Mestret Overbevisning: Guide til Retorik

Retorik er kunsten at debattere og kommunikere effektivt, især når der ikke findes én enkelt, ubestridelig sandhed. Dette gør faget særligt relevant inden for områder som politik og sociale diskussioner, hvor forskellige synspunkter brydes. Selvom klassisk retorik traditionelt fokuserede på mundtlig tale, anerkendes det i dag, at overtalelse – eller persuasion – kan finde sted i stort set alle kommunikationsformer og genrer. Kernen i retorikken er at give praktiske redskaber til, hvordan en afsender bedst formidler sit budskab til et bestemt publikum. Samtidig adresserer faget de etiske dilemmaer, der uundgåeligt opstår, når man forsøger at påvirke andres holdninger og overbevisninger. Gennem retorikkens historie, fra dens antikke oprindelse til moderne tid, har der været et konstant fokus på at finde en balance mellem effektiv kommunikation og vigtige etiske samt æstetiske overvejelser. Det handler både om at skabe velfungerende tekster og taler og om kritisk at kunne analysere og vurdere andres kommunikation.

Historisk set var formålet med retorikundervisning i skolesystemet at uddanne borgerne i at skrive gode tekster, fremføre overbevisende taler og dermed blive dygtige og ansvarlige deltagere i samfundet. I dagens moderne retorikfag er denne produktionsside stadig central, men der er lagt en ligeså stor vægt på den kritiske fortolkning. Studerende og praktikere lærer at analysere både mundtlig argumentation og skriftlige retoriske tekster for at forstå, hvordan de virker, og hvilke effekter de skaber hos modtageren.

Hvem Grundlagde Retorikken?

Faget retorik, som vi kender det i sin tidligste form, blev grundlagt af de antikke græske sofister. Sofisterne var kendt for deres undervisning i veltalenhed og argumentation, og de havde ofte radikale synspunkter og filosofiske teorier, der udfordrede den etablerede tænkning. De var de første, der systematisk studerede og underviste i principperne for effektiv overtalelse.

Retorikkens Kerneprincip: Appelformerne

Et af de mest fundamentale og varige bidrag til retorikken stammer fra filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.). Han formulerede tre appelformer, som retorikere kunne anvende for at overbevise deres modtagere. Disse tre klassiske appelformer – logos, patos og etos – er stadig yderst relevante i arbejdet med argumentation og kommunikation den dag i dag.

Det er dog væsentligt at understrege, at appelformer ikke opstår af sig selv. En central pointe i retorisk analyse er, at appelformer er en *effekt* af de sproglige, retoriske og visuelle valg, som afsenderen foretager i sin kommunikation. Når man analyserer en tekst eller en tale med fokus på appelformer, skal man derfor ikke blot sige, at der er appel til patos; man skal pege på de konkrete virkemidler, der udløser denne appel. Det er disse virkemidler – ordvalg, billedsprog, argumentationens struktur, stemmeføring, kropssprog osv. – der skaber appelformen som effekt hos modtageren.

Forestil dig for eksempel en reklame, der viser et barn med en rift på kinden og et lidende udtryk, fastholdt i billedets centrum af visuelle linjer (som beskrevet i kildeteksten med horisontale arme og en blå skriftblok). Disse visuelle virkemidler – beskæringen, barnets ansigtsudtryk, riften – er bevidste valg fra afsenderens side. De vækker medfølelse og bekymring hos modtageren og appellerer derved stærkt til modtagerens patos (følelser).

Logos: Appellen til Fornuften

Når en afsender appellerer til logos, forsøger vedkommende at overbevise modtageren ved at engagere modtagerens fornuft og logiske sans. Dette gøres typisk ved at præsentere en argumentation, der fremstår logisk sammenhængende og rationel. Afsenderen kan anvende logiske argumentationsformer eller basere sine påstande på dokumentation. Denne dokumentation kan komme fra videnskabelige undersøgelser, statistikker, fakta eller andre former for evidens, der understøtter påstanden på en måde, der virker rationel og fornuftig. Fokus er her på det rationelle og logiske forhold mellem påstanden (det afsenderen vil have modtageren til at tro eller gøre) og belægget (grunden til påstanden). Styrken ved at appellere til logos er, at modtageren, hvis argumentationen er solid, overbevises på et rationelt grundlag, hvilket kan føles meget overbevisende og holdbart. Faren ved en ren logos-appel er dog, at kommunikationen kan blive for tør, for saglig og dermed kedelig for modtageren, hvilket kan svække dens gennemslagskraft.

