Empusion: En Sanatorie-Gyser i Schlesien

Olga Tokarczuk, den polske forfatter der modtog Nobelprisen i litteratur i 2018, inviterer læseren indenfor i en verden, der balancerer på kanten mellem helbredelse og forfald, mellem virkelighed og illusion. Hendes roman 'Empusion' tager os med til den schlesiske sanatorieby Görbersdorf i 1913, et sted for foden af bjergene, hvor lægerne i mere end et halvt århundrede har specialiseret sig i behandling af halslidelser. Det er her, den unge studerende Mieczyslaw Wojnicz fra Lwów ankommer, drevet af håbet om, at netop et ophold på dette anerkendte sanatorium vil kunne standse udviklingen af hans tuberkulose eller måske endda helbrede ham.

Men Görbersdorf er mere end blot et sted for medicinsk behandling. Det er en isoleret mikrokosmos, hvor patienter lever tæt sammen, adskilt fra den normale verden. Aften efter aften samles de syge mænd, og mens drikkevarerne flyder, knyttes venskaber på tværs af nationaliteter – patienter fra Wien, Königsberg, Breslau og Berlin deler tanker og bekymringer. Disse aftener bliver til intense diskussionsfora, hvor tidens største og mest presserende spørgsmål vendes og drejes. Er Europa på vej mod krig? Hvilken styreform er bedst – monarki eller demokrati? Eksisterer ondskab som en reel kraft? Og kan man overhovedet afgøre en anonym teksts forfatters køn?

Sanatoriets Særlige Atmosfære

Et sanatorium udgør en fænomenal ramme for en fortælling. Det er et sted, hvor mennesker befinder sig i en sårbar tilstand, svævende et sted mellem de levende og de døde. Denne isolation, den konstante bevidsthed om skrøbelighed og det afsides beliggende sted fører en særlig intensitet med sig. Ligesom i Thomas Manns klassiker 'Trolddomsbjerget', hvor den unge Hans Castrop ankommer til et tuberkulosesanatorium i de schweiziske alper og oplever, hvordan hans verdenssyn vendes på hovedet, så sker noget lignende for Mieczyslaw Wojnicz i Tokarczuks roman. Sanatorie-settingen skaber et lukket univers, hvor de normale samfundsregler og realiteter synes sat ud af spil, og hvor fokus uundgåeligt rettes mod de store, eksistentielle spørgsmål – og de små, menneskelige interaktioner.

Byen Görbersdorf præsenteres indledningsvis for Mieczyslaw som sirlig og køn, nærmest som et billede på en peberkagedåse. Han tænker ”Gemütlich”, et udtryk for hygge og behagelighed, men denne første vurdering viser sig hurtigt at være helt forkert. Virkeligheden bag den pæne facade er langt mere ”Unheimlich”, et tysk ord der beskriver noget uhyggeligt, ildevarslende og fremmedgørende. Sanatoriet og dets omgivelser er fyldt med mystiske personer og uhyggelige genstande, der bidrager til den foruroligende atmosfære. Der er for eksempel stole med brede læderbælter og spænder på armlæn og ben, hvilket stærkt antyder tvang, fastholdelse eller en form for medicinsk kontrol, der virker skræmmende. Og i den truende skov, der omkranser sanatoriet og udgør en del af 'naturhelbredelsen', ligger dukker lavet af naturmaterialer, kendt som Tuntschi’er. Disse dukker tjener ifølge romanens logik til at lette trykket for ensomme mænd, da ”det mandlige begær skal tilfredsstilles straks, ellers bryder kaos løs”. Dette element af begær, kontrol, potentialet for kaos og tilstedeværelsen af disse bizarre dukker introducerer et dybt foruroligende og potentielt mørkt lag i fortællingen, der strækker sig ud over den umiddelbare sygdom og helbredelse.

De Intense Diskussioner og et Misogynt Verdenssyn

Aftenerne på sanatoriet bruges ikke kun på at drikke og knytte bånd; de er præget af dybtgående og ofte ophedede diskussioner. Patienterne, der repræsenterer forskellige baggrunde, nationaliteter og livssyn, kaster sig ud i samtaler om et væld af emner. Listen over diskussionsemner er lang og vidtrækkende, og den afspejler tidens store intellektuelle og samfundsmæssige strømninger. De diskuterer tro, eksistens, filosofi, videnskab, rationalitet, overtro, krig, fred, monarki, demokrati, polyteisme, monoteisme, psykoanalyse, matriarkat, patriarkat, mentalhistorie, kaos, orden, natur, logos, hedenskab, hykleri, konformisme – og ikke mindst kvinder.

