Nazisternes bogbrænding: Tanker i flammer

I maj og juni 1933 udspillede sig en af de mest symbolske og foruroligende handlinger i Nazitysklands tidlige historie: en omfattende kampagne med bogbrændinger. Orkestreret af myndighederne og udført med stor fanfare, var formålet klart: at rense tysk kultur for alt, hvad der blev anset for at være uoverensstemmende med den nazistiske ideologi. Det var et direkte angreb på fri tænkning og en skræmmende forløber for de grusomheder, der senere skulle følge.

Bag aktionen stod Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels, som hurtigt efter nazisternes magtovertagelse i 1933 påbegyndte arbejdet med at ensrette den tyske kulturvirksomhed – en proces kendt som Gleichschaltung. Målet var at bringe alle aspekter af samfundet, herunder kunst, litteratur og medier, i overensstemmelse med partiets politiske og ideologiske mål. Udrensningen begyndte i de jødiske kulturorganisationer og bredte sig hurtigt til andre, der blev anset for suspekte.

Det var dog ikke kun statslige organer, der drev processen frem. De tyske studenterorganisationer, samlet under paraplyen Deutsche Studentenschaft, stod i forreste linje. Ultranationalismen og antisemitismen stod stærkt i middelklassen, og især blandt studenterne var modstanden mod den skrøbelige Weimarrepublik (1919-1933) markant. Studenterne så sig selv som vogtere af en 'ren' tysk kultur og var ivrige efter at deltage i opgøret med 'utyske' elementer.

Studenternes 'Aktion mod anti-tyske holdninger'

Allerede den 6. april 1933 proklamerede Deutsche Studentenschaft en landsomfattende 'aktion mod anti-tyske holdninger'. Dette var optakten til bogbrændingerne. Den 8. april offentliggjorde organisationen sine 'tolv teser', der understregede behovet for et 'rent' sprog og en 'ren' kultur. De angreb specifikt 'jødisk intellektualisme' og krævede, at tyske universiteter skulle genoprettes som centre for tysk nationalisme. Disse teser dannede det ideologiske grundlag for bogbrændingerne.

Inspirationen til aktionen hentede man fra en tidligere begivenhed i tysk historie: bogbålet ved Wartburg i 1817. Dengang demonstrerede tyske studenterforeninger (Burschenschaften) for et forenet Tyskland ved at brænde 'utyske' og reaktionære tekster. Nazisterne og studenterne i 1933 genoplivede denne form for symbolsk vold for at markere et brud med fortiden – den del af fortiden, de forkastede – og indvarsle en ny æra.

Den store bogbrænding den 10. maj 1933

Hovedaktionen fandt sted den 10. maj 1933. I de fleste tyske universitetsbyer blev der organiseret fakkeltog, der kulminerede på centrale mødepladser. Her blev der spillet musik, sunget og aflagt eder, mens SA-folk, drenge fra Hitlerjugend og nazistudenter med fanatisme kastede bøger på de opbyggede bål. Det var ikke en spontan handling, men en velorkestreret propagandabegivenhed designet til at skabe maksimal offentlig effekt og signalere den nye magts vilje til at undertrykke afvigende stemmer.

I Berlin samlede omkring 40.000 tilskuere sig på Opernplatz (nu Bebelplatz) for at overvære skuespillet. Her holdt Joseph Goebbels en flammende tale, hvor han proklamerede: 'Nej til dekadence og moralsk fordærv!' Han annoncerede, at 'den ekstreme jødiske intellektualismes æra er nu omme'. Goebbels understregede, at fremtidens tysker ikke blot skulle være en 'bogens mand', men en 'karakterfast mand', og at bogbrændingen var et symbol på at overgive 'fortidens onde ånd' til flammerne. Efter talen kastede SA og ungdomsforeninger omkring 20.000 bøger fra blandt andet Institut für Sexualwissenschaft og Humboldt-universitetet ind i flammerne.

