Nielsine Nielsen: Pioner i Lægekunsten

Historien om kvinders adgang til universiteter og akademiske professioner i Danmark er en fortælling om seje kampe, utrættelig vilje og pionerer, der turde udfordre de dybt rodfæstede normer og forventninger. En af de mest fremtrædende skikkelser i denne historie er Nielsine Nielsen, hvis navn for altid vil være forbundet med at bryde glastaget og åbne dørene til en verden, der hidtil havde været forbeholdt mænd. I 1885 skrev hun historie ved at blive den første kvinde, der tog en medicinsk kandidateksamen i Danmark. Men hendes betydning stopper ikke der; hun blev ikke blot Danmarks første kvindelige læge, men også den første kvindelige akademiker overhovedet. Dette gjorde hende til en dobbelt pioner, hvis bedrifter lagde grundstenen for fremtidige generationer af kvindelige studerende og fagfolk.

Vejen for Nielsine Nielsen og de første generationer af kvindelige læger var på ingen måde let. Den var snarere fyldt med forhindringer, der for mange virkede næsten uoverstigelige. Før den vigtige skolelov af 1903 var piger udelukket fra at gå i gymnasiet, hvilket betød, at de, der drømte om en videregående uddannelse, måtte tage studentereksamen på private kurser. Dette i sig selv udgjorde en betydelig økonomisk byrde, da disse kurser var dyre. Hertil kom, at der simpelthen ikke fandtes stipendier eller legater til piger på samme måde som for drenge. Selvom man kom fra en velhavende familie, var den økonomiske barriere stadig høj. At både de private studenterkurser og selve lægeuddannelsen kun fandtes i København, skabte en yderligere geografisk barriere for dem, der kom fra provinsen, og som skulle finansiere både studie og ophold langt hjemmefra.

Kampen for Adgang til Universitetet

Nielsine Nielsens ambitioner var drivkraften bag den formelle åbning af universitetet for kvinder. I 1874 sendte hun en ansøgning om at få lov til at tage studentereksamen med det klare formål at blive indskrevet på medicinstudiet ved Københavns Universitet. Hendes ansøgning udløste en betydelig debat i akademiske kredse og i samfundet generelt. Spørgsmålet om kvinders intellektuelle kapacitet og deres ret til at deltage i det akademiske liv blev diskuteret indgående. Efter en grundig behandling i både konsistorium (universitetets ledelse) og Det Lægevidenskabelige Fakultet blev hendes ansøgning imødekommet. Dette resulterede i en kongelig anordning af 25. juni 1875, som officielt gav kvinder adgang til universitetet.

Det afgørende argument, der tilsyneladende tippede vægtskålen, var en juridisk fortolkning: Når der intet sted i universitetets gældende regelsæt fandtes et direkte forbud mod kvindelige studerende, måtte det logisk set betyde, at kvinder *kunne* optages. Denne anordning var et monumentalt skridt. I 1877 blev Nielsine Mathilde Nielsen (1850-1916) sammen med en anden student, Marie Gleerup (1850-1914), optaget som de allerførste kvindelige universitetsstuderende i Danmark. Fire år senere, i 1885, fuldendte Nielsine Nielsen sit studium og blev Danmarks første læge. Året efter fulgte Marie Gleerup trop og færdiggjorde også medicinstudiet. Nielsine Nielsen praktiserede som læge i København helt frem til sin død i 1916.

De Første Kvindelige Læger: Hvem Var De?

Et nyt kandidatspeciale i historie, udført af Louise Ludvigsen, dykker ned i vilkårene for de første generationer af kvinder, der tog den medicinske embedseksamen ved Københavns Universitet i perioden 1875-1925. Specialet søger svar på spørgsmål som: Hvem var disse kvinder? Hvordan klarede de selve studiet? Og hvordan forløb deres karrierer efterfølgende?

Undersøgelsen fokuserer på de i alt 157 kvinder, der blev læger i løbet af disse 50 år. Den afslører, at disse pionerer generelt klarede sig fagligt særdeles godt. Deres karakterer lå typisk over gennemsnittet for årgangene. Dette vidner om både deres intellektuelle evner og den enorme dedikation, der krævedes for at overvinde de mange barrierer. Næsten en tredjedel af disse kvinder videreuddannede sig og opnåede enten titlen dr.med. eller fik specialistanerkendelse, hvilket yderligere understreger deres høje faglige niveau og ambitioner.

