Bateman: Parodi, Idol og Sigma-Mandens Symbol

Siden udgivelsen af Bret Easton Ellis’ kontroversielle roman 'American Psycho' i 1991 og den efterfølgende filmatisering i 2000 med Christian Bale i hovedrollen, har karakteren Patrick Bateman haft en vedvarende og ofte forvirrende tilstedeværelse i den vestlige kultur. Ud over hans morderiske side er han billedet på en yuppie, en opportunist, en misogynist, en stofmisbruger og en forbrugerist – en skarp refleksion af mange af samfundets skyggesider. Mere end blot en karakter er han blevet et symbol, men et symbol hvis betydning er under konstant forhandling.

Oprindeligt var Bateman tænkt som en grel og uhyggelig parodi på ultrakapitalismen og den tomme, overfladiske kultur, der florerede på Wall Street i slutningen af 1980'erne. Romanen, fortalt fra Batemans eget forstyrrede perspektiv, giver et førstehåndsindblik i tankerne hos en investeringsbankmand, hvis liv er defineret af mærkevarer, dyre restauranter, en minutiøs skønhedsrutine og en besættelse af popkultur – alt sammen som et tyndt fernis over en bundløs tomhed og en mulig seriemorders uhyrligheder.

Bret Easton Ellis' Metfor: Wall Streets Depravation

'American Psycho' er ikke kun en historie om vold; den er en dybdegående kritik af et samfund og en forretningsverden, der er så moralsk bankerot, at de enten ignorerer eller endda agerer medskyldige, når hovedpersonen uforvarende (eller med vilje) afslører sine forbrydelser. Bret Easton Ellis' intention var at skabe en stor metafor for depravationen i forretningsverdenen og den totale mangel på empati bag facaden af rigdom og succes.

Romanen bruger et dæmonisk, hyperaktivt og repetitivt sprog, der spejler Batemans egne fikseringer og had. Detaljerede beskrivelser af Armani-jakkesæt, kokain, Brooks Brothers-sko, fancy visitkort og trendy restauranter blandes med usminkede skildringer af hans frygtelige forbrydelser mod mænd og kvinder. Det er denne brutale ærlighed, der både gjorde romanen berygtet og uhyggeligt virkningsfuld som satire.

Fra Parodi til Idol: Batemans Liv Efter Bogen

Selvom Bateman ville være omkring 60 år i dag (født angiveligt i 1962) og sandsynligvis ville betragte platforme som TikTok med mistanke, har han fundet et nyt liv på internettet. Han blev tidligt populær på fora og sociale medier og eksploderede især i popularitet i de første uger af COVID-19-nedlukningen i 2020. Pludselig cirkulerede memes med Bateman, der går med sin Walkman, taler i en enorm trådløs telefon, svinger en skinnende økse eller ser på sin muskuløse krop i spejlet under sex.

I denne tid med forvirring og usikkerhed blev Patrick Bateman for mange synonym med den reneste maskulinitet, med militant kapitalisme og en form for idealmand. Dette er et markant skift fra hans oprindelige rolle som parodi. Karakteren passede perfekt ind i arketypen for sigma-manden – et koncept, der vandt frem på internettet, især blandt unge mænd. Sigma-manden beskrives ofte som en person, der, i modsætning til alfa-manden, lever på samfundets yderkanter, ligeglad med konventioner, men stadig lige så magtfuld.

Millioner af mennesker, frustrerede over en verden, der føles svær at navigere i (og som under pandemien bogstaveligt talt forhindrede dem i at forlade huset), følte sig misforståede og tilsidesatte. De omfavnede idealet om sigma-manden, hvilket tillod dem at positionere sig som modsætningen til de populære alfa-typer, der måske tidligere havde latterliggjort dem. Bateman, der lever uden for normerne, men stadig udstråler (en facade af) kontrol og succes, blev et uventet forbillede.

Pandemiens Spejl: Forbrugerisme og Narkissisme

Hvordan passer Bateman og 'American Psycho' ind i denne moderne kontekst? Journalisten Shaurya Singh har bemærket, at Batemans hovedkarakteristika – hans seksuelle usikkerhed, ufølsomhed, overfladiskhed og besættelse af penge – resonerede med nogle af Generation Z's (og mange andre generationers) besættelser under pandemien. Medierne og sociale netværk var fortsat domineret af besættelsen af sex, skønhed, penge og sammenligning med andre.

