Stillehavskrigen: En Dybdegående Beretning

Stillehavskrigen, en betegnelse der primært bruges i Vesten, dækker over den del af Anden Verdenskrig, der blev udkæmpet i Stillehavet og Østasien. Krigen havde dog forskellige navne alt efter, hvem der brugte dem. I Kina, både Folkerepublikken og Taiwan, kaldes den officielt Modstandskrigen mod Japan, eller blot modstandskrigen. Japanerne selv benævnte krigen som Den store østasiatiske krig, et navn fastsat kort efter angrebet på Pearl Harbor. En sjældnere japansk betegnelse, 15-årskrigen, forbinder konflikten med Japans invasion af Manchuriet i 1931, og den 2. kinesisk-japanske krig, der fortsatte helt indtil slutningen af Anden Verdenskrig. I dag foretrækker man i Japan i stigende grad betegnelsen Asien og Stillehavskrigen, da den bedre afspejler den tætte sammenhæng mellem krigen i Kina og Stillehavskonflikten.

Krigen adskilte sig markant fra kampene i Europa. Mens krigen i Europa primært var en landkrig, flyttede hovedkampområdet i Asien sig fra det kinesiske fastland ud i det enorme Stillehav. Fra 1942 blev søslag mellem de Allierede og Japan afgørende for krigens udfald.

Baggrund og Optakt til Krigen

Allerede inden den bredere Stillehavskrig havde Japan været involveret i adskillige konflikter som led i sin ekspansionspolitik. I 1894 erobrede Japan Port Arthur i den 1. kinesisk-japanske krig, efterfulgt af den Russisk-japanske krig i 1904-1905. Under 1. Verdenskrig kæmpede Japan på allieret side og overtog tyske kolonier. Ved indgangen til det 20. århundrede var store dele af Østasien og Stillehavet under europæisk og amerikansk koloniherredømme, mens Korea og Taiwan var japanske kolonier. Japan var sammen med Kina en af de største magter i Østasien, med kontrol over egne øer, Korea, Taiwan, Sakhalin, øgrupper i det sydlige Stillehav og kystbyer på fastlandet.

I 1930'erne fik militæret stigende kontrol over den japanske regering. Politisk modstand blev undertrykt, og medierne censureret. Den aggressive udenrigspolitik blev dels forklaret med et ønske om at erstatte vestligt koloniherredømme med et japansk, dels med overbevisningen om, at territorial ekspansion var løsningen på den økonomiske depression.

Den 2. Kinesisk-Japanske Krig (fra 1937)

Stillehavskrigen på det asiatiske fastland begyndte reelt den 7. juli 1937 med Episoden på Marco-Polo-Broen. Denne episode, hvor japanske og kinesiske soldater stødte sammen, udløste den 2. kinesisk-japanske krig. Selvom det er omstridt, om episoden var fremprovokeret, indledte japanerne kort efter et angreb på Beijing og senere Tianjin, som kineserne ikke kunne modstå. Den kinesiske nationalistregering under Chiang Kai-shek erklærede Japan krig den 7. august.

Japanerne forventede en hurtig sejr, men Slaget om Shanghai i august 1937 blev uventet langvarigt og blodigt, med enorme tab på begge sider (omkring 70.000 japanske og 200.000 kinesiske soldater). Japanerne vandt først slaget i november efter en omringningsmanøvre.

Den 13. december 1937 besatte japanske tropper Nanjing, Kuomintangs hovedstad. De efterfølgende tre uger var præget af Nanjingmassakren, hvor over 300.000 civile kinesere angiveligt blev myrdet, og omkring 20.000 kvinder voldtaget. Samtidig, den 12. december, sænkede japanske fly den amerikanske kanonbåd USS Panay på Yangtze-floden. Dette angreb, sammen med rapporter om japanske grusomheder, begyndte at ændre amerikanernes syn på Japan.