Louise Ludvigsen fremhæver i sit speciale, hvordan disse kvindelige læger måtte bryde igennem to hovedbarrierer. Først skulle de kæmpe sig ind i den akademiske verden, som var traditionelt mandlig. Dernæst skulle de etablere sig i den professionelle verden på hospitaler og i privat praksis, som ligeledes var stærkt domineret af mænd. »Det var to barrierer, som begge var svære at bryde igennem,« forklarer Louise Ludvigsen.

En Verden af Dobbelthed og Skjult Modstand

Selvom de første kvindelige læger ofte i deres egne skriftlige vidnesbyrd (som desværre er relativt fåtallige) beskrev deres studie- og arbejdsliv overvejende positivt, ja næsten idyllisk, afslører en dybere læsning en vis dobbelthed. De understregede typisk, at de blev godt modtaget på universitetet og på arbejdsmarkedet, og at der ikke blev gjort forskel på dem og deres mandlige kolleger. De ønskede at blive set som en integreret del af det lægelige fællesskab.

Men sideløbende med disse positive beretninger findes der små, afslørende anekdoter, der peger på en underliggende og til tider åbenlys modstand. Louise Ludvigsen fremhæver eksempler på chikanerende adfærd fra mandlige kolleger og undervisere. Som historien om overlægen, der under en operation bevidst slap en arterie for at ramme en kvindelig kandidat med en blodstråle, blot for at se hendes reaktion. Eller overlægen på en kirurgisk afdeling, der rettede en vandslange mod en ung kvindelig læge, da hun trådte ind på afdelingen for første gang, og tvang hende til at flygte. Andre mandlige kolleger nægtede simpelthen at anerkende kvindelige studerende, ignorerede dem under eksaminer, som om de var usynlige.

Selv den medicinske studenterforening, et vigtigt socialt og fagligt netværk, nægtede i begyndelsen at optage kvinder. Disse episoder, selvom de i kvindernes egne beretninger ofte blev præsenteret som isolerede anekdoter snarere end systemkritik, vidner om de daglige kampe og den modstand, de kvindelige pionerer måtte navigere i. Deres positive fremstilling af situationen kan sandsynligvis forklares med et ønske om ikke at skabe yderligere problemer for sig selv i en lille og tæt verden, hvor fremtidige ansættelser og karrieremuligheder kunne afhænge af relationer til netop disse kolleger og overordnede.

Lægefaget: En Sikker Havn i en Usikker Tid

Adgangen til arbejdsmarkedet var en anden udfordring for de første kvindelige akademikere. Mens den første generation af kvindelige læger utvivlsomt havde svært ved at få fodfæste, viser undersøgelsen, at de generelt klarede sig bedre end kvinder uddannet inden for andre akademiske fag som jura eller teologi. Dette skyldtes primært lægefagets natur og struktur på daværende tidspunkt. Mange hospitalsstillinger var offentlige, og når kvinderne havde taget lægeuddannelsen og opnået "jus practicandi" (retten til at praktisere), var det vanskeligt formelt at nægte dem retten til at arbejde.

Situationen var markant anderledes for kvindelige jurister og teologer. Ingen kunne tvinge et privat advokatkontor til at ansætte en kvindelig sagfører. Og tanken om kvindelige præster var i denne periode nærmest utænkelig og blev først en realitet langt senere (den første kvindelige præst blev ordineret i 1948). Denne relative jobsikkerhed i lægefaget, understøttet af en form for statsgaranti for at kunne anvende sin uddannelse, var en afgørende faktor, der gjorde medicinstudiet til langt den største og mest populære akademiske uddannelse for kvinder i mange år.

Karrieren, Familien og det Hellige Moderskab

Udover de eksterne barrierer i form af manglende adgang, økonomiske udfordringer og diskrimination, stod de kvindelige læger også over for interne og samfundsmæssige konventioner, der påvirkede deres karriereforløb. Tidens ideal om det "hellige moderskab" var altoverskyggende. Forventningen var, at en kvindes primære rolle var som mor og husmor, især når hun blev gift og fik børn.

Mange af de første kvindelige læger forlod da også arbejdsmarkedet, når de indgik ægteskab, og især når de fik børn. Dette skabte et dybt dilemma for kvinderne, der først og fremmest ønskede at blive anerkendt som ligeværdige læger, men som samtidig levede i et samfund, der dikterede en anden prioritering. Det var svært, for ikke at sige umuligt, at leve op til både de faglige ambitioner og de samfundsmæssige forventninger til moderskabet på samme tid. Idealet var, at det vigtigste for en kvinde var at være mor for sine børn.

