Aluminia Fajance: Historien Bag Dansk Keramik

Aluminia er et navn, der vækker genklang i dansk design- og historie, synonymt med smuk fajance og en fascinerende rejse gennem Danmarks industrielle udvikling. Fajancefabrikken Aluminia var en central spiller på den danske keramikscene i over et århundrede, fra dens grundlæggelse i 1863 til dens endelige absorption i Den kongelige Porcelænsfabrik i 1969. Selvom navnet Aluminia forsvandt som selvstændig enhed, lever dens arv videre gennem de mange elskede design, der stadig findes i danske hjem og internationale samlinger.

Historien om Aluminia er tæt sammenflettet med historien om Den kongelige Porcelænsfabrik, et forhold præget af opkøb, kriser og kunstnerisk fornyelse. Aluminia startede beskedent, men voksede sig stor nok til selv at overtage den ældre og mere prestigefyldte porcelænsfabrik. Denne dynamik og de mange talentfulde kunstnere og direktører, der prægede fabrikken gennem tiden, skabte en rig og varieret produktion, der spænder fra billige nyttegenstande til finkulturel kunstfajance.

Aluminia Fabrikkens Historie

Grundlæggelsen og De Tidlige År

Fajancefabrikken Aluminia blev grundlagt den 10. oktober 1863 af cand.polyt. August Schiøtt. Schiøtt, en jysk godsjon, havde en usædvanlig idé: at placere fabrikken på Christianshavn og benytte fangerne i Christianshavns Fængsel som arbejdskraft. Han købte en grund af Den kongelige Porcelænsfabrik med dette formål for øje. Til at stå for oplæring og ledelse ansatte han den unge englænder William Edwards, hvis far var fabrikmester på den svenske fabrik Gustafsberg. Edwards ledede virksomheden indtil sin død i 1894.

Schiøtt selv døde dog allerede i december 1863, kort efter fabrikkens start. Ejerforholdet overgik herefter til ritmester Carl Eduard von Beck, som drev fabrikken uden større succes frem til 1868. Det var først, da ingeniør og købmand Philip Schou overtog ledelsen, at der kom gang i sagerne. Schou traf en vigtig beslutning om at flytte fabrikken fra Christianshavn til Smallegade 45 på Frederiksberg, et skifte der skete i et mageskifte med fabrikant Emilius Ferdinand Nobel.

Overgangen til Aktieselskab og Købet af Den Kgl. Porcelænsfabrik

Under Philip Schous ledelse blev Aluminia omdannet til et aktieselskab den 4. april 1872. Selskabets aktiekapital var på 400.000 Rdl. (svarende til 800.000 kr.), og kommandør V.F. Koefoed trådte ind som parthaver. Aluminia oplevede stor fremgang i disse år, så meget, at Philip Schou ti år senere, i 1882, kunne realisere et bemærkelsesværdigt træk: overtagelsen af Den kongelige Porcelænsfabrik. Porcelænsfabrikken, under G.A. Falcks ledelse, befandt sig på dette tidspunkt i en økonomisk og kunstnerisk krise.

I forbindelse med overtagelsen blev Aluminia's aktiekapital udvidet til 1,2 mio. kr. Samme år blev der opført nye bygninger og ovne til porcelænsproduktionen ved siden af fajancefabrikken på Smallegade, og et udsalgslokale blev indrettet på Amagertorv i København. Selvom overtagelsen af Den kongelige Porcelænsfabrik var en stor bedrift, betød den i praksis, at fajanceproduktionen på Aluminia blev hæmmet til fordel for porcelænsproduktionen. Man arbejdede dog energisk, og selvom hovedproduktionen bestod af billige nyttegenstande, forsøgte man sig også med kunstnerisk fajance, omend uden umiddelbart bemærkelsesværdigt resultat.