I 1938 fortsatte kampene i Kina. Japan led sit første større nederlag i Slaget om Tai'erzhuang i marts, hvor kinesiske tropper lokkede japanerne i en fælde og omringede dem, angiveligt med tab på 30.000 japanske soldater. Japan vedtog den nationale mobiliseringslov for at intensivere krigsførelsen. I juni 1938 lod Chiang Kai-shek dæmningerne ved Den Gule Flod åbne for at stoppe den japanske fremrykning mod Wuhan. Dette lykkedes, men forårsagede en katastrofal oversvømmelse, der dræbte omkring 890.000 civile og gjorde 12 millioner hjemløse. Japanerne erobrede Wuhan i oktober, men krigen trak ud.

I 1939 gik kineserne over til en taktik kaldet 'magnetisk krig', hvor japanske tropper blev lokket til bestemte steder, hvor de var lettere at angribe eller forsinke. Forsvaret af Changsha i 1939, 1941, 1942 og 1944 er et godt eksempel. Kampe fortsatte i forskellige provinser, og japanerne arbejdede på at afskære kineserne fra forsyninger udefra, især via Burmavejen. USA udtrykte stigende bekymring over Japans ekspansion og indførte eksportforbud mod flybenzin og jern/stålskrot til Japan i oktober 1940.

Japan styrkede båndene til Tyskland og Italien ved at underskrive Tremagtspagten i september 1940, hvilket yderligere øgede spændingerne med USA og Storbritannien.

Angrebet på Pearl Harbor og Krigens Udvidelse

Den egentlige Stillehavskrig, som de fleste kender den, startede med Japans angreb på den amerikanske flådebase ved Pearl Harbor på Hawaii om morgenen den 7. december 1941. Dette var en del af en koordineret japansk offensiv rettet mod vestlige kolonier i Sydøstasien og Stillehavet. Målet var at neutralisere den amerikanske stillehavsflåde for en periode, så Japan kunne nå at erobre vigtige råstofområder, især oliefelterne i Hollandsk Ostindien.

Angrebet kom som en stor overraskelse for amerikanerne. Trods visse advarsler og opfanget japansk kommunikation var beredskabet på Pearl Harbor lavt. Klokken 7:45 lokal tid ankom den første japanske angrebsbølge fra hangarskibe. Angrebet var ødelæggende: talrige skibe, herunder alle slagskibene i havnen, blev sænket eller alvorligt beskadiget. Omkring 2.400 amerikanere døde, og omkring 160 fly blev ødelagt. Japanerne mistede 65 soldater og omkring 30 fly.

Selvom angrebet var en taktisk succes for Japan, da det satte den amerikanske slagskibsflåde ud af spillet i måneder, lykkedes det ikke at ramme de vigtige amerikanske hangarskibe, som var til søs. Desuden var brændstoftankene ubeskadigede. Angrebet havde en enorm psykologisk effekt i USA. Dagen efter, den 8. december 1941, underskrev præsident Franklin D. Roosevelt den amerikanske krigserklæring mod Japan, hvilket markerede USA's aktive indtræden i Anden Verdenskrig. Storbritannien, Holland og flere andre allierede nationer erklærede også krig mod Japan.

Japanernes Lynch-Offensiv

Med den amerikanske flåde midlertidigt sat ud af spillet havde japanerne herredømmet til vands og i luften. De udnyttede dette med en række lynhurtige overraskelsesangreb. Allerede inden angrebet på Pearl Harbor var japanske tropper gået i land i Malaysia og Thailand. Kort efter fulgte angreb på Guam, Wake Island og Filippinerne. Invasionen af Filippinerne, forsvaret af amerikanske og filippinske tropper under general Douglas MacArthur, indledtes den 10. december. Japanerne opnåede hurtigt luftherredømme og kunne landsætte tropper næsten uhindret. MacArthur trak sine styrker tilbage til Bataan-halvøen.