Undersøgelsen viser dog, at de kvindelige læger i gennemsnit fik færre børn end deres medsøstre på den tid – typisk 1-2 børn, hvor normen snarere var det dobbelte. Dette kan tolkes som et udtryk for den svære balance, de måtte finde. Som Louise Ludvigsen påpeger, afspejler dette de samme dilemmaer, som mange professionelle kvinder stadig står over for i dag: valget mellem børn og karriere. Allerede for hundrede år siden konstaterede nogle af de kvindelige læger, at 'man kan ikke begge dele' og derfor måtte vælge. Og når valget stod mellem at være mor og at være læge, var det ifølge datidens konventioner langt vigtigere at vælge at være mor.

Det er dog vigtigt at bemærke, at de selvbiografiske kilder er sparsomme, og de få læger, der udtrykte dette synspunkt om et enten-eller, var i nogle tilfælde ugifte og uden børn, hvilket kunne farve deres perspektiv. Andre, som Marie Krogh (læge fra 1907, dr.med. fra 1914), beviste, at det var muligt at kombinere en krævende karriere med familieliv. Marie Krogh var gift med den berømte fysiolog August Krogh, havde fire børn og var aktiv som forsker hele livet. Hun mente, at man godt kunne begge dele – være mor og arbejde som læge. Det var ikke nemt, det var en kamp, men det var muligt. Dette synspunkt afspejles i titlen på Louise Ludvigsens speciale: »Vil man Livet, maa man tage Livskampen« – et citat fra sprogforskeren Lis Jakobsen, der dog præcist indfanger dilemmaet for de kvindelige pionerer.

Arven og Fremtiden

På trods af de mange udfordringer banede de første kvindelige læger vejen. I løbet af den periode, Louise Ludvigsen undersøger (1875-1925), begyndte kvinderne at komme fra mere almindelige middelklassekår, hvilket indikerer, at adgangen blev bredere, selvom de økonomiske barrierer stadig var reelle. Efter 1903, med muligheden for at tage studentereksamen på offentlige latinskoler, blev vejen til universitetet mere tilgængelig for flere piger.

Den udvikling, der startede med Nielsine Nielsens modige skridt i 1874, har ført til en fundamental ændring i universitetets demografi. Fra at være næsten udelukkende mandlige institutioner har universiteterne, og langt de fleste fag, siden 1991 haft et støt voksende flertal af kvindelige studerende. Dog tog det to-tre generationer, fra kvinder fik adgang til universitetet, før de opnåede reel lige adgang med mænd til at udnytte deres akademiske uddannelser fuldt ud på arbejdsmarkedet. Historien om de første kvindelige læger er således ikke kun en historie om medicin, men en væsentlig del af den bredere historie om kvinders frigørelse og opnåelse af lige rettigheder i Danmark.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvem var Nielsine Nielsen?
  Nielsine Nielsen (1850-1916) var Danmarks første kvindelige læge og den første kvinde, der tog en akademisk uddannelse ved et dansk universitet.
• Hvilke barrierer stod de første kvindelige læger over for?
  De stod over for manglende adgang til gymnasiet (før 1903), høje omkostninger til privatundervisning, mangel på stipendier, geografiske udfordringer (uddannelse kun i København), og modstand samt diskrimination fra mandlige kolleger og undervisere.
• Hvordan klarede de sig fagligt?
  Undersøgelser viser, at de generelt klarede sig fagligt godt med karakterer over gennemsnittet, og en betydelig del videreuddannede sig til Dr.med. eller specialister.
• Var det nemt for dem at få job?
  Den første generation havde svært ved at få fodfæste, men generelt havde kvindelige læger nemmere ved at få job end kvindelige jurister eller teologer på grund af lægefagets struktur og offentlige stillinger.
• Hvordan balancerede de karriere og familieliv?
  Mange stod over for et svært valg mellem karriere og tidens stærke ideal om moderskabet. Nogle valgte familien til, mens andre, som Marie Krogh, formåede at kombinere begge dele, selvom det krævede en stor indsats.
• Hvornår fik kvinder adgang til universitetet?
  Formel adgang blev givet ved en kongelig anordning den 25. juni 1875, primært som følge af Nielsine Nielsens ansøgning.

Sammenligning: Adgang til Professionen (ca. 1875-1925)

Denne simple sammenligning illustrerer, hvorfor medicinstudiet var et mere attraktivt valg for kvinder, der ønskede at sikre sig en karriere, selvom det stadig var fyldt med udfordringer. Historien om Nielsine Nielsen og hendes medsøstre er en inspirerende påmindelse om vigtigheden af vedholdenhed og modet til at gå forrest for at skabe forandring og åbne døre for kommende generationer.

Kunne du lide 'Nielsine Nielsen: Pioner i Lægekunsten'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.