Den Første Guldalder under Christian Joachim

Et vendepunkt for Aluminia's kunstneriske ambitioner kom i 1901. Philip Schou trådte tilbage og overdrog ledelsen til sin svigersøn, Frederik Dalgas, der havde været hans sekretær. Samme år blev maleren Christian Joachim (som i 1911 tog navneforandring til Christian Joachim) ansat som kunstnerisk leder. Joachim havde allerede opnået international anerkendelse ved Verdensudstillingen i Paris i 1900, og hans ankomst gav Aluminia fornyet kunstnerisk energi.

I 1902 tilsluttede maleren Harald Slott-Møller sig som kunstner og tilsynsførende for de kunstneriske genstande. Sammen indførte Joachim og Slott-Møller deres fortolkninger af den moderne skønvirkestil, der blev karakteristisk for Aluminia's kunstvarer i denne periode. Desværre opstod der et brud mellem de to kunstnere i 1906, hvilket førte til Slott-Møllers afsked. Derefter var Christian Joachim enerådende kunstnerisk leder, og det lykkedes ham i høj grad at højne kunstfajancen som en selvstændig form for brugskunst.

Et af Christian Joachims mest kendte værker er fajancestellet Tranquebar, designet i 1912. Stellet blev produceret helt frem til 1995 og er inspireret af det gamle ostindiske porcelæn, som Danmark importerede via sin tidligere koloni Tranquebar. Hovedmotivet er en tulipan omkranset af borter med et fletmønster, og stellet har den karakteristiske blågrønlige tone, der mindede om de gamle ostindiske varer.

Ud over Joachim og Slott-Møller bidrog billedhuggerne Rasmus Harboe og Kai Nielsen også til Aluminia's kunstneriske produktion med ypperlige småfigurer i en god fajancestil. Harboe er især kendt for de store julerelieffer, produceret fra 1907 til 1927, samt mange af de små børnehjælpsplatter. Omkring 1920 beskæftigede fabrikken cirka 250 medarbejdere og var ejet af »Den kgl. Porcelænsfabrik & Fajancefabrikken Aluminia, A/S«.

I 1913 fik Aluminia tilnavnet »Københavns Fajancefabrik«, et navn der dog først blev brugt i mærkningen af genstande fra 1922. Dette navn blev udfaset igen i 1930'erne, hvor man vendte tilbage til det oprindelige Aluminia-navn.

Den Anden Guldalder med Nils Thorsson

En ny æra for Aluminia indledtes i 1931, da Christian V. Christensen blev direktør for både Aluminia og Den kongelige Porcelænsfabrik, en stilling han beholdt i omkring 30 år. I 1933 overtog Nils Thorsson ansvaret som kunstnerisk leder for Aluminia, hvilket markerede starten på fabrikkens anden guldalder. Nils Thorsson, ofte anerkendt som en af Aluminia's mest indflydelsesrige kunstnere, havde en særlig interesse for brugskeramikken.

Thorssons navn blev for alvor kendt, da han i 1925 udstillede en serie farverige fajancer, en såkaldt efterårsserie, som blev belønnet med guldmedalje på verdensudstillingen i Paris. Omkring 1930 påbegyndte han en modernisering af begitte- og sprøjteteknikkerne, hvilket banede vejen for en rationalisering af stelproduktionen på Aluminia. I 1937 udviklede han i samarbejde med teknikerne "det industrialiserede Stel". Disse stel opfyldte både tekniske og æstetiske krav og kom med en række forskellige, attraktive dekorationer, ofte navngivet efter piger som Sonja, Solbrud, Jenny, Corinna med flere. På trods af 1930'ernes økonomiske krise blev Thorssons stel, der hurtigt blev folkeeje, en stor succes. De hjalp med at ryste traditionens støv af Aluminia, positionerede fabrikken som eksponent for funktionalismen og sikrede samtidig rationaliseringsgevinster og øget salg.

