Øen Bogø: Forbindelser og Liv

Øen Bogø, strategisk placeret mellem Sjælland, Møn og Falster, har gennem århundreder været et vigtigt knudepunkt for trafik og samfærdsel. Dens historie er tæt knyttet til udviklingen af transportforbindelserne i området, fra de tidligste færgeruter betjent af lokale færgemænd til de moderne broer og dæmninger, der i dag forbinder øen med fastlandet og de omkringliggende øer.

Historiske Forbindelser og Færger

I ældre tid var rejsen til og fra Bogø afhængig af lokale færgemænd, der med joller, sejlbåde og motorbåde stod til rådighed fra forskellige udskibningssteder som Ålborgbroen (til Lille Damme på Møn), Stenkilde, Fruekilde (til Møn), Lindebroen (til Stubbekøbing), Vesterskov (til Sortsø), Skåningebro og Farø (til Bakkebølle på Sjælland). Disse tidlige forbindelser bandt Bogø sammen med destinationer som Lille Damme på Møn, Stubbekøbing, Sortsø og Bakkebølle på Sjælland. Sømænd fra Bogø, der skulle påmønstre skibe til Island og Grønland, rejste ofte via Farø til Bakkebølle og derfra med vogn til København.

Et vendepunkt kom i 1881, da Bogø fik daglig anløb af et dampskib. Omkring år 1900 var det traditionelle billede ændret markant; nu var der daglige skibs- og bådforbindelser til de nærmeste øer, hvilket gjorde rejse og handel langt mere tilgængelig for øens beboere.

Moderne Infrastruktur: Broer, Dæmninger og Havne

Udviklingen af Bogøs infrastruktur tog fart i slutningen af 1800-tallet og gennem 1900-tallet. Omkring 1873 blev en anløbsbro etableret ved Skåningebro på nordkysten, som tjente passager- og godstransport samt fiskeri. I dag er Skåningebro omdannet til et populært badested og en lystbådehavn.

På øens sydside ligger Bogø Havn ved Lindebroen, et sted der allerede på matrikelkort fra første halvdel af 1800-tallet var markeret som et "Baadeleie". Havnen gennemgik betydelige udvidelser i 1860 og 1885, hvor den oprindelige anløbsbro var vokset til en knapt 5 meter bred, brolagt mole, beskyttet af et lille stenrev mod øst. I 1892 blev mulighederne for at etablere en egentlig havn med større vanddybde undersøgt. Et projekt om at udbygge det eksisterende anlæg ved Lindebroen med et havnebassin og dertilhørende uddybning blev udvalgt og genoptaget i 1918. Med tilladelser og finansiering på plads kunne en licitation gennemføres i 1921, og den udbyggede havn åbnede i 1922. Denne udbygning omfattede udvidelse af den smalle mole til næsten den form, den store midtermole har i dag, samt indretning af det nuværende centrale havnebassin og nødvendige uddybninger i det nye bassin og ved indsejlingen.

Snart derefter opstod tankerne om at udvide havnen med et færgeleje i sammenhæng med projekteringen af en bro mellem Sjælland og Møn. Dette resulterede i den såkaldte Bogø-forbindelse, der omfattede en vejdæmning over farvandet Letten mellem Møn og Bogø, forbedrede tilkørselsforhold til Bogø Havn samt indretning af færgeleje, ventesal og boliger for personalet til Bogø-Stubbekøbing-overfarten. Detaljerede tegninger blev udarbejdet i 1930, men først i 1943 kunne Dronning Alexandrines Bro og Bogø-forbindelsen indvies. Dette gjorde Bogø landfast med Møn og Sjælland og forbedrede forbindelserne til Falster og Lolland. Havnen er siden blevet udvidet yderligere, blandt andet med et cafeteria i slutningen af 1950'erne og nye lystbådebroer i 1998 og 2012, hvor der blev etableret et egentligt bassin vest for midtermolen med endnu flere pladser for lystbåde.

