Om Allahs Nåde, Barmhjertighed og Tilgivelse

En debat i Kristeligt Dagblad rejste spørgsmålet om Koranens gud er straffende og hævnende, som hævdet af forfatter Birgit Bertung, eller om Islam er en åben og rummelig religion, som Aminah Tønnsen fremførte. Bertungs argument byggede blandt andet på en optælling af ordene 'straf' og 'kærlighed' i Koranen, hvor 'straf' angiveligt optræder langt hyppigere. Men er en simpel ordtælling nok til at forstå Guds natur, som den beskrives i Koranen?

Allerede i den allerførste sætning i Koranen møder læseren ordene: "I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn". Disse to attributter – at være nådig og barmhjertig – er fundamentale for forståelsen af Guds væsen i Islam. De er så centrale, at de indleder hvert eneste kapitel i Koranen (med én undtagelse). Ordene 'Nåde' og 'Barmhjertighed' forekommer tilsammen mere end 230 gange i Koranen, hvilket er markant hyppigere end ordet 'straf'. Dette alene antyder, at fokusset i Koranen er stærkt rettet mod Guds uendelige nåde og barmhjertighed.

De arabiske ord, der oversættes til Nåde (Rahman) og Barmhjertighed (Rahim), indikerer en grænseløs og ubetinget godhed fra Gud. Gud skænker sin nåde og barmhjertighed uden at forvente noget til gengæld fra modtageren. Denne nåde udspringer i virkeligheden fra en dyb kærlighed til mennesket. Selvom ordet 'kærlighed' måske ikke optræder så mange gange som 'straf' i en simpel optælling, bruger Koranen adskillige andre ord og beskrivelser, der udtrykker kærlighed, herunder dyb og stærk kærlighed (som ordet 'wud', der findes i beskrivelsen "Han er den Tilgivende, den Elskende" (85:15)). Koranens sprog er rigt og nuanceret, og en forståelse af Guds kærlighed kræver mere end blot en frekvensanalyse af et enkelt ord.

Formålet med omtale af straf

Det er sandt, at ordet 'straf' optræder i Koranen, måske omkring 150 gange som nævnt i kritikken. Men det er afgørende at forstå formålet med denne omtale. Straf i Koranen tjener primært som en advarsel og et middel til reformation. Det er ikke et udtryk for blind hævn, men en konsekvens af menneskets egne valg og handlinger. Gud har skænket mennesket en fri vilje til at vælge mellem godt og ondt. Profeter er sendt gennem tiderne for at vejlede menneskeheden, bringe gode nyheder om belønning for gode gerninger og advare om konsekvenserne af syndige handlinger.

Det er værd at bemærke, at når Koranen beskriver straf over bestemte folkefærd, er det ofte de samme fortællinger, som findes i Bibelen, hvor Gud straffede disse folk. Dette rejser spørgsmålet, om Koranens omtale af straf i virkeligheden er en videreførelse eller en kommentar til tidligere religiøse beretninger, snarere end et nyt fokus på Guds hævngerrighed. Pointen er, at man bør se på baggrunden og konteksten for, hvordan straf behandles, både i Koranen og Bibelen, i stedet for blot at tælle ord og dermed stemple Guds natur ensidigt.

Koranen gentager advarsler om straf, fordi det ultimative formål er at beskytte mennesket mod at leve et syndigt liv, som netop fører til negative konsekvenser, både i dette liv og i det hinsides. Mennesket belønnes for sine gode gerninger og bærer konsekvenserne af sine dårlige. Men selv når mennesket fejler, er Guds tilgivelse overvældende. Gud siger i Koranen: "Og den, der øver ondt eller synder mod sig selv, og så beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah Tilgivende, Barmhjertig" (4:111). Dette vers understreger Guds parathed til at tilgive dem, der oprigtigt søger Ham.

Kontekstens afgørende betydning

Mange misforståelser opstår, når vers i Koranen tages ud af deres rette kontekst – den historiske situation, årsagen til åbenbaringen, og de omgivende vers. Kritikken mod Islam baseret på enkelte vers mangler ofte denne essentielle forståelse.

Om trosfrihed

Et eksempel er kritikken af vers 18:30, som angiveligt skulle udtrykke manglende trosfrihed og hård straf for dem, der vælger fra. Verset lyder: "Og sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro. Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omfatte dem. Og hvis de råber om hjælp, skal de hjælpes med vand som smeltet bly, der brænder deres ansigter. En frygtelig drik og en frygtelig hjælp."

Ved første øjekast kan dette vers virke barskt, men konteksten og en dybere forståelse afslører et andet billede. Sætningen "Lad da den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro" er en klar bekræftelse af individets frihed til at vælge sin tro. Der er ingen tvang i religionen. Den "ild", der nævnes, kan opfattes som Helvede i det hinsides – den endelige konsekvens af et liv i vantro og uretfærdighed. Men som en fodnote i en velkendt koranoversættelse (A.S. Madsens) forklarer: "Denne straf er ikke hårdhed fra Guds side, men som indledningen til verset gjorde klart, noget, de uretfærdige bringer ned over deres egne hoveder." Med andre ord er straffen et naturligt resultat af ens egne uretfærdige handlinger og valg, ikke en vilkårlig straf fra Gud. Koranen bekræfter retten til at forlade Islam uden straf for selve handlingen at konvertere; valget er individets.

Om venskab med jøder og kristne

En anden kilde til kritik er vers om forholdet til jøder og kristne, som af kritikere tolkes som en opfordring til had eller isolation. Vers 5:52 lyder: "O, I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig en af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk."