Netop emnet kvinder trænger sig konstant på og afslører en mørk og foruroligende side af mændenes fællesskab. Næsten uden undtagelse deler disse mænd et dybtgående misogynt syn på kvinder. Deres diskussioner om det kvindelige køn er præget af foragt, nedvurdering, generaliseringer og et udtalt ønske om kontrol. De ser kvinder primært ud fra et mandligt perspektiv, defineret af deres funktion for mænd eller samfundet, snarere end som selvstændige individer. Som det udtrykkes et sted i romanen med chokerende klarhed: ”Hvis man fik kontrol med hende, kunne man få hende til at arbejde i samfundets tjeneste, for eksempel som mor […] Hvad end vi bryder os om det eller ej, så er moderskabet det eneste, der retfærdiggør eksistensen af dette vanskelige køn.” Dette kvindefjendske perspektiv er ikke blot en bagatel eller et biprodukt af tidens normer; det er et centralt tema, der understreger mændenes begrænsede verdenssyn og står i skarp kontrast til de filosofiske højder, de ellers forsøger at nå i deres debatter. Det kan lyde som en stiv og cerebral konstruktion at lade en gruppe mænd føre lange dialoger om tidens store spørgsmål, men Tokarczuk formår at gøre det levende, intenst og fængslende, netop ved at lade de personlige fordomme og det mørke kvindesyn skinne igennem de intellektuelle overflader.

Mysterier, Ondskab og en Virkelighed i Opløsning

Men det er ikke kun de filosofiske og sociale spørgsmål, der fylder Mieczyslaws tanker og sanatoriets atmosfære. Han begynder at høre chokerende rygter om tragiske begivenheder i bjergene, der omkranser sanatoriet. Disse rygter udvikler sig til uhyggelige historier om mystiske dødsfald, der lader til at ske regelmæssigt ved novembers første fuldmåne i den fri natur – den natur, der ellers skulle virke helbredende med sin friske luft. Værten Willi Opitz' kone findes hængt, og dette er kun begyndelsen på en række begivenheder, der indhyller sanatoriet og dets omgivelser i et mørke. Ondskab lader til at ligge på spring i de smukke, men truende omgivelser, en kontrast mellem naturens skønhed og en iboende mørk kraft.

Mens Mieczyslaw forsøger at finde sandheden om sig selv, sin sygdom og sin plads i denne mærkelige verden, bliver han mere og mere hvirvlet ind i disse uhyggelige begivenheder. Han er mere forstyrret af mystikken end mange af de mere etablerede patienter, der synes at have affundet sig med sanatoriets excentriciteter. Samtidig med at mysterierne tager til, begynder virkeligheden langsomt at gå i opløsning omkring ham. Det, han troede var virkeligt og stabilt, begynder at vakle. Det fortælle-vi, der konstant ligger på lur og kritisk betragter romanens personer og begivenheder, antyder, at ondskaben måske endda er personificeret eller allestedsnærværende, en observerende kraft, der påvirker begivenhederne. Denne blanding af det realistiske sanatorieliv, de intellektuelle diskussioner og det overnaturlige eller mystiske gyser-element er det, der giver romanen genrebetegnelsen ”naturhelbredelseshorror”. Det er en fortælling, hvor den ydre verden (sanatoriet, bjergene, mysterierne) og den indre verden (Mieczyslaws sygdom, hans søgen efter sandhed, hans forvirring), det rationelle (behandlingerne, diskussionerne) og det irrationelle (mysterierne, fornemmelsen af ondskab) konstant støder sammen og påvirker hinanden.