En anden afgørende forbindelse kom i 1979, da Farøbroerne blev bygget, og Farø blev landfast med Bogø via en ny dæmning. Dæmningen, der består af indpumpet sand tilsået med havvandstolerant græs, indgår naturligt i landskabet og er blevet et populært sted for kitesurfere. Konstruktionen af dæmningen begyndte i starten af 1978 og omfattede også jord- og vejarbejder på Farø for tilslutning til den kommende bro. På Bogø blev Grønsundvej forlænget fra Bogø Havn frem til motorvejstilslutningen på Farø. I forbindelse med brobyggeriet blev der opført en midlertidig arbejdsplads og -havn på Farø, som dog senere blev sløjfet. Farøbroerne blev indviet den 4. juni 1985 og har haft stor regional betydning for Bogø og Møn ved at sikre en fast forbindelse over Storstrømmen. Valget af linjeføringen over Farø, og ikke Orenæslinjen eller Masnedølinjen, havde stor indflydelse på øens fremtidige udvikling.

Offentlig Transport og Færgetrafik

I dag betjenes Bogø af Movia/DOT med to buslinjer, der forbinder øen med større byer i regionen. Linje 664 kører på strækningen Stege Rutebilstation-Bogø-Farø-Vordingborg Station, mens linje 750 kører på ruten Stege-Damme-Bogø Havn-Farø-Nykøbing F Station. Disse buslinjer sikrer, at øens beboere og besøgende har adgang til offentlig transport.

Færgetrafikken har en lang historie på Bogø. Fra de tidlige, uorganiserede forbindelser, hvor Fanefjord-præsten Johan Paludan i starten af 1800-tallet fandt det besynderligt, at øens beboere ikke kunne enes om at bygge en lille bro, til den organiserede dampskibsdrift fra 1881. Ruten mellem Bogø og Stubbekøbing på Falster har været betjent af adskillige færger gennem tiden, heriblandt Bogø (ca. 1898-1917), Grønsund (1904-?), Frem (1918-1935), Inger (1935-1943), Koster (1943-1957), Gudrun (1944-1979), Jacob Nielsen (1957-1959), og den ikoniske færge Ida, der har været i drift siden 1959 og stadig sejler i sommermånederne. Der var også tidligt dampskibsforbindelse til Masnedsund og Grønsund (Møn), hvilket gjorde det meget lettere at komme til Bogø i slutningen af 1800-tallet sammenlignet med begyndelsen. Færgen Ida drives i dag af Rederiet Bogø-Stubbekøbing, et tværkommunalt samarbejde mellem Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune samt foreningen Idas Venner. Færgen Ida er af stor kulturhistorisk værdi og har gennemgået en omfattende renovering for at bevare dens oprindelige kvaliteter. Renoveringen, der kostede omkring 7 mio. kr. frem til 2013, er blandt andet støttet med 1,64 mio. kr. af Skibsbevaringsfonden.

Trafikstatistikken vidner om udviklingen. I perioden 1997 til 2006 faldt antallet af anløb i Bogø Havn fra 2.279 til 1.369. I 2014 blev der sejlet 1.526 dobbeltture på Bogø-Stubbekøbing, med 1.529 skibsanløb og 27.000 passagerer i Bogø Havn samme år. Færgen er særligt vigtig for cykelturismen, da cyklister ikke kan krydse Farøbroerne. Antallet af overførte cykler på ruten er fordoblet fra 2000 til 2015, og ruten er en hovedforbindelse for cyklister mellem Tyskland og Skandinavien, idet den indgår i to af Danmarks fire internationale cykelruter. Vejtrafikken på Grønsundvej over Bogø er også steget markant, næsten en fordobling fra en årsdøgntrafik på 2.200 køretøjer i 1999 til gennemsnitligt 4.237 i 2015. Buslinje 664 oplevede også vækst i passagertallet i årene 2014-2017, fra 147.726 til 210.874 påstigere.

Essentielle Tjenester: Post, Telekommunikation og Forsyning

Bogø har også en historie med moderne kommunikation og forsyning. På initiativ af Christen Berg åbnede Bogø Telegrafstation den 1. september 1872, forbundet med kabel til Stubbekøbing. En telefoncentral kom til i 1904 og var manuelt betjent indtil 1972. Disse tjenester var praktisk placeret i et hus ved siden af Navigationsskolen og blev i en menneskealder bestyret af en af skolens lærere, Rasmus A. Landt. Bogø og Farø udgør i dag postdistriktet Bogø By med postnummer 4793.

