Sprogøs mørke fortid under Storebælt

Midt i Storebælt, hvor Storebæltsbroen majestætisk strækker sig, ligger den lille ø Sprogø. I dag fremstår den for mange som et idyllisk stop på vejen, præget af velholdte bygninger og et knejsende fyrtårn. Men bag den rolige facade gemmer sig en mørkere historie. Fra 1923 til 1961 var Sprogø et isolationssted, et naturligt fængsel, for flere hundrede kvinder, der af samfundet blev anset for at være 'moralsk defekte' og til fare for den offentlige orden. Denne fortid er blevet belyst i dybden, blandt andet gennem doktor i specialpædagogik, Birgit Kirkebæks bog, der bærer titlen 'Letfærdig og løsagtig' – en beskrivelse, der ofte gik igen i lægernes journaler om de kvinder, der endte på øen.

Kirkebæks arbejde med åndssvageforsorgens historie tjener som et spejl for nutidens behandling af samfundets mest udsatte. Hun argumenterer for, at vi stadig har en tendens til at placere skylden hos individet i stedet for at se på bagvedliggende strukturelle problemer som opvækstvilkår og manglende muligheder. Der er, mener hun, slående ligheder mellem datidens professionelle sikkerhed og nutidens tilgang til de udsatte grupper.

Hvorfor Sprogø? Samfundets frygt og socialhygiejne

Oprettelsen af Sprogø-anstalten i 1923 skal ses i lyset af den historiske kontekst. Første Verdenskrig og revolutionen i Rusland havde skabt usikkerhed, og der var en udbredt frygt for civilisationens undergang. Stigende arbejdsløshed, bekymring for en dalende kønsmoral og en stigning i kønssygdomme rettede et kritisk blik mod seksuelt aktive kvinder som smittespredere.

Samtidig var socialhygiejniske tanker fremherskende. Man troede, at forskelle mellem individer, racer og klasser primært skyldtes nedarvede faktorer, og at man kunne vende en uheldig udvikling ved at forhindre bestemte grupper i at få børn. Overlæge H.O. Wildenskov, der havde opsynet med kvinderne på Sprogø i 30 år, formulerede i 1928 opgaven som at forhindre en 'tiltagende forøgelse af minusindividerne'.

Svagt begavede kvinder blev i denne optik ikke kun set som potentielle smittespredere af kønssygdomme, men også som kilder til uønskede børnefødsler med risiko for 'degenereret arv'. Sprogø-anstalten blev et værn mod denne 'usunde børneproduktion'. Arkitekten bag ø-anstalten var Christian Keller, overlæge ved Den Kellerske Aandssvageanstalt, som også stod bag Livø-anstalten for utilpassede mænd. Keller beskrev i 1919 øen som et opholdssted for '... den Klasse af let aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygdomme og for en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Barnefødsler'.

Et andet tungtvejende argument for oprettelsen var økonomisk. Søren Hansen, formand for den Antropologiske Komité, argumenterede i 1922 for nødvendigheden af Sprogø, navnlig fordi 'det Afkom de bringer til Verden gennemgaaende er af meget ringe Kvalitet'. Han mente, at ø-anstaltens vigtigste opgave var at 'formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet', og at anstalten 'i det lange Løb skulle betale sig'.

Livet på øen: Fængsel, arbejde og 'behandling'

Sprogø var en kompleks institution, en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Tanken var at tilbyde kvinderne behandling frem for straf, men i praksis var de anbragt på ubestemt tid, og overlægen havde den fulde magt til at bestemme, hvornår – og om – de kunne forlade øen.

