David Jones: Hans mest berømte digt?

David Jones (1895-1974) var en bemærkelsesværdig skikkelse inden for britisk kunst og litteratur i det 20. århundrede. Anerkendt som både digter og grafiker skabte han værker af stor kompleksitet og dybde, der trak på hans walisiske arv, krigserfaringer og dybe katolske tro. Selvom han aldrig opnåede samme folkelige berømmelse som nogle af sine modernistiske samtidige som T.S. Eliot eller James Joyce, betragtes Jones i stigende grad som en innovativ og vigtig stemme. Hans mest kendte værker er de lange narrative digte In Parenthesis (1937) og The Anathemata (1952). Spørgsmålet om, hvilket af disse der er hans 'mest berømte', kræver en nærmere undersøgelse af deres indhold og reception.

Jones' vej til at blive forfatter var usædvanlig. Han voksede op i et hjem, hvor trykte sider og illustrationer var en selvfølge, da hans far var trykkeriformand. Han begyndte at tegne som femårig og så det som en naturlig aktivitet. Han var dog bagud i skolen, lærte først at læse sent og begyndte først at skrive bøger, da han var 33 år gammel.

I januar 1915 meldte Jones sig som infanterist i Royal Welch Fusiliers og tjente på Vestfronten fra december samme år til marts 1918. Denne oplevelse blev formativ for hans første store digt. Efter krigen konverterede han til katolicismen og sluttede sig til et fællesskab af katolske kunstnere. Han begyndte først at skrive In Parenthesis, en fiktionaliseret beretning om sine krigsaktiviteter, i 1928, og der gik næsten et årti, før det blev udgivet. Hans krigserfaringer og religiøse omvendelse gennemsyrer dette første lange digt.

In Parenthesis: Krigens stemme gennem tid

In Parenthesis er uden tvivl det værk, der oftest fremhæves, når man taler om David Jones' 'mest berømte' eller vigtigste bidrag til litteraturen. Det er et komplekst værk, der i sin organisering og sit rige ordforråd demonstrerer Jones' særegne stil. Selvom det i længde og overordnet struktur kan minde om en roman, ligger dets brug af sproget tættere på poesien. Digtet er opdelt i syv dele og fortæller historien om menig John Ball og hans kompagni fra deres afrejse fra England i december 1915 til deres deltagelse i slaget ved Somme i juli 1916.

John Ball fungerer som protagonist-tilskuer, men digtet udtrykker ikke kun hans tanker. Det formidler i høj grad en form for kollektiv bevidsthed, hvilket nødvendiggør brugen af mange forskellige former og niveauer af sprog. Det varierer fra ligefrem prosa til yderst elliptisk, kondenseret og diskontinuerlig prosa, og til vers med en rytme, der kan være meget stærk – allusiv, liturgisk eller besværgende – men som aldrig bruger rim eller et fast mønster. Resultatet er en dyb og rystende afsløring af kampens fysiske ødelæggelse og åndelige forargelse.

Jones trækker på sin walisiske litterære arv for at beskrive sine oplevelser. Hver af de syv dele af digtet indledes med et citat fra et gammelt walisisk heroisk epos, Y Gododdin. Digtet tager også billeder fra Shakespeares historiske skuespil, Malorys Morte d'Arthur og T.S. Eliots The Waste Land, og blander dem med udtryk fra det tidlige 20. århundrede og soldaterslang fra krigen. En bemærkelsesværdig figur er Dai Greatcoat, en medsoldat, der holder en krigers prale, der mønsteret efter episke digte, hvor han hævder at have deltaget i alle større slag i historien og legenden fra Lucifers fald til nutiden. Denne figur og Jones' soldater generelt repræsenterer den menneskelige oplevelse i krig gennem tiderne, hvilket understreger historiens kontinuitet.