Postvæsenet på Bogø har også udviklet sig. Et brevsamlingssted blev oprettet den 1. september 1861 med mølleejer Dan som bestyrer, underlagt postkontoret i Stubbekøbing. Fra 1. januar 1911 fik brevsamlingsstedet selvstændig postadresse Bogø. Den 1. maj 1921 fik posthuset status som en postekspedition med faguddannet ledelse. Den 1. oktober 1921 ændredes postadressen til Bogø Sjælland, og den 1. januar 1934 til Bogø By i henhold til en fortegnelse udarbejdet af Stednavneudvalget. Fra 1. april 1966 blev postekspeditionen på Bogø underlagt postkontoret i Stege. Postkontoret har haft forskellige adresser på øen, herunder i Bogø Hovedgade 166 (1944-1951) og derefter i den tidligere Bogø Navigationsskole, før det omkring 1993 blev omdannet til en postbutik og placeret hos Spar-købmanden, og i 2002 overtaget af Dagli' Brugsen.

Elektricitetsforsyningen på Bogø startede med et eget, centralt elektricitetsværk i 1908. I 1911 blev værket sat på aktier og i 1917 omdannet til andelsselskab. Under 2. verdenskrig, da olieleverancerne blev indstillet, producerede værket strøm ved hjælp af en brændegenerator. Fyret blev tændt kl. 6 om morgenen, og det tog et par timer, før der kunne leveres strøm. Om aftenen lod man fyret gå ud, og kl. 22 blinkede personalet tre gange med lyset som tegn til forbrugerne om, at strømforsyningen snart stoppede. Generatorgassen blev brugt til at drive en ombygget 50 HK Holeby dieselmotor, der trak en 16 HK elmotor. I 1951 overtog SEAS jævnstrømsværket.

En bemærkelsesværdig del af Bogøs energihistorie er vindmøllen på Kathøj, opstillet af F.L. Smidth & Co. i 1942 i en tobladet version på et betontårn. Oprindeligt en tobladet jævnstrømsmaskine, blev den i 1951-52 erstattet af Johannes Juuls trebladede vekselstrømsturbine, efter at SEAS havde overtaget den i 1951. Denne mølle havde høj virkningsgrad og var særdeles driftsikker. Vekselstrømsmøllens gennemsnitlige årsproduktion på 80.400 kWh var tre gange større end jævnstrømmøllens. I den moderniserede version vakte Bogømøllen international opmærksomhed. Erfaringerne fra Bogømøllen og den lidt senere Gedsermølle bidrog væsentligt til at skabe en blomstrende dansk vindindustri. Betontårnet står stadig som et minde om denne pionerindsats i dansk vindenergi.

Vandforsyningen sikres af andelsselskabet Bogø Vandværk, oprettet i 1935. Værket forsynede fra starten kun et lille antal husstande i selve Bogø By, men i 1960-70'erne blev næsten alle ejendomme tilsluttet, herunder ca. 500 nyudstykkede sommerhusgrunde. Værkets forsyningsområde dækker Bogø og Farø, med et 38 km langt ledningsnet. I 2010 var der tilsluttet 1.184 forbrugere, heraf 459 husstande i byområde og 659 sommerhuse. Vandværket er opført i 1937 og ombygget/renoveret i perioden 1972 – 1987. I 2010 blev en ny bygning til kontor, værksted og personalefaciliteter etableret. Indvindingstilladelsen er på 90.000 m³ årligt. Vandet er af høj kvalitet, uden spor af pesticider, kulbrinter og phenoler, men har en hårdhed på 20dH grader (hårdt).

Uddannelse på Øen

Bogø har en rig historie inden for uddannelse. Allerede i 1727 oprettede Frederik 4. en rytterskole på Bogø ved kongelig resolution af 11. juni 1727, en ekstra rytterskole nr. 241, som fungerede som almueskole for øens børn. Den oprindelige rytterskolebygning anvendes i dag til boligformål, men den enslydende kongelige mindetavle i sandsten sidder stadig på facaden mod hovedgaden. I 1952 flyttede Bogø sogns skole til en nyopført skolebygning på den anden side af Bogø Hovedgade, tegnet af arkitekt J.C. Louring.