Journalerne fra 18 kvinder ligger til grund for Kirkebæks bog og giver et indblik i dagligdagen og begrundelserne for indsættelse. Ofte var det kvindernes seksualitet, der var i fokus, og diagnoser som 'erotomani' og 'hyperseksualitet' blev brugt. Sørine, født uden for ægteskabet i 1901, blev indsat på Sprogø efter at have 'flakket omkring' og fået et barn. Hun blev beskrevet som 'kønsligt ustyrlig' og af en læge anset for at være normalt begavet, men 'moralsvag'. Lægen formulerede det således: 'Hun maa betragtes som et moralsk forkrøblet, degenereret, men hverken sindssygt eller aandsvagt Individ. Hun er ikke berøvet Evner til at bedømme sine handlinger og deres rækkevidde, men hendes uudviklede moralske Følsomhed nedsætter hendes Modstandskraft over for erotiske Tilskyndelser'.

Kvinderne blev også underkastet intelligenstest. Havde de en intelligenskvotient under 70, blev de klassificeret under åndssvageforsorgen. Men Kirkebæk påpeger, at de færreste af kvinderne reelt var udviklingshæmmede efter nutidens forståelse. De fleste havde gået i almindelig skole og kunne læse og skrive, selvom de ikke nødvendigvis havde klaret sig godt. Hun antyder, at de snarere var sent udviklede, og at de intelligenstest, de blev udsat for, var meget boglige. En beskrivelse af en indsats kvindes evner efter en test lyder: 'Hun kender lidt til Danmarks Historie kender Gorm den Gamle, Valdemar Sejr ... Ad omveje får man ud af hende, at Dannevirke ligger i Sønderjylland ... Hun staver ret godt, kender rigtigt Prisen på alm.Varer, kan strikke strømper, ved ikke hvorledes man faar et Ur til at gaa. Forskel på Dreng og Dværg kan hun ikke angive, da hun overhovedet ikke ved hvad Dværg er. Hun har højst mangelfulde begreber om hvad der tildrager sig i Verdenskrigen'. Dette illustrerer, hvor snævert 'begavelse' blev defineret.

Mange af kvinderne kom fra dybt problematiske baggrunde – store børneflokke i dårligt stillede hjem præget af misbrug, vold og vanrøgt. Ophobningen af sociale problemer i en familie blev ofte tolket som et udtryk for arvelig belastning, hvilket blev brugt som argument for at gribe ind, inden 'misæren' bredte sig. Flere kvinder havde været udsat for incest, hvilket tragisk nok ikke blev set som et overgreb, men snarere som en bekræftelse på diagnosen: hun havde jo allerede som barn 'forført' fædre eller brødre.

Livet på Sprogø indebar også arbejde. Kvinderne skulle hjælpe til i haven og landbruget på øen, hvor der var dyr og blev dyrket afgrøder. De blev også oplært i syning og madlavning. Der var et stærkt fokus på at opdrage dem til 'kvindelige dyder' som renlighed og orden. Men paradoksalt nok blev de forhindret i det, der ellers var set som datidens kvinders primære formål: at gifte sig og få børn. Efter en stramning af ægteskabsloven i 1938 blev det forbudt for mænd og kvinder under åndssvageforsorgen at indgå ægteskab. Justitsministeriet kunne give dispensation, men kun efter indstilling fra overlægen.

Denne opdragelse til at være 'kønsløse arbejdsbier' stod i skarp kontrast til kvindernes egne drømme, som journalerne tydeligt viser. Breve vidner om et dybt ønske om at stifte egen familie og leve et borgerligt liv. Sterilisering blev efter 1934 nærmest en forudsætning for overhovedet at komme i betragtning til udskrivning. Næste skridt mod frihed var ofte kontrolleret familiepleje, hvor kvinden arbejdede uden løn, mens plejefamilien modtog betaling fra forsorgen. Først herefter kunne en egentlig udskrivning komme på tale.

Kvinderne bag journalerne

Journalernes sprog om kvinderne er set med nutidens øjne ofte nedladende og kynisk. Overlægens diagnose var ufejlbarlig, og tonen bar præg af tidens syn på 'aandeligt defekte' individer. Alligevel var overlægerne Chr. Keller og H.O. Wildenskow højt respekterede i samtiden, både nationalt og internationalt. De mente oprigtigt, at de handlede i kvindernes og samfundets bedste interesse, at de 'ville gerne hjælpe pigerne' og 'skille fårene fra bukkene'. De blev opfattet som humane og opofrende skikkelser, der tog sig af dem, ingen andre ville have.

