Det Byzantinske Rige: En Tusindårig Saga

Det Byzantinske Rige, der opstod som en videreførelse af Romerriget i øst, var en civilisation med en utrolig lang og omskiftelig historie. Trods en grundlæggende ideologisk konservatisme formåede riget at udvise en bemærkelsesværdig tilpasningsevne gennem sin mere end 1000-årige levetid, hvilket er en saga i sig selv.

Rigets fødsel, i hvert fald i sin østlige form, kan spores tilbage til kejser Konstantin 1. den Store. Han traf den monumentale beslutning at flytte Romerrigets hovedstad væk fra Rom. Valget faldt på den strategisk yderst velplacerede by Byzantion på Balkanhalvøens forpost mod Lilleasien. Denne by blev grundlagt af bystaten Megara omkring 668 f.v.t. Dens placering ved indgangen til Sortehavet og de rige fangstmuligheder i Bosporus sikrede den tidligt betydelige indtægter. Byzans opnåede i hellenistisk tid en vis udstrækning ind i landet og havde besiddelser ved kysterne mod syd. I 146 f.Kr. indgik Byzans sin første alliance med Romerriget og blev gradvist en del af den romerske sfære, indtil den til sidst helt indgik i riget. Byen oplevede dog også hårde tider; i 193 e.v.t. belejrede Septimius Severus byen under en borgerkrig. Efter erobringen lod han byens mure og andre bygningsværker rive ned, selvom de senere blev genopført, enten under ham eller hans efterfølger Caracalla. I 324 forskansede kejser Licinius sig i byen, kun for at blive belejret og taget til fange af Konstantin 1. Umiddelbart herefter traf Konstantin sin skæbnesvangre beslutning om at gengrunde byen.

Konstantin 1. omdannede Byzans til "Nova Roma", det nye Rom. Byens landmur blev efterfølgende Europas største fæstningsanlæg, og den viste sig at være en formidabel barriere, der først blev utilstrækkelig over for osmannerenes kraftige artilleri under den endelige belejring i 1453. Den nye hovedstad, som hurtigt blev kendt som Konstantinopel, hvilket simpelthen betyder 'Konstantins by', var ikke blot militært befæstet, men også ideelt placeret for handel og strategisk kontrol. Den blev rigets politiske og økonomiske centrum. Gennem store dele af middelalderen var Konstantinopel Europas eneste virkelige storby, med en befolkning på op til 500.000 indbyggere. Fra sin grundlæggelse i 330 og frem til arabernes erobring af Alexandria i 642 fungerede Middelhavsområdet stadig i mange henseender som en samlet enhed, hvor Konstantinopel var det ubestridte centrum.

En af rigets mest glorværdige perioder var i 500-tallet under kejser Justinian 1.. Han satte sig for at genoprette Romerrigets tidligere storhed og lykkedes imponerende med at erobre store områder i Italien, Nordafrika og Sydspanien, regioner der var gået tabt til germanske kongedømmer efter Vestromerrigets fald. Hans regeringstid betragtes med rette som et politisk, militært, økonomisk og kulturelt højdepunkt for Det Byzantinske Rige. Men netop som riget nåede denne storhed, begyndte nye trusler at tage form. Kort tid efter Justinians død brød de germanske longobarder ind på den italiske halvø og erobrede store dele af den. Endnu mere omfattende var de slaviske folkevandringer i årene omkring 600, der trængte ind på Balkan og besatte praktisk talt hele halvøen.

I første halvdel af 600-tallet stod riget over for yderligere katastrofer i de østlige dele, først en persisk invasion og derefter en arabisk invasion. Sidstnævnte, der også medbragte den nye religion, islam, ændrede for bestandig de politiske, demografiske, religiøse og kulturelle forhold i Middelhavsområdet. Sammen med den slaviske invasion reducerede den arabiske ekspansion Det Byzantinske Rige til en skygge af sit tidligere jeg, en gruppe spredte besiddelser, der kæmpede for overlevelse.

De følgende to århundreder var præget af rigets desperate overlevelseskamp mod araberne. Samtidig var perioden præget af stærke indre spændinger. På trods af de enorme udfordringer lykkedes det at bevare herredømmet over Lilleasien og styrke rigets stilling på Balkan, dog i konstant konkurrence med den nye og fremvoksende bulgarske stat. Indenrigspolitisk var epoken domineret af den bitre strid om brugen af hellige billeder, kendt som ikonoklasmen. De byzantinske kejsere var overvejende modstandere af billeddyrkelsen, mens paven i Rom støttede den. Ikonoklasmen kom derved til at forstærke splittelsen mellem den kristne østlige og vestlige verden.