Den 10. december led briterne et alvorligt tilbageslag med ødelæggelsen af Force Z ud for Malaysias kyst. To store britiske krigsskibe, slagskibet HMS Prince of Wales og slagkrydseren HMS Repulse, blev sænket af japanske landbaserede fly. Dette viste sårbarheden for skibe uden effektiv luftstøtte og gav japanerne kontrol over farvandene omkring Malaysia og Singapore.

I de følgende måneder erobrede japanerne hurtigt store områder: Hongkong faldt den 25. december 1941 ('Black Christmas'), Borneo blev invaderet i december, og i januar 1942 faldt Tarakan, Thailand og Malaya. En særlig vigtig erobring var Rabaul på New Britain den 23. januar 1942, som japanerne udbyggede til en stor flåde- og luftbase. Hollandsk Ostindien (Indonesien) med sine vigtige oliefelter var et hovedmål. Invasionen af Java begyndte i februar 1942. Trods dannelsen af den fælles allierede kommando ABDACOM (American-British-Dutch-Australian Command) kunne japanerne ikke stoppes. I Slaget i Javahavet i februar 1942 blev ABDA-flåden næsten fuldstændig ødelagt, og Hollandsk Ostindien kapitulerede i marts.

Japanernes erobringer strakte sig i midten af 1942 over et enormt område med ca. 450 millioner indbyggere, den største udstrækning af det japanske imperium nogensinde. Krigen på landjorden i Stillehavet blev ofte udkæmpet i ufremkommelige jungler og sumpe, hvilket begrænsede brugen af tungt materiel som kampvogne. Nøje koordination mellem hær-, flåde- og flystyrker var afgørende, en strategi japanerne mestrerede i starten og som amerikanerne senere kopierede og forbedrede.

Vendepunktet i 1942

Situationen begyndte at ændre sig midt i 1942. Efter Slaget om Koralhavet i maj, hvor en japansk fremrykning mod Port Moresby på Ny Guinea blev stoppet (det første søslag udelukkende udkæmpet af fly fra hangarskibe), fulgte det afgørende Slag om Midway i juni 1942. USA havde knækket de japanske radiokoder og kendte til angrebsplanerne mod Midway-atollen. I slaget mistede Japan fire af sine vigtigste hangarskibe, mens USA kun mistede et. Dette var et katastrofalt tab for den japanske flåde og markerede et vendepunkt i krigen. Japan mistede initiativet og evnen til at gennemføre store offensive flådeoperationer på samme skala.

Efter Midway overgik krigen i stigende grad til en amerikansk modoffensiv. Amerikanske tropper begyndte at trænge ind på japansk besat område. Krigen blev i stigende grad en kamp om strategiske øer og oprettelse af fremskudte baser.

Slaget om Guadalcanal (1942-1943)

Den amerikanske modoffensiv startede for alvor den 7. august 1942 med landgangen på Guadalcanal i Salomonøerne (Operation Watchtower). Målet var den japanske flyveplads Lunga Point, som amerikanerne erobrede og omdøbte til Henderson Field. Slaget om Guadalcanal blev et af de længste og mest brutale slag i Stillehavskrigen, der varede indtil februar 1943. Kampene foregik både på land i den barske jungle og til søs i farvandet omkring øen, kendt som Ironbottom Sound på grund af det store antal sænkede skibe.

Japanerne forsøgte gentagne gange at landsætte forstærkninger og forsyninger til deres tropper på Guadalcanal, ofte ved hjælp af hurtige destroyere i det, amerikanerne døbte 'Tokyo Express'. Dette førte til en række blodige nattesøslag, hvor begge sider led tab. Ved Slaget ved Savo Island i august 1942 led amerikanerne et alvorligt flådenederlag, men de japanske landtropper på øen kunne ikke udnytte dette. Ved Slaget ved Santa Cruz-øerne i oktober led begge sider store tab af hangarskibe.

