Papillon: Flugten, Legenden, Genindspilningen

Historien om Henri Charrière, bedre kendt som Papillon, er en fortælling, der har fanget læsere og biografgængere verden over i årtier. Hans selvbiografi fra 1969, med titlen 'Papillon', blev hurtigt en massiv litterær succes. Bogen er en murstensberetning, der skildrer Charrières utrolige liv og hans desperate kamp for frihed. Læsere over hele kloden slugte historien om den charmerende tyv fra Paris, der hævdede at være blevet offer for et justitsmord – en uretfærdig dom, der sendte ham på en lang og farefuld rejse, der skulle definere resten af hans liv og gøre ham til en legende.

Charrières egen beretning starter med en tragisk vending i 1931, hvor han blev dømt for mord i Paris. En dom han fastholdt var forkert. Som følge af denne dom blev han deporteret til Fransk Guyana, en berygtet straffekoloni kendt for sine brutale forhold og minimale chancer for overlevelse, endsige flugt. Men for Papillon var tanken om at opgive aldrig en mulighed. Hans tid i Fransk Guyana var præget af gentagne, dristige, men ofte forfejlede flugtforsøg. Hver mislykket plan, hver genfangelse, førte ham længere og længere ind i systemets greb, og til sidst endte hans strabadser på den mest frygtede destination af dem alle: Djævleøen. Denne isolerede ø, beliggende ud for kysten, var betragtet som et sted, hvor kun døden kunne bringe endelig befrielse. For fangerne var det livets udørk, et sted uden håb.

Men Papillon var ikke som de andre. Kaldenavnet, der betyder sommerfuglen på fransk, symboliserer måske netop hans indre trang til at bryde fri og flyve væk. På trods af de umulige odds, de sadistiske fangevogtere og den barske natur, nægtede han at give op. I 1945, efter mange års fangenskab og utallige forsøg, snød han endelig både døden og fangevogterne. Hans mest berømte flugt involverede en hjemmebygget tømmerflåde, konstrueret af kokosnøddeskaller, en primitiv, men genial plan, der lykkedes, hvor alt andet havde fejlet. Han forlod Djævleøen og nåede frem til Venezuela, hvor han levede resten af sit liv som en fri mand.

Udgivelsen af 'Papillon' gjorde Henri Charrière verdensberømt. Bestsellerstatusen gav ham ikke blot international anerkendelse som forfatter, men også en officiel benådning fra de franske myndigheder, der dermed anerkendte hans historie og implicit den uretfærdighed, han havde oplevet. Samme år som Charrière døde, i 1973, blev hans utrolige historie bragt til det store lærred i en filmatisering, der skulle cementere Papillons plads i populærkulturen for altid.

Steve McQueens Ikoniske Papillon

Den amerikanske instruktør Franklin J. Schaffner tog Charrières farverige og dramatiske erindringer og omsatte dem til film ved hjælp af Hollywoods episke palet. Resultatet blev en film, der af mange betragtes som alle flugtfilms moderskib. Filmen, der også bar titlen 'Papillon', havde den legendariske skuespiller Steve McQueen i titelrollen som Henri 'Papillon' Charrière. McQueens medvirken var afgørende for filmens succes og dens vedvarende appel. Han var på dette tidspunkt kendt som 'kongen af cool', og hans evne til at gøre enhver helterolle menneskelig og fejlbarlig passede perfekt til karakteren Papillon. McQueen tilførte karakteren en ærkeamerikansk aura – antihelten, den ensomme rytter, der stædigt og nøjsomt kæmper imod uretfærdighederne i et korrupt system.

'Papillon' fra 1973 blev en klassiker og er siden blevet en yndlingsfilm for generationer af mænd. Dens storslåede billeder, den medrivende historie om overlevelse og frihedstrang, og ikke mindst Steve McQueens karismatiske optræden, sikrede dens plads i filmhistorien. Scenerne fra fængslet, flugtforsøgene, og den endelige triumf på tømmerflåden er blevet ikoniske. Filmen formåede at formidle både brutaliteten i fængselssystemet og den ukuelige menneskelige ånd, der nægter at lade sig kue.

Genindspilningen: Et Nyt Blik på Flugten?

Med årtiers afstand til originalen er det nu blevet tid til at genindspille den ikoniske 'Papillon'. Genindspilninger af kendte værker er ikke et nyt fænomen i filmverdenen. Vi har set 'Ringenes Herre'-instruktøren Peter Jackson genindspille 'King Kong' i 2005, og Coen-brødrene kastede sig i 2010 over John Wayne-klassikeren 'True Grit'. Der er tydeligvis penge at tjene på nostalgi og på at præsentere kendte historier for et nyt publikum eller i en ny indpakning. Og hvis man tænker over det, kan historien om 'Papillon' siges at have en ny relevans i vor tid. Tematikker som deportationer af flygtninge, forholdene i fangelejre som Guantánamo, spredning af 'fake news' og følelsen af senmoderne ensomhed kan snildt tolkes ind i det autofiktive eventyr om Papillon og hans kamp mod et undertrykkende system.