Patos: Appellen til Følelserne

Patos-appellen handler om at påvirke modtageren følelsesmæssigt for at overbevise vedkommende. Afsenderen forsøger at vække specifikke følelser hos publikum – det kan være alt fra afsky, vrede og frygt til sympati, glæde og håb. Formålet er at sætte modtageren i en bestemt sindsstemning, der gør dem mere modtagelige for afsenderens budskab. Eksempler på patos-appel ses ofte i indsamlingskampagner, hvor billeder af lidende mennesker eller dyr bruges til at vække medfølelse og givevilje. Ligeledes bruger rejsebureauer billeder af idylliske solnedgange over paradisiske strande til at vække længsel og lyst til ferie. Udover billeder kan ordvalg spille en stor rolle i skriftlige tekster, hvor følelsesladede ord bruges til at skabe stemning og påvirke følelser. I mundtlig kommunikation kan afsenderens stemmeføring (rolig, tungsindig, kraftfuld), lydstyrke og taletempo bidrage til patos-appellen. Tænk på en inspirerende tale før en vigtig begivenhed, hvor talerens passionerede fremførelse, gnist i øjnene og dynamiske kropssprog forstærker det følelsesmæssige budskab. Selv i tv-nyheder kan studieværtens toneleje skifte for at markere alvoren i en historie eller letheden i en anden. Styrken ved patos er dens potentiale for en stærk og umiddelbar effekt; følelser kan være en meget stærk drivkraft. Ulempen er dog, at patos kan virke manipulerende og gennemskuelig, hvilket kan gøre den komisk eller utroværdig. Desuden er der altid en risiko for, at modtageren simpelthen ikke lader sig påvirke følelsesmæssigt, hvorved appellen mister sin virkning.

Etos: Appellen til Troværdighed

Etos handler om afsenderens troværdighed og pålidelighed i modtagerens øjne. En høj etos gør modtageren mere tilbøjelig til at tro på afsenderens budskab. Der skelnes typisk mellem to hovedtyper af etos:

• Kontekstuel etos (Forventningsetos): Denne type etos er den troværdighed, afsenderen allerede har opbygget hos modtageren uden for den specifikke kommunikationssituation eller tekst. Den er baseret på modtagerens forventninger til afsenderen. Kontekstuel etos kan stamme fra afsenderens ekspertise (f.eks. baseret på uddannelse som læge eller professor), erfaring (f.eks. en erfaren forælder om børneopdragelse, en bankdirektør om ledelse) eller image (de værdier og karaktertræk, modtageren forbinder med personen, virksomheden eller produktet). Image opbygges over tid, men kan hurtigt nedbrydes, som eksemplet med Danske Bank og deres 'New Standards'-kampagne viser. Her kolliderede bankens forsøg på at skabe et nyt image med den eksisterende folkelige opfattelse af banken som en institution, der prioriterede profit over kundernes velbefindende, hvilket førte til et troværdighedstab. Hvis afsenderen selv mangler tilstrækkelig kontekstuel etos, kan vedkommende forsøge at 'låne' troværdighed ved at henvise til andre med høj etos – eksperter, erfarne personer eller folk med et godt image – forudsat at modtageren også anser disse kilder for troværdige. Etos handler altså her om den pålidelighed, afsenderen bringer med sig ind i kommunikationssituationen.
• Tekstuel etos (Situationsetos): Denne type etos opbygges af afsenderen direkte i selve teksten eller talen. Afsenderen skaber sin troværdighed gennem de valg, vedkommende træffer i kommunikationen. Dette kan gøres ved at anvende overbevisende argumenter (f.eks. autoritetsargumenter, hvor man citerer en ekspert), ved at bruge et sprog, der passer til modtageren og situationen, og ved at strukturere argumentationen logisk og stringent (hvilket også kan styrke logos og dermed bidrage til tekstuel etos). I mundtlig kommunikation spiller afsenderens kropssprog, selvsikkerhed og måde at fremføre sit budskab på en stor rolle i opbygningen af tekstuel etos. En ejendomsmægler, der virker usikker, taler for hurtigt eller ikke har styr på fakta, vil miste troværdighed, uanset hvor kompetent vedkommende måtte være 'udenfor' situationen. Tekstuel etos fokuserer således på, hvordan afsenderen fremstår troværdig *i* selve kommunikationshandlingen.

I både kontekstuel og tekstuel etos er fokus på afsenderen og dennes evne til at fremstå pålidelig og kompetent i modtagerens øjne. En stærk etos kan gøre modtageren mere villig til at acceptere afsenderens påstande, selv hvis logos- eller patos-appellen ikke er overvældende.

Sammenligning af Appelformerne

De tre appelformer arbejder ofte sammen i praksis, men de appellerer til forskellige aspekter af modtageren. Her er en opsummering:

Effektiv retorik involverer ofte en strategisk blanding af alle tre appelformer, afstemt efter publikum, situation og budskab.

