Min geniale veninde: Den store finale

Elena Ferrantes fængslende »Napoli-kvartetten« har siden udgivelsen for over et årti siden tryllebundet læsere verden over med sit rå, ærlige og dybt menneskelige portræt af et livslangt, komplekst <b>venskab</b> mellem to kvinder i et barskt <b>Napoli</b>. Da den statslige TV-kanal RAI og HBO gik sammen om at filmatisere dette litterære fænomen, var forventningerne tårnhøje. Resultatet har været intet mindre end forbløffende, en TV-produktion af hidtil uset skala og kvalitet, der har formået at indfange essensen af Ferrantes univers.

Nu er vi nået til vejs ende. Med udgivelsen af fjerde sæson af »Min geniale veninde« afsluttes denne storslåede fortælling på skærmen. Vi har fulgt Elena »Lenù« Greco og Raffaella »Lila» Cerullo fra de støvede gader i et fattigt arbejderkvarter i 1950'erne, gennem ungdommens drømme og skuffelser, til voksenlivets udfordringer og triumfer. Denne sidste sæson tager os med ind i 1970'erne og 80'erne, hvor veninderne nærmer sig de 40 og står over for nye livskriser, personlige kampe og samfundsmæssige omvæltninger.

Det afsluttende kapitel: Livet i 70'erne og 80'erne

Fjerde sæson tager sin begyndelse i kølvandet på Lenùs dramatiske brud med sin professormand Pietro i slutningen af forrige sæson. Lenù, der nu spilles af den formidable Alba Rohrwacher, kaster sig hovedkulds ud i en stormende affære med sin barndomskærlighed, den karismatiske og flygtige Nino Sarratore (Fabrizio Gifuni). Efter år med at leve et borgerligt, omend succesfuldt, liv som forfatter, lader Lenù alle hæmninger falde. Hun insisterer på at leve som en nyforelsket teenager, trods det faktum, at hun nærmer sig de 40 og er mor til to små døtre.

Denne periode i Lenùs liv er præget af en tilsyneladende selvudslettelse. Hun lader sine døtre bo hos de strenge overklassebedsteforældre i Torino, mens hun bruger sin nyvundne økonomiske frihed på at følge Nino rundt på hans foredragsturneer. For en stund prøver hun kræfter med et bohemeliv i et kollektiv, stærkt styret af Ninos ønsker og luner. Denne fase af hendes karakterudvikling kan for nogle virke frustrerende og svært forståelig, da hun virker til at have opgivet meget af den selvstændighed og dømmekraft, hun tidligere har kæmpet for. Serien afsøger her dybden af forelskelse og afhængighed, og hvordan selv en intelligent og succesfuld <b>kvinde</b> kan miste fodfæstet i jagten på lidenskab.

Lila finder sin vej i en foranderlig verden

Samtidig i Napoli har Lila, nu portrætteret af Irene Maiorino, formået at bryde fri af Solara-brødrenes kvælende greb. Hun har etableret sig som en succesfuld forretningskvinde i den fremadstormende IT-branche, en imponerende bedrift for en kvinde fra hendes baggrund uden formel uddannelse ud over folkeskolen. Hendes forhold til Enzo Scanno (Pio Stellaccio), der har været en støtte gennem mange år, begynder at udvikle sig til noget mere. Sammen driver de et blomstrende computerfirma i det gamle kvarter, et symbol på forandring og håb i et område, der længe har været præget af fattigdom og kriminalitet.

Men selvom Lila har opnået økonomisk succes og uafhængighed, er livet i Napoli langt fra problemfrit. Sæsonen skildrer det politiske klima i Italien i 70'erne, hvor spændingerne mellem kommunister og fascister er på kogepunktet, og den frygtede Røde Brigade gør sit indtog med vold og terror. Gamle bekendtskaber som Pasquale og Nadia er blevet radikaliserede og deltager aktivt i de politiske uroligheder. Samtidig vinder stofferne for alvor indpas i byens gader, ofte distribueret af de alt for velkendte Solara-brødre, og mange af Lenù og Lilas gamle venner og familiemedlemmer bliver ofre for misbrug.