Thorssons besøg i Paris i 1925, hvor han studerede byens keramiske samlinger, inspirerede ham til at eksperimentere med iransk påvirket lustrekeramik. Senere, i 1936, forstærkede den kinesiske udstilling i London en kinesisk inspiration i hans værker. I 1939 tegnede han stellet Alma, et stel uden dekoration.

Ud over stel tegnede Thorsson også modeller og dekorationer til vaser og skåle i forskellige materialer: fajance (serier som Solbjerg, Bremerholm og lustre-fajance), mat porcelæn og stentøj (serier som Jungle samt arbejder i Solfatara, Clair de lune, Olivin, Dilou etc.). Thorssons utrættelige lyst til at eksperimentere med nye glasurer og keramiske stofvirkninger resulterede i bemærkelsesværdige resultater. Han havde en fin fornemmelse for form og dekoration, og hans motivverden var bred, spændende fra ren naturalisme til abstrakte, geometriske mønstre, udført enten malet eller i relief. Hans sikre, lette penselteknik bar præg af ældgammel keramisk tradition og kultur.

Under Besættelsen (1940-1945) blev Aluminia, ligesom Den kongelige Porcelænsfabrik, ramt af sparsom adgang til råmaterialer. Efter krigen, i 1949, blev Thorsson også kunstnerisk leder for Porcelænsfabrikken. I 1951 oprettede han en elevskole, der kom begge fabrikker til gavn.

I 1958 etablerede Thorsson serien Tenera, hvor han inviterede seks unge nordiske kunsthåndværkere til at designe motiver: Beth Breyen, Kari Christensen, Berte Jessen, Marianne Johnson (gift Nairn), Inge-Lise Koefoed og Grete Helland-Hansen. Dette initiativ viste Aluminia's evne til at omfavne nyt talent.

En anden bemærkelsesværdig designer var Grethe Meyer, der i 1965 lancerede stellet Blåkant for Aluminia. Dette stel blev anerkendt for sit gode design med ID-prisen i 1965, modtog sølvmedalje ved den internationale Keramiske Udstilling i Vicenza, Italien, og er indkøbt af Victoria and Albert Museum i London.

Aluminia's Endeligt

I 1969 ophørte Aluminia som en selvstændig virksomhed. Den blev fuldt ud opslugt af Den kongelige Porcelænsfabrik. En meget begrænset fajanceproduktion fortsatte dog under Royal Copenhagen navnet. I 1991 blev for eksempel Ursula Munch-Petersens farverige serie Ursula lanceret, produceret af Royal Copenhagen, men i Aluminia's tradition for farverig fajance.

Forstå Keramik: Hvad Er Fajance?

Når man taler om Aluminia, taler man om fajance. Men hvad betyder det egentlig, og hvordan adskiller fajance sig fra andre typer keramik?

Keramik som Fællesbetegnelse

Keramik er faktisk en meget bred fællesbetegnelse for alle produkter, der er lavet af brændt ler. Det enkle svar på spørgsmålet "Hvad er forskellen på porcelæn og keramik?" er derfor, at der ikke er nogen forskel i den forstand, at porcelæn er en type keramik, ligesom fajance, lertøj, stentøj, raku og teknisk keramik er andre typer.

Ler kan brændes ved forskellige temperaturer, hvilket har stor betydning for det færdige materiales egenskaber. Ved temperaturer mellem 300 og 400 grader fordamper vandet mellem lerkrystallerne. Når leret udsættes for temperaturer over 500 grader, nedbrydes lerkrystallerne, og krystalvandet forsvinder. De nye keramiske krystaller kan herefter ikke optage vand i deres krystalstruktur og har mistet deres plastiske egenskaber.

Fajance kontra Andre Keramiske Typer

Ved temperaturer op til cirka 900-1000 °C forbliver det keramiske materiale porøst. Det betyder, at det kun er delvist vandtæt og ikke frostsikkert, fordi vand kan trænge ind i materialets struktur. Fajance tilhører denne kategori af keramik, der brændes ved relativt lave temperaturer og forbliver porøs indvendigt. Den hvide, uigennemsigtige glasur, der ofte kendetegner fajance, er essentiel for at gøre overfladen vandtæt, selvom selve lerkroppen stadig er porøs.

