Blinkende Lygter og Det Nye Danske Film

Filmen 'Blinkende Lygter' af Anders Thomas Jensen, baseret på en analyse bragt i det mediepædagogiske tidsskrift EKKO i november 2000 af Mette Damgaard-Sørensen, står som en markant konklusion på et nybrud i dansk film, der tog fart i midten af 1990'erne. Dette nybrud var i høj grad drevet af genrefilm med kriminelle mænd i centrum og en ambition om at genindføre underholdningsværdi i dansk film for at tiltrække et yngre publikum. Væk skulle pænheden, ind skulle lysten til at se film.

Vendepunktet kan spores tilbage til 1995 med film som Carsten Frombergs 'Ondt blod', Niels Arden Oplevs 'Portland', men især Nicolas Winding Refns skelsættende 'Pusher'. 'Pusher' introducerede for alvor højspændt action, amerikansk inspireret genrebevidsthed og en mundret dialog i dansk film. Thomas Vinterbergs 'De største helte' fulgte efter med en mere humoristisk og sympatiserende tilgang til de 'hårde drenge', en strategi der sidenhen er blevet rendyrket i denne særlige subgenre.

Efterfølgende er underverdenen og amerikanske filmreferencer blevet et tilbagevendende omdrejningspunkt, tydeligt i Lasse Spang Olsens 'I Kina spiser de hunde', der bærer præg af Tarantino-inspiration. Anders Thomas Jensen, der skrev manuskriptet til 'I Kina spiser de hunde', cementerer med sin instruktørdebut, 'Blinkende Lygter', denne udvikling. Filmen om de fire kriminelle venner – Torkild (Søren Pilmark), Arne (Mads Mikkelsen), Stefan (Nikolaj Lie Kaas) og Peter (Ulrik Thomsen) – kan på mange måder ses som den mest ambitiøse og rendyrkede film inden for denne Tarantino-skole i Danmark.

Filmen er ikke blot en gentagelse af typer og konflikter set før, men snarere en illustration af de muligheder, begrænsninger og problematiske sider, der opstår i sammenblandingen af dansk og amerikansk (film)kultur. Netop dette sammenstød mellem dansk og amerikansk kultur er det overordnet styrende element i 'Blinkende Lygter'.

Dette anslås allerede i filmens indledning. 'Blinkende Lygter' åbner med idylliske, solbeskinnede billeder af en dansk kro, ledsaget af en voiceover, der taler om at finde et sted, hvor man altid har hørt til. En sekvens der utvetydigt placerer os i 'Danmark Dejligst'. Kontrasten er dog brat, da der klippes til et flashback på en regnvåd kaj i Københavns Havn. Her venter de fire mænd. Deres måde at rejse sig og gå mod en lastbil på minder slående om startsekvensen i Tarantinos 'Håndlangerne'. Dialogen er hurtig, humoristisk og kynisk. Lastbilen afslører smuglercigaretter – Grøn Look i stedet for de bestilte Prince. Torkilds udbrud over mentolsmøgerne og Arnes brutale overfald på chaufføren, hvor blodet sprøjter, signalerer øjeblikkeligt, at vi også er i Tarantino-land, hvor brutal vold bruges både til at karakterisere personer og som et humoristisk element.

Universet er i høj grad et mande-land, hvor kvinder ofte er reduceret til forstyrrende elementer. Dette ses karikeret gennem Stefans kæreste, Hanne (Sofie Gråbøl), hvis insisteren på normalitet og meddelelse om graviditet portrætteres som så ulidelig, at Torkilds slag mod hende og Stefans valg af vennerne over kernefamilien i slutningen næsten fremkalder lettelse. Iben Hjejles rolle som Torkilds ekskæreste er begrænset til få minutter, hvor hun forlader ham, træt af at vente på, at han tager sig sammen. Hun giver ham Hanne Vibeke Holsts roman 'Det virkelige liv', og filmen bliver på sin vis historien om mændenes forsøg på at få tag om netop dette – det virkelige liv. En historie om venskabets anatomi, som Søren Pilmark har beskrevet det, i lighed med mandevenskaber skildret i amerikanske gangster- og westernfilm, samt i Takeshi Kitanos japanske gangsterfilm 'Sonatine'.

Efter et kup, der indbringer dem en kuffert med "tre-fire millioner kroner" og skurken Færingen i hælene, flygter de fire venner til et grænseland, i den danske version et sønderjysk skovområde. Her beslutter de at vente, og det bliver her, de langsomt assimileres til et dansk normalsamfund.

Denne tilpasning skildres på flere planer. Dels gennem en ironisk refereren til dansk kulturskat, som Torkild indkøber: "Jeg har købt for 8500 kr. dansk kultur", proklamerer han og fremviser en kasse med 'Matador' og en bogsamling med Karen Blixen, H.C. Andersen og (T)Ove Ditlevsen. Scenerne, hvor de hærdede mænd ser 'Matador' eller hvor Torkild erstatter 'fuck' med udtryk som 'sørens da også', 'hold bøtte' og 'halløjsa', er morsomme. Særligt rørende er scenen, hvor den uskyldige Stefan hulkende læser digtet 'Blinkende lygter', fejlagtigt troende at digteren er Ove Ditlevsen, fordi hjørnet på omslaget mangler T'et.

