Werner Best: Krigsforbryderen i Danmark

Werner Best var uden tvivl en af de mest centrale og kontroversielle figurer i Danmark under den tyske besættelse. Som rigsbefuldmægtiget fra november 1942 repræsenterede han den tyske stat og dens interesser, men hans rolle var langt fra entydig. Han blev senere stemplet som krigsforbryder, men hans skæbne efter krigen var præget af uventede drejninger og en straf, der af mange blev opfattet som mild, især set i lyset af hans fortid og de handlinger, han var involveret i.

Manden Bag Titlen: En Uventet Kurs

Werner Best kom til Danmark i november 1942 som afløser for Cecil v. Renthe-Fink. Hans udnævnelse var ifølge Hitlers planer tænkt som en markant skærpelse af den tyske kurs over for Danmark, en direkte konsekvens af den såkaldte Telegramkrise. Best havde en baggrund, der inkluderede en central rolle i besættelsesadministrationen i Paris og en ansættelse i det tyske udenrigsministerium siden juni 1942. Med denne baggrund forventede mange en hårdere linje over for Danmark.

Paradoksalt nok førte Bests ankomst i den første tid, fra november 1942 frem til sommeren 1943, til en betydelig afspænding i det dansk-tyske forhold. I direkte modstrid med de ordrer, han angiveligt var sendt til Danmark med, medvirkede han til, at der efter Telegramkrisen blev dannet en dansk regering, der *ikke* inkluderede ministre fra det danske nazistparti. Denne imødekommenhed over for det eksisterende politiske system i Danmark var et markant brud med den forventede hårde kurs.

Best etablerede hurtigt et tillidsfuldt samarbejde med stats- og udenrigsminister Erik Scavenius. Sammen formåede de at udglatte mange af de hidtidige modsætninger i de dansk-tyske forhandlinger. Deres fælles målsætning blev at sikre rolige forhold i Danmark. For Best handlede dette om at maksimere den danske fødevareeksport til Tyskland og samtidig forhindre uro og sabotage i landet. For Scavenius var målet at fastholde så meget dansk suverænitet som muligt og generelt at 'klare sig igennem' den vanskelige situation.

Bests politik i Danmark kan også ses som en del af en større magtkamp inden for det tyske system. Han repræsenterede udenrigsministeriet, som ofte stod i modsætning til værnemagtens ledere i Danmark. Hvor værnemagten havde en tendens til ubøjeligt at prioritere militære interesser, ønskede Best at løse problemer ad politisk vej gennem forhandling. Dette krævede nødvendigvis en vis lydhørhed over for danske interesser.

Et tydeligt eksempel på Bests imødekommende linje var hans accept af, at Danmark kunne afholde valg til Folketinget og Landstinget i marts 1943. Han ønskede den danske regerings mandat bekræftet gennem valget og forholdt sig ligegyldigt til udsigten til, at det danske nazistparti, DNSAP, ville lide et ydmygende nederlag. Hans tørre kommentar var, at de måtte 'klare sig selv'. Selvom Best forblev en indædt nazist, vurderede han, at Det Tredje Riges primære interesse i Danmark var at sikre stabilitet, fødevareforsyninger og værnemagtens sikkerhed, hvilket bedst opnåedes ved at lade den siddende danske regering fortsætte sit arbejde.

Den Mørke Side: Rollen i Jødeaktionen

På trods af den indledende afspænding og Bests tilsyneladende pragmatiske tilgang, er hans navn uløseligt forbundet med et af besættelsens mørkeste kapitler: aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Hans rolle i denne begivenhed var central og er blevet genstand for stor debat, både under og efter krigen.

Under retssagerne mod ham i Danmark kom spørgsmålet om, hvorvidt han havde iværksat eller blot videresendt ordren til Jødeaktionen, til at spille en afgørende rolle for hans strafudmåling. Københavns Byret dømte ham til døden med den begrundelse, at han havde iværksat aktionen. Østre Landsret ændrede imidlertid dommen markant til fem års fængsel. Landsretten godtog Bests forklaring om, at han kun havde sendt anmodningen til Berlin pro forma. Hans argument var, at han vidste, at beslutningen om en jødeaktion allerede var truffet i Berlin, og at han ved at sende anmodningen selv forsøgte at foregribe og potentielt påvirke udførelsen af en ordre, han alligevel ville få.