Vendepunktet på Guadalcanal kom i Søslaget ved Guadalcanal i midten af november 1942, hvor japanerne led store tab og ikke længere kunne forsyne deres tropper effektivt. I februar 1943 evakuerede japanerne de resterende soldater fra øen. Erobringen af Guadalcanal sikrede søvejen mellem Australien og USA og blev en vigtig base for fremtidige allierede operationer.

Den Allierede Modoffensiv og Island Hopping

Efter Guadalcanal fortsatte de Allierede, primært USA, deres modoffensiv. Strategien blev kendt som Island Hopping (Ø-hop) eller Leapfrogging. I stedet for at angribe alle japansk besatte øer, valgte man strategisk vigtige øer, der kunne bruges som fremskudte baser for fly og flåde, og omgik de stærkt befæstede, men mindre strategisk vigtige, øer, som derved blev isolerede.

I 1943 fortsatte kampene i Salomonøerne og på Ny Guinea. Den amerikanske efterretningstjenestes evne til at knække japanske koder (som f.eks. Ultra-koden) blev stadig vigtigere og bidrog til amerikanske succeser, herunder nedskydningen af admiral Isoroku Yamamotos fly i april 1943. Amerikanske ubåde, der nu havde forbedrede torpedoer og taktikker, blev yderst effektive til at sænke japanske fragtskibe og tankskibe. Japanernes manglende fokus på konvojbeskyttelse og ubådsbekæmpelse blev en alvorlig svaghed, der gradvist kvalte deres økonomi og militære forsyninger.

Operation Cartwheel (1943-1944) var en større allieret plan om at omringe og isolere den store japanske base ved Rabaul. Dette involverede landsætninger på flere øer i Salomonøerne (New Georgia, Bougainville) og på Ny Guinea, hvor australiere og amerikanere kæmpede sig frem mod japanske stillinger.

I det centrale Stillehav indledte USA i november 1943 Operation Galvanic, angrebet på Gilbert-øerne (Makin og Tarawa). Slaget om Tarawa var ekstremt blodigt med store tab på begge sider i kampen om den lille atol, som japanerne forsvarede indædt. Erobringen af disse øer muliggjorde et fremstød mod Marshall-øerne.

Fremstødet mod Japan (1944)

1944 var præget af fortsat amerikansk fremrykning i det centrale Stillehav. I februar blev Marshall-øerne erobret (Operation Flintlock og Catchpole), herunder den vigtige japanske base på Kwajalein. Samtidig gennemførte amerikanske hangarskibsfly et massivt angreb på Truk-atollen i Carolinerne (Operation Hailstone), kendt som japanernes Pearl Harbor, hvor en stor del af de resterende japanske skibe i området blev sænket. Truk mistede sin status som en hovedbase.

Det næste store mål var Marianerne (Saipan, Tinian, Guam), som japanerne betragtede som en del af deres indre forsvarsring. Erobringen af disse øer (Operation Forager), der startede i juni 1944, var afgørende, da de lå inden for rækkevidde af de japanske hovedøer for amerikanske B-29 bombefly. Kampene på Saipan, Tinian og Guam var ekstremt hårde, hvor japanerne kæmpede til sidste mand. Erobringen af Marianerne kostede titusinder af japanske liv, men sikrede baser for strategisk bombning af Japan.

Samtidig med landgangen på Saipan fandt Slaget i det Filippinske Hav sted (juni 1944). Dette var et stort hangarskibsslag, hvor den japanske flåde igen led katastrofale tab af hangarskibe og fly. Slaget blev så ensidigt til amerikansk fordel, at det fik tilnavnet 'Great Marianas Turkey Shoot'.

I det sydvestlige Stillehav fortsatte kampene på Ny Guinea, hvor de Allierede gradvist trængte japanerne tilbage. I september 1944 erobrede amerikanerne Morotai og Palau-øerne (Peleliu og Angaur). Slaget om Peleliu var et andet ekstremt blodigt slag, hvor amerikanske tropper led store tab mod en dybt forskanset japansk forsvarer. Også her kæmpede japanerne næsten til sidste mand.