Men kvindernes egne stemmer, selvom de primært findes filtreret gennem journalernes dokumentation, fortæller en anden historie. Lægerne antog, at kvindernes seksuelle drifter overskyggede deres ønske om et almindeligt kvindeliv og moderskabsfølelser, og at de derfor havde det fint med at blive steriliseret. Men utallige breve viser kvindernes gentagne bønner om at få lov til at passe deres børn, deres spørgsmål om, hvor børnene var, og hvordan de havde det. Disse breve vidner om intakte moderfølelser og et dybt savn efter en normal tilværelse.

Eksemplet med Ada er talende. Hun ønskede at gifte sig med faderen til sit barn, men Wildenskow indstillede til afslag med begrundelsen, at hun var 'saa aandsvag, at hun ifølge gældende Ægteskabslov er forhindret fra at indgaa Ægteskab, hverken hun eller han egner sig i Virkeligheden til at stifte Familie. Da de begge er aandsvage, vil der være god usigt til en frugtbar og lidet værdifuld børneavl'. Ada blev steriliseret, men fik alligevel gentagne afslag på at gifte sig med andre mænd. Først som 58-årig fik hun lov at gifte sig, da Justitsministeriet gik imod overlægens anbefaling.

I Sprogø-anstaltens levetid var der omkring 500 kvinder indsat, typisk mellem 40 og 50 ad gangen. Mange oplevede genindlæggelser, ofte pga. disciplinære årsager – de stak af, begik kriminalitet, blev gravide eller kunne simpelthen ikke klare sig selv i samfundet. Opholdet varede i gennemsnit syv år, men en enkelt kvinde tilbragte sammenlagt 38 år på øen.

Samtidig florerede der rygter blandt befolkningen om kvinderne på Sprogø – at øen var befolket af 'letlevende' kvinder, der ikke kunne styre sig. Dette virkede som en 'magnet' på mænd udefra, der indimellem lagde til på øen eller samlede kvinder op i båd. En historie i Kirkebæks bog nævner en fyrbøder, der 'jagtede' på øen, hvilket resulterede i en graviditet. Manden, der var gift, fik en tjenstlig påtale, mens barnet blev fjernet fra moderen og sat i pleje, hvor det døde samme år. Barnets skæbne fylder meget lidt i journalen sammenlignet med de udførlige beskrivelser af samlejet, og der er intet om moderens følelser over at få fjernet sit barn – endnu et vidnesbyrd om, hvordan kvindernes egne oplevelser og følelser blev nedprioriteret.

Anstaltens lukning og arven

Op gennem 1950'erne faldt antallet af indsatte på Sprogø. I 1959 overtog en kvindelig læge opsynet med øen, og hun mente, at klientellet havde ændret sig, og at anstalten hørte fortiden til. Sprogø-anstalten blev lukket, og den sidste kvinde forlod øen i 1961.

Allerede inden lukningen overvejede man igen at bruge øen til et socialt formål, denne gang til isolation af unge kriminelle. Selvom dette projekt aldrig blev realiseret, lever tanken om at deportere og isolere 'dem samfundet ikke vil vide af' stadig, mener Birgit Kirkebæk. Hun ser, hvordan ideen om at sende uønskede grupper til en 'øde ø' dukker op igen og igen, ofte uden historisk bevidsthed. 'Hvem er de farligste lige nu?' spørger hun retorisk. 'De hiv-smittede? De kriminelle flygtninge? Misbrugerne?'

Sprogø i dag og nutidens spejl

I dag ejes Sprogø af A/S Storebælt, selskabet bag Storebæltsbroen. Øen og de gamle anstaltsbygninger er fredet for at bevare dette vigtige stykke Danmarkshistorie. Indvendigt er bygningerne dog markant ændret. Gymnastiksalen er omdannet til konferencelokaler, de tidligere 'pigeværelser' er blevet til kontorer, og der er indrettet flere ferielejligheder i de historiske rammer.

