Søren Kierkegaard: Hvor starter rejsen?

Søren Kierkegaard er en af Danmarks mest berømte tænkere, hvis værker fortsat læses og diskuteres verden over, mere end 200 år efter hans fødsel. Hans tanker om livet, eksistensen og individets ansvar er dybt relevante, selv i dagens moderne samfund. Men for mange kan Kierkegaards forfatterskab virke overvældende og utilgængeligt. Hvor skal man overhovedet begynde, når man vil nærme sig denne komplekse filosof?

At starte med Kierkegaard handler måske mindre om at finde den 'rigtige' bog at begynde med, og mere om at forstå de grundlæggende spørgsmål, han stiller. Han er en tænker, der udfordrer os til at reflektere over vores eget liv og vores plads i verden. Som filosof og forfatter Peter Thielst påpeger, dukker Kierkegaard ofte op, når mennesker befinder sig i en tilstand af tvivl omkring tilværelsen. Kierkegaard opfordrer os til at tage et aktivt ansvar for vores liv i stedet for at lade os styre af ydre omstændigheder eller lade livet 'blafre i vinden'. Hans filosofi er en invitation til selvrefleksion og en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være et menneske.

Kierkegaards blik på livet og tilværelsen

Kernen i Kierkegaards tænkning kredser ofte om individets subjektive oplevelse af livet, valg og ansvar. Han udforsker de inderste følelser og tanker, der former vores eksistens. Gennem sine værker præsenterer han forskellige 'stadier' eller måder at leve på, og han udfordrer konventionelle samfundsnormer og tankesæt.

Et centralt tema hos Kierkegaard er vigtigheden af at være til stede i nuet og gribe dagen. Han kritiserer en tendens til at leve for fremtiden eller dvæle for meget ved fortiden. Dette understreges i flere af hans kendte citater, som Peter Thielst tolker og forklarer.

Livet leves forlæns, forstås baglæns

Et af Kierkegaards mest kendte (og ofte let modificerede) citater er: "Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns." Dette citat, der er en sammenskrivning af et længere afsnit fra "Enten-Eller" fra 1843, fremhæver den grundlæggende menneskelige betingelse: vi kan kun fuldt ud begribe meningen med vores handlinger og vores livsforløb, når vi ser tilbage på det. Men selve handlingen at leve kræver, at vi bevæger os fremad ind i det ukendte. Vi kan ikke planlægge de vigtigste aspekter af livet fuldstændigt på forhånd. Thielst forklarer, at Kierkegaard her skærper opmærksomheden på det gamle udtryk "grib dagen". Pointen er, at man skal være til stede i det øjeblik, livet udfolder sig, i stedet for konstant at planlægge eller bekymre sig om fremtiden.

Værdien af det nærværende

Dette fokus på nuet gentages i citatet fra "Frygt og Bæven" fra 1843: "Hvad er det Umagen værd at erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et Nærværende". Igen understreges det, at det er det nærværende, der har den sande værdi og betydning. At dvæle ved fortiden, der ikke længere kan gøres levende eller relevant i nuet, er en forgæves anstrengelse. Kierkegaard var fascineret af den tilstand, dyr og planter lever i, hvor de altid er fuldt ud til stede i deres livs øjeblikke, fri for bekymringer om fortid eller fremtid. Han var næsten misundelig på denne rene form for nærvær.

Om lediggang og fordybelse

Kierkegaard havde også et unikt syn på begrebet lediggang. I et citat fra "Enten-Eller" skriver han: "Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig." Dette skal ikke forstås som en opfordring til passivitet i form af at "slikke sol og flade ud foran fjernsynet", som Thielst formulerer det populært. Tværtimod handler det om en kritik af travlhed for travlhedens skyld og en hyldest til fordybelse og selvrefleksion. For Kierkegaard var det vigtigste i livet ikke at producere eller at have travlt, men at finde sig selv og hvile i sig selv – en tilstand, der kan minde om det, vi i dag kalder stoisk ro. Han så på dem, der levede i "overhalingsbanen" med fokus på profit og produktion, som "forhastede" mennesker, der ikke tog livet alvorligt. De troede, at livet handlede om at præstere og efterlade sig materielle spor, men for Kierkegaard handlede det om eftertænksomhed og fordybelse i tilværelsens gåder. Udefra kunne denne fordybelse måske ligne ledighed, men for Kierkegaard var det essensen af at leve et meningsfuldt liv.

Kritik af videnskaben og jagten på svar

I en optegnelse fra 1846 kritiserer Kierkegaard den fremvoksende naturvidenskab i hans samtid: "Nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven - efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!" Med dette udtryk gør han op med en videnskab, der i hans øjne fokuserer på ydre fænomener og overser de virkeligt vigtige spørgsmål i livet. Disse vigtige spørgsmål er de substantielle og moralske overvejelser om livet, som han også efterlyser i sin diskussion af ledighed og fordybelse. Kierkegaard sagde angiveligt et andet sted, at mens alle forsøgte at gøre tilværelsen lettere og lettere, ville han gøre den sværere ved at stille de vanskelige spørgsmål. Han mente, at videnskaben forsøgte at gøre sig klog på livets subjektive og irrationelle aspekter som følelse, kærlighed og sorg, hvilket i hans øjne var en fejltagelse.