Slaget om Filippinerne (fra 1944)

Næste store mål var Filippinerne, som general MacArthur havde lovet at vende tilbage til. Invasionen startede den 20. oktober 1944 med landgangen på Leyte. For at forhindre dette forsøgte den japanske flåde en sidste, stor offensiv. Dette resulterede i Slaget om Leyte Gulf (oktober 1944), det største søslag i historien. Slaget involverede komplekse manøvrer og flere separate træfninger, hvor den japanske flåde led yderligere katastrofale tab, herunder tre slagskibe og fire hangarskibe. Den japanske flåde ophørte herefter med at være en effektiv kampstyrke.

Under Slaget om Leyte og de efterfølgende kampe på Filippinerne begyndte japanerne for alvor at indsætte Kamikaze-piloter, selvmordsangribere, i et desperat forsøg på at påføre den amerikanske flåde tab. Kamikazeangrebene var psykologisk chokerende og forårsagede skader, men kunne ikke stoppe den amerikanske fremrykning.

Krigen fortsatte ind i 1945 med blodige slag om øer tættere på Japan, som Iwo Jima og Okinawa, og den intensive bombning af japanske byer med B-29'ere fra Marianerne. Krigen sluttede først med atombombeangrebene på Hiroshima og Nagasaki i august 1945 og Sovjetunionens indtræden i krigen.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad udløste Stillehavskrigen?
Man kan argumentere for, at krigen startede allerede i 1937 med den 2. kinesisk-japanske krig. Den bredere konflikt, der involverede USA og de vestlige kolonimagter, blev udløst af Japans angreb på Pearl Harbor og dets samtidige invasioner i Sydøstasien i december 1941. Baggrunden var Japans ekspansionistiske politik, ønsket om råstoffer og etablering af en 'Storøstasiatisk Velstandssfære' fri for vestlig indflydelse.

Hvorfor angreb Japan Pearl Harbor?
Japan angreb Pearl Harbor for at neutralisere den amerikanske stillehavsflåde. Japan vidste, at et angreb på vestlige kolonier i Sydøstasien, især Hollandsk Ostindien med dets oliefelter, ville føre til krig med USA. Ved at lamme den amerikanske flåde håbede Japan at vinde tid til at erobre og befæste et stort område, som de derefter kunne forsvare.

Hvad var Island Hopping?
Island Hopping var de Allieredes (primært USA's) strategi i Stillehavet. I stedet for at erobre hver eneste japansk besatte ø valgte man kun strategisk vigtige øer, der kunne bruges som baser. Man 'hoppede' over de mindre vigtige øer, som derved blev isoleret fra forsyninger og forstærkninger og mistede militær betydning.

Hvad var betydningen af Slaget om Midway?
Slaget om Midway i juni 1942 regnes som et afgørende vendepunkt i Stillehavskrigen. Japan tabte fire store hangarskibe, hvilket alvorligt svækkede deres flådes offensive kapacitet og fratog dem det strategiske initiativ i krigen. Efter Midway var USA i stand til at indlede sin modoffensiv.

Hvor mange amerikanske soldater døde i Stillehavskrigen?
Den præcise dødelighed for alle amerikanske soldater i hele Stillehavskrigen er ikke angivet i det foreliggende materiale. Materialet nævner dog, at omkring 2.400 amerikanere døde under selve angrebet på Pearl Harbor.

Hvad var Kamikaze-angreb?
Kamikaze var en desperat japansk taktik, der involverede selvmordsangreb. Piloter fløj deres fly, ofte lastet med sprængstoffer, direkte ind i amerikanske krigsskibe i håb om at sænke dem. Taktikken blev især brugt i krigens sidste år for at påføre den amerikanske flåde store tab og bremse dens fremrykning.

Kunne du lide 'Stillehavskrigen: En Dybdegående Beretning'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.