Frikorps Danmark: Danske Frivillige på Østfronten

Historien om Frikorps Danmark er en kompleks og ofte overset del af Danmarks besættelsestid. Oprettet i sommeren 1941, kort efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, repræsenterede korpset en gruppe danskere, der valgte at kæmpe mod kommunismen på tysk side på Østfronten. Selvom formålet officielt var at bekæmpe bolsjevismen, var korpsets eksistens og deltagelse dybt kontroversiel både under og efter krigen.

Frikorps Danmark blev formelt oprettet den 29. juni 1941. Baggrunden var kompleks og involverede både tysk pres og danske politiske overvejelser. Efter at Danmark havde underskrevet AntiKominternpagten sammen med aksemagterne, beordrede SS-general Theodor Eicke oprettelsen af et dansk korps af frivillige. På dansk side mente udenrigsminister Erik Scavenius og minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, at ved at give danske befalingsmænd og frivillige tilladelse til at rejse ud og deltage i kampene på enten finsk eller tysk front, kunne man undgå en endnu skarpere tysk kurs mod Danmark. De frygtede, at et afslag ville føre til tysk tvangsudskrivning af dansk ungdom til både arbejds- og militærtjeneste, ligesom det var sket i Alsace-Lorraine, hvor 150.000 unge mænd var blevet tvangsmobiliseret.

Regeringens holdning var ikke entydig. Krigsministeriet, under Søren Brorsen, meldte den 7. juli 1941, at Frikorps Danmark skulle bære dansk kendetegn, og overvejede, om korpset kunne føre Dannebrog som fane – et symbol på den danske statslige involvering. Dagen efter bekræftede Krigsministeriet, at den danske regering havde givet tilladelse til, at faste befalingsmænd fra Hæren og hjemmesendte værnepligtige kunne melde sig til Frikorps Danmark. Dette signalerede en officiel accept, om end kontroversiel, fra dansk side.

Korpsets første chef var obersturmbannführer Christian Peder Kryssing. Han var en dansk artilleriofficer og ikke nazist. Den danske hærledelse støttede dog ikke Frikorps Danmark og ønskede efter krigen at dømme Kryssing som landsforræder. Selvom regeringen i første omgang lod til at følge Hærens anbefaling, lykkedes det udenrigsminister Scavenius at overtale sine ministerkolleger til at give Kryssing den nødvendige tilladelse til at tilslutte sig korpset. Dette understreger det politiske spil og presset bag korpsets oprettelse.

Mange danskere meldte sig hurtigt til tjeneste. Allerede den 19. juli 1941 rejste det første hold til Langenhorn Kaserne ved Hamborg for at påbegynde deres uddannelse. De frivillige kunne vælge at melde sig for enten "resten af krigen" eller for to/fire års tjeneste. Dengang var den almindelige opfattelse, at krigen mod Sovjetunionen ville være overstået inden for et halvt år, og de fleste valgte derfor at melde sig for "resten af krigen".

Det var oprindeligt meningen, at Frikorps Danmark skulle være en selvstændig dansk enhed med danske officerer og dansk kommandosprog. Men allerede i september 1941 blev tysk uddannelsesstab tilknyttet, hvilket medførte en del tyske officerer og underofficerer. Fra starten var korpset underlagt Waffen-SS, den militære gren af SS. Dette var den eneste måde, hvorpå udlændinge kunne optages i den tyske hær. I august 1941 var der indmeldt 1.000 frivillige i korpset.

Korpset påbegyndte sin uddannelse som en hestetrukket infanteribataljon. Den 15. september 1941 blev korpset forlagt til Treskau i Polen, hvor den endelige militære uddannelse fandt sted. Korpset blev så vidt muligt motoriseret, og fik tilført 60 lastbiler, 60 personbiler, motorcykler og andet materiel, dels fra den danske hær, dels helt nye tyske køretøjer.

Christian Peder Kryssing blev afsat som chef i februar 1942. Årsagen var, at han ikke blev anset for at være ideologisk egnet i SS-systemet. Den nye chef blev Christian Frederik von Schalburg, en dansk-russisk adelsmand med stærke nazistiske sympatier. Under hans ledelse modtog korpset den 8. maj 1942 ordren om afmarch til Østfronten.

