvigtige madpakke. Bierne laver honning for at sikre føde til hele bifamilien, især i perioder hvor der ikke er blomster tilgængelige til at samle nektar og pollen fra. Den vigtigste af disse perioder er vinteren. Når temperaturen falder, og naturen går i dvale, er der ingen blomster, der producerer den nektar, som bierne lever af i den aktive sæson. Uden honning ville bifamilien sulte ihjel i løbet af vinteren.

Den honning, bierne samler og lagrer gennem sommeren, er en koncentreret energikilde. Denne energi er nødvendig for, at bierne kan overleve vinteren. De bruger honningen til at holde sig varme i boet. Honningbier klumper sig sammen i en vinterklynge inde i bistadet og vibrerer med deres muskler for at generere varme. Denne proces kræver en betydelig mængde energi, som de får fra honningen. De bruger også honning som brændstof til at flyve, selvom flyvningen er minimal om vinteren. Om sommeren er honningen den primære energikilde til den intense flyveaktivitet, der er nødvendig for at samle nektar og pollen.

Det er interessant at vide, at honningproduktionen for bierne er en ressourcekrævende proces. En bifamilie skal faktisk bruge omkring 8 kilo honning som 'flyvebrændstof' for at kunne indsamle den nektar, der bliver til 1 kilo færdig honning, som biavleren kan høste. Hvis der er rigtig mange blomster i nærheden af et bistade i løbet af sommeren, kan en stærk bifamilie producere helt op til 50 kilo honning, og nogle gange endnu mere, som biavleren kan tage. Når biavleren høster honningen, fjerner han biernes vinterforråd, og derfor er det afgørende, at biavleren i stedet giver bierne en erstatning i form af sukkervand, som bierne kan leve af gennem vinteren.

Hvordan bliver nektar til honning? En forvandling i boet

Processen hvor nektar fra blomsterne forvandles til honning er en fascinerende og kompleks biokemisk proces, der involverer flere trin og samarbejde mellem bierne. Det starter ude i blomsten, hvor bien samler den søde nektar.

Når bien stikker sin lange tunge ned i blomsten, suger den nektaren op og gemmer den i en særlig 'mave', der kaldes honningmaven. Denne mave er ikke biernes egentlige fordøjelsesmave, men snarere en midlertidig opbevaringsbeholder, der bruges til at transportere nektaren tilbage til bistadet. Allerede mens nektaren er i honningmaven, begynder bien at tilsætte specifikke stoffer, som den selv producerer. Disse stoffer er enzymer. Enzymerne er afgørende for honningproduktionen, da de begynder at nedbryde de komplekse sukkerarter i nektaren til simplere sukkerarter som glukose og fruktose.

Når bien vender tilbage til bistadet, afleverer den den delvist forarbejdede nektar-enzym-blanding til andre bier inde i stadet, typisk yngre arbejderbier. Disse bier fortsætter processen. De tilsætter yderligere enzymer til blandingen, og derefter lægger de den i de sekskantede celler på vokstavlen. Vokstavlen er selve strukturen inde i bistadet, hvor bierne opbevarer honning, pollen og yngel.

På dette stadie er blandingen stadig meget vandholdig – nektar består af op til 80% vand. For at honningen kan holde sig længe uden at gære, skal vandindholdet reduceres drastisk til under 20%. Bierne arbejder utrætteligt på at opnå dette. De flytter blandingen rundt mellem cellerne og lader den udsætte for luftcirkulation i stadet, som de skaber ved at baske med vingerne. Denne ventilation får vandet til at fordampe.

Mens vandet fordamper, fortsætter enzymerne deres arbejde med at omdanne sukkerarterne. Denne omdannelse er vigtig, da den gør honningen mere stabil og nemmere for bierne at fordøje. Når vandindholdet er tilstrækkeligt lavt, og sukkerarterne er omdannet, er nektaren blevet til færdig honning.

Den færdige honning lagres nu i cellerne på vokstavlen. For at beskytte honningen mod fugt og mikroorganismer forsegler bierne hver enkelt celle med et fint, hvidt låg lavet af voks. Dette vokslåg fungerer som en perfekt forsegling, der gør, at honningen kan holde sig frisk i meget lang tid – længe nok til at tjene som biernes vigtigste føde gennem hele vinteren.

Hvordan høster biavleren honning? Fra bistade til glas

For biavleren er høsten af honning kulminationen på en sæsons arbejde. Da honningen er biernes vinterforråd, kan bierne naturligt nok blive lidt beskyttende over for den. Derfor vælger biavlere ofte at høste honningen om morgenen, hvor bierne typisk er mindre aktive og mere rolige.

Processen starter med, at biavleren forsigtigt fjerner de vokstavler fra bistadet, der er fyldt med forseglet honning. Når tavlerne er bragt væk fra bistadet, skal det vokslåg, som bierne har brugt til at forsegle cellerne med honning, fjernes. Dette gøres typisk med en speciel gaffel eller en varm kniv, der skraber eller smelter vokslågene af. Det kræver en vis teknik og præcision at fjerne lågene uden at beskadige tavlen for meget, men det er en nødvendig proces, da honningen ellers ikke kan komme ud af cellerne.