Anders Thomas Jensen vover dog mere end blot ironisk metareference, især i skildringen af Peter og Arnes udvikling fra kriminelle til mere socialt acceptable borgere. Her bruger han spejling som strategi gennem mødet med to lokale skikkelser: den alkoholiserede læge Carl (Frits Helmuth) og jagtentusiasten Alfred (Ole Thestrup).

Carl bliver en faderfigur for Peter, da denne gennemgår en kold tyrker. Carl viser Peter vejen til et nyt, lovligt misbrug: alkoholisme som rituelt misbrug. Carl filosoferer over den perfekte temperatur for en pilsner, og Peter kaster sig taknemmeligt over skovlen og guldbajerne, 'reddet' og genfødt som samfundsborger med hang til den ærkedanske, grønne pilsner.

Arnes historie er voldsommere. Han er firkløverets ukontrollable voldsmand, altid med en vadsæk fuld af våben. Han finder en åndsbroder i Alfred, der betror Arne sit ønske om at slå et menneske ihjel, men at det er blevet ved dyrene. Arne lytter og lærer, og finder en ventil for sine indre dæmoner ved at skyde dyr i stedet for mennesker.

Her rammer Anders Thomas Jensen noget essentielt og bygger bro mellem amerikanske gangsterstereotyper og figurer fra danske folkekomedier. I danske film drikker man øl og går på jagt; i amerikanske genrefilm sniffes coke og skydes skurke. Stimulanser og ofre er forskellige, men essensen – at finde en ventil eller et ritual – er den samme. Dette er en stærk observation.

Det er dog også i forbindelse med disse scener, at filmen træder over en grænse. Særligt problematisk er scenen, hvor Arne møder malkekøer på en mark. Provokeret skyder han en ko i panden. Selvom lignende dyrevold ses hos amerikanske Coen-brødre, er det der ofte en ironisering over Hollywoods tabuer. Hos Jensen indgår scenen i Arnes socialiseringsproces, og siden skyder Arne og Alfred hele marken, da de oplever 'kicket' ved at dræbe et stort dyr. Det virkelig grænseoverskridende er, hvis koen reelt blev dræbt til filmen – en ikke udpeget snuff scene. Dette rejser spørgsmålet om grænsen for, hvad man tillader sig i underholdningens navn.

'Blinkende Lygter' har generelt et problematisk forhold til vold, især fordi den i visse scener er doseret forkert, unødigt brutal i forhold til den tilsigtede effekt. Denne dissonans opstår, fordi filmen på den ene side trækker på en dansk komedie-tradition, mens den på den anden side bruger vold som humoristisk virkemiddel inspireret af Tarantino-skolen, der refererer til et brutaliseret amerikansk samfund og en voldsdyrkende amerikansk filmindustri. Dette kulminerer i slutscenen, hvor Carl og Alfred – typer fra dansk folkekomedie – agerer amerikanske actionhelte og nedskyder skurke i æstetiserende super slow motion til tonerne af Gershwins 'Rhapsody in Blue'. Sammensmeltningen af dansk hygge og amerikansk brutalitet bliver her en realitet, der, hvis den tages bogstaveligt, virker problematisk.

Pointen er dog formentlig, at filmen ikke skal tages bogstaveligt. Og det er måske netop denne subgenres – og dermed også 'Blinkende Lygter's – begrænsning: filmene vil primært underholde. Netop derfor bliver volden, når den er for rå eller malplaceret, problematisk. Ambitiøse idéer, som de surrealistiske barndomsglimt, der skal forklare mændenes råhed, eller antydninger af kritik af dansk selvtilstrækkelighed, foldes ikke helt ud. De forbliver elementer i en film, hvis fremmeste mål er at underholde og få publikum til at le. Dette er i sig selv prisværdigt, men med et talent som Anders Thomas Jensens kunne man håbe, at han ville stræbe højere end blot det rene entertainment.

Ofte Stillede Spørgsmål om Blinkende Lygter baseret på analysen:

Hvad er hovedtemaet i filmen Blinkende Lygter ifølge analysen?

Hovedtemaet er sammenstødet mellem dansk og amerikansk kultur, samt mændenes forsøg på at finde 'det virkelige liv' og venskabets betydning.

Hvilke film påvirkede Blinkende Lygter?

Filmen er påvirket af en ny bølge af danske film fra midten af 90'erne (som Pusher, De største helte) og især amerikansk genrefilm, herunder Quentin Tarantino (f.eks. Reservoir Dogs) og potentielt også japanske Takeshi Kitano (Sonatine).

Hvorfor er volden i filmen problematisk ifølge analysen?

Volden er problematisk, fordi den i visse scener er unødigt brutal og doseret forkert i forhold til den komedie-tone, filmen også har. Den skaber dissonans mellem dansk hygge og amerikansk brutalitet, og især scenen med koen kritiseres hårdt.

Hvad er filmens primære mål?

Ifølge analysen er filmens primære mål at underholde publikum og få dem til at grine.

Hvordan skildres kvinder i filmen?

Kvinder skildres primært som forstyrrende elementer i mændenes univers.

Kunne du lide 'Blinkende Lygter og Det Nye Danske Film'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.