Denne forklaring blev støttet af et vidne, der i 1943 havde været embedsmand i Auswärtiges Amt, det tyske udenrigsministerium. Vidnet forklarede, at Best uofficielt var blevet orienteret om beslutningen gennem en telefonopringning fra Tyskland. Dette vidneudsagn var med til at overbevise landsretten om Bests version af begivenhederne.

Højesteret forhøjede senere straffen til 12 års fængsel, men opretholdt altså ikke dødsdommen. Den opsigtsvækkende forskel i dommene mellem byretten og landsretten illustrerer, hvor kompliceret og omstridt Bests rolle i jødeaktionen var, og hvor vanskeligt det var for det danske retsvæsen at gennemskue de bagvedliggende tyske beslutningsprocesser.

Senere historisk forskning har dog sået alvorlig tvivl om Bests forklaring. Undersøgelser af ministeriets arkiver foretaget i 1960'erne af den israelske historiker Leni Yahil viste, at der *ikke* var truffet nogen beslutning i Berlin, før Werner Best afsendte sin anmodning om tilladelse til en jødeaktion den 8. september 1943. Dette indikerer, at Best faktisk spillede en mere aktiv rolle i initieringen af aktionen, end han selv forklarede i retten, og at hans forklaring om at handle pro forma sandsynligvis var en efterrationalisering designet til at mindske hans ansvar.

Retssagerne og Den Milde Straf

Werner Bests retsopgør efter krigen var en langvarig og kompleks proces, der strakte sig over flere år og involverede både internationale og danske domstole. Til trods for at han var en af hovedkrigsforbryderne i Tyskland og besatte en høj stilling i det besatte Danmark, begrænsede hans endelige straf sig til seks år og tre måneders fængsel – hvoraf mere end fem år allerede var afsonet som varetægtsfængsling.

Der var flere grunde til denne relativt milde straf set i en større international kontekst. For det første var Werner Best ikke blandt de allerhøjeste nazistiske topfolk, der blev tiltalt ved Nürnbergprocessen. Hans sag blev anset for at være for uoplyst og kompliceret på daværende tidspunkt til, at det stod klart, hvilken dom der kunne forventes. Hans karriere i 1930'erne vedrørte primært tysk indenrigspolitik, hvilket faldt uden for Nürnberg-tribunalets jurisdiktion. Hans ledelse af Einsatz-grupperne i Polen i 1939 var helt ukendt for anklagemyndigheden i Nürnberg, og billedet af hans rolle i de franske jødedeportationer var vagt.

Da sagen mod Best endte i Danmark i marts 1947, kom den alene til at handle om hans gerninger i Danmark. Det danske retsvæsen var på det tidspunkt lille, stærkt overbelastet og ude af stand til at gennemskue eller håndtere de internationale perspektiver af Bests karriere og forbrydelser. Sagen blev dermed indsnævret til hans handlinger i Danmark, hvilket i sig selv begrænsede grundlaget for anklagen.

Werner Best formåede også at opnå en vis status ved at blive indkaldt som ekspertvidne ved Nürnberg-tribunalet. Først fra august 1946 til begyndelsen af 1947 vidnede han i kraft af sin dybe viden om Gestapos interne struktur. Dernæst, i april 1948, vidnede han ved tribunalets sag mod topfolkene i det tyske udenrigsministerium, denne gang i kraft af sin politiske post i Danmark. Under sine ophold i vidnefløjen i Justitspaladset i Nürnberg havde Best, på grund af ulåste celledøre, rig lejlighed til frit at kommunikere med de andre vidner, hvoraf mange selv var under anklage i andre sager. Denne periode gav ham uvurderlig tid til at gennemtænke sit forsvar og koordinere forklaringer med andre potentielle vidner eller medanklagede, hvilket utvivlsomt styrkede hans position i de kommende retssager, herunder i Danmark.

Forløbet i de danske retssale var, som nævnt, dramatisk: Fra dødsdom i Byretten i september 1948 til fem års fængsel i Landsretten i juli 1949, og endelig 12 års fængsel i Højesteret i marts 1950. Efter Højesteretsdommen blev Werner Best indsat i Horsens Statsfængsel. Herfra virkede han åbenlyst for løsladelse af de tyske fanger i danske fængsler. Dette skete via udsendinge fra det tyske justitsministerium, som efter dannelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949 aktivt arbejdede for frigivelse af tyskere fængslet i andre lande. Denne indsats skete med støtte i en stærk folkestemning i Vesttyskland, hvor retsopgør mod nazistiske krigsforbrydere i disse år ofte blev betragtet som 'sejrherre-justits'.