Når vokslågene er fjernet, er honningen klar til at blive slynget ud. Selvom noget honning kan dryppe ud af sig selv fra de åbne celler, er den mest effektive måde at få al honningen ud på at bruge en honningslynge. En honningslynge er en stor beholder, ofte cylinderformet, med kurve eller rammer indeni, hvor vokstavlerne placeres. Når låget lukkes, sættes slyngen i rotation, enten manuelt ved at dreje et håndtag eller via en elektrisk motor. Tavlerne snurrer hurtigt rundt inde i beholderen.

Denne hurtige rotation skaber en centrifugalkraft, der presser honningen ud af cellerne. Honningen kan ikke holde fast i de roterende tavler og slynges ud mod beholderens sider og løber ned i bunden. I bunden af slyngen er der typisk en hane, hvor den flydende honning kan tappes fra.

Inden honningen kommer på glas, løber den ofte igennem en si. Sien er vigtig for at fjerne urenheder som små stykker voks, bierester eller andre partikler, der måtte være kommet med under slyngningen. Dette sikrer, at den honning, der ender i glasset, er ren og klar.

Efter at være slynget og siet er honningen stadig flydende. Mange biavlere lader nu honningen 'hvile' i spande i nogle dage. I denne periode kan eventuelle resterende luftbobler stige op til overfladen. Biavlern rører ofte rundt i honningen i hvileperioden, især hvis de ønsker, at honningen skal have en bestemt konsistens. Efter nogle dage vil honningen naturligt begynde at krystallisere og blive mere fast. Når honningen har opnået den ønskede konsistens – uanset om det er flydende eller mere cremet – kan biavleren tappe den på glas, klar til at blive nydt.

Vidste du, at honning smager forskelligt?

En af de mest spændende ting ved honning er dens store variation i smag, farve og konsistens. Honning er ikke bare honning. Smagen og udseendet afhænger næsten udelukkende af de blomster, som bierne har besøgt for at samle nektar. Bier er meget effektive i deres fødesøgning, og en enkelt bi vil ofte besøge den samme type blomst på én indsamlingstur. Hele bifamilien vil i perioder koncentrere sig om de mest rigelige nektarkilder i nærheden.

Dette betyder, at honning høstet på forskellige tidspunkter af året eller fra forskellige områder kan have vidt forskellig karakter. Honning fra lyng, som blomstrer sent på sommeren, er kendt for sin kraftige, aromatiske og lidt krydrede smag samt sin geléagtige konsistens. Honning fra rapsmarker, der blomstrer tidligt på sommeren, er derimod typisk meget mild i smagen og krystalliserer hurtigt til en fast, lys honning.

Andre blomster som kløver, lindetræer, frugttræer eller forskellige vilde blomster giver hver især honning med deres unikke smagsnuancer og farver, der kan variere fra næsten hvid over gylden til mørkebrun. At smage på forskellige typer honning er som at smage på landskabet i det område, hvor bierne har samlet nektar. Det er en sand oplevelse for smagsløgene – har du prøvet at sammenligne smagen af lynghonning og rapshonning?

Ofte stillede spørgsmål om biernes bo og honning

Her er svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om biernes levesteder og honningproduktion:

Hvor bygger vilde bier deres bo?

De fleste vilde bier, som er solitære, bygger deres reder alene. Mange graver reder i jorden, typisk på varme, sandede pletter med sparsom vegetation. Andre bruger naturlige hulrum i træ, murværk, stenbunker eller visne planter.

Lever alle bier i store samfund?

Nej, langt fra. Kun honningbier og humlebier lever i sociale samfund med et fælles bo. De fleste af Danmarks omkring 288 vilde biarter er solitære og lever alene.

Hvorfor laver bier honning?

Bier laver honning som føde for hele bifamilien, især til vinteren, hvor der ikke er blomster til at samle nektar fra. Honningen giver bierne energi til at holde sig varme og overleve, når der ikke er anden føde tilgængelig.

Hvordan forvandler bier nektar til honning?

Bier samler nektar i deres honningmave, hvor de tilsætter enzymer. Tilbage i boet afleveres blandingen, flere enzymer tilsættes, og vandindholdet reduceres kraftigt ved at flytte blandingen rundt og ventilere, mens enzymerne omdanner sukkerarterne. Den færdige honning forsegles i cellerne med voks.

Er honning altid flydende?

Nej, honningens konsistens varierer. Frisk slynget honning er ofte flydende, men de fleste typer honning vil naturligt krystallisere og blive mere fast over tid. Hastigheden af krystallisering afhænger af honningens sammensætning (forholdet mellem forskellige sukkerarter), som igen afhænger af de blomster, nektaren kommer fra.

Smager al honning ens?

Absolut ikke. Honningens smag, farve og aroma afhænger direkte af de blomster, bierne har hentet nektar fra. Honning fra forskellige blomsterkilder har vidt forskellige karakteristika.

At lære om biernes liv, deres boliger og den utrolige proces, der skaber honning, giver en dybere forståelse for disse små, men utroligt vigtige insekter. Ved at værne om deres levesteder og forstå deres behov, kan vi hjælpe med at sikre deres overlevelse og den fortsatte bestøvning af vores planter.

Kunne du lide 'Hvor Bor Bier? Dyk Ned i Biernes Verden'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.