Omkring midten af 800-tallet vendte lykken for riget. Store administrative omdannelser havde styrket både økonomien og militærvæsenet markant. Dette gjorde det muligt at skifte fra en defensiv strategi til en offensiv mod araberne. I 900-tallet blev vigtige områder tilbageerobret, herunder Kreta, Cypern, Kilikien og Antiochia. I årene 1014-1018 blev det bulgarske rige på Balkan endeligt undertvunget. Midlertidige erobringer blev gjort på Sicilien i 1030'erne, og i 1045 blev riget udvidet mod øst ved indlemmelsen af det uafhængige armenske rige Ani. Dette markerede afslutningen på den middelbyzantinske ekspansion. På dette tidspunkt var Det Byzantinske Rige blevet Europas stærkeste militærstat og samtidig den rigeste. Også i Mellemøsten stod riget stærkt efter opløsningen af det arabiske abbaside-kalifat.

Kontakten med Vesten øgedes i denne periode. Den tysk-romerske kejser Otto 2. var gift med en byzantinsk prinsesse, Theophanu, som efter hans død styrede det vestlige kejserrige som formynder for deres umyndige søn. Båndene til den voksende handelsrepublik Venedig blev også styrket gennem ægteskabsforbindelser. Den ortodokse mission blandt slaverne i anden halvdel af 800-tallet udvidede rigets kulturelle og politiske indflydelse i det østlige Europa. Missionens største triumf var fyrst Vladimir 1. af Kijevs overgang til kristendommen i 988, hvilket forvandlede en stærk og potentiel fare til en værdifuld alliancepartner. Kulturelt var epoken en sand blomstringstid. Inden for arkitekturen indledte korskuppelkirken en ny udvikling, der siden har præget ortodoks kirkebyggeri. Byzantinsk kunsthåndværk var desuden yderst eftertragtet i hele Europa.

Paradoksalt nok lå den største fare for riget omkring midten af 1000-tallet i dets egen succes. Succesen havde ført til en slækkelse af både finanspolitikken og militærpolitikken. Hoffet slugte stadig flere ressourcer, og centralmagtens stærke greb om lokalsamfundene svækkedes. De lokale stormænd udvidede deres godser og indflydelse på bekostning af skatte- og soldaterbønderne, hvilket underminerede rigets grundlag. En anden begivenhed, der skulle vise sig skæbnesvanger på længere sigt, var bruddet mellem patriarken af Konstantinopel og paven i Rom i 1054. Dette førte til den endelige opsplitning af kristenheden i en romerskkatolsk og en græskortodoks sfære, kendt som det Store skisma.

Både hær og flåde fik lov at forfalde yderligere. I 1071 led riget et katastrofalt nederlag mod de tyrkiske seldsjukker ved Manzikert i Armenien, en sejr der blottede hele Lilleasien for invasion. Samtidig erobrede normannerne rigets sidste støttepunkt i Syditalien. Kejser Alexios 1. Komnenos' alliance med Venedig mod normannerne i 1081 blev dyrt købt med vidtgående handelsrettigheder, der væsentligt forringede rigets toldindtægter og gav Venedig en dominerende økonomisk position i riget.

I 1095 appellerede Alexios 1. til pave Urban 2. om hjælp fra Vesten. Denne appel resulterede i det 1. korstog. Korstoget førte ganske vist til en formindskelse af den seldsjukkiske trussel i Lilleasien, men etablerede samtidig potentielt fjendtlige kristne stater ved rigets sydgrænse i Levanten.

På trods af disse udfordringer genvandt riget under Alexios 1. meget af sin prestige og storpolitiske betydning. Det rige Konstantinopel havde stadig en enorm tiltrækningskraft og blev besøgt af prominente personer, heriblandt den danske kong Erik 1. Ejegod i 1103 og den norske kong Sigurd 1. Jorsalfar i 1111.

Fremgangen kulminerede under Manuel 1. Komnenos. Han var en dristig og initiativrig kejser, der styrkede rigets indflydelse på Balkan over for den nye regionale stormagt Ungarn, vandt overherredømmet over korsfarerfyrstedømmet Antiochia og satte det besværlige Venedig på plads gennem handelssanktioner. En tid så det endda ud til, at riget skulle genvinde sin indflydelse i Italien i forbund med paven og befolkningen i Rom mod den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa. Men i 1177 lykkedes det Venedig at bringe paven og kejseren sammen i et forbund, hvilket knuste Manuels italienske planer. Hermed faldt den omhyggeligt opbyggede byzantinske storpolitik sammen, og initiativet gik igen over til rigets fjender.

