Rub og Stub & Revl og Krat: Hvorfra?

I det danske sprog findes der en række farverige og faste udtryk, som vi bruger i vores dagligdag, ofte uden at tænke over deres oprindelse. Disse udtryk er som små tidslommer, der rummer bidder af historie og tidligere tiders levevis. Når noget forsvinder helt, tages bort eller fjernes fuldstændigt, har sproget heldigvis flere billedlige måder at beskrive denne totale forsvinden på. To af de mest kendte og brugte udtryk i denne sammenhæng er rub og stub samt revl og krat. Begge vendinger betyder præcis det samme: at absolut alt er væk, uden undtagelse.

De fleste dansktalende kender disse udtryk og forstår den præcise betydning, de formidler. Men spørgsmålet melder sig naturligt: Hvor kommer disse specifikke ordkombinationer fra? Hvad er den historiske eller etymologiske baggrund for, at netop 'rub og stub' og 'revl og krat' kom til at betyde 'alt'? En nysgerrig læser har spurgt til netop dette, og det er en fornøjelse at dykke ned i sprogets arkiver for at finde svaret. Vi vil her udforske oprindelsen af begge udtryk og se, hvordan de hver især fortæller en lille historie om fortidens sprogbrug og dagligliv.

Oprindelsen bag "Rub og Stub"

Lad os først kaste et blik på udtrykket rub og stub. Dette udtryk er interessant, fordi ordet 'rub' i dag stort set kun findes i netop denne faste forbindelse. Uden for udtrykket bruges 'rub' ikke som et selvstændigt ord med en almindelig betydning.

Ordet 'rub' stammer fra et ældre udtryk, der fandtes i oldnordisk. Dengang betød det at 'skrubbe' eller 'skrabe'. Denne betydning genfinder vi i dag i verbet 'at rubbe', som vi bruger, når vi hurtigt bevæger noget frem og tilbage. Tænk for eksempel på at rubbe neglene for at skabe varme, eller at rubbe noget rent. Den grundlæggende idé om en gentagen, skrabende eller gnidende bevægelse ligger altså bag ordet 'rub'.

Den anden del af udtrykket er ordet 'stub'. Dette ord er langt mere kendt og har flere anvendelser i moderne dansk. Vi kender en 'træstub', som er den nederste del af et træ, der står tilbage, efter at træet er fældet. Vi kender også 'kornstubbe' eller 'stubmarker', som er det, der står tilbage på marken efter høsten, når kornets strå er skåret af. Og for mænds vedkommende er 'skægstubbe' et velkendt begreb, der beskriver den korte, stive skægvækst, der kommer frem kort tid efter barbering. Ordet 'stub' kommer ligesom 'rub' fra oldnordisk, hvor 'stubb' betød 'stump'. En stub er altså en rest, en afskåret del, noget der står tilbage.

Når man sætter 'rub' og 'stub' sammen, som man gjorde i det ældre udtryk, får det en meget konkret og billedlig betydning. At 'rubbe' eller 'skrabe' hver en 'stub' eller 'stump' af vejen betyder at fjerne absolut alt, selv de mindste rester eller stubbe. Det er en meget visuel beskrivelse af en fuldstændig tømning eller fjernelse. Man skraber simpelthen alt med, ned til den allersidste stump. Således er betydningen 'alt uden undtagelse' en direkte aflæser af ordets oprindelige, mere bogstavelige betydning i sammenhæng.

Historien om "Revl og Krat"

Udtrykket revl og krat har en lignende betydning som rub og stub – nemlig 'alle' eller 'alt uden undtagelse'. Ligesom med 'rub' findes ordet 'revl' i dag primært kun i dette faste udtryk.

'Revl' er et gammelt ord, der har en middelalderlig variant, som lød 'ribbel'. Ordet 'revl' var en sideform til verbet 'at rive'. Oprindeligt betød 'revl' 'trevler' eller det, der er blevet pillet af noget andet, noget der er trevlet op, eller smårester, der er tilbage. Tænk på at rive et stykke stof i trevler. Denne betydning af smårester eller trevler er central for udtrykket.

Verbet 'at rive' har i øvrigt samme udgangspunkt som verbet 'at ribbe'. At 'ribbe' noget kan betyde at plyndre eller berøve nogen for alt, hvad de ejer. Man kan således blive 'ribbet for alt', og i en forlængelse heraf kan man blive 'ribbet for alt, revl og krat'. Her ser vi en klar forbindelse mellem at 'rive'/trevle op i de små rester og at 'ribbe' for alt.

Den anden del af udtrykket er ordet 'krat'. Dette ord er mere almindeligt i dag og har en velkendt betydning. Et 'krat' kan betyde en bevoksning af træer og buske, typisk en mindre skov eller en tykning af vækst. Rundt om i Danmark findes mange skove og naturområder, der bærer navnet 'Krat', hvilket vidner om ordets udbredelse i stednavne. Traditionelt set blev et krat anset for at være en bevoksning uden synderlig værdi, i modsætning til 'højskoven' med dens store, værdifulde træer. Krat havde ikke samme status eller brugsværdi som højstammet skov, hvilket blandt andet havde betydning for bøndernes ret til at lade svin græsse der ('sætte svin på olden') eller til at samle brænde.

