Astrid Lindgrens Skjulte Sorg og Sønnen Lasse

Astrid Lindgren, kendt og elsket verden over for sine livsbekræftende og fantasifulde børnebøger, fremstod for mange som inkarnationen af glæde og optimisme. Men bag facaden bar hun på dybe følelser af sorg, tab og melankoli, som hun i mange år valgte at holde private. Først sent i sit liv åbnede hun op for offentligheden om de skygger, der havde præget hendes tilværelse. Den største og mest smertefulde af disse skygger var uden tvivl det liv, hendes ældste barn, sønnen Lasse, fik, og den ultimative tragedie at opleve sit eget barn dø før sig selv.

Lasse døde i 1986 af en hjernesvulst, et tab der naturligvis ramte Astrid Lindgren hårdt. Men sorgen over Lasse var ikke kun knyttet til hans død. Den stammede også fra hans vanskelige start på livet, en start som Astrid Lindgren mod sin vilje var nødt til at vende ryggen til i hans tidlige år.

Lasses vanskelige barndom

Astrid Lindgren var kun en helt ung kvinde, da hun blev gravid. Som 18-årig journalistlærling i sin fødeby Vimmerby indledte hun et forhold til den 50-årige chefredaktør på Vimmerby Tidning, Reinhold Blomberg. Han var far til syv og midt i en skilsmisse. I 1920'erne var en graviditet uden for ægteskab socialt uacceptabelt i mange kredse, især i små bysamfund. For at undgå skandale og sikre en ordentlig fødsel måtte Astrid Lindgren derfor rejse til København.

På Fødselsstiftelsen på Rigshospitalet fandtes dengang det eneste sted i Norden, hvor ugifte kvinder kunne føde under ordnede forhold uden at skulle opgive faderens navn. Her kom Lasse til verden den 4. december 1926. Kun en uge efter fødslen flyttede Astrid og lille Lasse ind på Villa Stevns i Brønshøj, drevet af plejemoderen Marie Stevens, som tog sig af såkaldte »uheldsbørn«.

Lasse boede de første tre år af sit liv hos Marie Stevens, mens Astrid Lindgren måtte vende tilbage til Stockholm for at passe sit job og sin uddannelse som kontorist. Med få penge på lommen kunne hun kun besøge Lasse med måneders mellemrum. Det blev til færre end 15 besøg i alt i løbet af de tre år. Hvert gensyn var præget af kærlighed, men hver afsked var hjerteskærende for både mor og barn. Denne tidlige adskillelse og Lasses opvækst uden sin biologiske mor tæt på i de mest formative år havde dybtgående konsekvenser for hans liv.

Biografien der afslørede skyggerne

Disse smertefulde detaljer om Astrid Lindgrens tidlige liv og Lasses skæbne er udførligt beskrevet i forfatteren Jens Andersens biografi »Denne dag, et liv«, der udkom i 2014. Bogen, der er den første store nordiske biografi om Astrid Lindgren i 40 år, bygger på to års intensiv research, hvor Jens Andersen pendlede mellem København og Sverige for at indsamle stof. Han har tidligere skrevet anerkendte biografier om blandt andre H.C. Andersen og dronning Margrethe.

Jens Andersens biografi adskiller sig fra tidligere værker, især Margareta Strömstedts biografi fra 1977, som længe var standardværket om Astrid Lindgren. Astrid Lindgren var dygtig til at holde private oplysninger for sig selv, og mange aspekter af hendes liv forblev ukendte for offentligheden i årtier. Jens Andersens biografi trækker på nye kilder, der afslører en mere sårbar og kompleks personlighed.

»Mio, min Mio« – Et spejl af sorgen

Ifølge Jens Andersen er én bestemt bog i Astrid Lindgrens forfatterskab særligt overset, men også særligt afslørende for hendes indre liv: »Mio, min Mio«. Bogen er gennemsyret af mørke temaer og ord som sort, død, mørke og sorg gentages utallige gange. Kapitlerne bærer navne som »I den døde skov« og »Den dybeste hule i det sorteste bjerg«.

Jens Andersen beskriver »Mio, min Mio« som en bog med en næsten fysisk påtrængende intensitet, der taler direkte til følelserne. Historien om drengen Bosse, der er adopteret af et følelseskoldt ægtepar og finder sin sande identitet som prins Mio i »Landet i det fjerne«, men stadig må kæmpe mod mørke kræfter, ses af Jens Andersen som et udtryk for Astrid Lindgrens eget sorgarbejde.

Han fortæller om at læse bogen højt for sin egen søn, som til sidst måtte bede ham stoppe, fordi historien føltes for klaustrofobisk. Denne intense følelse, bogen fremkalder, mener Jens Andersen, skyldes, at den bærer på ekkoer af Astrid Lindgrens egne smertefulde erfaringer. Historien om den ensomme dreng, der længes efter kærlighed og et tilhørsforhold, kan ses som en parallel til Lasses tidlige år og de følelsesmæssige konsekvenser af adskillelsen.

Astrid Lindgren har selv antydet, at man med kendskab til hendes søn Lasses historie kan forstå meget af hendes litteratur. Hun oplevede det ulykkelige, som hun senere kæmpede imod i sine bøger: hvad der sker, når børn ikke får tilstrækkelig ømhed og omsorg, fordi forældrene ikke er til stede. Da Lasse endelig kom permanent til hende, var han en ulykkelig dreng med svært ved at falde til ro og koncentrere sig. Hans liv blev aldrig lykkeligt, og dette var, ifølge Jens Andersen, den store tragedie i Astrids liv.