På grund af regnvejr blev en del af de planlagte bogbål udsat. Nogle fandt først sted senere i maj eller endda omkring sankthans. Alligevel blev der gennemført i alt 34 bogbål over hele Tyskland. Aktionerne blev betragtet som en succes af naziregimet og fik stor pressedækning, hvor enkelte arrangementer endda blev direkteoverført i radioen.

Hvem og hvad blev brændt?

Omfanget af bogbrændingerne var enormt. Richard Euringer, direktøren for biblioteket i Essen, har identificeret omkring 18.000 værker af 2.500 forfattere, som blev brændt offentligt under kampagnen. Listen over forbudte forfattere var lang og omfattede et bredt spektrum af stemmer, der blev anset for at true nazistisk ideologi.

Blandt de ramte skribenter var mange af Tysklands ledende forfattere, herunder Bertolt Brecht, Lion Feuchtwanger og Alfred Kerr. Men listen stoppede ikke ved tyske forfattere. Også internationale stemmer blev undertrykt, herunder amerikanske forfattere som Ernest Hemingway, Jack London og Helen Keller. Og naturligvis var jødiske forfattere et primært mål, som illustreret ved afbrændingen af værker af Franz Kafka.

Begrundelserne for afbrændingen varierede, men var alle rodfæstet i nazisternes ideologiske forvrængning. Bøger af den senere nobelprismodtager Carl von Ossietzky blev brændt på grund af 'frækhed og arrogance'. Den norske forfatter Sigrid Undsets romaner blev også brændt på baggrund af hendes udtalelser om race, som stod i skarp kontrast til nazisternes raceideologi. Undset beskrev race som 'hverken en moralsk eller en umoralsk kvalitet' og advarede mod blind tillid til race som 'den sikre vej til at lade alle de mindst værdifulde elementer indenfor racen udfolde sig uhæmmet'. Erich Kästner, en populær tysk forfatter, oplevede den surrealistiske situation at være vidne til, at hans egne bøger blev kastet på bålet – en oplevelse han først skrev om efter krigen.

Ud over forfatternes baggrund eller politiske holdninger, blev bøger om specifikke emner også målrettet. Et fremtrædende eksempel er plyndringen af biblioteket ved Institut für Sexualwissenschaft i Berlin, grundlagt af Magnus Hirschfeld, en pioner inden for sexologi og fortaler for homoseksuelles rettigheder. Instituttets bøger og arkiver, der repræsenterede videnskabelig forskning og progressive tanker om seksualitet, blev systematisk ødelagt som led i nazisternes undertrykkelse af 'dekadence' og 'moralsk fordærv'.

Litterære eftervirkninger og kontrol

Efter bogbrændingerne flyttede Joseph Goebbels kontrollen over litteraturen til sit eget ministerium. Ministeriet oprettede hurtigt standarder og retningslinjer for, hvordan forfattere måtte skrive. Litterære værker skulle nu passe ind i fire godkendte kategorier, der tjente nazistisk propaganda og ideologi:

• Fronterlebnis: Om krigens kammeratskab og oplevelser ved fronten.
• Weltanschauung: Værker der genspejlede nazisternes syn på verden og deres ideologi.
• Heimatroman: Tysk nationalromantik, der idealiserede landlivet og traditionelle tyske værdier.
• Rassenkunde: Litteratur der omhandlede nazismens racesyn og eugenik.

Denne centraliserede kontrol og styring af litteraturen viste naziregimets ønske om ikke kun at undertrykke uønskede tanker, men aktivt forme den kollektive bevidsthed gennem godkendt litteratur. Bogbrændingerne var således ikke kun en destruktiv handling, men også en forberedelse til opbygningen af en ny, nazistisk kulturel orden.

Internationale reaktioner og protester

Nyheden om de planlagte bogbål nåede ud over Tysklands grænser allerede før de fandt sted. Amerikanske organisationer som American Jewish Congress havde kendskab til planerne to uger i forvejen og sendte protester. Den amerikanske forfatter Helen Keller, hvis egne bøger blev brændt, skrev et åbent brev til de tyske studenter, hvori hun bemærkede: 'Historien har intet lært jer, hvis I tror, I kan slå tanker ihjel.' Andre prominente amerikanske forfattere som Sherwood Anderson og nobelprisvinderen Sinclair Lewis erklærede sig solidariske med de bandlyste skribenter og protesterede offentligt mod bogbålene. I USA marcherede titusindvis af mennesker i New York City, Philadelphia, Chicago og St. Louis i protest mod nazistisk politik og bogbrændingerne. Disse reaktioner viste, at verden udenfor Tyskland forstod den dybere betydning af bogbrændingerne som et angreb på universelle værdier om frihed og viden.