Hvad Lærer Man, og Hvad Kan Man Blive ved at Studere Retorik?

At studere retorik er at fordybe sig i læren om god tale og skrift, både i teori og praksis. Det centrale mål er at lære at formidle et budskab til et givent publikum på den mest hensigtsmæssige og overbevisende måde muligt. Uddannelsen giver dybdegående indsigt i, hvordan kommunikation virker.

Som retorikstuderende lærer man at analysere og kritisk vurdere, hvordan forskellige former for ytringer påvirker deres modtagere. Man udvikler samtidig praktiske færdigheder i selv at producere taler og tekster, der fungerer optimalt inden for en bestemt kontekst og til et specifikt formål. Dette inkluderer evnen til at tilrettelægge og strukturere kommunikation i forskellige medier, herunder både skriftlig og mundtlig form, visuel kommunikation og interpersonel kommunikation.

Uddannelsen dækker en bred vifte af emner, der spænder over retorikkens historiske rødder og moderne anvendelser. Typiske emner inkluderer:

• Den retoriske tradition (historie og teori)
• Argumentation (analyse og konstruktion af argumenter)
• Offentlig debat og deliberation (hvordan man deltager og analyserer offentlig diskussion)
• Retorisk tekstproduktion (praktisk skrivning af forskellige teksttyper)
• Retorisk rådgivning (at vejlede andre i deres kommunikation)
• Retorisk didaktik (hvordan man underviser i retorik)
• Moderne retorisk teori og kritik (aktuelle teorier og analysemetoder)
• Retorik på nye medier (kommunikation i digitale og sociale medier)
• Aktuel retorisk forskning

Ud over de praktiske kompetencer i at løse konkrete kommunikationsopgaver, udvikler retorikstuderende også en række overførbare færdigheder. Disse inkluderer evnen til at undervise og rådgive inden for kommunikation samt færdigheder i at lede og koordinere kommunikationsprojekter. Gennem studiet vil man selv få rig mulighed for at øve sig ved at udarbejde og fremføre taler og skrive artikler.

Uddannelsens præcise opbygning og indhold kan variere mellem forskellige universiteter, men den overordnede målsætning om at uddanne dygtige kommunikatorer og kritiske analyktikere er gennemgående. Kandidatuddannelsen i retorik giver den akademiske titel cand.mag.

Med en uddannelse i retorik er man klædt på til at arbejde med kommunikation i en bred forstand. De analytiske og produktionsmæssige færdigheder gør retorikere efterspurgte i mange sektorer, hvor klar, overbevisende og etisk forsvarlig kommunikation er afgørende. Mulige karriereveje kan findes inden for kommunikationsafdelinger i private virksomheder og offentlige institutioner, i medieverdenen, som konsulenter, undervisere eller i organisationer, der arbejder med politik og samfundsdebat.

Ofte Stillede Spørgsmål om Retorik

Hvad er retorik helt kort?
Retorik er læren om kunsten at overbevise og kommunikere effektivt, især i situationer hvor der ikke findes én sandhed. Det handler om at tilpasse budskabet til publikum og situationen, med fokus på både effekt og etik.

Hvem opfandt faget retorik?
Retorikken blev opfundet som et systematisk fag af de græske sofister i antikken.

Hvad er Aristoteles' tre appelformer?
De tre klassiske appelformer er logos (appel til fornuften), patos (appel til følelserne) og etos (appel til afsenderens troværdighed).

Hvordan skaber man appelformer i kommunikation?
Appelformer er effekten af de sproglige, retoriske og visuelle virkemidler, afsenderen bruger. Man skaber logos med logiske argumenter, patos med følelsesladede ord eller billeder, og etos ved at fremstå troværdig gennem ekspertise, erfaring eller fremførelse.

Hvad kan man bruge en retorikuddannelse til?
En retorikuddannelse giver kompetencer til at analysere, vurdere og producere effektiv kommunikation i forskellige medier. Man lærer argumentation, tekstproduktion, rådgivning og kritisk analyse, hvilket åbner døre til job inden for kommunikation, medier, undervisning, rådgivning og meget mere.

Hvad er forskellen på kontekstuel og tekstuel etos?
Kontekstuel etos er den troværdighed, afsenderen har med sig ind i kommunikationssituationen (baseret på fortid, ry, uddannelse). Tekstuel etos er den troværdighed, afsenderen bygger op i selve teksten eller talen gennem sine valg af argumenter, sprog og fremførelse.

At mestre retorik er at mestre evnen til at forstå og forme den kommunikation, der omgiver os. Det er en disciplin, der konstant udvikler sig og forbliver yderst relevant i en verden præget af information og debat.

Kunne du lide 'Mestret Overbevisning: Guide til Retorik'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.