Men i sammenhængen med udtrykket revl og krat skal vi ikke tænke på skoven. Her fører ordet 'krat' os i stedet ud på markerne, nærmere bestemt kornmarkerne. Efter at kornet var høstet, og negene (kornbundterne) var bundet og taget fra, stod der kun 'krat' tilbage på marken. Dette 'krat' var de tilbageværende strå, de smårester, der ikke var kommet med i negene.

Disse rester blev samlet op ved hjælp af et særligt redskab, der netop hed en 'kratte'. En kratte var et rivelignende redskab, typisk lavet af træ, og udstyret med tre til fem lange tænder. Dette redskab var effektivt til at samle et bundt strå til et neg, men det var især velegnet til at samle det 'krat', altså de sidste, tilbageværende strå efter selve høsten af negene.

Udtrykket 'at krattes ved' kendes i nogle dialekter og betyder at kæmpe for noget, der er svært, at slide for at opnå noget. Denne vending afspejler den anstrengelse, det krævede at samle de sparsomme rester på marken med en kratte. For fattige folk kunne det at 'krattes ved' netop betyde kampen for at fastholde et livsgrundlag ved at samle selv de mindste rester.

Digteren Jeppe Aakjær, som kendte landlivet indgående, har beskrevet brugen og betydningen af krattet i sin digtsamling 'Vadmelsfolk'. Her lyder det i en passage:

(...) de graa Stubmarker, hvor der endnu stod Rids af Krattens Tænder i Bunden.

Denne linje illustrerer tydeligt, hvordan 'krattet' var de strå, der stod tilbage på stubmarken efter høsten, og hvordan 'krattens tænder' efterlod spor i jorden, når de sidste rester blev samlet op.

Således betyder ordene 'revl' og 'krat' i dette udtryk egentlig det samme: at rive eller samle de allersidste, sparsomme rester eller trevler, der var tilbage. Ligesom med rub og stub er betydningen 'alt uden undtagelse' en udvidelse fra den oprindelige, mere konkrete betydning af at samle eller fjerne selv de mindste og mindst værdifulde rester.

Fælles Betydning og Baggrund

Selvom de to udtryk, rub og stub og revl og krat, har forskellig oprindelse – det ene fra oldnordisk 'skrabe/stump', det andet fra 'rive/trevler' og 'markrester/redskab' – konvergerer de i dag fuldstændigt i betydning. Begge bruges til at understrege, at absolut intet er tilbage, at alt er forsvundet, taget eller fjernet. De er synonymer for 'alt uden undtagelse' eller 'hele molevitten', som er et tredje, lignende udtryk, der dog har en anden baggrund.

Disse faste udtryk er et vidnesbyrd om sprogets evne til at bevare billeder og koncepter fra tidligere tider. De viser, hvordan ord, der oprindeligt beskrev meget konkrete handlinger eller genstande – som at skrabe stubbe af vejen eller samle de sidste strå på marken med en kratte – kan udvikle sig til at have en mere abstrakt betydning, der dækker over totalitet og fuldstændighed.

De er en påmindelse om, at sproget er levende og foranderligt, men også at det bærer spor af fortiden med sig. Når vi i dag bruger udtrykkene rub og stub eller revl og krat, viderefører vi ubevidst en sproglig tradition, der rækker århundreder tilbage, til en tid hvor ord som 'rub', 'stub', 'revl' og 'krat' måske havde en mere umiddelbar og bogstavelig klang for brugerne.

At kende oprindelsen af disse udtryk beriger vores forståelse af sproget og giver et fascinerende indblik i, hvordan ord og vendinger opstår, udvikler sig og bevarer deres plads i vores kommunikation, selv når den oprindelige, bogstavelige kontekst forsvinder.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad betyder "rub og stub" og "revl og krat"?

Begge udtryk betyder det samme: at alt er forsvundet, taget bort, fjernet, eller at noget omfatter alt uden undtagelse. De bruges til at beskrive en totalitet eller fuldstændighed.

Hvor stammer udtrykkene fra?

"Rub og stub" stammer fra oldnordisk 'rubbe' (skrabe) og 'stubb' (stump). Det betyder oprindeligt at skrabe hver en stump af vejen. "Revl og krat" stammer fra 'revl' (trevler, relateret til at rive/ribbe) og 'krat' (markrester, samlet med en 'kratte'). Det betyder oprindeligt at samle de sidste sparsomme rester.

Bruges udtrykkene stadig i dag?

Ja, begge udtryk er faste vendinger i moderne dansk og bruges stadig almindeligt i daglig tale og skrift for at beskrive, at noget er helt væk eller inkluderer alt.

Er der forskel på betydningen af "rub og stub" og "revl og krat"?

Nej, i moderne dansk er betydningen af de to udtryk den samme: alt uden undtagelse.

Findes der lignende udtryk?

Ja, et lignende udtryk i betydning er "hele molevitten", som også betyder 'alt' eller 'det hele'.

Kunne du lide 'Rub og Stub & Revl og Krat: Hvorfra?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.