Men spørgsmålet er, om en genindspilning virkelig tilfører noget nyt til historien, eller om den blot gentager det, vi allerede kender. Den nye version af 'Papillon' er instrueret af danske Michael Noer og har Charlie Hunnam i rollen som Papillon. Noer, der er kendt for at skildre rå menneskelighed i film som 'Nordvest' og 'R', giver 'Papillon' en markant mere dyster grundtone end Schaffners original. Hvor originalens totalbilleder og panoreringer over fængselsbygninger, eksotisk natur og buldrende hav var farverige og episke, er Noers version mere klaustrofobisk. Billederne er gråmalede, nærbilleder fylder mere end de brede skud, og filmen giver et dystopisk blik på den frihedsberøvedes martrede liv. De sadistiske fangevogtere fremstilles som endnu mere afstumpede, og fængselsscenerne fylder mere i filmen end selve flugtforsøgene. Fokus er skiftet fra den episke rejse mod frihed til den brutale og nedbrydende hverdag i fangenskab.

En anden markant forskel er valget af hovedrolleindehaver. Charlie Hunnam er en dygtig skuespiller, kendt fra blandt andet Guy Ritchies 'Kong Arthur: Legenden om sværdet'. Han besidder en actionhelts styrke og fysik, men som den oprindelige tekst antyder, mangler han måske den dybde og livserfaring, som Steve McQueen udstrålede. Mens Steve McQueen lignede en mand, der havde levet og båret præg af sine oplevelser, lignede Hunnam mere en, der havde trænet til rollen. Denne forskel i fremstillingen af hovedkarakteren påvirker naturligvis filmens samlede indtryk. Hvor McQueens Papillon var en charmerende overlever med en ukuelig ånd, fremstår Hunnams Papillon måske mere som en fysisk stærk fange, hvis indre liv er sværere at få greb om.

Papillons Vedvarende Appel og Relevans

Historien om Papillon er i sin kerne en fortælling om flugt – ikke kun fra et fysisk fængsel, men også fra uretfærdighed, fra et system der vil knuse individet, og fra en skæbne man ikke selv har valgt. Denne universelle tematik om kampen for frihed og værdighed resonerer på tværs af kulturer og tidsperioder. Selvom man kan argumentere for, at historien har fornyet relevans i lyset af nutidige globale udfordringer, er det også vigtigt at være varsom med at tvinge nutidens politiske strømninger ind i fortidens værker. At råbe 'Trump kommer' eller se nutidige konflikter overalt, hvor et værk udstiller afmagt over for det politiske system, kan være for nemt og risikerer at oversimplificere komplekse fortællinger. Man kan snildt tolke nutidige problemstillinger ind i Papillons historie, men betyder det noget, hvis filmen ikke siger noget nyt om disse problemstillinger?

I Michael Noers genindspilning bliver 'Papillon' mest af alt en flugt for publikum – en flugt fra virkelighedens trakasserier ind i biografens altomsluttende og selvforglemmende mørke. Men uden de storladne billeder, uden det ikoniske genskin, som årtierne har kastet over Franklin J. Schaffners 'Papillon', og med et skærpet, men også mere indadvendt fokus, står fortællingen i den nye version måske mere mennesketom tilbage. Hvad skal den i vor tid? Måske er dens primære funktion netop at være en flugt fra tidens gang, en genfortælling af en kendt historie i et forsøg på at genoplive magien, men uden helt at fange den oprindelige films sjæl.

Sammenligning: Papillon (1973) vs. Papillon (2017/2018)

Ofte Stillede Spørgsmål om Papillon

Hvem var Henri Charrière?
Henri Charrière var en fransk mand, der hævdede at være blevet uskyldigt dømt for mord i 1931. Han blev deporteret til Fransk Guyana og er bedst kendt for sin selvbiografi 'Papillon', der beskriver hans flugtforsøg og endelige undslippen fra Djævleøen.

Er 'Papillon' en sand historie?
Henri Charrière præsenterede sin bog som en selvbiografi, en sand beretning om hans liv og flugt. Selvom bogen utvivlsomt er baseret på hans oplevelser i straffekolonierne, er det blevet diskuteret, hvor meget af den dramatiske historie der er faktuel, og hvor meget der er litterær frihed. Charrière selv fastholdt, at kernen i historien var sand.

Hvorfor blev filmen fra 1973 så populær?
Filmen fra 1973, instrueret af Franklin J. Schaffner med Steve McQueen i hovedrollen, blev populær på grund af dens medrivende historie om kampen for frihed, dens episke visuelle stil, og ikke mindst Steve McQueens karismatiske og nuancerede portrættering af Papillon. Den ramte en nerve hos publikum med sit tema om den individuelle kamp mod et uretfærdigt system.

Hvad er den primære forskel mellem den gamle og den nye 'Papillon'-film?
Den nye film, instrueret af Michael Noer, har en markant mørkere og mere klaustrofobisk tone end originalen. Hvor 1973-versionen fokuserede på de episke flugtforsøg og rejsen, fokuserer genindspilningen mere på den brutale og nedbrydende hverdag i fængslet. Også skuespillernes portrætteringer af Papillon adskiller sig.

Hvorfor blev 'Papillon' genindspillet?
Genindspilninger sker ofte på grund af et ønske om at udnytte et kendt navn og en populær historie (nostalgi) og potentielt tjene penge. Derudover kan filmskabere ønske at fortolke en historie på en ny måde eller præsentere den for et nyt publikum. Nogle har også argumenteret for, at historiens temaer om uretfærdighed og frihed har fornyet relevans i dag.

Kunne du lide 'Papillon: Flugten, Legenden, Genindspilningen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.