Behandling og Dagligliv på Sanatoriet

Midt i de dybe diskussioner og de spirende mysterier følger patienterne også en foreskrevet behandling. Dagliglivet på sanatoriet er struktureret omkring disse helbredelsesmetoder, som afspejler tidens praksis for behandling af tuberkulose, selvom de set med moderne øjne kan virke primitive eller endda bizarre. Selvom Mieczyslaw er mere forstyrret af de mystiske begivenheder end sine medpatienter, der synes at have fundet en form for rutine i deres isolation, er behandlingerne en konstant, fysisk del af baggrunden for deres ophold. Behandlingerne omfatter:

Disse behandlinger, der er rodfæstet i en rationalistisk tilgang til sygdom, står i en interessant og foruroligende kontrast til de eksistentielle, filosofiske og uhyggelige hændelser, der finder sted. Kroppen forsøges helbredt med fysiske metoder, mens sindet og omgivelserne forstyrres af irrationelle kræfter, dybe, uforløste spændinger og den langsomme opløsning af den opfattede virkelighed.

En Sprællevende Idéroman

'Empusion' er blevet beskrevet som noget så sjældent som en sprællevende idéroman. På trozd af de mange intellektuelle diskussioner og den dybe udforskning af komplekse temaer er bogen langt fra stiv, tør eller kedelig. Tokarczuk formår på mesterlig vis at kombinere det lærde med det lette, det sansende med det sikre. Fortællingen sprudler af fortælleglæde og dyb psykologisk indsigt i menneskets natur og dets mørkere sider. Hendes sprog er levende og fyldt med suverænt billedsprog, der levendegør både personer, situationer og abstrakte koncepter. Når herrerne præsenterer deres synspunkter og belærer hinanden, beskrives det således: ”det var, som om emnet var en alt for lille dyne, de hver især forsøgte at trække over til sig.” Dette billede indfanger perfekt intensiteten, egoismen og den manglende evne til at nå til enighed i deres debatter.

Romanen udforsker grænserne for normalitet og virkelighed på en måde, der udfordrer læseren. En læge siger til den unge og stadig mere desillusionerede Mieczyslaw Wojnicz, der kæmper med at forstå, hvad der sker omkring ham og med ham selv: ”Alle kan blive vanvittige, unge mand. Normalitet er en illusion. Vi forsøger at balancere på kanten mellem vores indre verden og den ydre verden. Det er temmelig ubekvemt at sidde overskrævs på den måde, og det lykkes kun meget få af os at holde ligevægten.” Dette citat indkapsler en central pointe i bogen: At den virkelighed, vi opfatter som normal og stabil, er skrøbelig og konstant truet af både indre dæmoner, psykologisk pres og ydre, uforklarlige eller overnaturlige kræfter. Romanen dykker ned i, hvad der sker, når denne balance forstyrres.

Olga Tokarczuk og Titelens Betydning

Olga Tokarczuk, der oprindeligt er uddannet psykolog, debuterede som romanforfatter i 1993. Hendes baggrund inden for psykologi skinner ofte igennem i hendes værkers dybde og nuancerede portrætter af menneskets psyke. Ud over Nobelprisen i litteratur i 2018 modtog hun samme år den internationale Bookerpris for romanen 'Rejsende', et værk der også udforsker temaer om rejse, krop, steder og menneskelig eksistens. Hendes værker er kendt for deres dybde, kompleksitet og ofte en mesterlig blanding af realisme, mytiske elementer og en fornemmelse for det overnaturlige eller det, der ligger under overfladen af den kendte verden. På dansk er hun også kendt for kritikerroste romaner som 'Kør din plov over de dødes knogler', en økothriller med filosofiske overtoner, og novellesamlingen 'Bizarre fortællinger', der lever op til sin titel.

Med 'Empusion' føjer Tokarczuk endnu et imponerende værk til sit allerede betydelige forfatterskab. Selve titlen, 'Empusion', er nøglen til at forstå en del af romanens dybere lag og atmosfære. Ordet er afledt af empusa fra den græske mytologi. Empusa var en dæmonisk figur, ofte associeret med gudinden Hekate, der kunne skifte form, havde et ben af bronze og et af en æselhoved og brugte illusioner til at skræmme rejsende. Hun var et symbol på fare, bedrag og det overnaturlige mørke. Ordet 'Empusion' betyder noget i retning af et sted, hvor der bor hekse eller onde ånder. Dette navn er yderst passende for romanens setting og atmosfære, hvor ondskaben lurer i bjergene, mystiske begivenheder finder sted, og virkeligheden synes forhekset eller i opløsning. Titlen sætter en mørk ramme for den 'naturhelbredelse', der skulle finde sted.

