Marsianeren: Overlevelse, Videnskab & Fejltrin

Andy Weirs roman, og den efterfølgende filmatisering, 'Marsianeren' ('The Martian'), fængslede publikum verden over med sin gribende historie om astronauten Mark Watneys kamp for overlevelse, efter han efterlades alene på den røde planet. Fortællingen er en hyldest til videnskabelig problemløsning og menneskelig modstandskraft. Men selv i en historie, der bygger så meget på videnskab, opstår der spørgsmål og diskussioner om nøjagtigheden af de præsentationer, der udføres. Vi dykker ned i nogle af de mest omtalte aspekter af historien, fra den dramatiske begyndelse til de tekniske detaljer i kommunikationen og de livsnødvendige kartofler.

Fortællingen begynder dramatisk i året 2035. Under NASA's Ares 3-mission til Acidalia Planitia på Mars, som ellers var planlagt til at vare en måned, bryder en intens støvstorm løs. Denne storm truer med at vælte Mars Ascent Vehicle (MAV), det fartøj der skal bringe besætningen tilbage i kredsløb. I den hastige evakuering rammer en løsrevet antenne botanikeren og ingeniøren Mark Watney, hvilket slår ham bevidstløs, ødelægger hans rumdragt og får ham til at forsvinde ud af syne i stormen. Besætningen, anført af kommandør Melissa Lewis, må med tungt hjerte antage ham for død og tvinges til at lette uden ham for selv at overleve.

Mirakuløst nok er Watney ikke død. Hans skade viser sig at være relativt lille, men han er strandet, alene og uden mulighed for at kommunikere med Jorden. Med begrænsede ressourcer og et umuligt scenarie foran sig, må Watney udelukkende stole på sin egen opfindsomhed og videnskabelige viden for at overleve. Hans filosofi bliver hurtigt at 'arbejde med problemet' – at løse hver udfordring, som den opstår. Den mest presserende, omend ikke umiddelbare, udfordring er fødevarer. Han begynder at dyrke kartofler i besætningens habitat, 'Hab'en', ved at bruge marsjord, menneskeligt affald og en lille smule jord fra Jorden til at introducere de nødvendige bakterier. For at skabe vand til planterne, bruger han en iridiumkatalysator til at adskille brintgas fra overskydende hydrazinbrændstof, som han derefter afbrænder.

NASA opdager til sidst, at Watney er i live, da satellitbilleder af landingsstedet viser tegn på hans aktiviteter. Fra det øjeblik begynder planerne for en redning, selvom nyheden om hans overlevelse i første omgang tilbageholdes for resten af Ares 3-besætningen, der er på vej tilbage til Jorden ombord på rumskibet Hermes, for ikke at distrahere dem.

Watneys første mål er at nå Schiaparelli-krateret, 3.235 km væk, hvor den næste mission, Ares 4, vil lande om fire år, og hvis MAV allerede er placeret. Han modificerer en af roverne til den lange rejse, tilføjer solpaneler og et ekstra batteri. En tre-ugers testkøretur fører ham til Pathfinder-landeren og Sojourner-roveren, som han bringer tilbage til Hab'en. Dette giver ham en primitiv, men vital, kommunikationslinje til NASA.

Kommunikationen med Jorden muliggør koordinering af redningsforsøg, men også diskussioner om de tekniske metoder. Et interessant punkt, der rejses i forbindelse med kommunikationen via Pathfinder, er valget af det heksadecimale system. Watney beklager, at et fuldt alfabet ville give for lille separation mellem tegnene, men med 16 heksadecimale tegn (plus et spørgsmålstegn) er der stadig en risiko for tvetydighed. Kritikerne påpeger, at Watney kunne have oprettet et alfabet med kun seks tegn, hvilket ville give en meget større separation og eliminere risikoen for tvetydighed. NASA kunne have sendt 36 forskellige værdier (alle 26 bogstaver og 10 cifre) med to tegn pr. værdi, svarende til ASCII. Selv hvis Watney insisterede på at bruge ASCII, kunne han have brugt decimalrepræsentationer af ASCII, hvilket ville kræve færre tegn og give bedre separation. Pointen er, at selvom ASCII og alfabeter ikke er uløseligt forbundet med heksadecimale tal, var NASA nødt til at kommunikere ændringer til roverens kode, som *skulle* være i heksadecimal, hvilket komplicerede situationen og sandsynligvis forklarede valget.

