Reggio Emilia: Børns 100 sprog i praksis

På et bord og en sofa ligger farverige tegninger, malerier, collager og endda gækkebreve i alle regnbuens farver. Hvert enkelt kunstværk er ledsaget af en lille, forklarende tekst, skrevet med en usikker barnehånd. 19-årige Elisa Fornaciari sidder og bladrer gennem bunken med et smil – det særlige smil man får, når man genoplever noget fra sin barndom. Hun stopper ved en tegning med blå, næsten runde kruseduller. Den tilhørende italienske tekst forklarer: "Her står, at det skulle have været et fly, men at jeg ændrede mening undervejs, så det blev en blåhval." Og sådan er det ofte, især når man er et nysgerrigt barn på fem år; tingene udvikler sig og bliver ikke altid præcis, som man først forestillede sig.

Disse tegninger stammer fra Elisa Fornaciaris tid i Diana Pre School, en børnehave beliggende i den italienske by Reggio Emilia, hvor Elisa er født og opvokset. Reggio Emilia er en by, der hvert år tiltrækker tusindvis af pædagoger og andre interesserede fra hele verden. De kommer for at studere og lære af byens anerkendte og unikke pædagogiske erfaringer – en pædagogik, der er berømt for at gøre børn dybt bevidste om deres sanser og give dem redskaber til at udtrykke sig på utallige måder, langt ud over det traditionelle, talte sprog.

For Elisa selv virker den store interesse omkring hendes tidligere børnehave en smule uvirkelig. "Jeg ved godt, at det er anderledes her," siger hun, "men jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke meget om, hvordan det er andre steder, og for mig er det her jo det normale." Selvom hun ikke føler, hun kan forklare *hvorfor* Reggio Emilia-institutioner er anderledes, beskriver hun alligevel mange af de elementer, som netop gør pædagogikken så særlig, når hun taler om sine barndomsår i Diana.

Projekter, der vækker nysgerrighed

En central del af pædagogikken i Reggio Emilia-institutionerne er arbejdet med projekter. Elisa Fornaciari husker tydeligt et sådant projekt fra sin egen tid i Diana Pre School. Projektet bar titlen "Dig og din skygge". Foran hende på bordet ligger to tegninger, der illustrerer hendes læringsproces i netop dette projekt.

Den første tegning viser en pige tegnet med en usikker barnehånd. Ved siden af pigen er der tegnet en mindre pige, men denne figur er delt på midten fra top til tå, så kun den venstre side er synlig. Elisa smiler overbærende: "Det var den første tegning, jeg lavede af mig og min skygge. Der havde jeg slet ikke forstået, hvad skygge var. Den er halv og står ved siden af mig." Denne tegning vidner om barnets initiale, intuitive, men ikke helt korrekte, forståelse af begrebet.

For at hjælpe børnene med at opnå en dybere forståelse af skygger, tog institutionen dem med på besøg i byens teater, som lå tæt på Diana Pre School. Teatret med dets lys- og scenerigmuligheder var det perfekte sted til at udforske fænomenet skygge. Her legede børnene med lys og skygge. De så store og små skygger, sorte og endda grønne skygger (afhængigt af lysets farve). De observerede skyggerne, når de selv stod stille, og når de bevægede sig. De prøvede endda at hoppe væk fra deres egen skygge. Gennem disse praktiske, legende eksperimenter fik børnene en konkret viden og en intuitiv forståelse af, hvad en skygge egentlig er, og hvordan den opfører sig.

Efter besøget på teatret vendte børnene tilbage til institutionen og blev igen sat til at tegne deres egne skygger. Elisa Fornaciari og hendes veninde havde stadig lidt svært ved at få det helt rigtigt på papiret. De tog derfor initiativ til at gå ud i institutionens have for at kigge grundigt på de skygger, de kastede på jorden i dagslys. Dette direkte studie af deres egne skygger hjalp dem med at forstå proportioner og placering. Bagefter gik de ind og lavede deres billeder. Denne gang klippede Elisa Fornaciari sin tegnede pige ud og brugte den som model til at tegne sig selv og sin skygge. Resultatet ses på den anden tegning på bordet: en pige med en tydelig, mørk skygge kastet skråt bagved hende, der viser en langt mere realistisk forståelse af fænomenet.