Anerkendelse og debat

Ved udgivelsen i 1937 blev In Parenthesis anerkendt som et værk af enorm litterær betydning, og det fejres stadig som sådan i dag. William Butler Yeats roste det, og T.S. Eliot gav det også sin anerkendelse. Herbert Read kaldte det "så tæt på et stort epos om krigen, som krigsgenerationen nogensinde vil nå". Stephen Spender har kaldt det "det mest monumentale værk af poetisk geni, der er kommet ud af Første Verdenskrig". Thomas Dilworth gentager denne vurdering og siger, at In Parenthesis "efter de fleste vurderinger ... er det fineste litterære værk, der er opstået fra kamperfaringen i Første Verdenskrig".

Alligevel er kritikerne delte i deres vurdering af værkets succes med at repræsentere Første Verdenskrigs erfaring. Nogle mener, at det lykkes at kombinere episk myte og virkelighed, mens andre påpeger, at den mangler en direkte protest mod krigen, idet Jones snarere ser krigen som en del af en større, ofte helvedesagtig, menneskelig erfaring. Digtets ironier er dog tveæggede; de anklager krig, men understreger også den enkelte kombattants væsentlige godhed. Mange er enige om, at det ikke primært er et pacifistisk værk, men snarere et vidnesbyrd om historiens dumheder og brutalitet.

Diskussionen om, hvorvidt In Parenthesis er et epos, er også fremherskende. Nogle kritikere, som John H. Johnson og Thomas Dilworth, argumenterer for, at det er det eneste autentiske og succesfulde epos på engelsk siden Miltons Paradise Lost. Andre ser det mere som en unik hybridform. En central debat drejer sig om, hvorvidt Jones' placering af soldaternes lidelser i en episk, heroisk kontekst antyder, at krigen, selvom den er uhyrlig, er "i traditionen" og dermed kan forstås – en fortolkning som kritikeren Paul Fussell modsætter sig, da han mener, at traditionen ikke indeholder præcedens for at forstå krig som et "blodbad" og dens deltagere som ofre.

På trods af disse diskussioner anerkendes In Parenthesis bredt som et mesterværk. Dens dybe menneskelighed og evne til at fange den individuelle og kollektive erfaring af krig, vævet sammen med rige kulturelle og historiske referencer, gør det til et unikt og vedvarende vigtigt værk.

The Anathemata: En rejse gennem kultur og tro

David Jones' andet store lange digt, The Anathemata, udgivet i 1952, er mindst lige så komplekst som In Parenthesis, men adskiller sig markant i struktur og fokus. Det er et dybt personligt værk, der afspejler digterens katolske tro og forståelse af kunstens funktion. Digtet er sat under messen og omfatter hele menneskehedens historie, set gennem linsen af vestlig kultur og tro.

I modsætning til In Parenthesis har The Anathemata ikke en kronologisk fortælling. I stedet består det af otte separate sektioner, der sporer forskellige traditioner i britisk og europæisk kultur, forenet af billedet af messen. Det er et værk, hvor strukturen succesfuldt erstatter narrativet som det primære ordningsprincip. Mere ambitiøst end In Parenthesis, forsøger det at omfatte noget, der ligner De Britiske Øers samlede kulturhistorie.

'Anathemata' i digtets titel refererer til de artefakter, en kunstner producerer – alt det, der hjælper med at definere en kultur: grafik, maleri, poesi, litteratur, legender. Værket undersøger ophobningen af disse artefakter fra de tidligste tider til nutiden, med særlig vægt på det, der har haft størst indflydelse på digteren: historien om 'Øen Britannien som helhed', hvis forskellige oprindelser (keltisk, romersk, vestlig kristen, saksisk) fremstår, som digteren selv oplever dem. At læse digtet er som at deltage i et kursus i vestlig civilisation, formidlet på en sjælden, esoterisk måde af en meget lærd og krævende lærer.