Venskabets ubrydelige bånd

Midt i de personlige og samfundsmæssige turbulenser finder Lenù og Lila igen hinanden. Begge kvinder bliver gravide næsten samtidig – Lila med Enzos barn, Lenù med Ninos. Denne fælles oplevelse knytter dem tættere sammen for en periode. Men selv her lurer uenighederne og Lilas skarpe blik for sandheden. Lila advarer Lenù gentagne gange om Ninos sande natur, men Lenù er fanget i sin forelskelse og fornægtelse, ude af stand til at se virkeligheden i øjnene. Først da hendes egen, stadig mere syge mor, får hende til at reflektere over sit liv, og med tre børn og en stram økonomi samt en vedvarende skriveblokering, indser Lenù, at hun må tage drastiske skridt. Disse skridt fører hende uundgåeligt tilbage til det kvarter, hun så desperat kæmpede for at undslippe i sin ungdom.

Den anden halvdel af sæsonen, der bevæger sig ind i 80'erne, finder en bedre rytme og føles mere i tråd med seriens tidligere stemning. Veninderne er nu midaldrende, og deres liv rammes af en tragedie, der igen ryster deres tilværelse og bringer dem tættere sammen, trods de gnidninger og irritationer, der altid har præget deres forhold. Deres venskab er som et vanedannende stof; de kan ikke undvære hinanden, selv når de ønsker afstand. De fortsætter med at have problematiske familiemedlemmer, der skaber udfordringer, og Solara-brødrene forbliver en konstant trussel i baggrunden.

En moderne saga og dens <b>betydning</b>

Med fjerde sæson har <b>Elena Ferrantes</b> fire Napoli-romaner alle fundet vej til skærmen. Serien som helhed står tilbage som en af de mest imponerende dramaserier i nyere tid. Den har taget seerne med på en unik tidsrejse gennem Italiens historie, set gennem øjnene på to ordinære kvinder, hvis liv er alt andet end ordinære. Det vedvarende og ofte turbulente venskab mellem Lenù og Lila har været den røde tråd, men serien har også givet os en dybdegående lektion i Napolis sociale og politiske historie fra efterkrigstiden til 1980'erne.

Serieskaberen Saverio Costanzo og instruktørerne (herunder Laura Bispuri for sæson 4) har formået at bevare Ferrantes skarpe blik for kvinders ændrede position i samfundet. Serien er et stærkt vidnesbyrd om kampen for at opnå <b>frihed</b>, stå på egne ben og skabe et selvstændigt liv midt i et patriarkalsk samfund, der længe dominerede Italien. Denne kamp skildres subtilt, men med stor kraft, og blander rå realisme med æstetisk skønhed.

Selvom de nye skuespillere i sæson 4 naturligvis kræver en kort tilvænningsperiode, formår Alba Rohrwacher og Irene Maiorino at indfange essensen af de ældre Lenù og Lila. Rohrwacher formidler Lenùs intellektualitet, sårbarhed og indre styrke, mens Maiorino bringer Lilas utæmmelige energi og skarpsindighed til live. Max Richters følelsesladede soundtrack, den fremragende fotografering, klipning og tidstypiske scenografi bidrager alt sammen til at skabe et medrivende og autentisk univers.

Det er bemærkelsesværdigt, at en serie af denne kaliber, med dens dybde, kompleksitet og universelle temaer, ikke har fået den samme brede anerkendelse i form af priser og medieomtale som mange andre store dramaserier. Måske skyldes det, at den foregår på italiensk, eller måske hænger det sammen med, at den primært fortæller en kvindelig historie fra et kvindeligt perspektiv for et overvejende kvindeligt publikum. Uanset årsagen er det en serie, der fortjener at blive set og værdsat for sit mod, sin ærlighed og sin uovertrufne kvalitet.

Ofte stillede spørgsmål om Min geniale veninde Sæson 4

Her besvarer vi nogle af de mest almindelige spørgsmål om den afsluttende sæson:

Min geniale veninde er en moderne familiesaga, et monument i seriehistorien, der formår at balancere drama, humor, tårer og brutal spænding. Selvom den første halvdel af sæson 4 måske har sine ujævnheder, kulminerer serien i en stærk og bevægende afslutning på historien om Lenù og Lila. For dem, der endnu ikke har oplevet denne perle af en serie, er det aldrig for sent at dykke ned i Elena Ferrantes fascinerende univers og lade sig opsluge af venskabet, der definerede to kvinders liv.

Kunne du lide 'Min geniale veninde: Den store finale'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.