Korpset blev indsat i de meget hårde kampe ved Demjansk syd for Ilmen søen nær Velikij Novgorod. Området var et kæmpe sumpområde, hvor veje ofte måtte bygges ved at lægge træstammer side ved side. Korpset kæmpede under navnet "Kampfgruppe von Schalburg" og fik sin ilddåb den 20. maj 1942. Den tyske SS-Division "Totenkopf" havde været indesluttet af sovjetiske tropper hele vinteren, og de første danskere blev fløjet ind for at hjælpe med at etablere en forbindelsesvej ud af lommen og få motoriserede styrker ind.

Tabene var store. Den 2. juni 1942 blev Christian Frederik von Schalburg dræbt af en landmine under et angreb på de sovjetiske stillinger. Korpsets næste chef, Hans von Lettow-Vorbeck, led en endnu kortere skæbne; han blev dræbt kun tre dage efter sin tiltrædelse under et angreb mod landsbyen Bolschoj Dubowizy. Den 11. juli 1942 blev Knud Børge Martinsen udnævnt til SS-Sturmbannführer og chef for korpset. Mens Schalburg var kendt for sin evne til at motivere og begejstre sine mænd, løb han også store militærtaktiske risici, der kostede menneskeliv. Martinsen havde ikke samme karisma, men blev anset for at være en dygtig taktiker, der bedre beskyttede sit mandskab.

I august-oktober 1942 blev korpset trukket tilbage fra fronten og var blandt andet på orlov i Danmark. Her mødte de frivillige en overraskende negativ stemning i befolkningen. Der var episoder med slagsmål mellem soldaterne og civile, hvilket illustrerer den stigende folkelige modstand mod den tyske besættelse og dem, der kollaborerede med den.

Den 13. oktober forlod korpset Danmark igen og blev forlagt til Jelgava i Letland. Det var oprindeligt planen at bruge korpset til partisanbekæmpelse, blandt andet sammen med 1. SS-Brigade. Dette ville potentielt have involveret korpset i krigsforbrydelser bag frontlinjen. I sidste øjeblik blev planerne dog ændret, og korpset blev igen sendt til fronten. Dermed undgik Frikorps Danmark direkte deltagelse i de systematiske overgreb, der fandt sted under partisanbekæmpelse.

Den 5. december 1942 ankom korpset til Nevel og blev hurtigt indsat i forsvarsstillingerne omkring Velikije Luki. Den 24. december 1942 iværksatte sovjetiske styrker et stort angreb, og der udspillede sig hårde kampe i korpsets område op til jul og nytår.

I marts 1943 blev korpset igen trukket ud af kampene og overført til Grafenwöhr ved Nürnberg. Her blev Frikorps Danmark officielt opløst den 20. maj 1943. Ved opløsningen blev de frivillige kraftigt opfordret til at træde ind i Regiment 24 Danmark, en del af Waffen-SS. Mange frikorpsfolk ønskede dog ikke at fortsætte og følte, at dette var et kontraktbrud i forhold til deres oprindelige aftale. Både Knud Børge Martinsen og den danske gesandt i Berlin, Otto Carl Mohr, ankom for at forsøge at overtale mændene til at fortsætte deres tjeneste i Regiment Danmark, angiveligt af hensyn til Danmarks anseelse. Nogle få frivillige modstod presset og blev hjemsendt.

Adskillige af de hjemsendte officerer og menige fra Frikorps Danmark deltog senere i Danmark i forskellige tyske og danske hjælpe- og terrorkorps, såsom HIPO og Schalburgkorpset. Dette valg kan have været motiveret af den tyske jobgaranti efter kontraktens udløb. Arbejdsløsheden var høj i Danmark, og de frivillige var upopulære i befolkningen, hvilket begrænsede deres jobmuligheder. Tyskerne tilbød de eneste jobs, der var tilgængelige for dem.

Efter afslutningen af 2. Verdenskrig fulgte det danske Retsopgøret. Under pres, især fra de danske kommunister, blev mange tidligere frikorpssoldater straffet for deres medlemskab af Frikorps Danmark. De sidste frikorpsmænd, der var faldet i sovjetisk krigsfangenskab (Gulag), blev først hjemsendt til Danmark den 7. november 1953.