Tæt knyttet til Jones' koncept om mennesket som kunstner er hans forståelse af kristendommen. The Anathemata demonstrerer hans tro på, at kunst bør være en form for tilbedelse, og at tilbedelse i sig selv er en form for kunst. For David Jones var kunst en hellig handling, og han forventede, at læsningen af hans værk skulle være lige så meget et ritual, som han udførte under kompositionen. Messen, med sin sakramentale handling, betragtes som den højeste kunstform og fungerer som et tidløst arketype for alle de artefakter, der katalogiseres i digtet. Korsfæstelsen er ikke kun en historisk begivenhed, men en begivenhed gennem hele tiden, der omdefinerer al tidligere kunst og transformerer efterfølgende begivenheder.

The Anathemata mødte blandede reaktioner fra anmelderne. Nogle fandt det for komplekst, mens mange andre, herunder W.H. Auden, hyldede det som et af de vigtigste digte i sin tid. Dets sproglige kraft og evne til at genoplive ordenes mening blev fremhævet.

Hvilket er mest berømt?

Selvom The Anathemata er et monumentalt og dybt originalt værk, er det generelt In Parenthesis, der oftest nævnes som David Jones' mest berømte digt. Dette skyldes sandsynligvis flere faktorer:

• Emne: Dets direkte forbindelse til Første Verdenskrig, en begivenhed med enorm historisk vægt og litterær resonans, gør det mere tilgængeligt og relevant for læsere, der søger værker om denne periode.
• Reception ved udgivelsen: Den umiddelbare og kraftige anerkendelse fra fremtrædende litterære skikkelser som Yeats og Eliot, samt de mange positive anmeldelser, cementerede dets status tidligt.
• Struktur: Selvom det er komplekst, har In Parenthesis en underliggende narrativ struktur baseret på soldaternes rejse og oplevelser, hvilket giver læseren et holdepunkt, som det mere frit associerende The Anathemata mangler.
• Kritisk konsensus: Mange kritikere er enige om dets status som et af de fineste værker, der er kommet ud af krigen, og som et vigtigt modernistisk epos.

The Anathemata er måske mere ambitiøst i sin tematiske bredde, men dets dybere dyk ned i katolsk teologi og en mere esoterisk kulturhistorie gør det potentielt mindre umiddelbart tilgængeligt for den brede læserskare, selv inden for akademiske kredse.

Ofte Stillede Spørgsmål om David Jones

Var David Jones en kendt forfatter?
Han var ikke bredt kendt af offentligheden, men var højt respekteret og anerkendt i litterære og kunstneriske kredse af samtidige som T.S. Eliot, W.H. Auden og Kathleen Raine.

Hvad lavede David Jones udover at skrive?
Han var også en anerkendt grafisk kunstner, især kendt for sine graveringer og malerier, som vandt flere priser.

Hvorfor kan hans værker være svære at læse?
Hans værker er kendt for deres kompleksitet, rige ordforråd, hyppige brug af hentydninger til historie, mytologi, religion og litteratur på flere sprog (engelsk, walisisk, latin), samt deres ikke-traditionelle strukturer.

Hvad er de centrale temaer i hans poesi?
Krig, historie, myte, religion (især katolicismen), kunstens natur og funktion, vestlig kultur og civilisationens rødder, walisisk arv og sprog.

Konklusion

David Jones var en enestående kunstner, hvis bidrag til litteraturen, især gennem hans lange digte, er dybt originalt og udfordrende. Mens The Anathemata er et værk af enorm intellektuel og åndelig dybde, er det In Parenthesis, der står frem som hans mest berømte og hyppigst diskuterede værk. Dets status som et centralt vidnesbyrd fra Første Verdenskrig, kombineret med dets innovative form og dybe forankring i både personlig erfaring og mytisk fortid, sikrer dets plads som et varigt monument i det 20. århundredes poesi. Selvom Jones forbliver en forfatter for "en inderkreds" på grund af hans værkers krævende natur, kan betydningen af In Parenthesis for forståelsen af både krigslitteratur og modernistisk poesi næppe overvurderes.

Kunne du lide 'David Jones: Hans mest berømte digt?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.