Igen er konteksten afgørende. Koranen tillader fuldt ud almindelig omgang, handel, fælles forretning, spisning sammen, besøg og gensidig hjælp mellem muslimer og folk af andre trosretninger, herunder jøder og kristne. Problemet opstår ikke med almindeligt venskab, men med at tage visse personer som fortrolige venner eller allierede i en tid, hvor muslimerne var udsat for hård forfølgelse og fjendskab. Vers 5:58-59 præciserer, at forbuddet gælder dem, "der driver spot og spøg med jeres religion". Vers 3:119 og 3:120 beskriver yderligere den type mennesker, der menes: dem, der "vil gøre deres yderste for at fordærve jer", hvis "hjerter skjuler (endnu) værre" fjendskab, og som "bider sig i fingrene af had". Forbuddet var altså rettet mod at tage personer, der aktivt og skadeligt modarbejdede og hånede muslimerne og deres tro, som inderkredsvenner, ikke mod almindeligt venskab med alle jøder eller kristne.

Om vold i krigstid

Et tredje ofte citeret vers er 4:90: "Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem." Dette vers tages ofte ud af sin militære kontekst. Det forekommer midt i en diskussion om krigstilstand og fredsslutninger. Det umiddelbart efterfølgende vers (4:91) specificerer betingelsen: "Hvis de da holder sig borte fra jer, så de ikke kæmper mod jer, og tilbyder jer fred, så har Allah ikke tilladt jer nogen vej mod dem." Verset handler altså om håndtering af fjender i en aktiv krigssituation, der fortsætter med at bekæmpe muslimerne, og ophører i det øjeblik fjenden søger fred. At citere 4:90 uden 4:91 og uden at nævne, at det drejer sig om en krigssituation, giver en groft fordrejet betydning.

Allahs Natur: Nåde og Tilgivelse i Centrum

Som det fremgår af en mere nuanceret læsning, er Koranens beskrivelse af Gud langt mere kompleks end en simpel optælling af ordet 'straf' kan afsløre. Guds attributter som den Nådige og den Barmhjertige er fundamentale og gentages utallige gange. Hans kærlighed til mennesket manifesteres i Hans barmhjertighed, der "omfatter alle ting" (7:157), mens Hans straf er begrænset og tjener et formål. Tilgivelse er altid mulig for den, der søger den oprigtigt (4:111).

Den omtale af straf, der findes i Koranen, skal ses som advarsler, konsekvenser af ens egne valg, eller som beskrivelser af historiske begivenheder, ofte i en kontekst af forsvar eller krig. At tage vers ud af deres sammenhæng for at fremstille Gud som udelukkende straffende og hævnende ignorerer den overvældende vægt, Koranen lægger på Guds nåde, barmhjertighed og tilgivelse.

Ofte stillede spørgsmål om Allah og Tilgivelse i Koranen

Er Allah en straffende gud ifølge Koranen?
Koranen beskriver Allah som både Nådig, Barmhjertig og i stand til at straffe. Dog understreges Hans Nåde og Barmhjertighed langt hyppigere (over 230 gange) end straf. Straf omtales primært som en advarsel, et middel til reformation, eller som en naturlig konsekvens af menneskets egne syndige handlinger og valg. Guds barmhjertighed omfatter alt, mens Hans straf er begrænset.

Er der trosfrihed i Islam ifølge Koranen?
Ja, Koranen erklærer tydeligt individets ret til at vælge tro eller vantro: "Lad da den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro" (18:30). Den straf, der nævnes i forbindelse med vantro, tolkes ofte som konsekvensen i det hinsides eller som en følge af ens egne uretfærdige handlinger, ikke som en straf for selve fravalget af tro i dette liv. Retten til at forlade Islam uden straf for handlingen nævnes også.

Må muslimer være venner med jøder og kristne ifølge Koranen?
Ja, almindelig omgang, handel, spisning, besøg og gensidig hjælp er tilladt og endda opmuntret. Vers, der advarer mod at tage jøder og kristne til venner, skal forstås i deres historiske kontekst, hvor de var rettet mod specifikke grupper, der aktivt modarbejdede, hånede eller forfulgte muslimerne, og advarede mod at tage disse som fortrolige allierede, ikke mod almindeligt venskab med alle jøder eller kristne.

Hvorfor nævner Koranen straf, hvis Allah er barmhjertig?
Omtalen af straf tjener flere formål: den advarer mennesket mod de negative konsekvenser af synd og uretfærdighed, den fungerer som et middel til at opfordre til reformation, og den beskriver konsekvenserne af at vælge en vej, der er i modstrid med Guds vejledning. Det er en del af det system, hvor mennesket har fri vilje og er ansvarlig for sine handlinger. Omtalen af straf i Koranen kan også sammenlignes med dens forekomst i andre religiøse skrifter, herunder Bibelen.

Hvad er det vigtigste at forstå om Allahs natur i Koranen?
Det vigtigste er at forstå, at Allahs natur er præget af Nåde og Barmhjertighed, som er Hans mest gentagne attributter. Hans tilgivelse er altid tilgængelig for dem, der oprigtigt søger den. Selvom straf nævnes, er det altid i en specifik kontekst og med et formål, der i sidste ende tjener til at vejlede og beskytte mennesket mod at skade sig selv gennem syndige handlinger. En fuld forståelse kræver, at man læser Koranen i sin helhed og med opmærksomhed på versenes kontekst og indbyrdes forhold.

Kunne du lide 'Om Allahs Nåde, Barmhjertighed og Tilgivelse'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.