Pandemien og nedlukningen forstærkede disse effekter. Billeder af Patrick Bateman, der forgæves stirrer i spejlet – hvad enten det er efter badet eller under sex – er ikke langt fra den type videoer, man ser i dag på platforme som OnlyFans, der revolutionerede produktionen og forbruget af erotisk materiale og skabte en ny form for narcissistisk erotisme. Under pandemien steg OnlyFans' indtægter markant, hvilket understreger den øgede fokus på krop, udseende og transaktionelle forhold.

Måske det mest bidragende til den uironiske brug af Batemans karakter, der altså blev skabt som en parodi, var besættelsen af penge. Under pandemien oplevede mange, at deres indkomstkilder svandt ind eller forsvandt helt. At tjene penge, helst hurtigt og hjemmefra, blev en prioritet for dem, der uden tøven omfavnede krypto-bro filosofien. Dette mantra oversvømmede sociale medier med sin martialiske og ofte ulogiske optimisme. Investering i risikable aktiver blev næsten en form for religion, og Bateman, symbolet på Wall Street-rigdom, passede ind i denne fortælling.

En Kaotisk Stamme af Forgudere

For mange er Patrick Bateman ikke en metafor. Disse forgudere er ligeglade med, at hans skabers mål var at latterliggøre eller repræsentere netop det, de glorificerer, på den mest brutale måde. Bateman tilhører for dem et galleri af idoler, der ifølge journalisten Brad Esposito også inkluderer Tyler Durden fra 'Fight Club', Joaquin Phoenix' Joker og Jordan Belfort fra 'The Wolf of Wall Street'. Disse er karakterer, der står uden for systemet og spiller 'efter deres egne regler' – 'ødelagt legetøj' på samfundets kant, i en uendelig kamp mod en verden, der føles fremmed og fjendtlig.

Denne 'kaotiske stamme' af Patrick Bateman-forgudere omfatter alt fra moderne stoikere til fitness-fanatikere, mænd besat af at kontrollere deres vaner, militante misogynister, internet-trolde, stamgæster på 4chan eller Reddit, anti-woke-aktivister, højreekstreme vælgere og stærke kritikere af Marvels forsøg på at diversificere sit publikum. Disse mennesker bruger Batemans billede til at repræsentere sig selv uden et øjebliks overvejelse af Ellis' sande intentioner. Ellis så med intelligens og ironi, hvad der var på vej, før mange andre.

Hvad Mener Bateman Med, at Han 'Ikke Er Der'?

En central del af Batemans karakter, både i bogen og filmen, er hans egen erkendelse af, at han 'ikke er der'. Som han selv siger i filmens åbningsmonolog, selvom han måske ligner et menneske, er der ingen menneskelighed til stede i ham. Han er simpelthen 'ikke der' i følelsesmæssig forstand. Han er bevidst om sociale spørgsmål og kan give læbeservice til at bekymre sig om dem, men det er alt, det er – læbeservice.

Bateman nærer kun foragt for minoriteter af enhver art, alle, der ikke tilhører hans sociale klasse og overholder de Kafka-agtige standarder for præsentabilitet, de engagerer sig i. Enhver afvigelse i race, seksualitet eller klasse er årsag til bittert had i form af skældsord, grusom behandling eller mord. Hans tomhed er ikke en mangel på bevidsthed, men en mangel på empati og ægte forbindelse.

Karikatur af Toksisk Maskulinitet

I skarp kontrast til ideen om en 'dominant' mand (eller 'sigma-mand'), karikerer Bateman idealerne om toksisk maskulinitet. Han er besat af udseende, status og kontrol, men hans indre verden er præget af usikkerhed, angst og tomhed. Han får nedsmeltninger over, at hans hår bliver gjort grin med, eller tanken om, at en andens visitkort kunne opfattes som bedre end hans. Han bekymrer sig konstant over, hvordan andre opfatter ham og synes ikke at finde glæde i de absurde ritualer, han udfører for at fremstå socialt præsentabel. Bateman er en taber af episke proportioner, kun i stand til at føle korte glimt af følelser gennem stoffer og vold.

