Anbragte børn: Debat og store forskelle

Debatten om børn anbragt uden for hjemmet, og især diskussionen om tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, blev igen et centralt emne i den offentlige samtale, efter at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale i 2023 gav udtryk for et ønske om at se flere af den slags indgreb.

Statsministerens udmelding har mødt opbakning fra flere sider, herunder fra borgmestre i forskellige kommuner, der arbejder tæt på området. Blandt dem er Guldborgsund-borgmesteren, som har tilkendegivet sin enighed med statsministerens budskab. Han understreger betydningen af at gribe ind tidligt i børnenes liv. Pointen er, at jo længere kommunerne tøver med at foretage en eventuel fjernelse, desto større bliver risikoen for, at barnets tarv lider skade. Denne holdning deles af andre med erfaring på området, herunder Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen, der tidligere har arbejdet med udsatte børn og unge som leder af en døgninstitution. Han har set sagsakter på børn, der er blevet anbragt sent, og har undret sig over, at de ikke fik hjælp langt tidligere. Dette synspunkt forstærker argumentet for tidlig intervention.

Store forskelle i kommunernes praksis

På trods af den nationale debat og opbakning til princippet om tidlig indsats, afslører tallene store forskelle i, hvor ofte kommunerne anvender anbringelser, herunder tvangsanbringelser. Et eksempel på denne varians findes nord for København. I den ene ende af spektret ligger Lyngby-Taarbæk Kommune, som i 2018 havde en meget lav rate af tvangsanbringelser. Ifølge statistikken var kun 1 ud af 10.000 børn og unge i kommunen tvangsanbragt. I faktiske tal svarer det til, at kun ét enkelt barn ud af de 11.954 børn og unge, der boede i kommunen på det tidspunkt, var tvangsanbragt.

På den anden side af byskiltet finder man Gentofte Kommune, en nabokommune, der generelt ligger højere på det socioøkonomiske indeks. Her er tallet markant anderledes. I Gentofte var raten for anbragte børn og unge ti gange så høj som i Lyngby-Taarbæk. Der var således 10 anbragte børn og unge for hver 10.000 i kommunen. Denne store forskel mellem to nabokommuner med relativt ensartede socioøkonomiske forhold rejser spørgsmål om årsagerne til forskellen.

Hvorfor er der forskel?

Seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har forsket i anbragte børn og har været projektleder for SFI's (nu VIVE) Børneforløbsundersøgelse. Hun kan ikke umiddelbart give en entydig forklaring på de store forskelle mellem kommunerne, selv ikke mellem nabokommuner som Lyngby-Taarbæk og Gentofte.

En del af forklaringen ligger i Serviceloven, som giver kommunerne en vis grad af metodefrihed og mulighed for at vælge forskellige tilgange. Nogle kommuner vælger oftere at anbringe børn med tvang, mens andre i højere grad forsøger at arbejde med frivillighed i samarbejde med familien. Desuden prioriterer nogle kommuner i højere grad forebyggende foranstaltninger for at undgå, at situationen eskalerer til et punkt, hvor en anbringelse bliver nødvendig. Disse forskelle i socialpolitik og de tilbudte alternativer til anbringelse kan have stor betydning for antallet af anbragte børn i en given kommune. Forskningen har endnu ikke fuldt ud afdækket, præcist hvilke faktorer der forklarer hele forskellen, men det er et område af stor interesse for at forstå, hvordan man bedst hjælper udsatte børn og familier.

Økonomiens rolle og statslig støtte

Økonomi spiller uundgåeligt en rolle i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge. Borgmester Holger Schou Rasmussen fra Lolland Kommune har peget på, at de kommende forhandlinger om en udligningsreform – som handler om at flytte penge fra rigere til fattigere kommuner for at udjævne forskelle – bør tage højde for udgifterne til anbringelser og indsatsen over for udsatte børn. Kommuner med mange udsatte børn kan have et større økonomisk pres.

Statsminister Mette Frederiksen har også anerkendt, at økonomien selvfølgelig spiller en rolle i kommunernes mulighed for at handle. Der har derfor været tale om, at regeringen potentielt kunne yde økonomisk støtte til de kommuner, der er hårdest ramt af udgifter til anbringelser og sociale indsatser. Dette signalerer en forståelse for, at den socialpolitiske indsats kræver ressourcer, og at en udligning kan være nødvendig for at sikre en ensartet indsats på tværs af landet, uafhængigt af den enkelte kommunes økonomiske formåen.

Uddannelsesmæssige udfordringer for anbragte børn

En stor udfordring for børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, er deres skolegang og fremtidige uddannelse. Mange af disse børn har en problemfyldt familiebaggrund, som kan føre til indlæringsvanskeligheder. Det kan være svært at koncentrere sig om skolearbejdet, når man bærer på tunge sociale og følelsesmæssige byrder. Disse problemer afspejles ofte også i børnenes adfærd i skolen, hvilket kan gøre det svært for dem at indgå i en almindelig klasse. Adfærdsproblemer i skolen er faktisk ofte den udløsende faktor, der fører til en akut anbringelse.

Når børnene anbringes, er fokus primært på at stabilisere deres sociale og følelsesmæssige situation. Selvom skolegang er vigtig, er det sjældent det, der får mest opmærksomhed umiddelbart efter en anbringelse. Der findes eksempler på, at der kan gå op til et halvt år, før et barn får et skoletilbud, efter at det er blevet døgnanbragt. Denne forsinkelse kan have alvorlige konsekvenser for deres faglige udvikling og fremtidige muligheder.