Manuel 1.s død blev også afslutningen på dynastiets omhyggelige familiepolitik, der havde til formål at binde de store slægter sammen. Den sidste Komnenos-kejser, Andronikos 1., var en blodig og utilregnelig hersker, der blev styrtet i 1185 af Isak 2. Angelos. Riget led yderligere tab; normannerne erobrede midlertidigt rigets næststørste by, Thessaloniki, og Cypern rev sig løs. Omkring år 1200 var riget i en tilstand af fremadskridende opløsning. En væsentlig årsag var sandsynligvis, at riget i stigende grad var blevet en feudalstat, domineret af mægtige stormandsslægter både centralt og lokalt. Denne situation blev udnyttet af rigets hovedfjende, Venedig. I 1203 lykkedes det venetianerne at dirigere det 4. korstog mod Konstantinopel i stedet for mod Jerusalem. Året efter, i 1204, erobrede og plyndrede korsfarerne byen i en af de mest traumatiske begivenheder i rigets historie.

På ruinerne af Det Byzantinske Rige oprettede korsfarerne et romerskkatolsk kejserrige ved navn Romania. Dette skulle være et feudalt mønsterrige, hvor storvasallerne havde megen magt, og kejseren kun havde ringe autoritet. Venedig sikrede sig på forhånd 3/8 af både rigets territorium og hovedstaden Konstantinopel, men ellers var riget domineret af franskmænd og fransk sprog. Efter indledende protester bøjede paven, Innocens 3., sig for de fuldbyrdede kendsgerninger og godkendte det nye kejserrige, som principielt blev betragtet med sympati i det katolske Vesteuropa. I praksis blev de latinske kejsere dog for det meste overladt til sig selv, og deres magt svandt yderligere ind.

Det lykkedes aldrig korsfarerne at få kontrol med hele rigets tidligere territorium. Tre steder blev der grundlagt byzantinske eksilriger som arvinger til det faldne imperium: to "kejserriger" i Lilleasien, Nikæa og Trapezunt, og et "despotat" på Balkan, Epiros. Nikæa lå tættest ved Konstantinopel og beherskede det vestlige Lilleasien. I 1261 opnåede Nikæa en triumf ved næsten uden sværdslag at tilbageerobre Konstantinopel fra latinerne. Senere blev også store områder på Balkan tilbageerobret af byzantinerne fra Nikæa. Trapezunt i det nordøstlige Lilleasien blev aldrig mere end en regional magt, men var handelsmæssigt og strategisk velplaceret og overlevede helt frem til 1461. Despotatet Epiros gik derimod til grunde i 1300-tallet.

Efter tabet af Konstantinopel i 1261 søgte Vesten igen at bringe byen på latinske hænder. Derfor måtte kejseren, Michael 8. Palaiologos, som grundlagde det sidste byzantinske dynasti, udfolde et vidtforgrenet diplomati, der spændte over hele Middelhavsområdet. En konflikt mellem de to store handelsrepublikker, Genova og Venedig, lettede genopbygningen af Det Byzantinske Rige i denne periode ved at holde de vestlige sømagter splittet. Men i 1299 sluttede de to republikker fred, hvilket afgørende svækkede kejsernes manøvremuligheder.

Dynastiet Palaiologos blev et af de længst varende i byzantinsk historie. Men fra 1321 til 1354 rasede ødelæggende borgerkrige mellem medlemmer af kejserfamilien. Disse interne stridigheder kom til at gavne rigets naboer, først serberne og derpå osmannerne. Efter at have slået serberne i 1371 blev osmannerne den nye dominerende magt på Balkanhalvøen. På dette tidspunkt var der ikke meget tilbage af Det Byzantinske Rige: Der var hovedstaden Konstantinopel med nærmeste opland, Mistra på Peloponnes, nogle øer i Ægæerhavet samt byen Filadelfia, der lå isoleret langt inde i Lilleasien. Reelt var Det Byzantinske Rige nu reduceret til en tributpligtig vasalstat under den osmanniske sultan. Kejseren måtte endda hjælpe osmannerne med at erobre Filadelfia i 1390. Nu var rigets eneste reelle forsvar hovedstadens stærke mure.

Det Byzantinske Rige fik en smule respit, da dets fjende sultan Beyazit 1. blev besejret af den mongolske hersker Timur Lenk ved Ankara i 1402. Men fra 1421 blev der igen ført en aggressiv osmannisk politik over for riget. I desperation appellerede byzantinerne om hjælp fra Vesten, og flere gange rejste kejserne personligt til Vesteuropa for at bede om støtte. I 1439 indgik kejser Johannes 8. endda en aftale med paven om at indordne den græskortodokse kirke under romerkirken for at opnå militær hjælp, men denne union var upopulær i Konstantinopel. Et undsætningsforsøg fra Vesten endte i 1444 med et nederlag mod osmannerne ved Varna. Da sultan Mehmed 2. i 1451 indledte storstilede forberedelser til Konstantinopels erobring, havde kejseren ud over en fåtallig lokal befolkning kun et mindre antal vestlige tropper at støtte sig på.

