Napoleon Bonaparte: Fra General til Kejser

Napoleon Bonaparte står som en af historiens mest kolossale og mytiske skikkelser. Født på den lille ø Korsika i en beskeden lavadelig familie af italiensk afstamning, skulle denne mand revolutionere krigsførelse, omskrive lovbøger og dominere det europæiske landskab i mere end et årti. Hans liv var en hvirvelvind af ambition, militære triumfer, politiske omvæltninger og et endeligt fald, der stadig fascinerer historikere og lægfolk den dag i i dag.

Han var ikke blot en militær strateg af usammenlignelig dygtighed, men også en statsleder, der indførte vidtrækkende reformer, der påvirkede retssystemer og administration langt ud over Frankrigs grænser. Fra hans tidlige karriere som artilleriofficer til hans kroning som kejser og det efterfølgende dramatiske eksil, fortæller historien om Napoleon om en mand, der formede den moderne verden på måder, der stadig er synlige. Selvom hans herredømme var præget af krig og autoritære træk, efterlod han sig også en arv af rationalisering og modernisering.

Fra Korsika til Konsul

Napoleone di Buonaparte blev født den 15. august 1769 i Ajaccio på Korsika. Hans familie tilhørte den lokale adel, men var ikke rig. Faderen, Carlo Buonaparte, havde kæmpet for et selvstændigt Korsika mod Frankrig, men øen havde mistet sin selvstændighed i 1768. Napoleon voksede op i en tid præget af denne overgang og blev uddannet på franske militærskoler, hvor han specialiserede sig i artilleri. I sin ungdom kæmpede han for et frit Korsika, men under den Franske Revolution, der brød ud i 1789, sluttede han sig til jakobinerne, primært af praktiske årsager for at fremme sin karriere.

Revolutionen åbnede nye muligheder for talentfulde officerer uden for den traditionelle adel, og Napoleon steg hurtigt i graderne. Allerede som 24-årig i 1793 var han general. Han fik sit militære gennembrud under belejringen af Toulon i 1793, hvor hans indsats førte til byens generobring. Jakobinernes fald i 1794 satte ham en kort overgang i unåde, men han genvandt hurtigt indflydelse. I 1795 var han med til at nedkæmpe en revolte vendt mod Direktoriet, den daværende franske regering.

Dette førte til, at Direktoriet i 1796 stillede ham i spidsen for Armée d'Italia. Her indledte den 26-årige general sin første store militærkampagne mod østrigerne og deres italienske allierede. Med lynkrigstaktik vandt han praktisk talt alle slag, erobrede den italienske halvø på et år og etablerede en række 'søsterrepublikker'. Hans succeser gjorde ham til en krigshelt i Frankrig og viste for alvor hans evner som leder af lynkrig.

I 1798 blev han sendt på en militærekspedition til Egypten. Selvom felttoget til sidst endte i fiasko med store tab, især under felttoget i Palæstina og ødelæggelsen af den franske flåde ved Nilen (ikke nævnt i detalje i kildeteksten, men fiaskoen i Egypten nævnes), skabte det stadig sensation om hans navn og fungerede som et springbræt til politisk magt. Tilbage i Paris, hvor han igen blev hyldet som en helt, udnyttede han den stigende ustabilitet i revolutionen.

I november 1799 (den 18. Brumaire i den revolutionære kalender) orkestrerede Napoleon et statskup, kendt som Brumairekuppet. Direktoriet blev væltet, og en ny styreform, Konsulatet, blev indført. Napoleon udnævnte sig selv til Førstekonsul og blev reelt den enehersker, der skulle styre Frankrig de næste mange år. Hans mål var at genforene Frankrig efter årene med revolutionær uro.

Kejser af Franskmændene og Konsolidering af Magten

Som Førstekonsul cementerede Napoleon sin magt og arbejdede energisk på at skabe orden og disciplin. Han gennemførte konsekvent organiseringen af landets provinser og oprettede eliteskoler og militærakademier for at uddanne en loyal embeds- og officersstand. Udadtil vandt han en sejrrig krig mod den Anden Koalition, og i perioden 1802-03 oplevede Frankrig endda en kortvarig fred med England.