En anden central institution er Bogø Kostskole, der startede sin virksomhed den 1. september 1887. Skolen blev grundlagt af Christen Berg og Christian Wad, hvor sidstnævnte, der havde været lærer i Hobro, blev den første forstander og senere eneejer. Efter at have haft til huse i familien Bergs private sommerbolig og dele af Navigationsskolen, kunne kostskolen flytte ind i egne bygninger i 1893. Oprindeligt ejet af forstanderen fik skolen fra den 1. januar 1988 status som en uafhængig, selvejende undervisningsinstitution og er medlem af organisationen Danmarks Private Skoler. I 1992 blev Idrætsefterskolen Grønsund oprettet som en afdeling af Bogø Kostskole. Den selvejende institution Bogø Kostskole og Idrætsefterskolen Grønsund har fælles bestyrelse. På Kostskolen var der i 2021 plads til 40 kostelever, mens Idrætsefterskolen Grønsund for 9. og 10. klasses elever i 2021 havde 140 pladser til kostelever. I Bogø Kostskoles dagskole var der i 2021 klasser fra børnehaveklasse til og med 9. klasse med omkring 240 dagelever, der primært kom fra Bogø, Møn og Sydsjælland.

Bogøs ry som søfartsø blev blandt andet cementeret af Bogø Navigationsskole, der eksisterede fra grundlæggelsen i 1866 til lukningen omkring 1930. Det var på ingen måde en selvfølge, at der var en navigationsskole på Bogø; i 1919 var den en af blot syv statsgodkendte navigationsskoler i Danmark. Skolen blev i 1922 overtaget af Bogø Kommune fra I/S Bogø Navigationsskole. Christen Berg (1829-1891) nævnes også i forbindelse med grundlæggelsen af denne skole.

Øens Erhvervsliv: Fra Jord til Hav

Bogøs erhvervsliv har historisk set været præget af landbrug, skovbrug og søfart. Landbruget har gennemgået store forandringer. En sammenligning af husdyrhold over tid viser markante skift:

Tabellen illustrerer en stor vækst i antallet af grise og høns i starten af 1900-tallet, en reduktion i får, og en drastisk nedgang i hornkvæg fra 1938 til 2015.

Skovbruget har en lang historie, hvor Bogøs skove, Vesterskov og Østerskov, først var krongods fra 1348 til 1769 og kongelig vildtbane fra 1572 til 1631. Kronens ejerskab betød bl.a. at de centrale myndigheder kunne rekvirere brænde; et eksempel fra 1658 nævner en ordre på 50 favne brænde (ca. 110 m³) til hoffet. Efter øens løskøbelse i 1769 blev de to skove fælleseje. Vesterskov på 81 ha blev fældet for at finansiere købet, mens Østerskov på 125 ha blev bevaret som fællesskov, trods den obligatoriske udskiftning af fællesskove efter Fredskovsforordningen af 1805. En uenighed opstod i 1809 om den forestående udstykning, men amtmanden og Rentekammeret støttede dem, der ønskede fællesdriften bevaret, da en opdeling i små lodder blev anset for at ville skade skoven. I 1816 opnåede Østerskov tilladelse til fortsat fællesdrift mod udarbejdelse af en driftsplan og forstligt tilsyn. I dag har Østerskov 103 ejere, der deler ejerskabet i ideelle anparter, fordelt på de 125 ha. Skovens ejendomsvurdering var i 2015 17,6 mio. kr. De dominerende træarter er bøg (mål 75%) og ahorn (mål 25%), med en omdriftstid på hhv. 110-120 år og ca. 80 år. Målet er at have 10-15% andre arter som eg og nåletræ. Skoven, der har kalkholdig undergrund, er botanisk set af største betydning (vurdering fra 1982) og rummer en rig flora med arter som navr, rød el, kvalkved, tørst, benved, gedeblad, vortebirk, hassel, rød kornel, tjørn, skovæble, slåen, fuglekirsebær, vrietorn, hyld, røn, hulkravet kodriver, humle, tveskægget ærenpris, skov-gøgelilje, dansk ingefær, liden lærkespore, skovmærke, hvid og blå anemone og ørnebregne. En stor del af træproduktionen eksporteres, især bøg til Asien og nåletræ til Tyskland, mens træ af lavere kvalitet sælges som brænde og flis. Der arbejdes også på at genrejse Vesterskov; Foreningen Vesterskov blev stiftet i 1997, og i 2001 blev de første træer plantet, heriblandt bøgetræer fremspiret af bog indsamlet i Østerskov.

