Rejsen som Liv: H.C. Andersen til Nutiden

Citatet "At rejse er at leve" er dybt forankret i den danske bevidsthed og tilskrives den verdensberømte eventyrforfatter H.C. Andersen. Han ytrede disse ord i sin selvbiografi, "Mit Livs Eventyr", udgivet i 1855, specifikt under beskrivelsen af året 1844. Andersen var selv en passioneret rejsende, der ikke blot besøgte de klassiske europæiske destinationer som Italien og Frankrig, men også vovede sig til fjernere steder som Afrika, hvilket var usædvanligt for hans tid. For ham var rejser en fundamental del af tilværelsen, en konstant bevægelse – både fysisk og psykisk – der gav ham inspiration og fik ham til at føle sig mere levende i mødet med det fremmede. Men hvad betød rejsen præcist for H.C. Andersen, og hvordan har synet på rejsens formål udviklet sig fra hans tid til vores moderne æra med masseturisme og backpacking? Er det berømte citat stadig gyldigt i dag?

H.C. Andersens Rejsemotiver

For H.C. Andersen var rejsen ikke blot en ferieform, men en eksistentiel nødvendighed. Han så rejsen som et udtryk for, at mennesket altid er i bevægelse, søgende, oplevende. I mødet med det fremmede, det ukendte, følte han sig mere levende. Rejserne var en uvurderlig kilde til inspiration for hans forfatterskab, og mange af hans rejseberetninger blev vigtige værker i sig selv. Han begyndte at rejse i en alder af 25 og fortsatte til han var 68, hvilket vidner om et liv præget af nomadisk tilværelse. Økonomisk var han ikke velhavende, men levede ofte af mæceneres støtte, hvilket krævede nøjsomhed og omhyggelig planlægning af ruter og udgifter.

Rejsen som Dannelse

I H.C. Andersens tid, midten af 1800-tallet, var rejsen for den europæiske overklasse og kunstnere som ham ofte en form for dannelsesrejse eller rekreation. Dannelsesrejsen havde rødder helt tilbage i 1500-tallet, hvor den opstod som en flerårig studierejse til Europas storbyer for unge adelsmænd. Formålet var at opdrage og uddanne dem til diplomatiske embedsmænd. Senere, i 1700- og 1800-tallet, bredte fænomenet sig til borgerskabet. Unge tog på rejse for uddannelse og personlig udvikling. Det var en rejse med et højere formål: at blive klogere, at udvikle sig, at hente inspiration i det fremmede, at blive moden. Rejsen var svær og dyr, hvilket understregede behovet for, at den skulle tjene et seriøst formål ud over simpel fornøjelse.

H.C. Andersen rejste uden de moderne rejseguides, vi kender i dag. De første trykte guider som Baedeker og Thomas Cook opstod først omkring 1850'erne, og de var primært rettet mod den højere middelklasse på rekreations- eller dannelsesrejse. Disse tidlige guider fokuserede på seværdigheder – naturfænomener, historiske bygninger, museer – steder som en dannelsesrejsende "absolut måtte besøge". De gav dog sjældent praktiske oplysninger om transport eller hoteller.

Rejsens Transformation: Fra Dannelse til Masseturisme

Der er meget langt fra H.C. Andersens dannelsesrejser med hestevogn og togkupéer til nutidens rejseformer. Fra slutningen af 1960'erne skete en kolossal vækst i masseturisme, især charterrejser til destinationer som Mallorca, Torremolinos og Rhodos. Rejsebureauernes kataloger solgte på billeder af azurblåt hav, sol, strande og glade mennesker ved swimmingpools. I pakkerejsen med charterfly, transfer og hotel er alt planlagt på forhånd, hvilket skaber tryghed. Rejsens formål er her markant anderledes end dannelse; det handler primært om afslapning, rekreation, underholdning og fornøjelse. Turistforskere ser det som en nødvendig pause fra arbejdslivets pres – "de kostbareste dage i året". Denne form for turisme har skabt "turistghettoer" i mange populære områder.

Backpacking og Selvrealisering

Parallelt med masseturismens vækst opstod et andet rejsefænomen: unges rygsækrejser ud i det ukendte. Uden rejsebureauer eller guider i starten. De første simple guider for Europa-rejsende kom i slutningen af 1950'erne (Arthur Frommer) og 1960'erne (Let's go Europe), men de var low-budget og rettet mod en anden type rejsende. De første "barfodsguider" for backpackere på rejser mod Asien kom fra forlag som Crisis-BIT, efterfulgt af Lonely Planet, der udkom i 1973 med "Across Asia on the cheap".

BIT-guiden fra 1970 så backpackingrejsen som et eksistentielt projekt, et middel til selvrealisering. Ideen var, at et år i Asien kunne ændre ens perspektiv på livet mere end mange års uddannelse i Vesten. Det krævede mod at tage afsted uden sikkerhedsnet, men løftet var, at man aldrig ville fortryde det. Rådene lød: vær åben for at hænge et sted længe, hvis det er spændende, undgå at strukturere for meget, anerkend at tingene ikke fungerer som hjemme, slow down, se forsinkelser som muligheder, vær åben for intens spænding og eventyr, der kan føre til åndelig genopladning.