Hvordan klarer anbragte unge sig uddannelsesmæssigt?

En registeranalyse foretaget af AKF (nu en del af VIVE) har undersøgt, hvordan tidligere anbragte unge klarer sig uddannelsesmæssigt sammenlignet med andre unge. Analysen omfattede 4.118 unge i alderen 23 til 25 år, som havde været anbragt uden for hjemmet som 15-17-årige i december 1998. For at give et sammenligningsgrundlag inkluderede analysen også 2.631 unge i samme alder, som på samme tidspunkt modtog forebyggende foranstaltninger, men ikke var døgnanbragt. Dette kunne være støtte som en personlig rådgiver, en støtte-/kontaktperson eller økonomisk støtte til kost- og efterskoleophold.

Analysen afslørede et bekymrende billede af uddannelsessituationen for begge grupper af unge:

• Hele 66% af de tidligere anbragte unge og unge med forebyggende foranstaltninger havde kun en grundskoleuddannelse som højeste gennemførte uddannelse. Dette er næsten tre gange så mange som i den generelle befolkning af unge i samme alder, hvor kun 25% stopper deres uddannelsesforløb efter grundskolen.
• Kun 7% af de tidligere anbragte unge havde en studentereksamen som højeste gennemførte uddannelse. Til sammenligning havde 32% af alle landets unge i samme alder en studentereksamen. Blandt de tidligere anbragte drenge var tallet endnu lavere, kun 3% fik en studentereksamen, mens tallet var 10% for pigerne.
• 18% af de tidligere anbragte unge havde en erhvervsfaglig uddannelse som højeste gennemførte uddannelse. Dette var den hyppigst gennemførte videregående uddannelse for denne gruppe, men stadig lavere end i den generelle befolkning, hvor 25% har en erhvervsfaglig uddannelse.

Analysen viste altså, at selv unge, der modtog mindre indgribende forebyggende foranstaltninger, havde et næsten lige så mangelfuldt uddannelsesniveau som de tidligere anbragte. Dette understreger, at der er et stort behov for en mere intensiv indsats over for disse unge, uanset om de er anbragt eller modtager anden form for støtte.

Tabel: Uddannelsesniveau (23-25 år)

Behov for mere intensiv støtte, også efter det fyldte 18. år

Resultaterne fra AKF-analysen viser tydeligt, at der er et stort behov for at sætte mere intensivt ind over for de anbragte børns og unges skolesituation. Det er ikke nok kun at fokusere på den sociale og følelsesmæssige stabilitet; den faglige udvikling skal også prioriteres højt.

Der bør ligge en detaljeret plan for barnets skoleundervisning allerede ved anbringelsen. Dette sikrer, at der hurtigt kommer et skoletilbud, og at undervisningen tager højde for barnets specifikke behov og udfordringer. Men behovet for støtte stopper ikke nødvendigvis ved det fyldte 18. år, når anbringelsen typisk ophører.

Analysen indikerer et klart behov for uddannelsesmæssig støtte også efter det fyldte 18. år. Når en ung forlader et døgnophold, bør der ligge en detaljeret uddannelsesplan for, hvordan den unge skal videre i livet. Kommunen bør fortsat følge den unge tæt og yde særlig opmærksomhed og støtte for at sikre, at de får mulighed for at gennemføre en uddannelse. En bedre uddannelsesmæssig ballast kan være afgørende for at bryde den negative sociale arv og give tidligere anbragte unge et bedre fundament for et selvstændigt voksenliv.

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor er der forskel på antallet af anbragte børn i forskellige kommuner?

Forskellene skyldes blandt andet, at Serviceloven giver kommunerne frihed til at vælge forskellige tilgange. Nogle kommuner anvender oftere tvangsanbringelser, mens andre fokuserer mere på frivillighed og forebyggende foranstaltninger. Kommunernes socialpolitik og de specifikke alternativer, de tilbyder til anbringelse, spiller også en rolle. Forskningen har dog endnu ikke fuldt ud kortlagt alle årsagerne til forskellene.

Hvem betaler for anbragte børn?

Det er primært den enkelte kommune, der betaler for anbringelser. Der har dog været debat om behovet for en udligningsreform, der tager højde for kommunernes udgifter til udsatte børn, og regeringen har nævnt muligheden for statslig økonomisk støtte til de hårdest ramte kommuner.

Hvordan klarer anbragte børn sig i skolen?

Mange anbragte børn har indlæringsproblemer og adfærdsvanskeligheder på grund af deres baggrund, hvilket gør det svært at koncentrere sig og passe skolearbejdet. Skolegang er ofte ikke det primære fokus umiddelbart efter en anbringelse, og der kan opstå forsinkelser. Kun et mindretal gennemfører en ungdomsuddannelse sammenlignet med andre unge.

Får anbragte børn en uddannelse?

En stor andel af tidligere anbragte unge og unge, der har modtaget forebyggende foranstaltninger, har kun en grundskoleuddannelse som højeste niveau (66% i en analyse). Andelen, der får en studentereksamen (7%) eller en erhvervsfaglig uddannelse (18%), er markant lavere end for unge generelt. Der er et stort behov for mere intensiv uddannelsesmæssig støtte, også efter det fyldte 18. år, for at forbedre deres uddannelsesmuligheder.

Kunne du lide 'Anbragte børn: Debat og store forskelle'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.