Dog står et lille kammer på første sal, kun to gange to meter, tomt som et stærkt vidnesbyrd om fortiden. Trods nymalede råhvide vægge og træpaneler, er der tydelige kradse- og slagmærker på indersiden af døren. Dette rum var en af de celler på kvindehjemmet, hvor kvinder, der ikke 'opførte sig ordentligt', blev spærret inde. Disciplineringen kunne indimellem indebære fiksering med bælter eller muffetrøje og beroligende indsprøjtninger. Selvom det ikke skete hyppigt, var det en del af den disciplin, man anså for nødvendig.

Sprogøs historie er en påmindelse om, hvordan samfundets frygt, moralske forestillinger og videnskabelige teorier kan føre til dybt indgribende foranstaltninger over for enkeltpersoner, særligt de mest sårbare. Kirkebæk drager paralleller til nutidens optagethed af diagnoser og professionel ufejlbarlighed. Hun advarer mod at tro, at nutidens 'bedste hensigter' nødvendigvis er mere humane end fortidens. Vi producerer konstant nye diagnoser og metoder til at håndtere 'de anderledes'. Derfor er det afgørende at se kritisk på, hvem vi som samfund ønsker at ekskludere, og hvordan vi retfærdiggør vores behandling af dem.

Ofte Stillede Spørgsmål om Sprogø Anstalten

Hvorfor blev kvinder sendt til Sprogø?
Kvinder blev sendt til Sprogø, hvis de under åndssvageforsorgen blev anset for at være seksuelt og moralsk 'defekte', til fare for samfundet pga. smittefare (kønssygdomme) eller risiko for at føde børn, der blev anset for at være 'aandeligt defekte'. Socialhygiejniske og økonomiske argumenter spillede en stor rolle.

Hvor mange kvinder var der indsat på Sprogø?
I anstaltens levetid fra 1923 til 1961 var der indsat omkring 500 kvinder i alt. Der var typisk mellem 40 og 50 kvinder på øen ad gangen.

Hvor længe varede opholdet på Sprogø?
Opholdet var på ubestemt tid. I gennemsnit var kvinderne indsat i syv år, men en enkelt kvinde tilbragte hele 38 år på øen.

Hvad skete der med kvindernes børn?
Kvinderne blev opdraget til at undgå graviditet, og hvis de fik børn (ofte før indsættelse eller ved flugt/besøg), blev børnene typisk fjernet fra moderen og sat i pleje.

Blev kvinderne tvangssteriliseret?
Sterilisering blev ikke direkte tvunget, men efter en lovstramning i 1934 blev det i praksis næsten en forudsætning for at blive løsladt fra øen eller overgå til mildere former for opsyn.

Hvem ejer Sprogø og bygningerne i dag?
Sprogø og de gamle anstaltsbygninger ejes i dag af A/S Storebælt, selskabet der driver Storebæltsbroen.

Kan man besøge de gamle anstaltsbygninger på Sprogø?
Bygningerne er fredede, men er ombygget og bruges i dag til kontorer og ferielejligheder. Et enkelt cellekammer er dog bevaret som et historisk vidnesbyrd.

Sprogøs fortid som anstalt for kvinder er en stærk og tankevækkende del af Danmarks velfærdshistorie. Den viser, hvordan samfundets syn på afvigelse og sårbarhed har ændret sig, men også hvordan nogle af de grundlæggende mekanismer – frygten for det ukendte, ønsket om kontrol, tendensen til at isolere 'problematiske' grupper – fortsat kan være virksomme. Historien om Sprogøpigerne er en vigtig påmindelse om at møde samfundets udsatte med empati og kritisk refleksion.

Kunne du lide 'Sprogøs mørke fortid under Storebælt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.