Et af hans mest varige bidrag var indførelsen af den store lovsamling, Code Civil, også kendt som Code Napoléon, i 1804. Dette lovsystem var revolutionært, da det afskaffede feudale strukturer og skabte større lighed for loven. Det beskyttede bøndernes nye ejendom, der var opnået under revolutionen, men det indebar også en forringelse af både arbejderes og kvinders rettigheder – sidstnævnte mistede rettigheder til skilsmisse og arv, som de havde opnået under revolutionen. Napoleon forsonede sig også med den katolske kirke i 1801 og anerkendte den som landets religion, samtidig med at han gav landflygtige adelige ret til at vende tilbage. Hans styre var dog præget af censur og politistatsmetoder, selvom store ændringer ofte blev legitimeret af 'folkeafstemninger'.

I disse år nød Napoleon stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, han skabte, dels fordi landet ikke direkte var berørt af krig. Men et stigende behov for mere formel magt og prestige i udlandet førte til en markant ændring. Den 2. december 1804 lod Napoleon sig selv udnævne til Kejser af Franskmændene i Notre-Dame i Paris. Dette skridt skulle sikre magten for hans slægt og pegede tilbage mod det romerske imperium, symboliserende hans ambition om et stort rige. I 1805 tog han yderligere titlen Konge af Italien i Domkirken i Milano.

Erobringer og Imperiets Zenit

Kejserdømmet blev synonymt med krig. Da en invasion af England viste sig umulig efter det franske flådenederlag ved Trafalgar i 1805, satsede Napoleon på landkrig. I 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition. Han besejrede den østrigsk-russiske hær i det berømte slag ved Austerlitz i december 1805, en sejr der ofte betragtes som en af hans største taktiske triumfer. Dette førte til, at Østrig trådte ud af koalitionen, og det Tysk-romerske Rige blev opløst i 1806.

Krigen mod Rusland fortsatte, og Preussen trådte ind på allieret side i 1806. Napoleon besejrede hurtigt Preussen i slagene ved Jena-Auerstedt og marcherede sin Grande Armée ind i Østeuropa, hvor han tilintetgjorde russerne i slaget ved Friedland i juni 1807. Ved freden i Tilsit i juli 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og anerkendte Napoleons dominans, mens Preussen måtte afstå store områder. Hele Tyskland blev reelt en vasalstat under Frankrig. Dette markerede det Franske Imperiums magtmæssige zenit.

Som et middel til at tvinge England i knæ indførte Napoleon Fastlandsspærringen fra 1807, en handelsblokade mod Storbritannien. Dette system krævede, at alle kontinentale havne lukkede for britisk handel, hvilket førte til en udvidelse af krigen for at sikre alle landes deltagelse. Dette indebar blandt andet besættelsen af Spanien og Portugal i 1807-08. I Spanien indsatte han sin bror Joseph Bonaparte som konge. Dette udløste dog et blodigt og hensynsløst oprør, kendt som den Iberiske Krig, præget af udbredt guerillakrigsførelse og britisk intervention. Krigen varede 6 år og endte med en allieret sejr mod Napoleons styrker. Selvom Napoleon kørte fast i Spanien, beholdt han overtaget på andre fronter.

I 1809 dannede Østrig og Storbritannien endnu en koalition, men Napoleon bragte hurtigt den Femte Koalitionskrig til ophør med sejren i slaget ved Wagram i juli 1809. I 1810 nåede han en stor social succes ved at gifte sig med Marie-Louise af Habsburg, datter af den østrigske kejser, efter at have ladet sig skille fra sin første hustru, Joséphine de Beauharnais, da hun ikke kunne give ham en arving. Med Marie-Louise fik han en søn.

I hele sin regeringstid oprettede Napoleon lydstater og "uafhængige" provinser under fransk kontrol, hvor han indsatte familiemedlemmer og trofaste medkæmpere som regenter, for eksempel broderen Jérome i Kongeriget Westfalen og broderen Joseph i Napoli (senere erstattet af svogeren Murat) og derefter i Spanien.