Et venskab der åbnede op

Efter sin mand Sture Lindgrens død i 1952, valgte Astrid Lindgren at leve alene. Men året efter mødte hun den tyske kvinde Louise Hartung fra Berlin. I de følgende 11 år, indtil Louise Hartungs død, udvekslede de næsten 600 breve. Denne omfattende korrespondance er en af de vigtigste kilder for Jens Andersens biografi og afslører en hidtil ukendt, hudløs ærlig side af Astrid Lindgren.

Louise Hartung, tidligere koncertsangerinde, blev boende i Berlin under nazitiden og helligede sig efter krigen byens krigsbørn som leder af Hauptjugendamt. Hun så det som sin mission at bringe Astrid Lindgrens muntre fortællinger til byen og arrangerede oplæsninger. Hun betragtede Pippi Langstrømpe som en stærkt antimilitaristisk figur – det var svært at forestille sig en stålhjelm på Pippis røde fletninger.

Venskabet med Louise Hartung og brevvekslingen gav Astrid Lindgren et rum til at udtrykke sine dybeste tanker og følelser. Brevene fra Berlin var ligeledes personlige. Dette venskab og korrespondancens betydning fremgik ikke af den tidligere biografi fra 1977, hvilket understreger, hvor godt Astrid Lindgren var til at beskytte sit privatliv.

Fra moraliseren til pacifist

Astrid Lindgrens revolution inden for børnelitteraturen var at gøre op med de moraliserende og belærende fortællinger. I stedet kravlede hun ind i barnets verden og skrev på barnets præmisser. Interessant nok startede hun selv i 1930'erne med at skrive julefortællinger med moraler som »du får kun en julegave, hvis du opfører dig ordenligt«.

Denne tidlige stil afspejlede et børnesyn, der havde været uændret i århundreder. Men under Anden Verdenskrig gennemgik hun en form for politisk vækkelse. Fra 1941 førte hun en krigsdagbog, hvor hun klistrede avisudklip ind og kommenterede dem personligt. Dette var hendes forsøg på at begribe krigens galskab. Under krigen arbejdede hun også som »brevgransker« for den svenske stat, der ansatte spioner til at læse følsomme breve. Her læste hun om ulykkelige jøder, der skrev til venner og familie i Sverige. Denne direkte konfrontation med krigens rædsler og menneskelig lidelse, på et tidspunkt hvor nyheder spredtes langsomt, gjorde hende til en erklæret pacifist.

Denne periode lagde grunden til hendes indædte kamp mod krig, vold og terror. Det var på denne baggrund, at Pippi Langstrømpe blev født. Den første Pippi-bog udkom i julen 1945, kort efter krigens afslutning. Pippi, med sin uafhængighed og styrke, kan ses som et symbol på modstand mod autoritet og konventioner.

Den driftige forfatter og filantrop

I årene efter krigen greb Astrid Lindgren chancen. Fra 1945 til 1950 skrev hun hele 16 børnebøger. Hun var ikke kun en brilliant kunstner, men også en god købmand. Hun var aktiv på mange platforme, deltog i debatter om børneopdragelse, medvirkede i radioprogrammer og markedsførte sine bøger. Men på trods af sin succes interesserede penge hende dybest set ikke. For hende var penge forbundet med magt, og hun afskyede magten.

Det vides ikke præcist, hvor mange millioner kroner hun endte med at give væk til velgørende formål, men det var et betydeligt beløb. Hendes filantropi var en naturlig forlængelse af hendes humanistiske værdier og hendes ønske om at gøre verden til et bedre sted, især for børn.

To Biografier i Sammenligning

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvem var Lasse?
  Lasse var Astrid Lindgrens første barn, født uden for ægteskab i 1926. Hans fulde navn var Lars.
• Hvordan døde Lasse?
  Lasse døde i 1986 af en hjernesvulst.
• Hvorfor boede Lasse ikke hos Astrid i starten?
  På grund af de sociale omstændigheder omkring graviditet uden for ægteskab i 1920'erne og Astrid Lindgrens økonomiske situation og uddannelse, blev Lasse passet af en plejemor i København de første tre år af sit liv.
• Hvad afslører »Mio, min Mio« om Astrid Lindgren?
  Ifølge Jens Andersen afslører bogen, med sine mørke temaer om ensomhed, tab og kamp mod ondskab, meget om Astrid Lindgrens eget sorgarbejde og hendes smerte over Lasses svære start på livet og hans senere problemer.
• Hvem var Louise Hartung?
  Louise Hartung var en tysk kvinde fra Berlin, som Astrid Lindgren havde et tæt venskab med i 1950'erne og 60'erne. Deres omfattende brevveksling har afsløret en mere personlig og sårbar side af Astrid Lindgren.
• Hvad var Astrid Lindgrens holdning til krig?
  Astrid Lindgren blev en erklæret pacifist under Anden Verdenskrig, påvirket af sin krigsdagbog og sit arbejde som brevgransker. Hendes kamp mod krig og vold afspejles i hendes senere værker, herunder Pippi Langstrømpe.

Astrid Lindgrens liv var, som Jens Andersens biografi tydeligt viser, langt mere nuanceret og præget af smerte, end mange hidtil har troet. Tragedien med sønnen Lasse var en dyb kilde til sorg, der formodentlig farvede hendes syn på verden og mennesket. Men netop hendes evne til at kanalisere disse dybe følelser ind i sin litteratur, at skrive om sårbarhed, ensomhed og modstand mod mørke kræfter, er måske netop det, der gør hendes værker så universelle, tidløse og elskede af generationer af læsere verden over.

Kunne du lide 'Astrid Lindgrens Skjulte Sorg og Sønnen Lasse'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.