Vikingernes Verden: Oprindelse, Konger og Leg

Vikingetiden, en periode der strakte sig fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet, er en af de mest myteomspundne perioder i Nordens historie. Ordet 'viking' fremkalder billeder af frygtløse krigere på langskibe, men hvad betyder ordet egentlig, og hvem var de mennesker, vi i dag kalder vikinger? En dybere forståelse kræver, at vi ser på sprogets udvikling, de tidlige konger, og selv på de små detaljer i dagligdagen, som børnenes leg.

Hvad Betyder Ordet 'Viking'? Etymologiens Mysterier

Oprindelsen af ordet 'viking' er genstand for flere forskellige teorier blandt forskere. I dansk sprogbrug ser ordet ud til at være blevet indført relativt sent, blandt andet af historikeren Peder Claussøn Friis og senere af Ludvig Holberg. Men selve ordet er langt ældre.

Én fremherskende teori foreslår, at 'víking' stammer fra det norrøne ord vík, som betyder en lille, smal bugt. Denne teori har ført til spekulationer om, at ordet oprindeligt kan have refereret til personer fra specifikke vige eller bugter. En variant af denne teori forbinder ordet med området Viken i Norge (på oldnorsk Víkin), hvilket skulle betyde 'en person fra Viken'. Dog er denne forklaring udfordret af, at gamle norske manuskripter ikke kalder folk fra Viken for 'viking', men derimod 'víkverir' (moderne norsk: vikværinger). Ydermere forklarer denne teori primært hankønsordet 'víkingr', men ikke hunkønsordet 'víking'.

En anden, og lingvistisk set bedre underbygget teori, støttes af etymologer som Anatoly Liberman. Denne teori foreslår, at 'viking' er afledt af den samme rod som det norrøne ord vika, der betyder en 'hav-mil'. En hav-mil var oprindeligt defineret som 'afstanden mellem to hold roere'. Dette ord stammer sandsynligvis fra roden *weik eller *wîk, som igen kommer fra det protogermanske verbum *wîkan, der betyder 'at trække sig tilbage'. Dette er også relateret til det protonordiske verbum *wikan, 'at vende', som minder om det oldislandske víkja (ýkva, víkva) 'at flytte, at vende', der ofte blev brugt i maritime sammenhænge.

Denne teori antyder, at ordet stammer fra en tid før germanerne udbredt brugte sejl. Den gammelfrisiske stavemåde indikerer en udtale med et blødt k, hvilket tyder på, at ordet eksisterede i de nordvestgermanske områder før en større udtaleændring omkring 400-tallet. Ideen bag denne teori er, at en træt roer trak sig tilbage for at give plads til en udhvilet roer. Hunkønsordet 'víking' (som i udtrykket 'fara í víking', 'at tage på vikingetogt') kan oprindeligt have betegnet en sørejse, hvor roerne skiftede plads – altså en lang rejse til havs, før sejlets fulde udvikling. Hankønsordet 'víkingr' ville i så fald have været en af deltagerne på disse lange rejser med skiftende roere.

Interessant nok var ordet 'viking' oprindeligt ikke eksklusivt forbundet med skandinaviske sømænd. Det blev dog gradvist synonymt med dem, efterhånden som skandinaverne dominerede havene i perioden. På oldengelsk optræder ordet 'wicing' første gang i digtet Widsith fra 800-tallet. I oldengelske tekster og i Adam af Bremens historie fra omkring 1070 refererer ordet generelt til skandinaviske pirater eller røvere. Ligesom på norrønt blev det ikke brugt til at beskrive en specifik befolkning eller kultur i starten.

Først i middelalderen fik termen for alvor en negativ klang. Indtil da havde det haft en relativt neutral betydning. Da ordet 'viking' blev genintroduceret i moderne engelsk i 1700-tallet under 'viking revival', fik det en romantiseret, heroisk undertone af 'barbarisk kriger' eller 'ædel røver'. I 1900-tallet blev termen udvidet til at omfatte ikke kun pirater fra Skandinavien, men også fra Island og Færøerne, og dermed enhver person fra den kultur, hvorfra disse røvere kom i perioden. Som adjektiv bruges ordet i dag til at referere til alt, der er forbundet med disse mennesker og deres kultur, hvilket har givet os begreber som 'vikingetid', 'vikingekultur', 'vikingekunst', 'vikingereligion' og 'vikingeskib'.