Ironisk nok blev sagen i Nürnberg mod topfolkene i Auswärtiges Amt, der blev afsluttet omtrent samtidigt med Werner Bests retssager i København, afgjort med relativt milde fængselsstraffe. Dette skyldtes til dels Werner Bests egne vidneudsagn i sagen.

Livet i Villa Rydhave på Strandvejen

Under sin tid som rigsbefuldmægtiget i Danmark boede Werner Best og hans familie i en af de mest prominente villaer i Gentofte: Villa Rydhave på Strandvejen 259. Ved sin ankomst den 5. november 1942 boede Best kortvarigt på Palace Hotel ved Københavns Rådhusplads, indtil Rydhave var klar til overtagelse.

Villa Rydhave, opført i 1885, blev købt af den tyske stat (Das Auswärtige Amt) den 15. december 1942. En kendt dansk arkitekt blev bedt om at ombygge villaen, inden familien Best, bestående af Werner Best, hans hustru Hildegard ('Hilde') og deres fem børn, kunne flytte ind. Villaen er på cirka 2.000 kvadratmeter, og den tilhørende have er på omkring 15.000 kvadratmeter med faciliteter som tennisbaner og swimmingpool.

Af sikkerhedsmæssige årsager blev der etableret vagt ved villaen. I begyndelsen af april 1943 etablerede dansk politi en sådan vagt efter anmodning fra Det tyske Gesandtskab. Politiet havde oprindeligt vagtlokale på Charlottenlund Travbane, men omkring årsskiftet 1943/1944 flyttede de til lokaler over garagerne på selve Rydhave-grunden. Tyskerne forbød naboerne i den tilstødende villa ('Højstrup') at benytte deres udgang direkte til Strandvejen af sikkerhedshensyn, og lågen blev permanent aflåst.

Werner Best fik også sine egne tyske livvagter, et 'Begleitkommando', som boede i en beslaglagt villa på den modsatte side af Strandvejen, nummer 196. Livvagterne ledsagede altid Dr. Best, hans hustru eller de fem børn, hvilket ofte skabte en vis spænding, da det danske politi forsøgte at undgå de tyske 'æreslivvagter', selvom begge parter patruljerede i og ved villaen. Under luftalarmer opholdt de danske betjente sig i strid med reglerne enkelte gange i et af de beskyttelsesrum, der var indrettet under villaen.

En bemærkelsesværdig begivenhed på Rydhave var et møde den 9. december 1943, hvor General Erwin Rommel fløj til København efter en inspektion i Jylland for at møde Dr. Best i villaen. Under Rommels besøg blev der etableret tysk vagt ved villaen i nogle timer, hvilket betød, at det danske politi midlertidigt blev trukket tilbage.

Efter den tyske aktion mod det danske politi den 19. september 1944 var det kun de tyske livvagter, der bevogtede familien og villaen. Werner Best sikrede dog, at de danske politifolk, der tidligere havde haft vagt ved Rydhave, ikke blev arresteret under aktion 'Möwe'.

Fra befrielsen den 5. maj 1945 til sin arrestation den 21. maj 1945 var Werner Best i husarrest i Rydhave. Han blev i første omgang interneret på Kastellet, mens hans hustru, børnene og deres barnepige blev interneret i Oksbøllejren i Jylland. Det forlyder, at Werner Best efter aftale med Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen stillede sig under Modstandsbevægelsens beskyttelse den 5. maj 1945. Denne handling blev af general Lindemann i Silkeborg opfattet som forræderi, og han ønskede at anholde Best uanset dansk beskyttelse, men den fungerende tyske regering forhindrede dette.

Mysterier og Skatte på Rydhave

Villa Rydhave har også sin del af efterkrigstidens mysterier og fund. Efter befrielsen, den 29. juni 1945, rekvirerede den britiske kaptajn, Jarlen af Lauderdale, villaen. Da englænderne overtog Rydhave den 7. juli 1945, konstaterede man, at flere personer med tilknytning til Modstandsbevægelsen var i færd med at 'organisere' forskellige effekter fra villaen.

Den 19. juli 1945 overleverede den engelske kontreadmiral R.V. Holt, som også benyttede villaen i en periode, nogle guldbarrer til Nationalbanken. Disse var fundet i Dr. Werner Bests tidligere bolig. Admiral Holt fortalte under et besøg af naboerne, at man under undersøgelsen af Dr. Bests efterladte ting havde fundet flere værdifulde effekter skjult i skaftet på en tennisketsjer.