Elisa Fornaciari reflekterer over denne tegning: "Så fik jeg den tegnet rigtigt, men selv om der måske stadig havde været lidt fejl, så ville det ikke have gjort alverden. Det vigtige og tydelige i den her tegning er, at jeg har fanget følelsen og meningen af det, som de havde vist os." Dette citat understreger en afgørende pointe i Reggio Emilia-pædagogikken: processen, forståelsen og meningen bag barnets arbejde er ofte vigtigere end det færdige, teknisk perfekte resultat.

Atelieret: Et rum for 100 sprog

I enhver institution i Reggio Emilia finder man mindst et atelier. Dette er et særligt lokale, der bedst kan beskrives som et veludstyret formningslokale eller kunststudie for børn. Her er alle tænkelige materialer til rådighed: maling, ler, papir i forskellige teksturer og farver, tråd, genbrugsmaterialer og meget, meget mere. Det afgørende er, at børnene får lov til at vælge frit mellem materialerne og selv bestemme, hvordan de vil bruge dem.

Elisa Fornaciari forklarer: "Når vi skulle lave billeder til de forskellige projekter, så lagde de voksne altid bare en masse materialer på bordet, og så var det op til dig selv, hvad du gjorde. Vi kunne selv vælge, hvordan vi ville løse 'opgaven'. Vi kunne tale om det, bruge ler, forme det af papir." Denne frihed til at vælge materiale og metode opmuntrer børnene til at tænke kreativt og finde deres egne veje til at udtrykke deres tanker og ideer.

Hun fortsætter: "De opmuntrede os altid til at bruge alle vores sanser, og det har givet mig mange måder, jeg kan udtrykke mig på." Dette udsagn rammer kernen i et af Reggio Emilia-pædagogikkens mest berømte koncepter: børns mange sprog.

Børns 100 sprog – og tabet af de 99

Reggio Emilia-pædagogikkens initiativtager, Loris Malaguzzi, beskrev børns utallige måder at udtrykke sig på i et berømt digt. Selvom Elisa Fornaciari ryster uforstående på hovedet, når man spørger, om hun kender digtet, lyder hendes egne ord som et ekko af Malaguzzis tanker. Han skrev:

Et barn har hundrede sprog
men berøves de nioghalvfems.
Skolen og kulturen
skiller hovedet fra kroppen.
De tvinger én til at tænke uden krop
og handle uden hoved.

Legen og arbejdet
virkeligheden og fantasien
videnskaben og fantasteriet
det indre og det ydre
gøres til hinandens modsætninger.

Loris Malaguzzi, tidligere chef for de kommunale førskole-institutioner i Reggio Emilia, død i 1994.

Med "100 sprog" mente Malaguzzi ikke kun forskellige sprog i traditionel forstand, men netop alle de forskellige måder, et barn kan udtrykke sig, tænke, lære og forholde sig til verden på: evnen til at forundres, til at observere, til at trænge ind i ting, tilegne sig dem, reflektere over dem, fantasere, lege, bruge kroppen, bruge hænderne til at forme og skabe, og ikke mindst, evnen til at tage stilling. Reggio Emilia-pædagogikken bestræber sig på at værne om og udvikle alle disse "sprog" i stedet for at begrænse barnet til kun at bruge et fåtal af dem, som Malaguzzi mente, traditionelle systemer ofte gjorde.

Kreativitet, Nysgerrighed og Selv-tro

Når man spørger Elisa Fornaciari, hvad hun mener, hun og de andre børn har fået med sig fra Diana Pre School, afløses det undrende udtryk af ivrigt gestikulerende hænder, og ordene flyder let. "Vi er meget kreative. Og nysgerrige. Og vi finder vores egne måder at finde løsningerne på."