Ved temperaturer over ca. 900-1000 °C sker der en proces kaldet sintring. Her begynder de enkelte partikler i leret at smelte sammen, og porøsiteten i materialet forsvinder gradvist. Keramik, der er sintret, bliver vandtæt og kan tåle frost, netop fordi vand ikke kan trænge ind i materialet. Stentøj er et eksempel på keramik, der er sintret.

Ved endnu højere temperaturer, over 1000 °C, forandres keramikkrystallernes struktur yderligere, og sammensmeltningen bliver mere omfattende. Sintringsintervallet fortsætter op til den temperatur, hvor det keramiske materiale begynder at overgå til en amorf glasmasse.

For kvartært ler, som er typisk i Danmark (fra den sidste istid), ligger denne grænse mellem 1250 og 1350 °C. Tertiært ler kan brændes til højere temperaturer. Kaolin, som er råmaterialet til porcelæn, er særligt rent og kan brændes til meget høje temperaturer, helt op til 1800-1900 °C, uden at blive til glas. Porcelæn er derfor en ekstremt tæt og vandtæt form for keramik.

Sammenfattende kan forskellen mellem fajance og andre keramiske typer baseret på brændingstemperatur og porøsitet opsummeres således:

Aluminia's speciale var altså fajance, et materiale der med sin karakteristiske glasur og ofte farverige dekorationer blev grundlaget for mange populære design, der stadig værdsættes i dag.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad var Aluminia?

Aluminia var en dansk fajancefabrik, der blev grundlagt i 1863. Den eksisterede som selvstændig virksomhed indtil 1969 og er kendt for sin produktion af kunstnerisk og brugsmæssig fajance.

Hvorfor var Aluminia vigtig?

Aluminia spillede en vigtig rolle i dansk industrihistorie og design. Fabrikken overtog Den kongelige Porcelænsfabrik i 1882 og var hjemsted for flere fremtrædende designere, der skabte ikoniske stel og genstande, som stadig er populære i dag. Den bidrog til at popularisere fajance som brugskunst og introducerede funktionalistiske principper i stelproduktion.

Hvad er forskellen på fajance og keramik?

Keramik er en fællesbetegnelse for alle produkter lavet af brændt ler. Fajance er en bestemt type keramik, der brændes ved relativt lave temperaturer (op til ca. 1000 °C), hvilket gør lerkroppen porøs. For at gøre fajance vandtæt, påføres en glasur.

Hvilke kendte stel lavede Aluminia?

Nogle af Aluminia's mest berømte stel inkluderer Tranquebar (designet af Christian Joachim), "det industrialiserede Stel" med dekorationer som Sonja, Solbrud, Jenny, Corinna (designet af Nils Thorsson), Alma (designet af Nils Thorsson) og Blåkant (designet af Grethe Meyer).

Hvem var Christian Joachim og Nils Thorsson?

Christian Joachim var kunstnerisk leder på Aluminia fra 1901 og en central figur i fabrikkens første guldalder. Han designede blandt andet det ikoniske Tranquebar stel. Nils Thorsson overtog som kunstnerisk leder i 1933 og var drivkraften bag Aluminia's anden guldalder, kendt for sine innovative stel og eksperimenter med glasurer og former.

Aluminia's historie vidner om en dynamisk virksomhed, der formåede at tilpasse sig skiftende tider, omfavne nye kunstneriske strømninger og skabe design, der har sat varige spor i dansk kultur og designhistorie. Selvom fabrikken som selvstændigt navn er fortid, lever arven fra Aluminia videre i de mange smukke genstande, der stadig findes og samles på.

Kunne du lide 'Aluminia Fajance: Historien Bag Dansk Keramik'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.