Videnskab vs. Fiktion: Unøjagtigheder på Mars

En stor del af fascintionen ved 'Marsianeren' ligger i dens tilsyneladende videnskabelige realisme. Dog har både forfatteren, Andy Weir, og videnskabskonsulenter påpeget flere områder, hvor den videnskabelige nøjagtighed er blevet bøjet for at tjene plottet. Det mest åbenlyse eksempel er den indledende støvstorm.

Støvstormen: Selvom støvstorme forekommer på Mars, er atmosfæretrykket så lavt, at vinden er ubetydelig i den forstand, vi kender den fra Jorden. En vindhastighed på 160 km/t på Mars har samme dynamiske tryk som en vind på kun omkring 18 km/t på Jorden. En sådan vind ville ikke have energi til at vælte store objekter som MAV'en. Andy Weir har selv indrømmet, at stormen simpelthen var et nødvendigt plottiltag for at efterlade Mark Watney strandet.

Stråling: Langvarig eksponering for rumstråling udgør en alvorlig risiko for astronauter, herunder øget risiko for kræft. Ares-missionerne involverer lange rejser og ophold uden for Jordens beskyttende magnetosfære. Realistisk set ville Ares 3-besætningen, og især Watney efter så lang tid på Mars, have modtaget farlige strålingsdoser. Weir omgår dette ved at antage, at fremtidig teknologi (sæt i 2035/2039) har udviklet let og tynd strålingsafskærmning til Hab, rovere og rumdragter – en magisk teknologi, der endnu ikke eksisterer i virkeligheden.

MAV-letter: Selvom Mars' tyngdekraft kun er 30% af Jordens, er en MAV-letter som den, der beskrives i bogen og filmen, endnu ikke mulig med eksisterende teknologi. NASA arbejder på teknologier til prøveindsamlingsmissioner, der vil hjælpe med at teste og udvikle dette.

Vandkilden: Bogen beskriver, hvordan Watney genererer vand ved at brænde hydrazin. Selvom dette er kemisk muligt, har senere opdagelser af Curiosity-roveren (som landede i 2012, efter bogen blev skrevet i 2011) vist, at Mars-jord i visse områder indeholder en betydelig mængde vand (op til 35 liter pr. kubikfod). Watney kunne potentielt have udvundet vand ved at opvarme jorden i stedet for at bruge den farlige hydrazin-metode. Weir har dog forsvaret sit valg ved at påpege, at Mars har forskellige klimaer, og Acidalia Planitia, hvor historien foregår, kunne være et tørrere område, selvom Curiosity fandt vand i Gale Crater, tusindvis af kilometer væk.

Ares III-landingssted: Koordinaterne for Hab'ens placering, som angives præcist i bogen, er blevet undersøgt af forskere ved hjælp af højopløsningsbilleder fra Mars Reconnaissance Orbiter. Billederne afslørede, at området slet ikke lignede Weirs beskrivelse.

SpaceX: Da Weir skrev bogen i 2009, var SpaceX ikke den dominerende kraft inden for rumfart, de er i dag. Weir har bemærket, hvor hurtigt de er vokset, og at han ville have inkluderet dem i historien, hvis han havde skrevet den i dag. I filmens markedsføringsmateriale antydes det da også, at SpaceX var involveret i konstruktionen af Hermes.

Livlinen: De Marsianske Kartofler

Kartoflerne (Solanum Tuberosum) spiller en helt afgørende rolle i Mark Watneys overlevelse. Uden en pålidelig fødekilde ville han have sultet ihjel længe før en redning kunne nå frem. Ares III-besætningen havde medbragt kartofler, fordi NASA-psykologer mente, det ville være godt for besætningens moral at have rigtig mad i anledning af Thanksgiving under deres ophold på Mars. Heldigvis for Watney var kartoflerne spireklare og egnede som såkartofler.

Watneys metode var at blande Mars-jord med menneskeligt affald for at skabe en næringsrig kompost og tilsætte en lille mængde jord fra Jorden for at introducere de nødvendige bakterier. Vand skabte han, som nævnt, ved at brænde hydrazin. Succesen med hans kartoffeldyrkning gjorde ham til den første person, der dyrkede noget på en anden planet, og teknisk set gjorde ham til den første kolonisator af Mars og den eneste botaniker på hele planeten. Som en anerkendelse af hans status som 'Botanist' og hans forhold til kartoflerne, opkaldte den virkelige botaniker Chris Martine en ny type busktomat efter ham: Solanum Watneyi.