Hun forklarer, hvordan pædagogernes (lærernes, red.) tilgang har formet denne nysgerrighed: "Lærerne får gjort dig nysgerrig, for de giver dig ikke svaret. De giver dig bare indtryk, impulser og bevidsthed, og så må du arbejde med det." Dette er en afgørende forskel fra en mere traditionel undervisningstilgang, hvor den voksne præsenterer den korrekte information. I Reggio Emilia er den voksne en med-udforsker og en guide, der stiller spørgsmål, der stimulerer barnets egen tænkning og problemløsning.

Elisa Fornaciari illustrerer denne tilgang med endnu en tegning, hun finder frem. Den viser en pige med en usædvanligt lang arm. Hun oversætter den forklarende tekst: "Der står, at pædagogerne har spurgt mig om, hvorfor den ene arm er så lang, og jeg har svaret, at det er fordi, at hun skal samle en masse ting op fra gulvet, og det er nemmere med en lang arm, så man ikke skal bukke sig." Elisa fortsætter: "Der har pædagogerne heller ikke rettet mig. De har ikke sagt, at så lange arme har et menneske ikke. Men de har udforsket, hvorfor jeg har lavet det, som jeg har, og accepteret min løsning." Denne accept af barnets logik og forklaring, selv når den afviger fra den voksnes, styrker barnets tro på egne ideer og evnen til at tænke selvstændigt.

Denne pædagogiske tilgang har også givet Elisa Fornaciari en styrke på et andet vigtigt område end det kreative: "Jeg har fået styrken i at tro på mig selv. Og tro på det, jeg gør. Hvis der er noget, jeg vil, så tror jeg på, at jeg kan gøre det. Det kan godt være, at jeg må prøve flere gange og rette fejl undervejs, men jeg tror på, at det nok skal lykkes." Denne selvtillid og tro på egen mestring er en uvurderlig ballast, som hun tilskriver sin tid i Reggio Emilia.

Overgangen til Skolen: Når to plus to skal give fire

Elisa Fornaciari, nu 19 år og studerende i Neuro-Biologi på universitetet, vidner stadig om sin tro på sig selv. Men hun ser også en fare for at miste både troen og kreativiteten, når børn starter i skolen efter en Reggio Emilia-institution.

"Det er virkelig en stor omvæltning at starte i skole, når man kommer fra en Reggio Emilia-institution," forklarer hun. "I skolen behøver man ikke at bruge sin fantasi og finde alle de her kreative løsninger. Du skal bare sidde ned og svare rigtigt på spørgsmålene - og helst første gang. Lærerne skal bare lære os, at to plus to er fire, og du kan jo ikke sige til læreren, at du fik det til at blive fem - heller ikke selv om du måske har en god og kreativ forklaring, lige som du havde en god forklaring til, at pigen skulle have en lang arm."

Denne kontrast mellem de to systemer er tydelig. Hvor Reggio Emilia værdsætter processen, udforskningen og de mange mulige veje til en løsning, fokuserer skolen i højere grad på det korrekte svar og effektivitet. Mens hun taler om dette, sidder hun og bladrer løst i sine gamle tegninger fra Diana. Pludselig går det op for hende, at hun aldrig tegner mere. Det er tydeligt, at det ærgrer hende.

"Det er selvfølgelig ikke lærernes skyld, for de skal jo give os den her viden," siger hun, "men det kunne være godt, hvis man også stadig talte til vores fantasi og kreativitet, når vi kom i skole." Hun tvivler dog på, at hun helt mister sin fantasi: "Jeg tror nu ikke, at jeg mister min fantasi helt, for jeg er en person, som virkelig elsker at dagdrømme."

Alle barndomsdrømme og oplevelser var dog ikke lige kærkomne. Spurgt om, hvad hun syntes var det allerbedste ved Diana, tøver Elisa Fornaciari. "Uha, det bedste? Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg ved, hvad det værste var. Det eneste jeg ikke brød mig om i Diana, var, når vi skulle sove." Selv i en ellers positiv erindring er der plads til de små, personlige modviljer fra barndommen.

Ofte Stillede Spørgsmål om Reggio Emilia

Hvad er kernen i Reggio Emilia-pædagogikken?