Misforstået i sin samtid

Kierkegaard følte sig ofte misforstået af sine samtidige, hvilket kommer til udtryk i citatet: "Folk forstaae mig saa lidt, at de ikke engang forstaae mine Klager over, at de ikke forstaae mig." Ifølge Peter Thielst havde Kierkegaard svært ved at finde folk i sin egen tid, der delte hans overbevisning om, at man skulle stille spørgsmål ved livet og tilværelsen i stedet for at jagte materielle goder eller overfladiske succeser. Han pegede i slutningen af sit forfatterskab på den antikke filosof Sokrates som den eneste, der sandsynligvis ville kunne forstå hans dybe spørgsmål til livet. For både Sokrates og Kierkegaard var selve processen med at stille spørgsmål langt vigtigere end at finde endegyldige svar.

Hvad døde Søren Kierkegaard af?

Udover hans filosofiske bidrag er der også interesse for Søren Kierkegaards personlige liv, herunder omstændighederne omkring hans død. I mange år var dødsårsagen genstand for spekulationer, men nyere forskning har kastet lys over sagen.

Det er nu alment accepteret, at Søren Kierkegaard sandsynligvis døde af Potts sygdom, også kendt som Potts syndrom (Morbus Pott). Denne sygdom er en form for tuberkuloseinfektion forårsaget af mycobacterium tuberculosis, der specifikt angriber rygsøjlen. Sygdommen er opkaldt efter den engelske kirurg Percivall Pott, som beskrev den første gang i 1779. Historiske fund viser dog, at sygdommen har eksisteret meget længere, da den er blevet påvist i egyptiske mumier.

Potts sygdom kan have alvorlige konsekvenser. Blandt andet kan den forårsage neurologisk skade, kyphoscoliose (en kombination af krumning og sidebøjning af rygsøjlen) og ankyloserende spondylitis (en form for gigt, der kan føre til sammenvoksning af ryghvirvlerne). Som følge af skader på ryghvirvlerne reduceres lungevolumen og antallet af fungerende lungeblærer (alveoler). Hvis sygdommen rammer børn under fire år, kan effekten på lungeblærerne være endnu mere alvorlig. Den nedsatte lungekapacitet kan i sidste ende føre til cor pulmonale (en tilstand, hvor hjertets højre side forstørres som følge af lungesygdom) og en stærkt reduceret levetid.

Med udviklingen af bedre medicin mod tuberkulose og forbedringer i sundhedsvæsenet er Potts sygdom blevet sjælden i industrialiserede lande. Desværre er den stadig en almindelig dødsårsag i mange udviklingslande.

Søren Kierkegaard spekulerede selv over årsagen til sine fysiske skavanker. Han fremsatte blandt andet den lægmandsformodning, at hans pukkelryg skyldtes et fald fra et frugttræ i barndommen. Han mente også, at hans generelt svækkede helbredstilstand kunne skyldes hans intense skriveaktivitet, hvor han ofte arbejdede døgnet rundt. I 2013 gennemgik lægen Kaare Weismann og filosoffen Jens Staubrand Kierkegaards bevarede sygehusjournaler. Deres konklusion var, at Kierkegaard, som døde som 42-årig, med stor sandsynlighed døde af Potts sygdom. Denne analyse baseret på hans journaler giver det mest troværdige svar på den historiske gåde om hans dødsårsag.

FAQ: Spørgsmål om Søren Kierkegaard

Hvad siger Søren Kierkegaard om livet?
Kierkegaard opfordrer til at tage ansvar for sit eget liv og være til stede i nuet. Han kritiserer travlhed for travlhedens skyld og hylder fordybelse og selvrefleksion. Han mener, at livet skal leves forlæns, selvom det kun kan forstås fuldt ud baglæns. Han stiller dybe spørgsmål til eksistensen og kritiserer en videnskab, der overser livets subjektive dimensioner.

Hvad døde Søren Kierkegaard af?
Baseret på en gennemgang af hans sygehusjournaler i 2013, er den mest sandsynlige dødsårsag Potts sygdom, en form for tuberkulose i rygsøjlen.

Er Kierkegaard stadig relevant i dag?
Ja, hans tanker om individets ansvar, angst, valg og meningen med livet er i høj grad relevante i et moderne samfund, hvor mange stadig kæmper med disse grundlæggende eksistentielle spørgsmål.

At begynde med Søren Kierkegaard er en rejse ind i dybden af den menneskelige eksistens. Ved at nærme sig hans centrale ideer om ansvar, nærvær og fordybelse, kan man få et indblik i hans fascinerende og udfordrende forfatterskab. Selvom hans sprog kan virke gammeldags, er de spørgsmål, han stiller, tidløse og presserende. Hans liv, herunder den sandsynlige årsag til hans tidlige død af Potts sygdom, bidrager til billedet af en mand, der levede et intenst og reflekteret liv i konstant dialog med tilværelsens store gåder. At læse Kierkegaard er at blive udfordret til at tænke over sit eget liv – en udfordring, der er lige så vigtig i dag, som den var i 1800-tallet.

Kunne du lide 'Søren Kierkegaard: Hvor starter rejsen?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.