Bog vs. Film: Bemærkelsesværdige Forskelle

Som det ofte er tilfældet med filmatiseringer, er der mindre forskelle mellem Andy Weirs bog og Ridley Scotts film. To specifikke forskelle, der nævnes, er:

• Iron Man-øjeblikket: I bogen nævnes ideen om at bruge et hul i rumdragten til fremdrift som en joke, der hurtigt afvises som for farlig. I filmen puster Mark Watney bevidst et hul i sin handske og bruger den undslippende luft til at drive sig selv mod kommandør Lewis under den sidste redning. Dette er et dramatisk, men videnskabeligt set tvivlsomt, øjeblik tilføjet for filmen.
• Redningsaktionen: I bogen er det missionens læge og EVA-specialist (Extravehicular Activity), Chris Beck, der udfører den risikable udendørs manøvre for at gribe Watney. Dette er logisk, da det er Becks ekspertiseområde, og det var den planlagte procedure. I filmen er det kommandør Melissa Lewis, der tager opgaven på sig, drevet af skyldfølelse over at have efterladt Watney. Selvom dette tilføjer et stærkt følelsesmæssigt element til filmen, ville det i virkeligheden have været uansvarligt for kommandøren at risikere sit liv og gå imod planen, især når en specialist var tilgængelig.

Teknologiens og Innovationens Rolle

Udover den indledende kamp for overlevelse involverer historien også komplekse teknologiske løsninger og dristige manøvrer. Genopretningen af Pathfinder var afgørende for at genetablere kommunikation, selvom den førte til den omtalte diskussion om kommunikationsprotokoller. Modificeringerne af MAV'en, der var nødvendige for at reducere vægten og muliggøre opsendelse og indhentning af Hermes, var ligeledes kritiske. Måske den mest dramatiske tekniske løsning var Rich Purnells 'slingshot'-manøvre omkring Jorden, der brugte tyngdekraften til at sende Hermes tilbage til Mars på en forlænget mission. Dette krævede mod fra hele Ares 3-besætningen, som måtte tilsidesætte ordrer fra Jorden for at gennemføre den risikable, men potentielt livreddende, plan.

Ofte Stillede Spørgsmål

Var støvstormen i 'Marsianeren' realistisk?

Nej, den indledende støvstorm, der efterlader Watney, er ikke videnskabeligt nøjagtig. Mars' atmosfære er for tynd til, at vinden alene kan generere den kraft, der er nødvendig for at vælte store objekter som MAV'en. Stormen tjener primært som et plottiltag.

Ville stråling have været et problem for astronauterne?

Ja, langvarig eksponering for rumstråling er en reel og alvorlig risiko. I bogen og filmen antages det, at fremtidig teknologi (let og tynd strålingsafskærmning) løser dette problem, men i virkeligheden er det en stor udfordring for lange rummissioner.

Hvordan kommunikerede Mark Watney med Jorden?

Efter at have fundet og repareret Pathfinder-landeren kunne Watney kommunikere med NASA ved hjælp af et simpelt system baseret på Pathfinderens kamera og en tavle med tegn. De brugte oprindeligt heksadecimale tegn, hvilket dog rejste spørgsmål om potentialet for tvetydighed.

Hvordan dyrkede Watney kartofler på Mars?

Han brugte marsjord blandet med menneskeligt affald og lidt jord fra Jorden som gødning. Vand skabte han ved at udvinde brint fra hydrazinbrændstof og afbrænde det. Kartoflerne var oprindeligt medbragt til besætningen i forbindelse med Thanksgiving.

Er der forskelle mellem bogen og filmen?

Ja, der er mindre forskelle. Eksempler inkluderer det dramatiske 'Iron Man'-øjeblik i filmen, hvor Watney bruger luft fra sin handske til fremdrift (modsat bogen, hvor ideen afvises som en joke), og hvem der udfører den sidste redningsmanøvre uden for Hermes (Kommandør Lewis i filmen vs. Chris Beck i bogen).

'Marsianeren' er en overbevisende historie om menneskelig opfindsomhed og viljen til at overleve. Selvom visse videnskabelige elementer er tilpasset for at tjene fortællingen, formår den at engagere læsere og seere i de udfordringer, der er forbundet med rumfart og potentiel kolonisering af Mars. Historien understreger vigtigheden af viden, problemløsning og det globale samarbejde, der er nødvendigt for at overvinde det næsten umulige.

Kunne du lide 'Marsianeren: Overlevelse, Videnskab & Fejltrin'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.