Vendepunktet og Faldet

Forholdet til Rusland blev begyndelsen til enden. Russerne havde ikke økonomisk fordel af Fastlandsspærringen og overtrådte konsekvent reglerne, hvilket førte til et brud. I sommeren 1812 indledte Napoleon en stor invasion af Rusland med sin Grande Armée. Felttoget var katastrofalt. Selvom franskmændene besatte Moskva, nægtede russerne at overgive sig og brugte den brændte jords taktik. Den strenge russiske vinter, mangel på forsyninger og konstante angreb på tilbagetoget decimerede Napoleons hær. Af omkring 500.000 mand, der drog ind i Rusland, vendte kun omkring 25.000 hjem i live. Dette nederlag rystede Napoleons image af uovervindelighed og gav fornyet mod til hans fjender.

I 1813 gik Preussen og Østrig sammen med russiske tropper i den Sjette Koalitionskrig. En langvarig militærkampagne kulminerede i det store Folkeslag ved Leipzig i oktober 1813, hvor en stor allieret hær besejrede Napoleon. Hans herredømme brød sammen over det meste af Europa. De allierede invaderede derefter Frankrig og indtog Paris i foråret 1814. Hæren og politikerne svigtede Napoleon, og i april 1814 blev han tvunget til at abdicere. Han blev sendt i eksil på den lille ø Elba ud for Toscanas kyst, hvor han regerede som en lokal fyrste, mens Bourbon-dynastiet med Ludvig 18. blev genindsat på den franske trone.

De Hundrede Dage og Waterloo

Eksilet på Elba varede dog kun kort. Ludvig 18.s styre var upopulært, og mange franskmænd længtes efter Napoleon. I februar 1815 lykkedes det Napoleon at flygte fra Elba. Han gik i land i Sydfrankrig og begyndte en triumferende march mod Paris. De tropper, der blev sendt for at arrestere ham, sluttede sig i stedet til ham. Med karisma og folkestemningens støtte genvandt han kontrollen over Frankrig uden at affyre et skud – en periode kendt som De Hundrede Dage. Den 20. marts 1815 nåede han Paris og blev igen kejser.

De europæiske stormagter, der netop var ved at omtegne Europas grænser på Wienerkongressen, reagerede prompte ved at danne den Syvende Koalition. Napoleon forsøgte at opbygge en ny hær og indlede kampen mod de samlede magter. Han marcherede mod Belgien for at møde de britiske og preussiske hære under henholdsvis Wellington og Blücher, før de kunne forene sig.

Det afgørende slag fandt sted den 18. juni 1815 nær landsbyen Waterloo i Belgien. Napoleon havde en plan om at besejre Wellington først, forventende at de andre stormagter derefter ville bøje sig. Slaget var intenst og præget af Napoleons taktiske overvejelser, herunder en fatal beslutning om at udsætte et hovedangreb på grund af den våde jord efter regn. Trods indledende succeser og hårde kampe, led Napoleons hær det endelige nederlag, da Blüchers preussiske tropper ankom sent på dagen og vendte slagets gang. Napoleons elitegarde, der aldrig før var blevet slået, flygtede, da de så Wellingtons reserver. Napoleon kapitulerede den 19. juni 1815.

Eksil på Sankt Helena og den Varige Arv

Efter nederlaget ved Waterloo flygtede Napoleon til Rochefort i Frankrig i håb om at undslippe til Amerika, men han blev hurtigt fanget af briterne. For at forhindre ethvert yderligere forsøg på at genvinde magten, besluttede briterne at sende ham i eksil på den yderst afsidesliggende ø Sankt Helena i den sydlige del af Atlanterhavet. Her tilbragte han sine sidste år under britisk bevogtning.

På Sankt Helena skrev Napoleon notater og erindringer, der bidrog til at forme hans eftermæle. Han boede på en gård, men ønskede angiveligt noget større. De sidste måneder af sit liv var han syg. Han døde den 5. maj 1821, i en alder af 51 år. Den officielle dødsårsag var kræft i maven. Der har dog gennem tiden været vedholdende rygter om, at han blev myrdet, muligvis ved arsenikforgiftning, selvom disse påstande er blevet afvist som usikre.

Et kendt billede af Napoleon viser ham ofte med højre hånd stukket ind i vesten på venstre side af maven. En myte, der opstod efter hans død, hævdede, at denne positur skyldtes smerter fra en kræftknude i maven. Uanset sandheden bag myten er posituren blevet et ikonisk symbol på kejseren.