Denne form for rejse var drevet af ungdomsoprøret i 1960'erne og 70'erne. En generation, der ønskede at få blæst deres tanker igennem og forandre deres liv, ofte inspireret af musik og bøger. Rory MacLean beskrev det som en bevægelse af unge, der rejste ud for at blive "koloniseret" af nye indtryk og måder at leve på, i stedet for selv at kolonisere. De forlod "forældrenes kongerige af indebrændte og udskudte fornøjelser" for at opleve en levende, forandrende verden.

Er Citatet "At Rejse Er At Leve" Stadig Relevant?

I dag, hvor rejser er mere tilgængelige end nogensinde – Københavns og Billund Lufthavne sætter passagerrekorder – debatteres H.C. Andersens citat og rejsens formål. I P1-programmet "Damerne Først" diskuterede kultur- og udlandsredaktørerne Anne Sophia Hermansen og Anna Libak samt præst Sørine Godtfredsen, om danskerne overhovedet bliver mere levende af at rejse i dag.

Anna Libak mener, at forestillingen om dannelsesrejser er død. Verden er ifølge hende blevet så lille, at man kan google eller læse sig til det meste, og der er ikke længere meget autentisk kultur at fordybe sig i. Nutidens rejser handler mere om afslapning, og man sætter sig ikke det mål at blive klogere. Sørine Godtfredsen supplerer, at citatet er ved at være forældet, fordi det ophøjer rejsen på en måde, som mange slet ikke kan leve op til med nutidens rejseformer. Dannelsesrejsen hører til en tid, hvor rejser var svære og dyre og derfor krævede et højere formål.

Anne Sophia Hermansen forsvarer dog dannelsesrejsen for unge, baseret på egne erfaringer med at se fattigdom i Asien. Men hun mener ikke, det samme gælder rejser som ældre. Sørine Godtfredsen skelner mellem at "tage et sted hen" og "tage et sted på sig". At bo et sted i længere tid kan være dannende, men et kort besøg på få dage eller uger er det sjældent. Man er der for kort tid til at knytte sig til stedet, lære sproget eller gøre dets historie til sin egen; man er blot en "ligegyldig gæst".

Kritik af Moderne Turisme

De gamle backpacker-guides var ofte kritiske over for masseturisme. BIT-guiden lagde ikke skjul på foragt for charterturisterne – de var "turister", mens backpackerne var "travellers". Guiden advarede allerede i 1970 om, at turistindustrien og turisternes/rejsendes attituder truer lokale traditioner og skikke. Arrogant og hånlig opførsel uden forståelse for lokal kultur kunne skabe vrede. Der var moralske appeller: påvirk den fremmede kultur så lidt som muligt med vestlig materialisme, undgå stereotype fordomme, vær åbensindet, ærlig og venlig. Man skulle ikke medbringe en kulturel overlegenhed, da lokale kulturer allerede havde oplevet nok af den. Tankeløs omgang med penge kunne ødelægge livsformer og erstatte dem med en "skinnende, sjælløs og fremmedgørende Coca Cola-kultur".

Nationale Rejsevaner og Stereotyper

Med rejseguidens udbredelse til forskellige sprog opdagede forlag som Lonely Planet, at rejsendes behov og interesser varierer nationalt. Tyske læsere vil vide om fly fra Frankfurt, franske læsere om biografer og flere madsteder, og tyskere er pernittengryn med togtidstabeller. Ud over disse forskelle findes der også (ofte upassende) observationer om nationale karaktertræk hos rejsende. Lonely Planet-stifterne Maureen og Tony Wheeler har i deres erindringer listet stereotyper: Tyskere reserverer liggestole med håndklæder, italienere brokker sig og er uorganiserede, og unge israelere (ofte med militærbaggrund) har et ry for at være "pushy, krævende og aggressive", hvilket har gjort dem upopulære mange steder.

Rejsens Fremtid i en Utryg Verden

Den trygge verden efter Den Kolde Krig er blevet afløst af utryghed med krige og konflikter. Samtidig står verden over for klimaudfordringer, hvor flytrafik står for en betydelig del af CO2-udledningen. Selvom rejsen er blevet nemmere og billigere for mange, og formålet måske er skiftet fra dyb dannelse til hurtig afslapning, er den fortsat en integreret del af mange menneskers liv. Danskerne elsker at rejse, og lufthavnene vidner om en konstant strøm af passagerer, der søger væk fra hverdagen.

Ofte Stillede Spørgsmål

Selvom rejsens formål og den måde, vi rejser på, har ændret sig drastisk siden H.C. Andersens tid, lever hans berømte citat videre. Måske betyder "At rejse er at leve" i dag noget forskelligt for forskellige mennesker. For nogle er det stadig søgen efter dybere indsigt og personlig udvikling, mens det for andre primært handler om at koble af og opleve glæde. Uanset formålet fortsætter rejsen med at fascinere og trække mennesker ud i verden, i håb om at finde en form for "liv" – hvad end det så indebærer for den enkelte.

Kunne du lide 'Rejsen som Liv: H.C. Andersen til Nutiden'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.