Kernen i Reggio Emilia-pædagogikken er et syn på barnet som et kompetent, nysgerrigt og ressourcestærkt individ med en medfødt trang til at udforske og lære. Pædagogikken fokuserer på børnenes mange måder at udtrykke sig på – deres "100 sprog" – og ser læring som en proces, der sker i samspil med andre børn, voksne og omgivelserne.

Hvordan udtrykker børn sig i Reggio Emilia?

Børn opmuntres til at udtrykke sig på et væld af måder, ikke kun verbalt. Dette inkluderer kreative udtryk som tegning, maleri, skulptur, collage, drama, musik, dans, konstruktion, men også logisk tænkning, videnskabelig nysgerrighed og sociale interaktioner. Atelieret er et centralt rum, der understøtter denne brede vifte af udtryksformer ved at tilbyde et rigt udvalg af materialer.

Hvad er pædagogens rolle i Reggio Emilia?

Pædagogen ses som en med-udforsker, observatør og facilitator snarere end en traditionel lærer, der primært formidler viden. Pædagogen lytter nøje til børnene, observerer deres lege og projekter, stiller åbne spørgsmål, der stimulerer videre tænkning, og giver impulser og materialer, der kan understøtte børnenes egne undersøgelser og ideer. De dokumenterer børnenes læringsprocesser omhyggeligt.

Hvad er et projekt i Reggio Emilia?

Projekter i Reggio Emilia er dybdegående undersøgelser af emner, der opstår ud fra børnenes egne interesser og spørgsmål. De er ikke forudbestemte, men udvikler sig organisk baseret på børnenes engagement og pædagogernes observationer. Projekterne giver rammen for at udforske et emne fra mange forskellige vinkler ved hjælp af forskellige "sprog" og materialer, som vist i eksemplet med skyggeprojektet.

Hvad er Atelieristaens rolle?

Ud over de almindelige pædagoger har mange Reggio Emilia-institutioner en Atelierista – en pædagog med en kunstnerisk baggrund. Atelieristaen har ansvar for atelieret og understøtter børnenes og pædagogernes kreative processer, hjælper med at introducere nye materialer og teknikker og ser potentialet for æstetisk udtryk i børnenes projekter.

Hvordan adskiller Reggio Emilia sig fra traditionel skole?

Som Elisa Fornaciari beskriver, kan overgangen til traditionel skole opleves som en stor omvæltning. Hvor Reggio Emilia værdsætter kreativitet, nysgerrighed, selvstændig problemløsning og accept af forskellige veje til en løsning, fokuserer traditionel skole ofte mere på standardiserede svar, pensum og effektiv tilegnelse af bestemt viden. Fantasi og kreative udtryk kan fylde mindre i den traditionelle skoledag.

Lær mere om Reggio Emilia

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i Reggio Emilia-pædagogikken, findes der ressourcer, der kan hjælpe dig. En af disse er tidsskriftet "Børn i Europa", som i en tidligere udgave har haft fokus på pædagogikken i Reggio Emilia.

"Børn i Europa" er et fælles tidsskrift, der udgives af et netværk af fagblade fra syv europæiske lande: Spanien, England, Italien, Belgien, Holland, Frankrig og Danmark. Tidsskriftet udkommer fire gange årligt og tilbyder indblik i børneliv og pædagogik på tværs af Europa.

Tidsskriftet "Børn i Europa" kan blandt andet anskaffes via Det Danske Reggio Emilia Netværk. Deres kontaktinformation er: Fælledvej 16, 5000 Århus C, tlf. 6613 5795, e-mail: [email protected]. Derudover kan udgivelser fra "Børn i Europa" ofte downloades fra BUPL's hjemmeside, www.bupl.dk, under sektionen "publikationer". Disse ressourcer tilbyder yderligere muligheder for at forstå den dybde og rigdom, der findes i Reggio Emilia-pædagogikken, og hvorfor den fortsat inspirerer pædagoger verden over.

Kunne du lide 'Reggio Emilia: Børns 100 sprog i praksis'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.