Napoleons lig blev oprindeligt begravet på Sankt Helena, men i 1840, næsten tyve år efter hans død, blev hans nevø, Napoleon 3., kejser i Frankrig og sørgede for, at hans onkels jordiske rester blev ført tilbage til Paris. Han blev begravet med stor pragt i Invalidekirken (Les Invalides), hvor hans sarkofag stadig kan besøges i dag.

Napoleons Arv

Ud over hans militære bedrifter var Napoleons indflydelse på den moderne verden enorm. Han spredte liberale reformer til de territorier, han erobrede og kontrollerede, herunder Nederlandene, Schweiz og store dele af Italien og Tyskland. Hans juridiske system, Code Civil, har haft en varig indflydelse på retssystemer i mere end 70 lande verden over. Som den britiske historiker Andrew Roberts bemærker:

”De ideer, der præger vores moderne verden – meritokrati, lighed for loven, ejendomsret, religiøs tolerance, moderne sekulær undervisning, finansiel stabilitet osv. – blev mestret, konsolideret, sat i system og udbredt geografisk af Napoleon.”

Han afskaffede feudalismen, opfordrede til videnskab og kunst, og skabte et rationaliseret og effektivt administrativt system. Selvom hans styre havde mørke sider som genindførelsen af slaveri og begrænsning af kvinders rettigheder, kan hans betydning for udviklingen af den moderne stat og det moderne retssystem ikke undervurderes. Han regnes for en af de største kommandører i historien, og hans krige og kampagner studeres stadig på militærskoler verden over.

Napoleon: Ægteskaber og Børn

Napoleon var gift to gange. Hans første ægteskab var med Joséphine de Beauharnais, som han giftede sig med i 1796. Forholdet var stormomsust, og selvom Napoleon nærede en livslang kærlighed til Josephine, var den ikke altid gengældt. Ægteskabet blev opløst i 1810, da Josephine ikke kunne føde ham en arving.

Hans andet ægteskab i 1810 var et politisk ægteskab med Marie-Louise af Habsburg, datter af kejser Frans 1. af Østrig. Trods aldersforskellen udviklede forholdet sig angiveligt til stor kærlighed, og med Marie-Louise fik Napoleon den ønskede arving, en søn, Napoleon 2., født i 1811. Sønnen, der fik titlen Konge af Rom, fungerede kortvarigt som kejser efter Napoleons første abdikation i 1814 og igen efter hans anden abdikation i 1815, men blev aldrig en reel hersker.

Sammenligning af Napoleons Eksiler

Ofte Stillede Spørgsmål om Napoleon

Hvor sad Napoleon?

Napoleon Bonaparte sad i flere forskellige positioner gennem sit liv. Han startede som artilleriofficer i den franske hær. Under revolutionen steg han hurtigt til general. Efter sit statskup i 1799 blev han Frankrigs Førstekonsul, den reelle magthaver. I 1804 kronede han sig selv til Kejser af Franskmændene. Han sad på magten som kejser indtil sin første abdikation i 1814, hvor han blev sendt i eksil som lokalfyrste på øen Elba. Efter sin flugt fra Elba sad han igen som kejser under De Hundrede Dage i 1815. Efter sit endelige nederlag ved Waterloo blev han sendt i eksil som fange på øen Sankt Helena, hvor han tilbragte sine sidste år.

Er Napoleon dansk?

Nej, Napoleon Bonaparte var fransk. Han blev født på øen Korsika, som kort forinden var blevet fransk. Hans familie var af italiensk afstamning og tilhørte den korsikanske lavadel. Han tjente i den franske hær og styrede Frankrig som Førstekonsul og Kejser.

Hvem fik Napoleon børn med?

Ifølge den givne tekst fik Napoleon en søn med sin anden hustru, Marie-Louise af Habsburg. Sønnen hed Napoleon 2. Teksten nævner ikke børn med hans første hustru, Joséphine de Beauharnais, og angiver, at grunden til skilsmissen med hende var, at hun ikke kunne give ham en arving.

Kunne du lide 'Napoleon Bonaparte: Fra General til Kejser'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.