Til frikorpssoldaternes forsvar blev der under retsopgøret fremført flere argumenter. Et centralt punkt var et cirkulære fra det danske Krigsministerium, der havde givet danske officerer tilladelse til at deltage i korpset. Desuden fremlagde Sagførerraadet i efteråret 1945 dokumentation for samarbejdspolitikkens generelle opfordringer til samkvem med tyske myndigheder. Disse argumenter førte til, at en del af de tiltalte blev frikendt i første instans, men senere dømt i Landsretten. De blev dog typisk ikke idømt minimumsstraffen på fire års fængsel, som ellers var kriteriet for de alvorligste kollaboratører. Gennemsnitsstraffen for de knap 14.000 personer, der blev idømt fængselsstraf under retsopgøret, var to års fængsel. Mange jurister protesterede over, at man dermed brød med princippet om kun at straffe kollaboration af så alvorlig art, at mindst fire års fængsel kunne idømmes.

I 1971 blev en mindelund for danske frivillige i tysk tjeneste under 2. Verdenskrig, herunder Frikorps Danmark, indviet. Den er kendt som Fællesskabets Mindelund af 1969 og ligger i Skjern.

Sammenligning af Frikorps Danmarks Chefer ved Fronten

Spørgsmål og Svar om Frikorps Danmark

Hvorfor blev Frikorps Danmark oprettet?

Frikorps Danmark blev oprettet i juni 1941 på tysk foranledning efter Danmarks underskrivelse af AntiKominternpagten. Formålet var officielt at bekæmpe kommunismen på Østfronten. Den danske regering gav tilladelse til, at danske frivillige og befalingsmænd kunne tilslutte sig, delvist i et forsøg på at afværge tysk tvangsudskrivning af dansk ungdom.

Var alle soldater i Frikorps Danmark nazister?

Nej, det var ikke et krav at være nazist for at melde sig til Frikorps Danmark. Korpsets første chef, Christian Peder Kryssing, var eksempelvis ikke nazist. Dog blev korpset underlagt Waffen-SS, og den senere chef, Christian Frederik von Schalburg, var kendt for sine nazistiske sympatier. Mange meldte sig af antikommunistiske eller eventyrlystne årsager, snarere end udpræget nazistisk overbevisning, selvom nazister også indgik.

Støttede den danske regering Frikorps Danmark?

Den danske regering gav formel tilladelse til oprettelsen og til, at danske officerer og værnepligtige kunne melde sig. Dette skete dog under betydeligt tysk pres og ud fra en politisk kalkule om at undgå værre konsekvenser. Hærledelsen støttede ikke korpset, og der var intern uenighed i regeringen. Det var en kontroversiel del af samarbejdspolitikken.

Hvor kæmpede Frikorps Danmark?

Frikorps Danmark kæmpede primært på Østfronten, især i hårde slag ved Demjansk og senere ved Velikije Luki. Begge områder lå i det nordvestlige Rusland.

Hvad skete der med Frikorps Danmark efter krigen?

Efter krigen blev mange tidligere medlemmer af Frikorps Danmark straffet under det danske retsopgør for deres medlemskab. Straffene varierede, men var typisk fængselsstraffe. De sidste frivillige, der var taget til fange af sovjetiske styrker, blev først hjemsendt fra fangelejre i Sibirien i 1953.

Blev Frikorpset involveret i krigsforbrydelser?

Baseret på den tilgængelige information undgik Frikorps Danmark direkte involvering i krigsforbrydelser under partisanbekæmpelse i Letland, fordi planerne for deres indsættelse blev ændret i sidste øjeblik, og de blev sendt til fronten i stedet. Deres kampe ved fronten var dog en del af en krig ført af et brutalt regime.

Frikorps Danmarks historie er et vidnesbyrd om de svære valg og den komplekse virkelighed, Danmark stod over for under 2. Verdenskrig. Korpset og dets medlemmer forbliver et kontroversielt kapitel, der viser, hvordan globale konflikter kan have dybtgående og splittende konsekvenser på nationalt plan.

Kunne du lide 'Frikorps Danmark: Danske Frivillige på Østfronten'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.