Den 29. maj 1453 erobrede sultan Mehmed 2. byen. Han var blandt andet støttet af sit kraftige artilleri, som endelig formåede at bryde de legendariske mure. Konstantinopel blev herefter hovedstad i Det Osmanniske Rige. På Peloponnes fortsatte det græske delrige, der havde Mistra som hovedstad, endnu nogle år, men i 1460 indtog sultanen også denne kejserdynastiets sidste besiddelse. I 1461 rundede han likvideringen af Det Byzantinske Rige af med erobringen af det lille kejserrige i Trapezunt.

Udover sin utrolige historie var Konstantinopel også et bygningsmæssigt vidunder. Inde i byen, der husede flere hundredtusinde indbyggere, dominerede Hippodromen med plads til hele 100.000 tilskuere. Den var det østromerske riges ceremoni- og festplads, hvor kejseren proklamerede sine beslutninger og forordninger. Over indgangen var der placeret fire heste i bronze, der antydede Hippodromens oprindelige formål: hestevæddeløb. Hagia Sophia, 'hellig visdom', ligger umiddelbart ved siden af Hippodromen. Den blev anlagt af Justinian 1. og var fra færdiggørelsen i 537 indtil 1453 katedralen og sæde for Patriarken af Konstantinopel for Den østlige ortodokse kirke – rigets største og vigtigste kirke. Efter adskillige reparationer når kuplen hele 56 meter op over gulvet. Bygningen fungerede som moské fra 1453 til 1931, blev museum i 1935 og er siden 2020 igen moské. Da væringerne (nordboere) ankom til Konstantinopel, som de kaldte Miklagård ('Den Store By'), efterlod de sig spor, blandt andet runer i Hagia Sophia. På en søjle på galleriet kan man stadig læse runeindskriptionen 'Halvdan' i marmoren. Det store palads i Konstantinopel (Palatium Magnum) blev anlagt af Konstantin den Store mellem Hippodromen og Hagia Sophia. Det var den vigtigste kongelige residens fra 330 til 1081 og centrum for kejserlig administration i over 800 år. Kun få rester af fundamentet er bevaret i dag. Paladset anses for at have været en række pavilloner over et areal på over 19.000 m², bygget på terrasser ned ad en skrånende bjergside.

Spørgsmål og svar om Det Byzantinske Rige:

Hvad var Byzans, før det blev Konstantinopel?

Byzans var oprindeligt en bystat grundlagt af Megara omkring 668 f.v.t. Den var strategisk placeret ved indgangen til Sortehavet. Den blev senere en del af Romerriget og oplevede både ødelæggelse og genopbygning, før kejser Konstantin den Store valgte at gøre den til sin nye hovedstad.

Hvem grundlagde Konstantinopel?

Byen blev omdannet og genindviet som hovedstad af den romerske kejser Konstantin den 1. den Store i år 330. Han kaldte den 'Nova Roma', men den blev hurtigt kendt som Konstantinopel, 'Konstantins by'.

Hvorfor faldt Det Byzantinske Rige?

Riget faldt af mange årsager, herunder interne svagheder som borgerkrige og feudal opløsning, eksterne invasioner fra forskellige folkeslag som arabere, slaver, normannere og tyrkere, samt økonomisk udmattelse og tab af territorium. En kritisk begivenhed var erobringen og plyndringen af Konstantinopel under det 4. korstog i 1204. Selvom riget blev genoprettet i 1261, var det permanent svækket og bukkede til sidst under for osmannerenes fremmarch, kulminerende med faldet af Konstantinopel i 1453.

Hvilke vigtige bygninger fandtes i Konstantinopel?

Byen var hjemsted for imponerende bygningsværker. Nogle af de mest kendte inkluderer Hippodromen, en stor arena for hestevæddeløb og ceremonier; Hagia Sophia, rigets hovedkirke og et mesterværk inden for arkitektur; og Det Store Palads, kejsernes hovedresidens og administrativt centrum i mange århundreder.

Det Byzantinske Riges historie er en fortælling om overlevelse, storhedstid, interne stridigheder og uophørlige ydre trusler. Fra sin grundlæggelse som 'det nye Rom' til sit endelige fald i 1453 stod riget som et bolværk og et kulturelt centrum, hvis arv fortsat påvirker verden i dag, især i den ortodokse kristendom og i den østlige Middelhavsregion.

Kunne du lide 'Det Byzantinske Rige: En Tusindårig Saga'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.