Andre Navne for Vikingerne

Vikingerne var kendt under forskellige navne af de folk, de interagerede med:

• Germanerne kaldte dem ascomanni ('askemænd'), sandsynligvis efter asketræet, der blev brugt i deres skibe.
• Gallerne brugte betegnelsen lochlannach ('sø-person').
• Angelsakserne kaldte dem primært dane.
• Slaverne, araberne og byzantinerne refererede til dem som rus eller rhos. Dette navn er muligvis afledt af forskellige brug af roþs-, 'relateret til roning', eller fra området Roslagen i det østlige Sverige, hvor mange af de vikinger, der rejste mod øst, kom fra. Nogle historikere mener, at disse skandinaviske bosættelser spillede en vigtig rolle i dannelsen af Kijevriget, og at navnet 'Rusland' og 'Belarus' stammer fra 'rus-folket'. Også det moderne navn for Sverige på finsk (Ruotsi) og estisk (Rootsi) kan være afledt af roþs-.
• Slaver og byzantinere kaldte dem også væringer (russisk варяги), fra norrønt væringjar, der betyder 'svorne mænd'. Dette ord er relateret til gammelengelsk wær 'aftale, traktat, løfte' og gammelhøjtysk wara 'trofasthed'. Skandinaviske soldater i den byzantinske kejsers livgarde var kendt som Væringgarden.
• Frankerne kaldte dem typisk for nordboere eller daner.
• Englænderne brugte ofte betegnelserne daner eller hedninger.
• Irerne anvendte forskellige betegnelser for 'hedning'.

Den akademiske term 'Angelskandinavisk' bruges i dag til at beskrive de folk og perioder (ca. 700-1200-tallet) med skandinavisk migration og kolonisering på De Britiske Øer, for at skelne dem fra angelsakserne. Lignende termer findes for andre områder, som 'norrøn-gælere' i Irland og Skotland.

Det Tidlige Danske Kongerige

Allerede omkring år 700 begyndte en stærkere kongemagt at forme sig i det område, vi i dag kender som Danmark. En konge ved navn Angantyr (Ongendus) kan sandsynligvis forbindes med byen Ribe, hvor der på den tid blev anlagt en reguleret sæsonhandelsplads. Denne udvikling faldt sammen med, at merovingernes magt smuldrede i Frankerriget, hvilket gav plads til dansk magtudfoldelse i det sydlige Vesterhavsområde, herunder Sachsen og Frisland. Med Ribe fik Danmark sin første internationale handelsplads af betydning.

Hen imod år 800 stræbte karolingerne under Karl den Store efter at genoprette frankernes magt, hvilket førte til sammenstød med danerne. På denne tid var kong Gudfred hersker over danerne. Han var fast besluttet på ikke at opgive sin indflydelse i Frisland og blandt abodritterne i Østersøområdet, og han ønskede heller ikke at miste muligheden for at opkræve tribut fra disse folk. Som en strategisk handling flyttede Gudfred derfor købmændene fra det abodrittiske område til sin egen nyetablerede handelsplads, Hedeby. Samtidig befæstede han Danmarks sydgrænse ved det imponerende forsvarsværk, Dannevirke.

Gudfred blev myrdet i 810, hvilket udløste en periode med intense magtkampe mellem flere grene af kongehuset. Disse stridigheder drev ofte de implicerede i eksil. Den siddende danske magthaver stod derfor altid over for trusler fra rivaler, der vendte hjem, styrket af gevinster fra vikingetogter, eller som i tilfældet med Harald Klak, havde opnået støtte fra fremmede magter.

Efter 827 hævdede Gudfreds søn, Horik 1., sig som enekonge i Danmark. Han regerede i en længere periode, men blev til sidst dræbt under en borgerkrig i midten af 800-tallet. Arkæologiske fund og historiske kilder, herunder to runesten fra Hedeby dateret til omkring år 900, nævner Gnupa og Sigtryg som konger i området.

Lidt ind i 900-tallet kom den slægt til magten, der i dag kendes som Jellingdynastiet. Den mest kendte repræsentant fra denne periode er Harald 1. Blåtand. På sin store runesten i Jelling, et monument over hans forældre Gorm den Gamle og Thyra, proklamerer Harald, at han 'vandt sig hele Danmark'. Dette kan tolkes som, at Harald samlede de danske lande øst for Storebælt med sit jyske rige, som han havde arvet fra sin far, Gorm den Gamle. Dette markerede en vigtig fase i dannelsen af et samlet dansk kongerige.

Leg og Spil i Vikingetiden

Selvom vikingetiden ofte forbindes med krig og rejser, var der også plads til leg og underholdning. Børn i vikingetiden havde ikke skoler i moderne forstand, men de lærte de færdigheder, der var nødvendige for voksenlivet, ofte gennem leg.

Arkæologiske fund har afsløret legetøj lavet af træ, herunder små skibe, sværd, dukker og dyrefigurer. Mens meget af dette legetøj utvivlsomt blev brugt til ren underholdning, tjente nogle af tingene også et pædagogisk formål. De var redskaber til oplæring i de færdigheder, som børnene ville få brug for som voksne, hvad enten det var i forbindelse med arbejde eller i krig.

For eksempel kan en snurretop have hjulpet med at øve den præcise fingerbevægelse, der var essentiel for spinding af tråd. Den lille legetøjsbåd kan have afspejlet drømmen om at rejse på togt med de voksne mænd og opleve verden. Træsværdet var god træning, inden det blev erstattet af et ægte sværd af jern. Leg kunne altså være alvorlig nok og havde en direkte forbindelse til forberedelsen på voksenlivets udfordringer.