Så hvorfor er han blevet et symbol for netop de ideer, han blev skabt til at parodiere så nådesløst? Selvom det er vigtigt at erkende, at noget af det er ironisk, og humoren i at bruge en sådan karakter til dette formål burde være indlysende, synes der at være noget dybere bag lagene af metaironi.

Satirens Misforståelse: Hvorfor Overser Vi Budskabet?

Problemerne, som bogen og filmen satiriserede, forsvandt aldrig rigtigt. Som kultur forbruger og hylder vi stadig følelsesløse og voldelige toksisk maskuline karakterer. Vi er ikke engang holdt op med at valorisere den samme klasse af yuppier, som 'American Psycho' kritiserer, givet populariteten af film som 'The Wolf of Wall Street' eller vores moderne version af den arketype ('tech bros') i medier som 'The Social Network'. Om noget er tilbedelsen af de velhavende og tomme luksus kun steget siden bogen blev skrevet.

I et tilfælde, hvor livet er mærkeligere end kunsten, nævnes Donald Trump faktisk ved navn i bogen flere gange som et idol, som Bateman beundrer og modellerer sig efter – den selvsamme Trump, der brugte sin berømthed til at stige til præsidentposten. Vi er ikke engang kommet forbi at få seriemordere til at virke seje og mystiske, hvilket ses i serier som 'Dahmer' og 'Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile'. Hvorfor skulle Patrick Bateman ikke passe lige ind i rækken af mennesker, vi allerede idolisere for deres hensynsløse grusomhed og overfladiske charme?

Det bliver nemt at overse de åbenlyse fejl og svagheder, der ligger i Batemans karakter, og udelukkende fokusere på det, der gør ham 'sej'. Luksusgenstandene symboliserer ikke længere hans tomme liv og manglende forbindelse til menneskeheden, men den magt og prestige, som bogen og filmen gør alt for at dekonstruere. Volden, der engang var en foruroligende manifestation af privilegium, maskulinitet og had, er nu bare flashy og actionfyldt. Hans seksuelle møder er ikke tegn på hans manglende evne til at se kvinder som andet end objekter, men udtryk for en dominerende og eksemplarisk maskulinitet, som teksten absolut ikke støtter.

Vi har slidt satirens elementer ned for at vride budskabet tilbage til den absurde betydning, som værket eksplicit blev skabt for at gøre grin med. Dette rejser spørgsmålet: Er satire død? I en æra, hvor vores levede virkelighed er lige så absurd som de mest bidende satiriske værker, kan vi overhovedet satirisere det, der allerede kan betragtes som satire? Selv de mest eksplicitte og ekstreme former for satire tages til tider for pålydende og bruges til at fastholde det modsatte af værkets tilsigtede formål.

Satirens Vedvarende Relevans

Gør satire simpelthen mere skade end gavn på nuværende tidspunkt? Man kan argumentere for, at det stadig er vigtigt at skabe satire. Satire er som kunstart mest effektiv, når den kommunikerer absurdheder og antagelser om verden, som vi ofte ikke bemærker. Disse antagelser og absurdheder er, selvom de måske er blevet meget mere åbenlyse for nylig, ikke forsvundet.

Det er derfor stadig afgørende at have værker som 'American Psycho' omkring os, der piller lagene af de underliggende fortællinger, vi er kommet til at acceptere som uforanderlige aspekter af vores liv. Værket tvinger os til at konfrontere de grimme sandheder om vores samfund og os selv. Batemans karakter, uanset hvordan han fortolkes, forbliver et kraftfuldt – omend foruroligende – spejl.

Selvom den moderne, uironiske omfavnelse af Bateman kan virke kontraintuitiv og endda foruroligende, understreger den kun værkets vedvarende kulturelle relevans og kompleksitet. Han er et symptom på de problemer, han blev skabt til at kritisere, og hans rejse fra parodi til idol fortæller lige så meget om os som om ham.

Kunne du lide 'Bateman: Parodi, Idol og Sigma-Mandens Symbol'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.