Mindesmærker og erindring

Hændelsen den 10. maj 1933 står som et symbol på nazistisk barbari og undertrykkelse af åndsliv. I dag findes der flere mindesmærker i Tyskland for at erindre bogbrændingerne og advare mod faren ved censur og intolerance.

Mest kendt er mindesmærket på Bebelplatz i Berlin, netop der hvor den største bogbrænding fandt sted. Her er der bygget en montre i jorden med tomme boghylder, synlig gennem en glasplade. Ved siden af er en bronzetavle med en indskrift, der citerer en profetisk linje af den tyske digter Heinrich Heine fra hans værk 'Almansor' fra 1821:

"Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen."

På dansk lyder citatet: "Det var kun et forspil. Hvor der er brændt bøger, vil man ende med også at brænde mennesker." Heines ord viste sig desværre at være uhyggeligt sande, idet bogbrændingerne blev fulgt af forfølgelse, fængsling og systematisk udryddelse af de mennesker – jøder, politiske modstandere, homoseksuelle og andre – hvis ideer og eksistens nazisterne fandt uacceptable.

Tilsvarende mindesmærker findes i en række andre tyske byer, herunder Göttingen, Frankfurt, Hamborg, Landau, Bremen, Düsseldorf, Erlangen og Köln. Disse mindesmærker tjener som vigtige påmindelser om, hvad der kan ske, når tanker og viden undertrykkes, og at forsvaret for frihed til at læse, skrive og tænke er en konstant nødvendighed.

Ofte stillede spørgsmål om bogbrændingerne i 1933

Hvem stod bag bogbrændingerne?
Nazimyndighederne, især Propagandaministeriet under Joseph Goebbels, stod bag kampagnen. Den praktiske udførelse blev dog i høj grad varetaget af tyske studenterorganisationer, støttet af SA og Hitlerjugend.

Hvilke typer bøger blev brændt?
Bøger, der blev anset for at være 'utyske', 'dekadente', 'moralsk fordærvede', 'jødisk intellektualisme' eller på anden måde i modstrid med nazistisk ideologi. Dette omfattede værker af jødiske forfattere, liberale, socialister, pacifister, forfattere med progressive synspunkter (f.eks. om seksualitet) og udenlandske forfattere.

Hvad var formålet med bogbrændingerne?
Formålet var at rense tysk kultur og åndsliv for uønskede elementer, ensrette den kulturelle produktion i henhold til nazistisk ideologi, signalere et brud med fortiden (Weimarrepublikken) og skræmme intellektuelle og forfattere til selvcensur eller emigration.

Hvor mange bøger blev brændt?
Det anslås, at henved 25.000 bøger af omkring 2.500 forfattere blev brændt under kampagnen i 1933.

Hvorfor er Heinrich Heines citat vigtigt i denne sammenhæng?
Heines citat fra 1821 om, at hvor bøger brændes, vil mennesker til sidst også brændes, viste sig at være en uhyggelig profeti. Det understreger den tætte sammenhæng mellem undertrykkelse af tanker og viden og forfølgelse af mennesker. Bogbrændingerne var et tidligt tegn på naziregimets radikale og dødbringende politik.

Bogbrændingerne i 1933 var mere end blot en symbolsk handling. De var et direkte angreb på kernen af et frit samfund – retten til at tænke, skrive og udtrykke sig frit. De tjener som en alvorlig påmindelse om farerne ved totalitære ideologier og vigtigheden af at værne om ytringsfriheden og adgangen til viden.

Kunne du lide 'Nazisternes bogbrænding: Tanker i flammer'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.