Fiskeriet på Bogø har ifølge en indberetning fra 1771 været beskedent, med kun lejlighedsvise fangster af aborrer, flyndere, gedder og ål.

Industrielt har Bogø haft et bemærkelsesværdigt kapitel med Jupiter Værftet på Ålborgvej, der fra omkring 1960 og frem til udgangen af 1978 producerede over 400 glasfiberbåde, heriblandt den mest udbredte, den 30 fod lange Jupiter 30. Efter Jupiter Værftets konkurs i 1974 blev værftet og retten til Jupiterbådene i 1976 overtaget af Faaborg Værft, og i 1979 blev de sidste dele af produktionen flyttet til Faaborg.

Turisme og Fritidsaktiviteter

Bogø byder på forskellige fritidsmuligheder. Øen har et idrætscenter med to haller, fitnesscenter, fodboldbane, tennisbaner, klubhus og omklædningsfaciliteter, alt i foreningseje. Fra havnene er der mulighed for søsportsaktiviteter. Kitesurfing er populært ved Farøbroernes dæmning, og der udbydes også rideundervisning.

Som nævnt er Bogø-Stubbekøbing-færgen afgørende for cykelturismen. I sommermånederne er antallet af overførte cykler fordoblet fra 2000 til 2015. Da man ikke kan cykle over Farøbroerne, er Bogø-Stubbekøbing-ruten en hovedforbindelse for cyklister mellem Tyskland og Skandinavien. Den indgår i to af Danmarks fire internationale cykelruter.

Spørgsmål og Svar om Bogø

Hvor ligger Bogø?

Bogø er en ø i Storstrømmen, beliggende mellem Sjælland, Møn og Falster. Den er forbundet med Møn via Dronning Alexandrines Bro og med Farø (og dermed motorvejsnettet via Farøbroerne) via en dæmning.

Hvordan kommer man til Bogø?

Man kan køre til Bogø via Dronning Alexandrines Bro fra Møn eller via dæmningen fra Farø, som er forbundet til motorvej E47/E55. Der er også busforbindelser (Movia/DOT) fra Stege, Vordingborg og Nykøbing F. I sommermånederne kan man desuden sejle med færgen Ida fra Stubbekøbing på Falster.

Hvilke skoler findes på Bogø?

Bogø har en dagskole som en del af Bogø Kostskole, der dækker klassetrin fra børnehaveklasse til 9. klasse. Derudover findes Bogø Kostskole som en kostskole, og Idrætsefterskolen Grønsund er en afdeling af kostskolen for 9. og 10. klasses elever. Tidligere var øen også hjemsted for Bogø Navigationsskole og en rytterskole/almueskole.

Er der en havn på Bogø?

Ja, Bogø Havn er en aktiv havn med faciliteter for både erhvervstrafik (færgen Ida) og lystbåde. Den ligger ved Lindebroen på sydsiden af øen. Der er også en mindre lystbådehavn ved Skåningebro på nordkysten.

Hvilken betydning har skovene på Bogø?

Bogø Østerskov er en historisk fællesskov af stor botanisk betydning. Den drives forstligt med fokus på bøg og ahorn, og dens træproduktion eksporteres. Der arbejdes også på at genrejse den tidligere fældede Vesterskov.

Bogø er således en ø med en rig og varieret historie, præget af dens geografiske placering og den konstante udvikling af forbindelserne til omverdenen. Fra de tidlige færgeoverfarter til de moderne broer og dæmninger har Bogø formået at bevare sin egen identitet, samtidig med at den har integreret sig i det regionale transport- og forsyningsnet. Øens skoler, erhvervsliv og fritidsmuligheder bidrager til et levende lokalsamfund, der bygger på en fortid som søfartsø og landbrugssamfund, men som også omfavner nye muligheder inden for turisme og vedvarende energi.

Kunne du lide 'Øen Bogø: Forbindelser og Liv'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.