Empusion vs. Trolddomsbjerget: En Kort Sammenligning

Sammenligningen med Thomas Manns 'Trolddomsbjerget' er nærliggende på grund af sanatorie-settingen og de filosofiske diskussioner, der udspiller sig i et isoleret miljø. Dog er der markante forskelle, der gør Tokarczuks roman unik. Her er en kort, forenklet sammenligning baseret på de elementer, der fremhæves i teksten:

Mens begge romaner bruger sanatoriet som et isoleret rum for intellektuel udforskning og personlig forandring, skiller 'Empusion' sig markant ud ved sit eksplicitte horror-element, sit skarpe fokus på misogyni og en overordnet følelse af, at noget overnaturligt og ondt er på spil i den fysiske verden, ikke kun i ideernes rige. Det er en moderne fortolkning, der bruger den klassiske setting til at udforske nutidige bekymringer om køn, natur og virkelighedens beskaffenhed.

Ofte Stillede Spørgsmål om Empusion

Hvem har skrevet Empusion?

Romanen er skrevet af den polske forfatter Olga Tokarczuk, som modtog Nobelprisen i litteratur i 2018.

Hvad handler bogen Empusion om?

Den handler om den unge mand Mieczyslaw Wojnicz' ophold på et tuberkulosesanatorium i Schlesien i 1913, hvor han oplever intense filosofiske diskussioner blandt patienterne, konfronteres med et dybt misogynt miljø, og bliver involveret i uhyggelige mysterier og dødsfald i de omkringliggende bjerge, alt imens hans opfattelse af virkeligheden smuldrer. Det er en blanding af sanatorie-skildring, idéroman og gyser.

Hvor foregår Empusion?

Romanen foregår i den schlesiske sanatorieby Görbersdorf ved foden af bjergene i 1913.

Hvilken genre er Empusion?

Den beskrives som en ”naturhelbredelseshorror” og en ”sprællevende idéroman”. Den inkorporerer elementer af gys, filosofi, social kritik og historisk fiktion.

Hvilke temaer behandler Empusion?

Bogen behandler et bredt spektrum af temaer, herunder filosofi, politik, tro, videnskab, rationalitet vs. overtro, normalitet vs. vanvid, et dybt misogynt kvindesyn, naturens mørke side, eksistensen af ondskab, og opløsningen af virkelighed i mødet med mysterier og irrationelle kræfter.

Hvad betyder titlen Empusion?

Titlen er afledt af det græske ord empusa, en dæmonisk figur fra mytologien, og betyder noget i retning af et sted, hvor der bor hekse eller onde ånder. Titlen afspejler romanens temaer om mørke, mystik og det overnaturlige.

Er Empusion oversat til dansk?

Ja, romanen er oversat til dansk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad og udgivet af Gyldendal. Oversættelsen beskrives som fantastisk god.

Konklusion

Olga Tokarczuks 'Empusion' er en fascinerende og mangefacetteret roman, der udfordrer læseren på flere niveauer. Den blander på mesterlig vis den historiske sanatorium-setting fra 1913 med dybe filosofiske og sociale refleksioner samt et spændingselement af gyser og mysterium. Gennem Mieczyslaws øjne oplever vi et samfund i miniformat, præget af intens intellektuel udveksling, men også af fordomme, et stærkt misogynt kvindesyn og skjulte mørke sider, der manifesterer sig i de omkringliggende bjerge.

Romanen stiller fundamentale spørgsmål ved grænserne for det normale og rationelle og antyder, at ondskab kan manifestere sig på uventede måder, selv i omgivelser der er dedikeret til helbredelse og videnskabelig behandling. Opløsningen af virkeligheden, som Mieczyslaw oplever, er central for fortællingen og spejler måske en bredere europæisk virkelighed, der i 1913 står på kanten af store forandringer.

Den fantastiske oversættelse af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad sikrer, at Tokarczuks rige sprog, komplekse ideer og den foruroligende atmosfære kommer fuldt til live på dansk. 'Empusion' er en bog, der bliver hos læseren længe efter, sidste side er vendt, og som med garanti vil føre til både overraskelser, forstyrrelse og ny indsigt i menneskets natur og de mørke kræfter, der kan ligge på lur. Som sanatoriets læge antyder, er normalitet en illusion, og Tokarczuk inviterer os til at udforske den tynde linje, vi alle balancerer på mellem vores indre og ydre verden.

Kunne du lide 'Empusion: En Sanatorie-Gyser i Schlesien'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.