I april 1946 blev dele af Dr. Bests bibliotek fra Rydhave samt dele af SS-General Günther Panckes bogsamling fra en anden villa på Strandvejen flyttet til Det Kgl. Bibliotek.

Siden 1946 har Villa Rydhave tjent som residens for USAs ambassadørfamilie i Danmark.

Et vedvarende mysterium omkring Rydhave er historien om en påstået tunnel. Tidligere ambassadør James P. Cain fortalte i januar 2009 journalister om en tunnel fra Villa Rydhave, som skulle have forbundet villaen med SS-kasernen på den anden side af Strandvejen (Strandvejen 196). Cain oplyste, at tunnelsystemet var blevet lukket mange år tidligere. Enkelte har fortalt, at de har set tunnelen, mens mange andre, der kender Rydhave og de omkringliggende villaer, betvivler dens eksistens. Skulle tunnelen have været 300 meter lang, som omtalt i nogle kilder, ville den potentielt have kunnet nå til flere villaer på Strandvejen eller endda et område bag Rydhave. Myten eller fakta om den omtalte tunnel eksisterer stadig, og det er fortsat uklart, om en sådan forbindelse reelt har eksisteret.

Ofte Stillede Spørgsmål om Werner Best

• Var Werner Best en krigsforbryder?
  Ja, Werner Best anses for at være en af hovedkrigsforbryderne under Naziregimet. Han havde en central rolle i sikkerhedsapparatet (inklusive Einsatzgruppen tidligt i karrieren) og som rigsbefuldmægtiget i Danmark bar han et tungt ansvar for de tyske handlinger i landet, herunder Jødeaktionen.
• Hvorfor fik Werner Best en relativt mild straf i Danmark?
  Hans straf på 12 års fængsel (hvoraf meget var afsonet som varetægtsfængsling) skyldtes flere faktorer: Sagen i Danmark blev indsnævret til kun at omhandle hans gerninger i Danmark, da det danske retsvæsen var overbelastet og ikke kunne håndtere de internationale aspekter af hans karriere. Han var ikke blandt de højest rangerende nazister ved Nürnberg, og hans tidligere forbrydelser var enten ukendte eller uden for tribunalets fokus. Desuden lykkedes det ham at overbevise Østre Landsret om, at hans rolle i jødeaktionen var mindre direkte, selvom senere forskning betvivler dette. Hans rolle som ekspertvidne i Nürnberg kan også have spillet en rolle.
• Boede Werner Best på Rydhave under hele sin tid som rigsbefuldmægtiget?
  Nej, han boede på Palace Hotel i København umiddelbart efter sin ankomst i november 1942, indtil Villa Rydhave var købt og klargjort. Han flyttede ind i Rydhave kort efter købet i december 1942 og boede der indtil sin arrestation i maj 1945.
• Hvad skete der med Villa Rydhave efter krigen?
  Villaen blev først rekvireret af britiske styrker, hvor der blev fundet værdigenstande, herunder guldbarrer. Siden 1946 har Villa Rydhave fungeret som residens for USAs ambassadør i Danmark.
• Iværksatte Werner Best jødeaktionen i Danmark, eller handlede han på ordre?
  Dette var kernen i retssagen mod ham. Byretten dømte ham for at have iværksat aktionen. Landsretten frifandt ham på dette punkt og godtog hans forklaring om at have sendt anmodningen pro forma for at foregribe en ordre fra Berlin. Højesteret forhøjede straffen, men dødsdommen blev ikke genindført på dette grundlag. Senere historisk forskning, baseret på arkiver i Tyskland, indikerer dog, at Best sendte anmodningen, før en endelig beslutning var truffet i Berlin, hvilket modsiger hans forklaring og peger på en mere aktiv rolle fra hans side i initieringen af aktionen.

Oversigt over Domme i Danmark

Werner Bests tid i Danmark er et fascinerende og foruroligende eksempel på besættelsens kompleksitet og de moralske dilemmaer, den medførte. Hans figur rummer både elementer af diplomatisk pragmatisme og hensynsløs nazistisk ideologi, hvilket gjorde ham til en unik og kontroversiel skikkelse i dansk historie.

Kunne du lide 'Werner Best: Krigsforbryderen i Danmark'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.