Betegnelsen 'leg', som vi kender den i dag, havde en bredere betydning i vikingetiden. Den var ikke kun forbeholdt børns aktiviteter. 'Leg' blev også brugt om idræt, spil på instrumenter og, naturligvis, våbenleg. Dette ses også i moderne sprogbrug, hvor vi taler om 'De Olympiske Lege'.

De voksne legede altså også med hinanden og udfordrede hinanden i forskellige discipliner. I de islandske sagaer roses mænd ofte for deres dygtighed i færdigheder som spring, kast og løb. Disse var ikke kun rekreative aktiviteter; de var færdigheder, der kunne betyde forskellen mellem liv og død i en kampsituation. Træning og leg gik hånd i hånd som en essentiel del af vikingernes forberedelse på både fredstid og krig.

Vikingernes Genetiske Arv

Moderne studier af genetisk spredning giver fascinerende indblik i vikingernes oprindelse og deres store udvidelse over store geografiske områder. Analyser af specifikke genetiske markører på Y-kromosomet, som kun nedarves fra far til søn, har afsløret tydelige spor efter vikingernes migration.

En sådan markør er Haplogruppe I-M253. Denne mutation optræder med størst frekvens blandt mænd i Skandinavien: omkring 35 % i Norge, Danmark og Sverige, og endda omkring 40 % i det vestlige Finland. Den er også almindelig langs de sydlige kyster af Østersøen og Nordsøen, men forekommer sjældnere, jo længere sydpå man bevæger sig i Europa. Dette mønster stemmer godt overens med kendte vikingetogter og bosættelser.

Studier, der har fokuseret på kvindelige efterkommere i områder tæt på Skandinavien, såsom Shetlandsøerne og Orkneyøerne, viser, at en betydelig del af befolkningen her er af nordisk oprindelse. Dette indikerer, at vikingerne ikke kun kom som krigere, men også bosatte sig med deres familier.

I områder længere væk fra Skandinavien, som blev udsat for vikingernes togter og bosættelser, viser studier ofte en højere andel af nordiske aner i den mandlige Y-kromosoms linje sammenlignet med den kvindelige linje. Dette kunne tyde på, at de mandlige vikinger i højere grad blandede sig med den lokale kvindelige befolkning i disse områder.

Et specifikt studie af gener og efternavne i Liverpool har vist en markant nordisk arv. Op mod 50 % af de mænd, hvis familier boede i området før den store industrialisering og befolkningsvækst, bar genetiske spor efter vikingerne. En høj andel af nordiske gener, identificeret via R-M420 haplotypen, er også fundet blandt mænd i områderne Wirral og West Lancashire. Disse andele er sammenlignelige med dem, der findes blandt mænd på Orkneyøerne, et område med kendt stor vikingebosættelse.

Selv historiske skikkelser, der kæmpede mod vikingerne, kan have haft vikingeaner. Nyere forskning indikerer, at den keltiske kriger Somerled, der drev vikingerne ud af det vestlige Skotland og grundlagde Clan Donald, kan have været efterkommer af vikinger og bærer af haplogruppe R-M420.

Ofte Stillede Spørgsmål om Vikingetiden

Hvad legede man i vikingetiden?

I vikingetiden legede både børn og voksne. Børn legede med legetøj lavet af træ, som små skibe, sværd, dukker og dyrefigurer. Dette legetøj tjente ofte også som træning for fremtidige færdigheder, f.eks. en snurretop til spinding eller et træsværd til kamp. Voksne deltog i 'leg' i form af idræt og spil, herunder fysiske færdigheder som spring, kast og løb, der var vigtige for kampdygtighed.

Hvad hed Danmark i vikingetiden?

Området, der i dag udgør Danmark, var i vikingetiden gradvist ved at samle sig under én kongemagt. Omkring år 700 opstod en stærkere kongemagt, og tidlige konger som Angantyr, Gudfred og Horik 1. regerede over dele af landet. Det var dog først kong Harald 1. Blåtand fra Jellingdynastiet, der på sin runesten i Jelling hævdede at have samlet 'hele Danmark', hvilket indikerer dannelsen af et mere forenet kongerige i 900-tallet.

Afsluttende Betragtninger

Vikingernes verden var kompleks og mangefacetteret. Fra de sproglige rødder af ordet 'viking', der peger på sørejser og roning, over dannelsen af et dansk kongerige under magtfulde herskere som Gudfred og Harald Blåtand, til de små hverdagslige aspekter som børnenes leg, der forberedte dem på livet. Selv i dag bærer vores genetik spor efter vikingernes store ekspansion. Ved at udforske disse forskellige aspekter får vi et rigere billede af vikingetiden – en periode præget af handel, politik, kultur og en uforlignelig drivkraft til at udforske verden.

Kunne du lide 'Vikingernes Verden: Oprindelse, Konger og Leg'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.